W. M. Carlgren: Mellan Hitler och Stalin. Förslag och försök till forsvars- och utrikespolitisk samverkan mellen Sverige och Finland under krigsåren. Stockholm, Militärhistoriska Forlaget 1981. 102 sider.

Professor Carlgren, arkivar i det svenske udenrigsministerium, er formodentlig mest kendt blandt historisk interesserede for sin dokumentationstunge, grundige og omfangsrige fremstilling fra 1973 om svensk udenrigspolitik under 2. verdenskrig. Den foreliggende bog er mere beskeden i omfang og emne, men den er et eksempel på, at helt centrale træk i et stykke historie kan belyses indgående ved at tage et næsten kirurgisk snit igennem en udvikling, der ellers rummer mange elementer og faser med vidt forskellige vilkår. Sådan noget kan kun gøres, når indsigten er erhvervet ved et omfattende arbejde.

For den svenske regering var politikken overfor Finland ingenlunde lige til. Der var, i hvert fald fra Vinterkrigen 1939-40, en særdeles stærk folkelig opinion for en vidtstrakt støtte til Finland. I officerskredse var forestillingen om et svensk forsvar ved Finlands østgrænse baseret på både strategiske og følelsesmæssige argumenter. Tanken om en forsvarsalliance, ja til og med union havde også nu og da sine fortalere i samlingsregeringen. Men et forbund, en alliance eller over hovedet en binding til Finland blev aldrig den svenske regerings politik. Når alliancetanken blev fremsat — til og med som et halvt tilsagn til den finske regering - var det for at påvirke Finlands udenrigspolitik med det overordnede mål at holde stormagterne og krigen borte fra Norden. Når planerne igen kunne arkiveres på grund af veto fra Sovjet eller Tyskland eller dem begge, åndede statsminister P. A. Hansson lettet op. Dels anså han — og flertallet af ministrene, særlig de andre socialdemokrater - det for en risikabel politik, dels undgik man en diskussion, der kunne have sprængt samlingsregeringen.

Den svenske regerings politik, og specielt udenrigsministerens ræsonnementer er kort og klart lagt frem i bogen. Mindre tydelig er tegningen af finsk politik. Der lades ingen tvivl om, at Finland gang på gang appellerede efter en svensk militær indsats eller løfte om indsats ved grænsen/fronten mod Sovjet. Det er også klart, at Finland i perioden mellem

Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen desperat søgte støtte i Sverige eller i Tyskland, men allerhelst begge steder. Den interne uenighed i den finske regeringskredse mellem en »Sveriges-fløj« og en »Tysklands-fløj«, og navnlig den sidstnævntes forsøg på at lokke, eller via Berlin eventuelt true Sverige med i krigen er underspillet i prof. Carlgrens fremstilling. Måske er sprogbrugen i dette emne præget af forfatterens arbejdsplads. Wigforss er af en af sine ministerkolleger refereret for en mere bramfri karakteristik af den finske politik.