Harvey J. Graff (ed.): Literacy and social development in the West, A. reader. Cambridge Studies in Oral and Literate Culture 3. Cambridge University Press 1981. 340 s.

Blandt de områder, som i de seneste år er taget op inden for socialhistorien, er spørgsmålet om, hvornår det i de enkelte lande blev almindeligt, at størstedelen af befolkningen kunne læse og skrive, og hvilken betydning for den økonomiske og sociale udvikling det har, at analfabetismen forsvinder. I den foreliggende bog har Harvey J. Graff, der selv har spillet en betydelig rolle inden for denne forskning, samlet en række af de vigtigste af de indtil nu udkomne artikler samt nogle afsnit fra større værker om emnet - de fleste publiceret i slutningen af 1970'erne. Tyngdepunktet ligger kronologisk fra reformationenen til omkring 1900, og geografisk dækkes USA, England, Tyskland, Frankrig og Sverige.

Et hovedproblem for forfatterne er, hvorledes man ad indirekte vej kan måle antallet af ikke-anfabeter i et land i tidligere perioder, idet det er normalt, at man først sent i 1800tallet har samtidige oplysninger, f.eks. fra folketællinger eller undersøgelser af værnepligtige. Kun i Sverige har man gennem de såkaldte »husforhorslångder« - præsternes årlige overhøring af deres sognebørn — masseiagttagelser, der går tilbage til omkring år 1700.

De indirekte mål går næsten alle ud fra materiale, der viser, hvor almindeligt det var, at folk kunne underskrive dokumenter med egen hånd, og flere af bidragyderne diskuterer indgående, om det kan tages som et udtryk for almindelige læse- og skrivekundskaber. Sådant materiale er f.eks. de engelske vielsesregistre, der går tilbage til 1754, og testamenter fra New England staterne. Forfatterne mener som hovedregel, at da skrivning kommer efter læsning i undervisningsrækkefølge, skulle evnen til at kunne skrive sit navn, normalt være ensbetydende med gode læsekundskaber, men de har kun en ringe direkte dokumentation for, at det virkelig har været tilfældet.

Forfatterne viser ud fra statistiske bearbejdelser af sådanne materialer med underskrifter, at det i de fleste lande først var omkring midten af det 19. århundrede, at analfabetismen blev reduceret til et minimalt niveau, mens der tidligere var store, socialt betingede, forskelle i andelen, der kunne læse og skrive.

Kun de områder, hvor den protestantiske kirke gjorde en stor indsats for at give
befolkningen mulighed for selv at læse Bibelen, skiller sig ud fra dette mønster - hjulpet af
bogtrykkerkunsten, der gav billig adgang til læsestof og læremidler. Særligt bemærkelsesværdigter

værdigterdet at se, hvorledes den svenske kirke uden at opbygge et kostbart skolevæsen havde tilstrækkelig autoritet til at fa indgivet befolkningen elementære læsekundskaber allerede tidligt i det 18. århundrede - vi ved desværre ikke, om forholdene var lige så gunstige i Danmark.

Bogens andet hovedtema, læse- og skrivekundskabernes betydning for den sociale og økonomiske udvikling, er i højere grad behandlet i form af teoretiske overvejelser, der er inspireret af den skepsis, man i de senere år har kunnet finde hos nogle forskere med hensyn til nytten af generelle masseundervisningsprogrammer i u-lande. De erfaringer, man kan fa fra den historiske udvikling, forekommer målt ud fra bogens empiriske afsnit ikke særligt entydige. England havde mange analfabeter under den industrielle revolution, og i Sverige kom en stærk økonomisk vækst først i gang relativt sent på trods af udbredte læsekundskaber.

Undervisningens indvirkning på den sociale og økonomiske udvikling må nok snarere spores i ændringer i mentalitet på langt sigt, og frem for alt må en analyse af disse sammenhænge kræve en opdeling på forskellige typer af undervisning, f.eks. kræver det højest et minimum af læse- og skrivekundskaber at gennemføre en elementær faglig uddannelse, men en sådan uddannelse kan godt tænkes at have en væsentlig indflydelse på produktiviteten. Sådanne aspekter er antydet, men er kun sporadisk behandlet i bogen.