Gunnar Artéus: Krigsmakt och samhälle i frihetstidens Sverige. Militärhistoriske Studier utgivna av Militärhistoriske avdelningen vid Militärhögskolan Nr. 6. Stockholm, Militärhistoriske Förlaget, 1982. 438 s.

Denne bog er et produkt af et svensk forskningsrådsprojekt med samme titel og forfattet af projektets leder siden starten i 1973. Emnet er militærkorporationens - dvs. officerernes - status, materielle vilkår og rekruttering, det sidste især med henblik på statusplaceringen. Fremgangsmåden er hovedsageligt kvantitativ. Der fremlægges et stort og meget omhyggeligt udarbejdet statistisk materiale vedrørende adlinger, ordensdekorationer, personer i den officielle rangorden, nominal- og reallønninger, ny kompagniofficerers fædre m.m. Sigtet er dobbelt. For det første er bogen et bidrag til periodens historie. For det andet søges de variable, som bearbejdes systematisk, vurderet som mulige generelle indikatorer på militarisme i samfund med førindustriel struktur, men udviklet politisk organisation.

Det militærsociologiske sigte er prioriteret højere end det historiske i bogens disposition. Hver af de undersøgte variable har fået sit eget afsnit, der er opbygget næsten som en selvstændig artikel. Det er synd, ikke alene fordi det gør bogen tung at læse, men også fordi det nedprioriterede historiske sigte har været det mest frugtbare. Målet med den separate bearbejdning af hvert status- og rangmål har nemlig ikke kunnet nås. Forfatteren er ganske vist ret optimistisk på dette punkt. De omhyggeligt udførte (og i sig selv meget interessante) sammenligninger med andre samtidige stater, som foretages hvor det er muligt, demonstrerer imidlertid problemerne. For det første viser det sig som regel, at det kun er muligt at sammenligne kvantitativt med nogle få stater (hyppigst Danmark og Preussen), mens f.eks. de franske og engelske strukturer er så kvalitativt forskellige, at de må skilles ud på forhånd. For det andet kræver sammenligningerne selv i bedste tilfælde inddragelse af mange forklarende og modificerende faktorer, som komplicerer vurderingen. For det tredje er forholdene i flere tilfælde endnu mere komplicerede end forfatteren, trods al omhu, har erkendt. For eksempel er adelsbegrebet i Danmark af en så afvigende karakter (se Nils G. Bartholdy i HT 12. rk. V) at international sammenligning ikke er let; og det er langt fra uproblematisk at sammenligne uddelingen af værdigheder med forskellig grad af eksklusivitet, som det flere gange gøres. Formålet med at søge at udvikle indikatorer må være at nå frem til en let håndterlig sammenligning af let producerbare kvantitative mål, i stedet for en kompliceret, delvis kvalitativ og skønsmæssig, sammenligning af store dele af samfundsstrukturen. Men dér ender man altså alligevel. Billedet af frihedstidens militærkorporation er altså blev noget flimrende, fordi afprøvningen af de undersøgte størrelser som generelle indikatorvariable er blevet prioriteret højest. Dette billeder er ellers interessant, som man kan forvente når emnet er en historisk periode, der både indledes og afsluttes med militærkup. Artéus portrætterer et samfund, som kun Preussen synes at overgå i graden af militarisering. Militæret er højt anset, og favoriseres med lønning og rang frem for statsapparatets civile del og den embedsløse overklasse. Officerskorpset er fast sammentømret og ensartet, dertil fornemt af byrd. Omkring tre fjerdedele er officerssønner, og to tredjedele er adeligt fødte.

I et særligt afsnit gennemgås militærkorporationens rolle i periodens politik. Den er reaktiv, konkluderes det, både når formen er kupmæssig og når den er konstitutionel. Der er intet forsøg på at indføre et egentligt militærstyre. Normalt kan militærets position forsvares konstitutionelt ved hjælp af Ridderhusmajoriteten af officerer og exofficerer. Hueregeringen og understændernes samvirke i frihedstidens sidste år omgår imidlertid dette konstitutionelle forsvar. Konsekvensen er forståelse mellem kongen og militæret og stænderstyrets afskaffelse 1772.

Den svenske stænderstat var et ret enestående fænomen i sin samtid. Militærkorporationensstilling
i Sverige var også exceptionel, konkluderes det, efter en konfrontation med

Morris Janowitz' model af den europæiske normaltilstand. Afstanden til nabostaten Danmark-Norge synes mindre i de punktvise internationale sammenligninger. Selv om officerernes status ikke var så forskellig i de to nordiske stater, var det dansk-norske officerskorps imidlertid (efter anmelderens endnu upublicerede undersøgelser) helt anderledessammensat end både det svenske og det »normale«. I Danmark-Norge blev en heterogen (I/3 udlændinge, kun godt !/3 selvrekrutterende) og uaristokratisk (*A adelige) gruppe holdt sammen med en i forhold til Sverige høj grad af professionalisme og centralisme i uddannelse og udvælgelse. Den sociale sammensætning var altså stærkt afvigende, trods ligheden i status. Også feks. de engelske og preussiske hære havde markante særtræk. Hver hær havde altså sit ansigt, og al sammenligning bliver nødvendigviskompliceret.