Hans Peter Hermansen: Fra Krigstilstand til allianse. Norge, Vest-Tyskland og sikkerhetspolitikken 1947-1955. Oslo, Universitetsforlaget, 1980, 258 sider. 98,00 Nkr.

For en umiddelbar betragtning er det naturligvis ejendommeligt, at de vesteuropæiske demokratier, der under 2. verdenskrig havde oplevet tysk militær besættelse og overlevet nazistisk terror, mindre end et decenium senere sluttede en militær alliance med Vest- Tyskland, som de på godt og ondt anså for at være Tysklands legitime arvtager.

I Hans Peter Hermansens omarbejdede hovedfagsopgave angribes dette problem fra en
helt lokal synsvinkel, så spørgsmålet bliver til: Hvordan gik det til, at Norge blev allieret

med Vest-Tyskland? Det helt selvfølgelige svar er, at Den kolde Krig, bipolariteten, og Norges entydige placering i den vestlige lejr lagde beslutningsmyndigheden m.h.t. BDRs oprustning og indplacering i alliancesystemet hos stormagterne og i sidste instans hos USA. Svaret ligger altså i et studium af Den kolde Krig, og der har Hans Peter Hermansen ikke meget at bidrage med. Derfor retter han søgelyset nærmere på interne norske forhold, koncentreret om magtforholdene i Det norske Arbeiderparti i fastlæggelsen af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Her konstaterer han imidlertid, at den aldeles afgørende begivenhed var beslutningen om at tilslutte sig NATO, og da den beslutning allerede er studeret ret så grundigt (Magne Skodvin: Norden eller NATO? og Knut Einar Eriksen: DNA og NATO) koncentrerer han sig om sidste del af processen frem mod Norges, specielt DNAs accept af våbenbroderfællesskabet med tyskerne. Den vigtigste konstatering er, at modstanden blandt norske politikere var minimal, og at udenrigsledelsen (Halvard Lange) og partiapparatet(Hakon Lie) uden anstrengelse kvaste den smule modstand, der var.

Når Hans Peter Hermansen graver et spadestik dybere, f.eks. for at tinde ud af, hvad Langes personlige opfattelse af det tyske genforeningsproblem egentlig var, må han på den ene side konstatere en officiel linie, genforeningen er et moralsk krav og ønskelig, på den anden side må han ræsonnere sig frem til, hvad Lange nok har ment var den for Norge gunstigste løsning. Her kan han så understøtte sit ræsonnement med et meget sent interview i forbindelse med en anden hovedfagsopgave (Geir Lundestad: Norske holdninger overfor Vest-Tyskland 1947-1951 (Oslo 1975)). Det er ikke Hans Peter Hermansens stil at udhamre skråsikre konklusioner, snarere lader han læseren vælge mellem adskillige svar, der supplerer og/eller udelukker hinanden.

I arbejdet med en nøjere besvarelse af, hvordan (dog) de norske socialdemokrater kunne gå med til Vest-tysk oprustning, forsøger forfatteren sig med en sondring mellem beslutning »ovenfra« modsat »nedenfra«, der i ekstreme tilfælde kan blive til »tvang« modsat »frivillighed«. »Ovenfra« var i denne sag USA overfor de små alliancepartnere, der igen »ovenfra« kørte beslutningerne igennem i deres respektive parlamentariske organer. Noget overraskende nyt tilføres der ikke ved hjælp af denne sondring, der suppleres med en generel antagelse, at beslutninger »ovenfra« tenderer mod at blive mere enstemmige.

Forfatterens sympati ligger hos de slagne NATO-mods tandere, deres arvtagere i kredsen omkring tidsskriftet »Orientering« og deres arvtagere igen. Kun enkelte steder slår denne sympati igennem i form af usaglige vurderinger, som f.eks. når DNA-ledelsens politik overfor den interne opposition i partiet betegnes som uklog, fordi en del af oppositionen et tiår senere dannede det norske SF.