Walther Lommers: Vestigia Mediaevalia. Frankfurter Historische Abhandlungen, Band 19. Weisbaden. Franz Steiner Verlag, 1979. DM 88.

I anledning af professor W. Lammers' 65 års dag har to af hans medarbejdere ved universitetet i Frankfurt samlet en række afhandlinger fordelt på to emnekredse: historiografi og territorial -, specielt kirkehistorie. Andre begrænsninger kunne tilføjes: Otto af Freisings krønike om »de to stater« er hovedmotivet i den første afdeling, saksernes ældste historie, specielt Holstens i den anden.

Skønt der er taget et vist hensyn til de økonomiske og materielle forudsætninger i forbindelse med forfatterens bidrag til Slesvig-Holstens historie, står i denne samling det idehistoriske i forgrunden. Arkæologi og kunsthistorie tjener til at anskueliggøre symboler fra perioden 800-1200. Mange emner kunne fremdrages, ikke mindst missionshistorien - næppe noget sted er Ansgars indsats beskrevet så indgående og oplysende som her. I denne anmeldelse skal imidlertid især to afhandlinger behandles, den ene fra Karolingertiden, den anden fra Staufertiden. Begge kombinerer med held skriftlige kilder med arkitektur og billeder, begge illustrerer kejsermagtens syn på verdenshistorien.

Først skal den sidst skrevne artikel refereres, fordi den belyser sammenhængen mellem Ermoldus Nigellus' digt til Ludvig den Fromme, hvori der skildres en billedfrise i kejserens rigssal i Ingelheim og de arkæologiske fund af salen og enkelte bevarede stumper af den malede mosaik. Ved hjælp af historiske kilder kan opførelsen af såvel salen som en nærliggende kirke, også forsynet med billeder, dateres til 806, medens Ermoldus' skrift er fra 820'erne da han var faldet i unåde og håbede at genvinde kejserens gunst ved en versificeret fremstilling af Karl den Stores og Ludvig den Frommes bedrifter hvortil altså hører de nævnte billedfriser. Man kan iagttage en streng deling således at kirken har indeholdt scener fra henholdsvis Det gamle og Det nye testamente, og aulaen henter sine motiver fra verdenshistorien med 7 hedenske og 5 kristne herskere. Ermoldus understreger den førkristne grusomhed, hvorimod Konstantin, Theodosius og de tre karolingiske fyrster hver repræsenterer vigtige egenskaber og begivenheder i det kristne kejserdømmes historie: Konstantin forlader Rom til fordel for Byzanz, nu kaldet Konstantinopel, og forkaster de hedenske guder. Theodosius bliver herre hjulpet af Gud; hans ydmyghed da han over for biskop Ambrosius af Milano gør bod bevirker at han bliver Ludvig den Frommes forbillede. Karl Martel underkaster sig friserne, Pippin den Lille aquitanerne og Karl den Store sakserne. Hedenskabet dækker både Daniels 4 monarkier og verdenshjørnerne, tid og rum i hele verden behersket af superbia, med den kristne æra samles de europæiske folk, specielt frankerne, under humilitas. Et særligt problem er det såkaldte konstantinske gavebrev hvorefter hele Vesteuropa overdroges paven efter Konstantins flytning af hovedstaden. Lammers mener at fremstillingen drejer historien således, at Karl den Store overtager Konstantins kejserværdighed og derved far Vesten tilbage fra kirken. Karls aula i Ingelheim har derved givet beskuerne den officielle version af det karolingiske imperium: kristent, ydmygt - og selvstændigt over for Romerkirken!

Men i tidens løb kunne man ikke nøjes med forskellige fortolkninger af Det konstantinske gavebrev. Kejser og pave stødte sammen i investiturstriden, og da Otto, biskop af Freising, tog sig for at skrive sin Chronica de duabus civitatibus i 1143-45 mente han, at tidernes ende var nær: Når verdens to stormagter kom i strid, når fader og søn kæmpede mod hinanden som Henrik 4. mod Henrik 5. i 1105 var naturens kræfter i ulave. I en række miniaturer fordelt på 14 tavler der ledsagede krøniken, vistnok efter forfatterens anvisning, fremdrog han de vigtigste træk i historiens gang. Hyppigst dominerer civitas terrena, men ind imellem dukker motiver op fra Gudsstaten der giver håb for den endelige løsning. Noas ark er tegnet som en kirkebygning, syndfloden er som dommedag — det er altså den figurale tolkning der har bestemt fremstillingen. Det gennemgående træk er »mutatio rerum« det ene riges opgang bærer kimen til det andets nedgang, også efter at »civitas permixta« indtræffer efter Kristi fødsel. Karl den Stores præfigurerer Otto den Store ligesom karolinger og ottoner fulgte efter hinanden. Først ved Grevor 7.s død var forvirringen fuldstændig.

Otto af Freising var cistercienser, men han var også rigsfyrste af kejserlig æt. Det
imperiale historiesyn dominerer: kejseren er hævet over andre riger. Derfor har Lammers i
en artikel om Frederik 2.s afståelse af Nordalbingien fremhævet at den på grund af det

holstenske særpræg ikke formindskede kejserens magtfuldkommenhed. Her burde nok den aktuelle situation da Frederik ikke sad helt fast i sadlen være stærkere understreget - skønt man som dansker med interesse læser om den paradoxale kombination mellem Norden og »Det romerske rige af tysk nation«.

Endelig har Lammers ved sin tiltrædelsesforelæsning i Frankfurt i 1964 gjort opmærksom på hvordan forestilling og vurdering af historiske begivenheder og personer, in casu Frederik 2. af Hohenstaufen, har skiftet i tidens løb alt efter historikernes personlige baggrund: Kantorowicz i 20. årh. var påvirket af Stefan Georges kreds, Voltaire og encyclopædisterne af deres kamp mod l'infame i det 18. årh. De arabiske forfattere der var samtidige med den nævnte kejser mente ikke at han ville indbringe mange drakmer hvis han blev solgt som slave; her får man et nyttigt korrektiv til det dæmoniske overmenneske som mange har set i den sidste Staufer! Hermeneutik gør historiografien til et tidsspejl; Walther Lammers tilhører anden halvdel af det 20. årh.'s europæere ved at pointere dette.