John Prest: The Garden of Eden. The Botanic Garden and the Re-Creation of Paradise. New Haven and London, Yale University Press, 1981, II+122 s. Ill. Dkr. 361.

I denne meget smukt illustrerede bog søger forfatteren at give en oversigtlig fremstilling af havekunstens idéhistorie. Han begynder med en sammenligning mellem Edens Have og oldtidens andre guldalder-forestillinger (kap. 1), diskuterer dernæst kirkefædrenes opfattelse af disse forestillinger og udviklingen af kristne symboler i havekunsten (kap. 2). Diskussionen om, hvorvidt Edens Have forsvandt totalt ved syndfloden eller dens indhold blev spredt ved denne hændelse, behandles i forbindelse med de store opdagelsesrejser i renaissancen (kap. 3). De nye opdagelser gav et større indblik i skabningens mangfoldighed og gjorde det muligt at samle alt (også dyr) fra de fire verdensdele i en botanisk have - et genskabt Paradis. De tidligere undervisningshaver havde kun omfattet de fra klassikerne kendte medicinske planter (kap. 4). Herefter beskrives - uden at det udtrykkeligt bemærkes - kun engelske forhold. John Evelyns haveteorier omtales, og parker og haver i kolonierne og hjemlandet beskrives. Havernes betydning for lægekunsten, specielt signaturlæren, omtales (kap. 5).

Frugthavernes udvikling, dels som frugtleverandører, dels som pryd- og beskyttelsesbeplantninger,gennemgås. De omhyggelige plantevalg, der skal sikre, at man har såvel blomstrende træer som frugt hele vækstsæsonen, og troen på at alt kunne klares ved kunstig varme - hvilket bidrog væsentligt til drivhusets udvikling - forklares som tro på det mulige i, og forsøg på, at genskabe en Edens Have, og som forsøg på at genvinde uskyld ved at spise

frugt. Frugt ansås for uskyldsfremmende p.gr.a. af den formodede ukønnede formering (kap. 6). I kap. 7 nævnes, at det væsentligste træk ved de botaniske haver var, at de i modsætning til den syndige natur var ordnede og nivellerede, som naturen var det før syndefaldet. Ideen om den uskyldige (asexuelle) have varede dog ikke det 17. årh. ud, idet den kønnede formering påvistes i slutningen af århundredet. Man indser også i det 18. årh. at man ikke kan få alle planter til at gro på eet sted, og den rejsende botaniker afløser den samlende. I slutningen af det 17. årh. åbnes den lukkede have, og den formelle have, der ved alléer føres ud i det omgivende landskab, udvikles og demonstrerer menneskets magt over naturen. Efterhånden udvikles inden for de overordnede akser og alléer — i takt med at naturen ikke mere anses for syndig — arrangerede »naturlige« haver, der efterhånden tager teten fra alléerne, og den engelske »naturlige« havestil opstår.

Bogens afgørende svaghed er, at den ser alt fra et eksklusivt engelsk synspunkt. I de første kapitler omtales til husbehov franske, hollandske og italienske haver, men fra renaissancen næsten udelukkende engelske haver, havebogsforfattere og digtere. Det fører f.eks. til, at Prest kommer til at beskrive den »franske« havestils fremkomst som et resultat af Whigaristokratiets sejr i 1688. Det er næppe forkert, at anlæggelsen af mange store parker i denne stil kan hænge sammen hermed, men selve stilens opståen og udvikling på kontinentet berøres overhovedet ikke. Et andet minus er, at forfatteren er ret karrig med tidsangivelser, og da teksten er udformet således, at man let får det indtryk at de forskellige havetyper afløser hinanden, bliver bogen lidt vildledende på dette punkt. Det er naturligvis rigtigt at den engelske landskabshave opstår senere end den franske »formelle« have, men det betyder ingenlunde, at man ophører med at anlægge og udvikle haver i denne stil, ligesom middelalderens og renaissancens hortus conclusus også i dag lever i bedste velgående.

Nogle regulære fejl har forfatteren også begået, specielt i omtalen af havernes betydning for botanikkens udvikling. Han hævder at de botaniske haver er vigtigere for botanikkens udvikling end herbarierne. Det forholder sig nærmest omvendt. Typificeringen er stadig i dag afhængig af herbarieeksemplarer — ikke af havernes blomster. Denne skik er opstået i det 16. årh., hvor man blev klar over, at man verbalt ikke kunne beskrive en plante så nøjagtigt, at fejl kunne undgås; var der tvivl om et navn, kunne man sende et presset eksemplar. Denne praksis er stadig anvendt og en af de væsentligste rutiner på ethvert botanisk museum.

I beskrivelsen af haven som et dydsbefordrende sted (s. 91) oplyser forfatteren at Nehemiah Grew opdagede planternes kønnede formering. Det er forkert. Grew citerer Millington for at have fremsat en hypotese herom, som Grew selv accepterer, men først Camerarius leverer et egentligt bevis (1694). På samme side forsøger Prest at overbevise læseren om at Linnés system mødte megen modstand, netop fordi det var baseret på planternes kønnede formering. Det er korrekt at Camararius' observationer mødte modstand af denne grund, men de var stort set overstået, da Linné fremsatte sit system. Siegesbeck modsatte sig dog systemet af moralske grunde, hvad Prest burde have nævnt som støtte for sin påstand; i stedet hævder han, at Tournefort stadig i midten af det 18. årh. kritiserede Linnés system. Linné fødtes i 1707 og Tournefort døde i 1708, så jeg tror ikke på det. I samme forbindelse nævner Prest, at Linnés system ikke blev accepteret af Philip Miller før i 1759. Når man tager i betragtning at Species Plantarum udkom i 1753 og Miller måtte ændre 2. udgave af sin Gardner's Dictionary totalt for at tilpasse den til Linnés system, kan man dårligt forlange, at han skulle have accepteret systemet hurtigere.

Trods disse fejl - og et par stykker til - er bogen læseværdig; forfatteren påpeger sammenhænge man normalt ikke ofrer tilstrækkelig opmærksomhed, og bogen er hyppigt morsom. Bogens form og udstyr kunne tyde på, at den er tænkt som en populær fremstilling. Som sådan kan den ikke anbefales, da dens ensidige engelske orientering som

nævnt fører til en fordrejning af fremstillingen, som næppe vil forvirre en fagmand, men som
kan være svær at erkende for den læge læser.