Der er efterhånden omkring 300 titler — heraf næsten 30 disputatser — udelukkende om R. G. Collingwood og hans forfatterskab. Tilgængeliggørelsen af et meget stort upubliceret materiale på Bodleian Library, Oxford, vil givetvis få interessen for forfatterskabet, der allerede inden kendskabet til dette materiale er steget markant indenfor de sidste ca. 15 år, til at blusse yderligere op. Dette kan nok antyde, at forfatterskabet fortjener større opmærksomhed, end det hidtil har været genstand for herhjemme.¹

Liv og arbejde

Robin George Collingwood blev født i 1889. Hans far var landskabsmaler, men opgav det og slog sig på amatørarkæologi i stedet. Han endte som sekretær og sygepasser-ledsager for det aldrende multigeni og kritiker, John Ruskin, hvis ideverden kom til at præge Collingwood igennem faderen. Det var i det hele taget faderens evner, interesser og holdninger, der kom til at præge sønnens opvækst i et ludfattigt, men stærkt kunstnerisk og intellektuelt miljø. Ikke mindst fordi han blev uddannet hjemme af faderen til han var 13, efter de bedste »moderne« tværfaglige principper. Han blev i høj grad opmuntret til at forfølge og skrive om ting fra sin undervisning i deres sammenhæng, og han var meget fremmed overfor tanken om at opdele viden i små isolerede fag. Den formelle undervisning strakte sig over et par timer hver formiddag, ellers var han overladt til selvvirksomhed.

1 Dette indlaeg er identisk med et foredrag holdt i Historisk Samfund, K.obenhavn, i oktober 1980. Der er ikke gjort forsag pa at aendre ved, at teksten er beregnet pa mundtlig fremstilling. Et par steder hvor indholdet var situationsbestemt, er foretaget omformuleringer, men argumentationen er ikke aendret. Som felge af fremstillingsformen er indlaegget ikke forsynet med det saedvanlige noteapparat, men referencer og omtale af det upublicerede materiale vil i detaljer kunne findes i Margit Hurup Nielsen, R. G. Collingwood's historiefilosoji. En undersegelse af »re- enactment« tesens interpretation. Skrifter udgivet af Det historiske Institut ved Kebenhvns Universitet XI, Kabenhavn, Den danske historiske Forening, 1980. Samme, Re-enactment and Reconstruction in Collingwood's Philosophy of History. History & Theory XX: 1, 1981, s. 1-31. Bodleian Library, Oxford, hvor materialet er deponeret, vil laegge den i History & Theory-artiklen anvendte nummerering til grund for deres katalogisering. Nummereringen vil derfor kunne benyttes ved referencer. Materialet kan kun benyttes efter forudgaende tilladelse, som - nu hvor ogsa Mrs. K. F. Collingwood er dad - skal indhentes hos Collingwoods datter, Mrs. Teresa Smith, Oxford.

Faderens uddannelsesprincipper, der bar et stærkt præg af hans egen studietid i Oxford på den tid, der ofte kaldes »the heyday of English Idealism«, har sammen med en opelsket selvstændighed haft en enorm betydning for Collingwoods udvikling af intellektuel holdning. Især med hensyn til krav om sammenhæng i erkendelsen, om etisk engagement, og om omsættelse af principper til praxis. Det har dannet den stærkest mulige kontrast til den realistiske tradition, der prægede Oxford, da Collingwood selv kom dertil, ikke mindst fordi realismen så det som sin fornemste opgave at destruere den tradition, som Collingwood senior var skolet i og havde påvirket sin søn med.

Hjemmeuddannelsen gjorde Collingwood til en sand pest for lærerne, da han kom på Rugby. Selv følte han sig uendeligt overlegen og frustreret, og hans modne holdning til studier gjorde ham temmelig isoleret. Han beretter selv, at en knæskade hindrede ham i at vinde ind på fodboldbanen, hvad han satte til i klasseværelset. Udover at grundlægge et solidt had hos ham til det engelske kostskolesystem medførte det to ting: For det første, at han havde masser af tid til at læse uautoriseret og ikke-obligatorisk litteratur, og for det andet, at han vænnede sig til at være isoleret og i opposition, og det blev han faktisk ved med at være.

Collingwood kom til Oxford i 1908, og blev der til mindre end to år før sin død med en kort afbrydelse i admiralitetets efterretningstjeneste under 1. verdenskrig. I studietiden (han læste klassisk filologi, filosofi, litteratur og historie) nåede han - som på Rugby - at læse store mængder udenomslitteratur om tilsvarende moderne emner i god tråd med den syntetiserende påvirkning, han havde modtaget hjemmefra. Det forøgede selvfølgelig hans chancer for at bevare sin uafhængighed overfor den tradition, han blev påvirket i på universitetet. Det afgørende i den filosofiske skoling han modtog dér var den nye realistiske filosofis opgør med det den selv kaldte den Hegelske idealisme, og påvirkningen var således mere destruktiv end konstruktiv. Den første del af Collingwoods produktion i det åbne bærer i nogen grad præg af denne skoling. Han beretter selv, at hans opgør med den realistiske tradition kom allerede omkring 1917 (i upubliceret materiale, der formentlig ikke er bevaret, men andet og bevaret materiale kan sandsynliggøre det). I det åbne, dvs. i det publicerede, var han dog til midten af tyverne langt mere forsigtig og spidsfindig i sit oprør.

I det praktiske, arkæologiske og historiske arbejde - han foretog årlige udgravninger - var og forblev hans forankring Roman Britain og hovedindflydelsen Haverfield. At Collingwood på dette gebet følte sig mere hjemme og værdsat - han var den tids førende autoritet på dette forskningsfelt - har givetvis haft betydning for den retning hans filosofiske studier tog. Kendskabet til italiensk, som han havde lært sig selv på Rugby, blev omsat i praxis ved at oversætte Croce, først værket om Vico, der givetvis har præget hans ideer, og senere også andre ting, som jeg ikke skal trætte med at remse op.

Efter krigen skyndte han sig at gifte sig, hvilket ikke var særlig velset, da han skulle have stilling i Oxford, men han fik den da. Igennem årene var der småvariationer i hans ansættelsesforhold; men han afholdt årligt en trestrenget undervisning: arkæologi og romersk historie, historiefilosofi, og filosofi fordelt på

metafysik og erkendelsesteori, filosofihistorie og moralfilosofi. Han var således ikke nogen skrivebordsfilosof. Mange af disse lecture-rækker ligger upubliceret i manuskript, og specielt de historiefilosofiske er af afgørende betydning for fortolkning og vurdering på grund af de særlige udgivelsesforhold for det, der er kommet til at stå som hans hovedværk på dette felt, nemlig The Idea ofHistory, der er publiceret posthumt.

I 1935 blev han professor i metafysik og moralfilosofi ved Magdalen. Det er fra disse år hans mest kendte historiefilosofiske arbejder stammer, og betegnende nok, drejede hans tiltrædelsesforelæsning sig om den historiske forestillingsevne. Det var i det hele taget hans kongstanke at fremme et »rapprochement« imellem filosofi og historie (for historiens skyld for at dens principper kunne blive filosofisk oplyst, og for filosofiens skyld for at filosofihistorien kunne blive i bedre overensstemmelse med forskningspraxis i den »rigtige« historie).

I ultra-kort oversigt indeholder forfatterskabet, hvoraf tre værker er publiceret posthumt: 10 filosofiske værker, 1 selvbiografi og 1 rejsebog, 5 værker og omkring 150 artikler og udgravningsrapporter om Roman Britain. Derudover omfatter forfatterskabet utallige essays og lectures (hvoraf en stor del er upubliceret), indenfor så forskellige emner som religionsfilosofi, folklore og æstetik, over metafysik, logik og erkendelsesteori til politisk filosofi og historiefilosofi. Hertil kommer omkring 70 anmeldelser og upubliceret materiale til ihvertfald endnu 3 større værker.

Store dele af forfatterskabet blev til under svær sygdom. Allerede fra 1932 led han af blodkarbrist i hjernen, og en række alvorlige slagtilfælde resulterede i at han, fordi han blev delvis lam og stum, måtte opgive sit embede i 1941. Også på andre fronter var der opbrud i hans tilværelse. Han forlod ikke blot Magdalen, men også Oxford, kone og børn og startede på en frisk i et nyt ægteskab. Trods tiltagende hjælpeløshed lykkedes det ham dog - under indtryk af verdensbegivenhederne - at gøre sin politiske filosofi færdig i 1942. Det blev hans sidste værk. Et historiefilosofisk værk, der blev påbegyndt i 1939, hvor han ville samle trådene i disse overvejelser - hvoraf kun nogle ganske få var blevet publiceret - nåede han aldrig at få færdigt. Han døde af en lungebetændelse i januar 1943.

Forfatterskabets overlevering

Collingwood tillod sig i selvbiografien fra 1938 temmelig utilsløret at tillægge den britiske presse og intelligens, ikke mindst filosofikollegerne i Oxford, medansvar for den spanske borgerkrig og fascismens vækst. En flirt med Marx, der strækker sig over ganske få sider og hurtigt går forbi, indhøstede hele bogen benævnelsen »kommunistisk pamflet«. Som man kan tænke sig, ville hvert enkelt element have været tilstrækkeligt til at få ham umuliggjort i datidens Oxford. Skandalen omkring hans ægteskabelige opbrud gjorde det ikke bedre, og man kan undre sig over, at forfatterskabet overhovedet har overlevet, for det akademiske Oxford gjorde, hvad det kunne for at tie det ihjel.

Skal jeg forsøge at forklare, hvorfor det alligevel har overlevet og nærmest
oplevet en renæssance indenfor de sidste ca. 15 år, tror jeg, at det skyldes, at

Collingwood skrev godt og virkelig havde et publikum i »the educated public«, der købte hans bøger i et sådant omfang, at alle hans værker - med undtagelse af det allerførste fra 1916 - stadig er »in print«. Visse fortolkere roser især den posthume udgiver, der netop selv er død, for at have holdt interessen for forfatterskabet i live (The Idea ofHistory er et af Collingwoods allermest læste værker). Denne ros er efter min mening ganske übegrundet. Man må så ihvertfald samtidig laste udgiveren, at han i høj grad har bidraget til det rige mål af misforståelser, der omgiver værket, fordi han har forfusket en udgivers job og underkendt forfatterens ønsker. Heldigvis har vi nu faet det upublicerede materiale, der i nogen grad kan rette op på miseren. Men det, der skulle have været hovedværket (sammen med materialet i The Idea ofHistory), nemlig The Principles ofHistory fra 1939, der var uafsluttet, men godkendt af Collingwood til publikation sammen med tidligere lecture-manuskripter,er nu tabt med undtagelse af enkelte fragmentsider og tre sektioner. Hvor ansvaret herfor skal placeres, er stadig et åbent spørgsmål; men ansvaret for kun at inkludere de tre sektioner af The Principles ofHistory i The Idea ofHistory er alene udgiverens. Man kan håbe på en komplet nyudgivelse af hele det bevarede historiefilosofiske materiale, der passende kunne komme til R. G. Collingwoods hundredårsdag i 1989.

Den markante geografiske fordeling af litteraturen om Collingwood (USA og Canada har klart haft teten), kan måske skyldes mindre doser oprørthed og formel forargelse, måske også, at man ikke som i Oxford mødte udpræget mangel på opmuntring, hvis man ønskede at beskæftige sig med forfatterskabet.

Den overordnede faktor i forklaring af den tidsmæssige fordeling af interessen for Collingwoods forfatterskab er dog opgøret med positivismen, der for alvor samlede momentum fra midten af tresserne. Dette opgør kunne finde skyts hos Collingwood, der betegnede sit liv som et løbende slagsmål med positivismen og den realistiske erkendelsesteori. Han anså den nye realisme for at være den moderne filosofis bankerot og dens hoveddogme om erkendelsesobjektets uafhængighed af erkendelsen for selvmodsigende. Han anså ligeledes det positivistiske enhedsvidenskabsideal med kendsgerningsetablering som basis for opstilling af lovmæssigheder for tåbeligt, ikke mindst for historieforskningens vedkommende, hvis autonomi han søgte at hævde.

Forskningslitteraturens problemer

Det forskningslitteraturen især har beskæftiget sig med er, for det filosofiske forfatterskabs vedkommende, spørgsmålet om realisme og idealisme, og hermed spørgsmålet om kontinuitet i forfatterskabet. Ét hovedsynspunkt (som vi også kan takke den posthume udgiver for), og som stort set har været uantastet til i begyndelsen af tresserne går på, at der findes to radikale kovendinger i forfatterskabet.Forfatterskabet skulle indeholde en juvenil fase med realisme og skepticismeop til omkring 1932. Derpå følger en idealistisk fase fra 1932-1936, der efterfølges af et (senilt?) tilbagefald til den juvenile position. Der blev pillet lidt ved denne periodisering i begyndelsen af tresserne; men den blev først for alvor søgt anfægtet i 1969—70. Det nye synspunkt på periodiseringen går på, at forfatterskabetbør

betbørses som en helhed, nemlig et dialektisk system. Denne fortolkning er indtil videre ikke imødegået i dybden, men den har dog været kritiseret for at fordreje tekstgrundlaget for at passe det ind i fortolkningen. Jeg er meget spændt på, hvorledes der skal blive plads til alt det upublicerede materiale, når det efterhåndenbliver kendt, for det er i forvejen mit indtryk, at disse fortolkere, omend de har været væsentligt mere inspirerende end den ældre litteratur, i nogen grad betjener sig af samme taktik overfor Collingwoods forfatterskab som Askepots søstre overfor glasskoen.

At Collingwood selv skulle have planlagt forfatterskabet som et dialektisk system, anser jeg for udelukket, dertil er det altfor planløst, både med hensyn til emner og løsningsforsøg. Den dialektik, der kan findes i forfatterskabet er ihvertfald ikke deterministisk, og hvis udviklingsgangen skal anses for at være dialektisk i retrospekt, som hævdet af én af hovedeksponenterne for fortolkningen, har jeg svært ved at se, at noget overhovedet kan falde udenfor en sådan klassifikation, og jeg anser den derfor for indholdstom. Collingwood var væsentligt mere syntetisk indstillet end samtidens analytiske filosoffer, og han anså filosofiens mål for at være en opsummering af og status over hidtidige resultater (jævnfør f.ex. de historiografiske afsnit i The Idea of History), og sine egne værker som »interim« rapporter i en sådan statusopgørelse; men det var også alt, hvad der for Collingwood kunne ligge i »system«. Der er ihvertfald ikke tale om et absolut system udarbejdet på faste grundsætninger. Collingwoods kolleger anklagede ham for ikke at ville komme »off the fence« og erklære sig; men han kunne simpelthen ikke, for han nåede aldrig et fasttømret grundstandpunkt, som han kunne tage helhjertet udgangspunkt i. Der var snarere — hvis man skal være lidt uvenlig — tale om en zig- zag kurs ved antagelse af forskellige præmisser til undersøgelse af, hvor de førte hen. Collingwood har hævdet, at den eneste måde at finde ud af et standpunkts gyldighed på er at antage dets præmisser og tænke videre på dem, til man ser, om der dukker problemer op, der ikke kan svares på.

Ingen af de to hovedstandpunkter på udviklingsgangen i hans forfatterskab forekommer mig at dække; men man kan dog lægge følgende tendens i Collingwoodsforfatterskab: han starter med et idealistisk præget grundsyn, der gør ham udpræget kritisk overfor realismen, hvis grundlæggende erkendelsesteoretiske forudsætninger og konsekvenser eksamineres på forskellige felter, først i upubliceretog senere hen også i det publicerede materiale. Denne eksamination munder ud i skepticisme, ikke på egne, men på realismens vegne, og det er et fait accompli i midten af tyverne. Herefter starter han på en frisk fra »idealistiske« grundantagelser,og det er i denne fase fra 1926-1936 at historiefilosofien (det meste af den, og det, der er sammenhængende) blev til især med inspiration fra Kant; men der er ikke tale om en positiv og endelig stillingtagen til fordel for idealismen som sådan. Så sent som 1935 holder han spørgsmålet åbent, hvilket retfærdigvis må tilføjes at blive klart på upubliceret materiale. Den apriorisme, godtgørelse af historiefilosofiensprincipper forudsætter, forfægtes endnu i 1936, til trods for, at han året før i erkendelsesteoretisk sammenhæng når frem til en relativistisk position. I 1937 var han optaget af æstetikken og i 1938 slår relativismen for alvor igennem med ophøjelse af hans egen heuristisk-metodiske konception om »question and answer«

til både logik og sandhedsteori. Stærkt forenklet opgives hermed med nødvendighedhans egen rationalistiske apriorisme og den kohærens teori historiefilosofien hvilede på fra 1926-36. Sandhed hævdes nu i stedet at hvile på et kompleks af spørgsmål og svar. Herved lukkes relativismen ind ikke blot med hensyn til spørgeposition, evidencedannelse og erkendeinteresse; men også i begrundelsesfasen.De radikale erkendelsesteoretiske konsekvenser drages i 1940, hvor filosofiens rolle fastlægges som konstatering af (ikke længere eksamination eller godtgørelse af) hvilke »sets of absolute presuppositions«, fundamentale erkendelsesforudsætninger,eller som det hedder i dag grundlæggende paradigmer, forskellige grupper har fungeret og stillet spørgsmål og dannet teorier på. Justifikation af paradigmet eller de absolutte »presuppositions« er umulig, og spørgsmålet om deres gyldighed affærdiges som nonsens. Denne position er radikalt relativistisk og må ses som et brud med 1926—36 fasen, hvor historiefilosofien hører hjemme.

Forskningslitteraturens problemer i historiefilosofien

Alt dette har naturligvis store konsekvenser for en fastlæggelse af kontext for
placering, fortolkning og vurdering af historiefilosofien, hvor litteraturen især har
koncentreret sig om »re-enactment«-tesen.

Denne tese lyder: »the historian must re-enact the past in his own mind«. I den ældre litteratur blev tesen fortolket som en intuitivistisk metodologi. I Toynbees version, der nok er karikatur, men alligevel repræsentativ for den ældre litteratur, betyder det følgende:

Der kommer en pæn midaldrende herre (Collingwood) ned ad gaden i en mellemstor provinsby. Pludselig trækker han et sværd og begynder at hugge hovedet af så mange af de forbipasserende, som han kan overkomme. Han protesterer vildt, da politiet når frem for at anholde ham: Han er virkelig en ganske fredelig og uskadelig historiker, der blot driver studier i marken for at sætte fantasien lidt i sving og fa den direkte tilgang til sin persons situation og motiver, nu, hvor han er nået til sit afsnit om Djenghis Khan.

Hvis denne type fortolkning er berettiget, er tesen selvfølgelig til brokkassen;
men den ville rigtignok have den fordel, at der ikke ville være så mange arbejdsløse
historikere. De ville være bag tremmer, næsten allesammen.

I et forsøg på at gøre tesen »respektabel«, har den nyere litteratur påpeget, at den ældre litteratur betjente sig af løsrevne enkeltsætninger uden hensyn til sammenhængen i såvel Collingwoods praxis, som hans historiefilosofi og forfatterskab i øvrigt. Den nyere litteratur søger tesen omfortolket til en tese udelukkende om historisk erkendelses nødvendige »presuppositions« eller erkendelsesforudsætninger. Collingwoods metode (dvs. nødvendige og tilstrækkelige erkendelsesbetingelser) hævdes at bestå i rekonstruktion på grundlag af »evidence« eller bevismateriale. Denne rekonstruktion opfattes som værende forskellig fra »re-enactment«, der kun opfattes som en nødvendig erkendelsesbetingelse.

Jeg er enig i, at tesen ikke skal opfattes som en bogstavelig efterabelse eller som
en intuitiv metodologi, for Collingwood gjorde sig de største anstrengelser - især i
det upublicerede materiale - for at tage afstand fra intuition. Det er blot uheldigt,

at det ikke er det materiale, der har været kendt hele tiden. Han tager direkte afstand fra Croce på grund af dennes intuitivisme. Hvor Collingwood tillægger intuition en funktion er dér, hvor kunstnerens og historikerens brug af forestillingsevnenfalder sammen, nemlig i det, der kunne kaldes »hitte-på«-fasen, ikke i begrundelsen (hvis vi opererer med to sådanne faser). Historikeren skal til forskel fra kunstneren — heri ligger den væsentlige forskel — begrunde sine påstande ved at relatere dem til 'evidence«! Uden begrundelse ingen viden. Var Collingwood intuitivist, var et sådant krav både overflødigt og også selvmodsigende.

Collingwood var altså ikke nogen ny Paludan-Miiller, og »re- enactment« er ikke en intuitiv efteraben; men det metodiske i tesen må der imidlertid holdes fast ved. For det første, fordi der ikke kan opretholdes den skelnen imellem rekonstruktion og »re-enactment«, som den nyere litteratur forudsætter. De to konceptioner er tværtimod synonyme. For det andet, fordi fortolkningskontekst i presuppositionsteorien, som ligeledes forudsat, heller ikke lader sig opretholde. Presuppositionskonceptionen fremsættes som en følge afspændinger imellem den historiefilosofiske konception, som »re-enactment«- tesen hviler på og almene erkendelsesteoretiske overvejelser, og der er desuden et kronologisk hop på 14 år. »Reenactment« - konceptionen fremsættes som a priori, og den begrundes ved en transcendental deduktion, hvor Collingwood påpeger, at »re-enactment« eller rekonstruktion må være mulig i princippet, hvis vi ikke skal ende i solipsisme, eller den position, hvor kun selvet og egne erfaringer kan være genstand for erkendelsen. Indenfor »presuppositions«-konceptionen ville »re-enactment«- konceptionen ikke kunne være a priori, ikke kunne diskuteres og ikke kunne justificeres, hvilket jo præcis er, hvad Collingwood forsøger både i The Idea of History og i upubliceret materiale. Det er muligt, at Collingwood i det tabte The Principles of History fra 1939, hvor »re- enactment« angiveligt blev behandlet, forberedte en harmonisering eller ajourføring af de to konceptioner; men takket være udgiverens udøvelse af dømmekraft, har vi ingen mulighed for at finde ud af det. Collingwood gjorde det ihvertfald ikke i selvbiografien.

Forsøg på at argumentere for en sådan sammenknytning i selvbiografien strander ret ynkeligt på en banal form for fordrejning af teksten på det afgørende sted: Fortolkeren har læst »presupposition« på det sted, hvor det burde have stået, hvis han havde haft ret; men der står faktisk »proposition«. De tre sektioner, vi har bevaret af The Principles of History indeholder ikke væsentlige inkonsistenser med det materiale, der kan ses som en helhed, nemlig materialet fra 1926-36. Det er klart konstruktivistisk — hvad det indebærer, skal jeg komme ind på om lidt — og inspireret af Kant, og Hegel, på nogle punkter af Croce, Vico og Oakeshott. At det også har været meget inspireret af Bradley, vil det givetvis kunne lønne sig at forsøge at føre bevis for. Dilthey, som Collingwood ofte omtales som en (dårlig) epigon af, har Collingwood med ret stor sikkerhed ikke kendt, før efter at han havde formuleret sin egen teori.

Den nye litteratur lægger således stærk vægt på at inddrage hele forfatterskabet, inclusive praxis. Heri er jeg kun i nogen grad enig. Med hensyn til praxis, er det udmærket at inddrage den, fordi den næppe kunne have været så relativt fornuftig, som den faktisk er, hvis Collingwood virkelig havde hævdet alt det, en ikke lige

venlig kritik har tillagt ham, med mindre man samtidigt tillægger ham kronisk schizofreni. Men egentlig oplysende for teorien er praxis ikke, for man kan jo tiiiægge ham schizofrenien, og det har faktisk været gjort. Med hensyn til det øvrige forfatterskabs inddragelse er jeg enig i, at mange misforståelser havde kunnet undgås, hvis forfatterne havde orienteret sig bedre i den del af forfatterskabet,der har været kendt hele tiden. De er delvis undskyldt i forhold til det upublicerede, men de havde selvfølgelig selv kunnet gøre forsøg på at støve det op. Men, jeg er altså ikke enig i, at hele forfatterskabet kan eller skal inddrages i fortolkning af historiefilosofien, for det har ført til ligeså fejlagtige, omend knap så absurde fortolkninger. Jeg udelukker således de tidligste essays i historiefilosofi (op til og med 1926), det, der udforskes dér er på realistiske præmisser {om de faktisk deles af ham selv eller er på skrømt, som jeg hævder, er i og for sig ligegyldigt i denne forbindelse), og jeg udelukker den senere erkendelsesteoretiske udvikling. Jeg anser det for en større brist i fortolkernes metode, at de i for ringe grad har taget hensyn til det enkelte skrifts funktion og fremkomstsituation, især med hensyn til en skelnen imellem, hvornår han p.t. antager præmisser til kritisk gennemtænkning, og hvornår han selv forsøger sig med mere konstruktive bidrag. Mange misforståelser stammer fra en forveksling af de to, og der er i forfatterskabettale om kontinuitet og diskontinuitet indenfor de enkelte konceptioner, og der må derfor tages stilling i hvert enkelt tilfælde. Skal jeg være fræk, tror jeg, at manglende hensyntagen hertil ikke er uden sammenhæng med, at hovedparten af fortolkerne har været filosoffer.

Forsøger man imidlertid at fortolke tesen i den relevante sammenhæng, er det muligt at fa noget fornuftigt ud af den, som i det mindste kan diskuteres. Jeg bør nok tilføje, at jeg ikke står her som Collingwoods advokat i anden forstand end med hensyn til at hævde, at megen kritik imod ham har været baseret på et forfejlet grundlag; det betyder ikke, at berettiget kritik ikke kan fremføres.

Jeg skelner skarpt imellem en diskussion af fortolkninger af tesen og en anden diskussion, der drejer sig om tesens holdbarhed. Det lyder banalt, men ikke alle har gjort sig ulejlighed med at sikre sig, at de faktisk havde fat i, hvad meningen med den var, før de gik igang med kritikken. Stillingtagen til gyldighedsproblemet er et spørgsmål, der bør forsøges tacklet selvstændigt, men jeg skal her forsøge at skitsere nogle af de problemer Collingwood løber ind i. Først vil jeg dog gøre rede for, i hvilken sammenhæng tesen konkret må fortolkes, og på hvilke områder den adskiller sig fra Erslev-traditionen.

Collingwood og Erslev

En slavisk sammenligning imellem Erslev paragraf for paragraf og Collingwood er ikke frugtbar, for Collingwoods sigte var et andet end teknik og empirisk metode, og resultatet bliver let (jeg har forsøgt), at Collingwood kommer til at tage sig lidt tyndbenet ud, fordi man til mange af Erslevs betragtninger må svare: »Naja, men det mente Collingwood såmænd også«, uden at man så kommer frem til, hvori hans særtræk består. Collingwood skelnede imellem en empirisk metode (Erslevs teknik og konkrete teoridannelse) og en rationalistisk/aprioristisk metode (en

almen, overordnet metode og justifikation af den). Den empiriske metode var
sekundær for Collingwood, af grunde der vil fremgå nedenfor.

Med hensyn til Erslev vil jeg gerne anføre på forhånd, at jeg antager ham for positivist, selvom jeg er fuldstændigt klar over, at også dette kan diskuteres og er blevet det; men man kan nu engang ikke problematisere alting på én gang. For mig at se, ser det ud som om Erslev skiller sig af med sine ikke-positivistiske indsigter på en ret snild måde, nemlig ved at skubbe dem ned i den skuffe, der står »historieskrivning« på.

»Re-enactment«-tesen i den mest markante form fremsættes i materialet fra 1936. Baggrunden for dens fremsættelse er Collingwoods skepticisme, ikke på egne vegne, men på vegne af muligheden for historisk erkendelse på en realistisk erkendelsesteoris præmisser og hans forsøg på at sætte et alternativ i stedet. Han forsøger at vise, hvorledes historisk erkendelse så er mulig, at den er mulig betvivlede han ikke. Den logisk mulige udvej, at al historisk forskning hviler på en illusion og historisk erkendelse derfor er umulig, opererede Collingwood ikke med. Når han skal begrunde, hvorledes den er mulig giver han et svar som Kants, nemlig at det ikke kan nytte at kigge i erfaring eller empiri, men man må se på de forstandsmæssige, rationelle betingelser for erkendelsen, og her er det han påpeger, at rekonstruktion i princippet må være mulig, for at vi skal kunne undgå solipsismen. Den konkrete teoridannelse kan selvfølgelig ikke justificeres apriori; men det kommer vi tilbage til.

Collingwood påpeger, at en realistisk »discovery«-teori er uholdbar, i det mindste når genstanden er fortiden. Den hviler på en fejlparallelisering fra naturvidenskaben. Fortiden eksisterer ikke længere, og der er ikke noget at opdage dér. Fortiden kan ikke observeres og der er ikke noget objekt for direkte erkendelse eller iagttagelse. Her er Collingwood og Erslev enige, men Erslev accepterer tilsyneladende at fortiden som sådan alligevel har en rolle at spille som prøvesten og afgørelsesgrundlag for historikerens teoridannelse, og det gør Collingwood ikke. Erslev accepterer tilsyneladende, at levnene er eller indeholder »rester« af fortiden, som vi kan komme helt tæt på og observere- og for berettende elementers vedkommende kan komme tæt på ved hjælp af en kildekritisk rensning af deres udsagn (Erslev kalder det middelbar iagttagelse af fortiden). I følge en positivistisk læsning af Erslev indebærer dette, at man ved hjælp af sin kildekritik eller teknik kan skaffe sig sikre kendsgerninger, som man kan bruge som byggesten, når man ved hjælp af sin metode foretager den egentlige videnskabelige bearbejdelse og drager slutninger til virkelighed. Disse slutninger til virkelighed eller historiske teoridannelser har principielt et noget større usikkerhedsmoment over sig end etableringen af byggestenene har, fordi der i disse slutninger indgår flere subjektive og normative elementer. I princippet kan og bør disse elementer fjernes, selvom det kan være vanskeligt i praxis. Har vi nået en justifikation af vor teoridannelse på basis af subjektneutral iagttagelse, står vi med den objektive erkendelse af fortiden efter »wie es eigentlich gewesen«- idealet, i alt fald på de punkter, hvor vi har et fuldstændigt kildemateriale. Prøven på, om teoridannelsen er holdbar er, om teorien er i overensstemmelse med (korresponderer med) de faktiske forhold.

Collingwood accepterer ikke den middelbare iagttagelse og mener ikke, at vi kan

nå fortiden »wie es eigentlich etc«, ikke engang på de punkter, hvor vi har alle de kilder, vi kan ønske os. Hans manglende accept er ikke baseret på erkendelsens ufuldstændighed, men på dens umulighed på disse præmisser. Collingwood skelner ikke imellem en levningsudnyttelse og en beretningsudnyttelse som Erslev, og mener ikke, at nogen af de to har forrang i sikkerhed. De kan ikke iagttages som en del af fortiden, og de kan ikke vises at være det: Enten må samhør (og autoritet) vises ved hukommelsen eller ved at bygge på beretninger eller udsagn om at de er det; men ingen af disse måder er ufejlbarlige og kræver derfor støtte ad anden vej. Så må det vises ved en korrespondenstest, men dens afgørende led (nemlig fortiden) er enten ukendt eller selv et produkt af den type process, der søges godtgjort, og så befinder vi os i en infinit regres. Det samme gælder for teoridannelsen over kilderne, og kan den ikke godtgøres, så kan vi ikke tale om viden.

Positivismens næste programpunkt, udledning af lovmæssigheder, betragtede Collingwood som blot endnu en overbygning på samme løse grundlag, og i øvrigt som en uhyrlighed for historiens vedkommende. Han mente altså, at den er umulig; men skulle den endelig være mulig, så betragtede han den kun som mulig på de felter, der alligevel ikke interesserer historikerne.

Selv den kildeudnyttelse, som Erslev anså for den sikreste, nemlig levningsudnyttelsen, godtog Collingwood altså ikke. Levn lader sig ikke observere eller iagttage uafhængigt af erkendelsen af dem, og de eksisterer kun som noget specifikt som en funktion af historikerens erkendelsesaktivitet. De er således lige så behæftede med usikkerhedsmomenter, som Erslev anså beretningsudnyttelsen og i endnu højere grad teoridannelsen for at være. Og kan jo under alle omstændigheder ikke justificeres ved en sammenholdning med noget, der ikke eksisterer. En sand teori om fortiden »wie es eigentlich gewesen« kan muligvis udmærket dannes; men kan den ikke vises at være sand på en realistisk eller positivistisk erkendelsesteoris præmisser, er vi jo ikke nået meget videre. Det sikre afgørelsesgrundlag - at teoridannelsen stemmer overens med facts, som de virkelig var — kan ikke præsteres, når det, der skal danne afgørelsesgrundlaget selv er et afhængigt produkt af en teoridannelse, der må være mindst lige så usikker, som den teoridannelse, der i øjeblikket er under prøvning.

Collingwood forsøgte at tackle disse problemer ved en dobbeltmanøvre, dels ved at søge væk fra en opfattelse af historiens genstand som det, et samtidigt øjenvidne kunne have iagttaget, og ved at skelne imellem en »real past« og en »historical past«. Den virkelige fortid er tabt og tom for nutiden, den kan ikke hentes frem. Men da der i nutiden findes fænomener (potteskår, institutioner, historiske beretninger, etc.) som ikke lader sig forklare uden en fortid, er vi nødt til at postulere en, den historiske fortid. Det ville have været mere entydigt, om han havde kaldt den historikernes fortid; men det gjorde han altså ikke. Han er således radikalt enig med Erslev i dennes udtalelse (men så vidt jeg kan se, også kun isolerede enkeltudtalelse) om at fortiden i og for sig kun eksisterer ved historikerne. Den historiske fortid er en nutidskonstruktion, men den kaldes »re-enactment« eller rekonstruktion for at angive, at den drejer sig om den postulerede fortid, som skal kunne belægges og ikke om fri fantasi, og som gør krav på at være det eneste historie kan handle om. Først når konstruktionen er godtgjort udfra bevismaterialeter

leterden historisk, men ikke af den grund »final«. Rekonstruktionen er altså i sidste instans en nutidig aktivitet over fænomener i nutiden; den virkelige fortid har ingen funktion. Historikeren ræsonnerer »tilbage« på baggrund af fortolket (ikke iagttaget) materiale, der også anvendes som bevis eller »evidence« i justifikationen, og der er således helt klart tale om både subjektafhængighed og cirkularitet. Denne cirkularitet har i øvrigt været brugt af fortolkere til at argumentere for, at Collingwoods »re-enactment«-tese ikke skulle være metodologisk;men den går ikke, for Collingwood erkendte selv denne cirkularitet, selvom han ikke anså den for ondartet.

Hele den historiske forskningsproces fra igangsættelse til justifikation foregår således i historikerens eget hoved som et produkt af tankemæssig aktivitet. Historikeren er således afgørende på en helt anden måde, end hvis det blot havde drejet sig om udvalg og fremstilling. Collingwood deler således ikke Erslevs bekymring om at fjerne sig fra virkeligheden (det som forskeren ikke må, men som skriveren er nødt til - en skelnen, der med rette er tilbagevist af professor Bagge). Denne bekymring eksisterer ikke i en position som Collingwoods, for der er ikke nogen virkelighed at fjerne sig fra. Når idealet om at komme så tæt på som et samtidigt, centralt placeret øjenvidne opgives, og erstattes med et ideal om så fuldstændig forklaring og relatering af »evidence« i nutiden som muligt, er det også meget lettere at indpasse begivenheder og udviklingsmønstre, som ingen i datiden kunne have været klare over.

Hele nutiden er potentielt bevismateriale. Vi kan først vide, hvad der kan blive aktuelt bevismateriale, når vi har fastlagt vor problemstilling (der naturligvis kan provokeres både af foreløbigt fortolkede genstande i nutiden og vore forgængeres produkter) og startet en række rekonstruktionsforsøg, hvis indhold og justifikation indebærer en række konkrete spørgsmål, hvor vi formoder, at svaret vil kunne findes i en bestemt retning. Collingwood siger, at »evidence« først bliver til »evidence«, når det bliver brugt som »evidence«. Heraf følger, at Collingwood ikke kunne godtage, at forskningsprocessen som hos Erslev, starter med indsamling, klassifikation, rensning og fuldstændigt overblik over kilderne til en bestemt persons eller begivenheds historie, og altså heller ikke godtog en total adskillelse imellem teoridannelse og justifikation. For Collingwood var startpunktet rekonstruktionsforsøget (andres af en selv accepterede, egne tidligere eller i øjeblikket foretagne). Først når rekonstruktionsforsøget er i gang, kan der stilles spørgsmål og findes bevismateriale. Der er således tale om et »funktionelt« kildesyn, som Collingwood vel nok må have æren for at have formuleret konsekvent; men egentlig ikke om en såkaldt »problemstillingsstyring» af forskningsprocessen. Valg af problemstilling kan ikke foretages i det blå, men foretages udfra betragtninger over, hvad vi har mulighed for at få svar på, ikke bare over, hvad der kunne være morsomt at vide. For at vide, hvad vi har mulighed for at få svar på, forudsætter ikke blot en begavet nysgerrighed, men foreløbigt fortolket bevismateriale, altså forudgående rekonstruktion, hvilket placerer forgængernes indsats langt mere centralt end i en realistisk teori, hvor man strengt taget ikke behøver andet end fortid, kilder, iagttagelsesevne og kritisk sans.

Når hele processen (forgængernes indsats skal jo være accepteret af én selv)
foregår i historikerens »own mind«, hvordan forhindrer vi så uhæmmet relativisme

og idiosynkratisme, og hvordan skelner vi imellem historie som forskningsprodukt
og en eventuelt propagandistisk fiktion?

Her kommer andet led i Collingwoods dobbeltmanøvre ind: Collingwood udsøger sig et erkendelsesområde, der ikke på forhånd umuligt kan postuleres som fortidigt, fordi det er nutidigt, hvorved han retfærdiggør at man uden selvmodsigelse kan tale om en nutidig konstruktion som en rekonstruktion, hvor fortolkningens gyldighed hviler på en logisk/rationel afgørelsesprocedure. Det erkendelsesobjekt Collingwood udsøger sig er »thought« eller bevidste handlingers rationelle indhold, der sådan set kan »iagttages« direkte, når historikeren tænker dem igennem for sig selv i sin rekonstruktion. Her er tale om en rationel, ikke om en empirisk iagttagelse.

Denne del af Collingwoods løsningsforsøg har været genstand for helt umådeholden interesse, og har næsten slået alt andet - med undtagelse af anklagerne for intuitivisme - af marken. Det har medført kritik imod ham for at være intellektualist og for at indskrænke historikernes arbejdsfelt helt urimeligt, hvilket i nogen grad er überettiget, da Collingwoods rationalitetsbegreb var meget vidt. Collingwood bruger denne afgrænsning af erkendelsesgenstanden som en nødvendig erkendelsesbetingelse: For at vi kan konstruere noget vi kan postulere som fortiden må det dreje sig om den form for fortid, der lader sig »genskabe« eller postulere ved tankens kraft, og det må kunne lade sig gøre at gentage rationelle tankeaktiviteter i det mindste i princippet, ellers ryger vi ud i solipsismen.

At Collingwood også ind imellem synes at tillægge tanker/rationelle tankeprocesser en hegeliansk, metafysisk eksistens som »eternal objects« og se historisk erkendelse om en del af »REASON's« selvforståelse er en anden sag, hvis gyldighed jeg ikke mener mig i stand til at tage stilling til; men iøvrigt anser for erkendelsesteoretisk ligegyldig.

At fortolkningens gyldighed hviler på en logisk, rationel afgørelsesprocedure betyder selvfølgelig ikke, at det hele afgøres a priori. De metodiske principper, der kan sammenfattes i »re-enactment« eller rekonstruktionskonceptionen, begrundes a priori; men den konkrete, empiriske teoridannelse kan selvfølgelig ikke godtgøres på denne måde, så ville der være tale om en helt anden kraftigt deterministisk cirkularitet. Collingwood kritiserer da også eksplicit Hegel, Toynbee o.a. for bare at fylde hullerne ud i et på forhånd fastlagt system. I praxis hviler afgørelsen af den konkrete teoridannelse på en anden form for rationalistisk grundlag, nemlig på en kohærensteori, hvis konkrete udformning hos Collingwood jeg skal komme tilbage til om et øjeblik.

Collingwood anerkendte ikke Erslevs ideal, hverken om subjektneutral teoridannelse eller godtgørelsesprocedure. Han mente end ikke, at subjektneutral erkendelse var ønskelig, og kaldte det forsøg på at lave eunuk-historie. Collingwood mente, at historieforskningen har et formål, det er ikke blot erkendelse for erkendelsens egen skyld, men et vigtigt led i vor erkendelse af nutiden og af os selv; men han gik ikke ind for partisk historie eller propaganda. Og for at kunne undgå det, må han kunne opstille et kriterion for historisk sandhed. Det mindste vi kan kræve er, at der opstilles kriterier efter hvilke vi kan vælge imellem historiker A's og historiker B's forskellige resultater.

Collingwood hævder et sted, at hver generation må skrive historien om. Dette

kan udlægges på to forskellige måder: enten betyder det (1) at historikerne skriver historien om som følge af forskellige erkendeinteresser, problemstillinger, spørgeogevidence-position og relevanskriterier, hvilket ikke udelukker antagelse af en fælles justifikationsprocedure. Eller også betyder det (2), at kun personer, der har fælles normer vil kunne antage en bestemt historisk teoridannelse som sand. Som (1) er det uskadeligt, nærmest banalt. Som (2) er det en begrundelserelativisme, som Collingwood ihvertfald ikke delte i historiefilosofien op til og med 1936. Her begrundes de metodiske principper gyldighed ved en transcendental deduktion og er a priori, altså alment gyldige og uafhængige af skiftende erfaringer. Han hævder også, at han alt andet lige, ville have fået Mommsens svar, hvis han havde stillet Mommsens spørgsmål. Til og med 1936 (altså til og med hovedparten af The Idea of History) skal det forstås som (1), altså som en funktion af, at forskellige historikere har forskellig nutid og spørgeposition, og hermed ser forskellige »evidence«. I praxis opererer han med et begreb om historisk sandhed, der for den konkrete teoridannelses vedkommende kræver, at en given historikers produkt skal hvile på »evidence«, skal kunne vises at stå for velinformeret kritik, og kunne ses som en forbedring af forgængernes resultater. Sandhed bliver en grænseværdi, man kun kan tilnærme sig ved at finde og aflive fejl; men ikke noget, der kan vises at være nået én gang for alle.

Da »evidence« ikke er uafhængige, vil dette betyde, om man kan finde brist indenfor selve argumentationen i form af selvmodsigelser eller inkonsekvenser, eller modsigelser imellem denne rekonstruktion og andre rekonstruktioner (ens egne tidligere eller andres af én selv accepterede), eller modsigelser imellem en given rekonstruktion og hvad bevismaterialet kan belægge. Da bevismaterialet i sig selv er en fortolkning og altså led i en rekonstruktion, bliver kriterion 3 et særtilfælde af kriterion 2, og der er altså tale om en ren kohærensteori.

Kohærensteorien er dog ikke problemfri, fordi genstanden for erkendelsen, forstået som »historiske facts« skifter, hvilket unægteligt lyder lidt paradoxalt. Der er også problemer med hensyn til en konsekvent sprogbrug. Vort dagligsprog er i høj grad tunet til naiv-realistiske antagelser, og det er meget svært at tale om nutidige konstruktioner som fortidens tildragelser, altså om en postuleret fortid, der kan skifte baseret på konstruktioner i historikerens hoved på en konsekvent måde. Collingwood var ikke altid lige konsekvent. Noget skyldes naturligvis manuskripternes manglende afpudsning, andet at det gik så stærkt, og at han somme tider lod pennen løbe af med sig i malende, men ikke altid oplysende metaforer. Hans på nogle måder prisværdige undgåelse af faglig jargon og forsøg på at beskrive kompekse filosofiske problemstillinger i dagligstuesprog med et utal af illustrationer gør fremstillingen læseværdig, til tider ligefrem underholdende; men det fremmer ikke altid forståelsen.

Nu må vi selvfølgelig skelne ret skarpt imellem en bestemt position, som f.ex. konstruktivismen, og en bestemt persons udformning af denne position. Collingwoodunderstøtter, som nævnt, sin udformning på a priori principper og kohærensteori.For Collingwoods vedkommende er de problemer, der må søges afklaret, problemerne om, hvorvidt 1) en cirkularitet som den nævnte kan undgås, og hvis den ikke kan, hvor alvorlig en indvendig det så er; 2) kan der opstilles en mere

positiv sandhedsafgørelse end den, hvor sandhed betragtes som et aldrig påvist opnået grænsetilfælde, og 3) kan der opstilles et mere tilfredsstillende alternativ end en kohærensteori, der jo traditionelt kritiseres ved påvisning af, at man ingen afgørelseskriterier har, hvis man står med to lige kohærente teoridannelser; og endelig 4) kan man skille sig af med Collingwoods indskrænkning af historikerens emneområde til »thought« eller rationelt bevidsthedsindhold, således at den kritik kan afvises?

For at starte med det sidste, tror jeg, at mulighederne er gode for at omformulere Collingwood til noget mere alment, der ikke rummer denne begrænsning, da der formentlig ikke er tale om så snæver en afgrænsning, som kritikken har troet; det er i mine øjne de tre andre punkter, der er de væsentligste og de sværeste. Da det er arbejde, der ligger forude, og desuden problemer, der har beskæftiget tænkningens store adskillige hundrede år, giver jeg mig selvfølgelig ikke ud for at kunne præstere noget fyldestgørende svar, men jeg kan da sige lidt om, i hvilken retning, jeg mener, der bør arbejdes.

For cirkularitetens vedkommende, er det et problem, der anses for ret alvorligt i almen erkendelsesteori, hvor justifikation hævdes at skulle foretages uafhængigt; men jeg tvivler på, at dette krav er opfyldeligt for vort forskningsfelt, hvis en realistisk erkendelsesteoris præmisser findes ufyldestgørende. For sandhed som grænseværdi, kan man måske komme afsted med at affærdige denne indvending med, at også andre videnskabelige forskningsfelter har samme vilkår, og de klarer sig udmærket.

Med hensyn til det sidste punkt, som jeg regner for det væsentligste, nemlig spørgsmålet om et levedygtigt alternativ til en eller anden form for kohærensteori, har det selvfølgelig interesse, at en moderne hovedeksponent for konstruktivismen, Goldstein, afviser a priorisme og kohærensteori (og altså Collingwoods måde at løse problemerne på). Hans forslag til, hvad der kan sættes i stedet, vil sikkert vække genklang hos mange historikere — ikke mindst hos dem, der irriteres over forsøgene på at diskutere principper og filosofiske argumenter i stedet for praxis, og opfatter disse forsøg som utidig indblanding i traditionens egne affærer. Det lyder meget besnærende, og er præcis hvad Goldstein anbefaler, nemlig traditionsintern konsensus i stedet for filosofiske argumenter og kriterier. Goldsteins begrundelse er, at historikerne jo er forbløffende enige.

Det forekommer mig at være både tyndbenet og farligt, for historikerne er jo faktisk ofte meget uenige, og det er den situation, der er interessant, og i den situation, begrundelserne virkelig skal stå deres prøve. Hvis uenighed skal resolveres ved konsensus, forekommer der mig kun at være tre mulige måder: Enten vedtages et autoriseret sandhedsvidnes mening, eller også har vi smågruppe-konsensusmed tilbundsgående accept af relativisme og tilbundsgående accept af afkald på at diskutere afvigende meninger på en rationel måde, eller også må der kræves almen konsensus, og det var jo præcis manglen på det, der skabte behovet for et afgørelseskriterion. Konsensus i sig selv kan ikke stå alene som et særskilt kriterion. Skal dissens resolveres, kræver det et andet afgørelsesgrundlag, og så er vi atter ude i en infinit regres, hvor vi kan vælge imellem et pragmatisk kriterion, som næppe nogen i dag vil acceptere, eller en eller anden form for enten

korrespondens eller kohærens. Er dette problem korrekt analyseret, har vi ikke
opnået andet end at gå en omvej tilbage til vort oprindelige dilemma.

Kan kritikken imod korrespondenstesten ikke imødegås med en overbevisende påvisning af, hvor det er, argumentationen imod den går galt, synes der ikke at være noget valg. Den tilsyneladende alvorlige kritik imod kohærenstesten, nemlig den, at to forskellige systemer af teoridannelser kan være lige sammenhængende, og at vi derfor også her befinder os i en infinit regres med behov for andre former for kriterier for at kunne træffe et begrundet valg, forekommer ihvertfald mig langt mindre alvorlig - når forskningsfeltet er historie - end kritikken imod korrespondenstesten, fordi der i høj grad er tale om en formel, tænkt, indvending, der formentlig næppe har nogen større praktisk betydning, da det skulle være meget mærkeligt, om de to modstridende - men sammenhængende - teoridannelser, også samtidigt skulle være lige dækkende på alle områder.

Hvilken stilling den enkelte vil tage i dette dilemma, afhænger naturligvis af, hvor alvorlige de respektive indvendinger anses for at være; men en afklaring og diskussion af disse problemer forekommer mig at være nødvendig, ikke blot i Collingwood- diskussionen, men også for os selv.