B. N. Ponomarjov m.fl.: Sovjetunionens Kommunistiske Partis historie 2. Perioden fra 1936. København, Forlaget Tiden, 1980. 219 s. 75,00 kr.

Første bind i denne sovjetiske partihistorie blev anmeldt i Historisk Tidsskrift bd. 78, s. 629f. Den generelle karakteristik afbind 1 dækker også det nu foreliggende bind 2. Der er ikke tale om en historisk fremstilling i faglig forstand, men om en politisk-ideologisk lærebog til brug for de Moskva-loyale partiers skolingskurser. Hermed er også sagt, at bogen unddrager sig en anmeldelse i normal forstand. I det følgende skal derfor kun kort gives et indtryk af indholdet.

Bogen har tre hovedafsnit: 1) Fra socialismen til kommunismen (1936-1960), 2) Fredens og kommunismens bannerfører (1961-1975) og 3) Partiet fører det sovjetiske folk frem til kommunismen (1976 ff.). Denne inddeling skyldes, at Stalin i 1936 erklærede socialismen for opbygget, at Krustjov i 1961 erklærede den kommunistiske opbygning for påbegyndt (med forudsagt afslutning ca. 1980), og at Brezjnev i 1976 erklærede, at man stadig nærmede sig den fulde kommunisme under partiets førerskab. Af de to første førere nævnes Krustjov - der var sovjetregimets ledende mand gennem ti år - én gang, nemlig i forbindelse med hans »anmodning om at blive fritaget for sine pligter«. Stalin - der var den übestridte fører i et kvart århundrede - nævnes ligeledes en enkelt gang under gennemgangen af de sidste sytten år af hans periode. Hertil kommer i forbindelse med omtalen af den 20. partikongres i 1956 en ganske kort redegørelse for dyrkelsen af Stalins person, kritikken af Stalin på denne kongres samt »overvindelsen af dens (persondyrkelsens) skadelige følger«. Partiets nuværende førstemand nævnes derimod hele tiden. Der opstår derfor den ejendommelighed, at mens partiet i Lenins periode hele tiden personificeres, bliver det ganske anonymt i perioden 1924—1964 for derpå atter at blive personificeret.

Også på anden måde er fremstillingen bemærkelsesværdig. Der forekommer spring i teksten, der tyder på indsættelsen af »nødvendige« passager i et oprindeligt udkast. Der er overhovedet ingen kommentar til, at der mellem 1939 og 1952 ikke blev afholdt partikongres, skønt det ifølge partiets statutter skulle ske hvert fjerde år. Hele den terrorperiode i slutningen af 1930'erne, der har sat et uudsletteligt præg på den sovjetiske befolkning, og hvorunder millioner gik til grunde, beskrives på denne måde: »Der foretoges überettigede indskrænkninger af demokratiet, grove krænkelser af den socialistiske retsorden og grundløse

Bogen er som så megen sovjetisk ideologisk litteratur en katalog over ønskedrømme. Indadtil vil man skabe »et nyt menneske, som harmonisk forener åndelig rigdom, udadlelig moral og god fysisk form«. Til den ende har man opstillet en moralkodeks omfattende hengivenhed for kommunismens sag, kærlighed til det socialistiske fædreland, stærk pligtfølelse over for samfundet, ærlighed og sanddruhed, moralsk renhed, enkelhed og beskedenhed, gensidig agtelse inden for familien, uforsonlighed over for fjender af

kommunismen etc. Udadtil vil man energisk og utrætteligt arbejde for »alle antiimperialistiskeog
fredsvenlige kræfters fælles internationale sag, kampen for fred, folkenes sikkerhed,
demokrati og socialisme«.

Hvis det er rigtigt, at et sandfærdigt forhold til fortiden er en betingelse for at kunne
udstikke retningslinier for fremtiden, står det ilde til med sovjetregimets fremtid. Men det er
jo ikke sikkert, at det er rigtigt.