Hugh Kennedy: The early Abbasid Caliphate. A political History. London, Croom Helm, 1981. 238 sider. £ 14.95.

Hugh Kennedy gennemgår i første kapitel kalifatets forskellige egne. Dette kapitel udgør sammen med det efterfølgende »The origins of the abbasid revolution« baggrunden for bogens resterende kapitler, der er ordnet som en række punktuelle analyser af de enkelte abbasidiske kaliffers regeringstid. Kennedy gør indledningsvis opmærksom på, at det kan være såre vanskeligt at etablere en periodisering af det historiske forløb, »but the Abbasid Revolution marked a real break with the Umayyad past and both contemporaries and later writers saw it as a new beginning« (s. 16). Denne tese om et fuldstændigt brud - der historiografisk blev grundlagt af orientalister omkring århundredskiftet — overholdes imidlertid ikke i afhandlingens analyserende/forklarende dele, hvor forfatteren gang på gang må konstatere, at den reelle forskel de to dynastier imellem ikke var så afgørende endda. Også det abbasidiske kalifat var et familieforetagende (s. 70), og abbasidernes revolutionære målsætning, at skabe større lighed for alle kalifatets befolkningsgrupper, blev

ikke realiseret: »The division between the ruling elite and the bulk af muslims, which had
been typical of umayyad rule remained« (s. 93).

Nu har allerede Tilman Nagel i »Untersuchungen zur Entstehung des Abbasidischen Kalifates« {Bonner Orientalistische Studien, Neue Serie, Band 22, Bonn 1972) påvist, at de store middelalderlige arabiske historikere var tæt knyttet til det abbasidiske hof og den abbasidiske familie, hvorfor det forbliver problematisk ukritisk at antage og anvende den personlige karakteristik, der bliver de enkelte abbasidiske kaliffer til del i de middelalderlige kilder, således som Kennedy gør det ved begyndelsen af hvert kapitel (eks. s. 46, 57, 67, 75 osv.). Mere problematisk er det imidlertid, at forfatteren konsekvent har valgt at parafrasere sit kildemateriale til fordel for en sammenhængende, kritisk analyse. Uroligheder, udnævnelser, afskedigelser, militære fremstød og hofintriger registreres omhyggeligt og optager uforholdsmæssig meget plads i afhandlingen. Denne tendens forstærkes ved gennemlæsningen fordi forfatteren har valgt at gennemgå de enkelte kaliffers regeringstid i kronologisk rækkefølge. Resultatet bliver forbavselse over at finde een ledende personlighed, der i bogens sidste kapitel blev afsat, virksom igen i næste kapitel under en ny kalif (eks. s. 83, 109, 118). Konsekvensen af dette er blevet een idelig række personlige opgør med fortiden: al-Saffah gør op med umayaderne, al-Mansur med al-Saffah, al-Mahdi med al- Mansur og så fremdeles.

Stærkest står Kennedys afhandling i analysen af mawalierne, klientelet. I overensstemmelse med tesen om revolutionen som brud fremhæves det, at der med overflytning af hovedstaden fra Damascus til Baghdad åbnes for en iranisering. På dette punkt er Kennedy igen i fuld overensstemmelse med ældre forskning repræsenteret af navne som Van Vloten og Wellhausen. Iraniseringen når sit zenit under Barmakidernes beskyttende vinger (s. 115 ff.), men som det centralt fremhæves af Kennedy, er mawaliernes økonomiske fundament generelt dårligt, hvorfor deres rolle som politisk pressionsgruppe i længden ikke var af afgørende betydning. Desuagtet var den daglige støtte fra de mange mawalier en simpel nødvendighed for administrationen. Over en længere periode bliver dette afgørende for mawaliernes rolle i det politiske liv og i det magthierarki, der etableres som resultat af den abbasidiske revolution, nemlig alliancen mellem den abbasidiske familie, hæren og bureaukratiet (mawalierne). Som funktionel socialgruppe forbliver de af stor betydning for den enkelte kalif, men da det økonomiske fundament, der antages at være en forudsætning for reel politisk indflydelse, ikke er til stede, udmanøvreres mawalierne i længden af hæren, der ved midten af det 9. århundrede sidder inde med den reelle magt over kalifatet. Tendensen bliver for alvor tydelig med Barmakidernes bratte fald fra tinderne i 796. Desværre mangler dette klarsyn i behandlingen af såvel provinsadministrationen som i behandlingen af de shiitiske oprør under de første abbasidiske kaliffer. Også i disse kapitler forfalder forfatteren til parafrase og usystematisk registrering.