Ældre danske tingbøger. Sagregistre til Aasum herreds tingbog 1640-48. Udgivet af Landbohistorisk Selskab ved Ole Fenger, Carl Rise Hansen, Ebba Hjorth og John Kousgård Sørensen. København, Landbohistorisk Selskab, 1982. xxii -I- 332 s. 120 kr.

Disse sagregistre er en kraftpræstation ligesom tidligere udkomne sagregistre til Landbohistorisk Selskabs tingbogsudgaver: til Herlufsholm birks og Skast herreds tingbøger. I registrene indholdes såvel et juridisk register, omfattende 73 sider, som et ikke-juridisk register på 167 sider. Hertil kommer en ordliste på 90 sider, hvor altmodische ord og vendinger bliver forklaret på nudansk.

Med ordlisten er man godt hjulpen; og hverken opstillingen eller berettigelsen af det juridiske register skal anfægtes. Det materiale, hvortil der henvises, er immervæk af juridisk proveniens og som sådant, en uomgængelig kilde til den givne domstol, in casu Aasum herredsting, og dennes funktioner. Det lægger med andre ord op til en levnsudnyttelse, og til dét formål er det juridiske register en bekvem og rimeligt overskuelig genvej.

»At bøndernes tilværelse i videste forstand løber med i tingskriverens pen« (s. ii) er baggrunden for tillige at etablere det ikke-juridiske register. Imidlertid gås der meget let hen over metodespørgsmålene, der må rejse sig ved den beretningsudnyttelse, som udgiverne hermed lægger op til. Ifølge sagens natur står ikke alle retsreferater automatisk til troende: Sagens parter kan sagtens have grunde til at pynte på fakta, i både stort og småt. Ikke desto mindre hedder det kort og godt i indledningen til sagregistrene at »kildeværdien(er)ikke mindre vedrørende andre sider af det samfund, som tinget var en del af« (s. iii). Uden reservationer. Uden nuancer. Resultatet bliver, at udgiverne kompilerer en kolos af et ikke-juridisk register. Alt skal med, synes parolen at have lydt. Det havde været befriende, om nogen havde vovet pelsen og havde fastlagt principper for væsentligt og uvæsentligt. Men gjorde man dét, hævder udgiverne - og foretog man ikke oven i købet »dobbelte og

flerdobbelte registreringer af samme forhold« — ville »en betænkelig vurdering ... snige sig
ind i registreringen, d.v.s. forud for den bearbejdelse, registreringen lægger op til« (s. ii).

Målet er at være kildetro; og målet er at præsentere et register, blottet for menneskelige vurderinger (og fejl). De fire udgivere er dog ikke helt så maskinelle, som de vil have os til at tro. På s. 2-3 f.eks. registreres parter af sarlig interesse, på s. 9—11 tingsvidner af særlig interesse. På s. 130-42 er de vægtigere sager medtaget under gruppen »fogder« m.m. (fremhævelserne er mine). Men hvad der giver parter og tingsvidner deres »særlig«-status, eller hvad der gør visse sager »vægtige«, oplyses ikke.

Logisk set må den enkelte sag være retsprotokollens mindste udelelige enhed. Sagen er - så at sige - protokollens raison d'étre. På trods heraf opererer udgiverne med begrebet »indførsler«, som det også er tilfældet i Landbohistorisk Selskabs udgave af selve tingbogen fra Aasum herred 1640-48. En sag kan her omfatte én indførsel, men den kan også snildt omfatte flere. Og da er det en ringe trøst, at »større sager, der behandles over flere tingdage, i reglen (vil) kunne følges ved hjælp af henvisninger« i det juridiske register (s. vi). I reglen? Det er overordentlig upraktisk for brugerne, at udgiverne har gjort sig klogere end kilderne på dette centrale punkt.