Heinrich Bodensieck (Hrsg.): Preussen, Deutschland und der Westen. Auseinandersetzungen und Beziehungen seit 1789. Zum 70. Geburtstag von Prof. Dr. Oswald Hauser. Göttingen, Muster- Schmidt Verlag, 1980. 351 s.

I november 1980 fyldte historikeren Oswald Hauser, der har virket først i Kiel og fra 1964 i
Aachen, halvfjerds år og i den anledning udkom et festskrift med 17 afhandlinger omkring
fællestemaet: Preussen, Deutschland und der Westen.

Hauser selv har jo først og fremmest beskæftiget sig med de tysk-engelske forhold, specielt i tiden op til 2. Verdenskrig, og resultatet af disse undersøgelser er kommet i hans værk »England und das Dritte Reich«, men han har også - med udgangspunkt i Slesvig- Holstens historie - beskæftiget sig en del med Preussen, og de tre første afsnit i festskriftet rummer afhandlinger omkring fællestemaet Preussen-Tyskland: »Franzosische Revolution und Napoleon als Herausforderungen«, »Preussische Verwaltung und gesellschaftliche Kråfte« og »Preussisch-deutscher Sonderweg und seine Wirkungen«.

Specielt det tredje af disse afsnit rummer flere spændende diskussioner: I »Monarchischer Konstitutionalismus und parlamentarisches System« ser Klaus Schwabe på de bestræbelser i retning af parlamentarisme, man finder i kejsertidens Tyskland. I hvertfald op til 1914 finder Schwabe en sådan grad af »systemkonformisme«, at der ikke i rigsdagen kunne findes flertal for overgangen til et parlamentarisk regeringssystem (s. 111), og dette sker da også først i oktober 1918, da den militære situation er håbløs og også hærens ledelse ønsker en ændring i regeringsformen. I »Die politischen Kråfte der Mitte und die Auflosung der Weimarer Republik« prøver Andreas Hillgruber at finde forklaringer på midterpartiernes holding i Weimarrepublikkens sidste år ud fra tesen om, at republikken ikke blev sine fjenders offer, men »von ihrer Trågern selbst geopfert worden ist« (156). Han kritiserer midterpartierne for allerede i 1930 ved at tolerere Briinnings regering selv at have givet afkald på indflydelse og dermed i grunden allerede da at have opgivet Weimarrepubliken.

Festskriftets anden del starter med tre små undersøgelser omkring »Nationalsozialistisches Reich und Grossbritannien«, Hausers eget forskningstema. Harold Winkel har set på de tysk-engelske handelsforhold i 1933 i forbindelse med boycotdiskussionen, Dietrich Aigner har aftrykt og kommenteret to rapporter fra det tyske gesandtskab i London omkring åbningen af den »Defence of Freedom and Peace«-kampagne, som den engelske afdeling af »Anti-Nazi-Council« startede 1926 i London og R. A. C. Parker har undersøgt den rejse, Schacht i august 1936 foretog til Paris i et forsøg på at få et samarbejde med Vesten.

Næste afsnit drejer sig om »Deutschlandspolitik der Westlichen Siegermåchte und neue Zusammenarbeit«. Giinther Moltmann giver her først en udmærket oversigt over den amerikanske Tysklandspolitik 1945-49, hvor han bl.a. understreger den rolle, hensynet til Frankrig spillede, og Kurt Jiirgensen redegør kort for de administrative ændringer, der skete ved Slesvig-Holstens overgang fra preussisk provins til selvstændig delstat.

Sejrherrerne kunne føre politik på mange måder — på hvilken måde og i hvilken udstrækning gjorde de det i de tyske »Wochenschau«? Dette spørgsmål overvejer Heinrich Bodensieck i en undersøgelse om »Besatzungspropaganda flir einen deutschen Weststaat 1948/49«, hvor der også gøres en del metodiske overvejelser om film som historisk kilde - bl.a. med inddragelse af Gerd Albrechts og Karsten Fledelius' synspunkter (jvf. bl.a. s. 276 og note 12 s. 306-07). Forfatteren kommer selv ind på, at der ligger et kæmpearbejde forude, hvis dette filmmateriale virkelig skal kunne bruges.

Festskriftet slutter med en kort oversigt over tysk-fransk historikersamarbejde, hvor
Hauser har været leder af den tyske kommission, og med nogle interessante overvejelser om
historie og politisk samfundsforståelse ved Karl Dietrich Erdmann.