Commission internationale d'histoire Maritime. Bucaresti 11-12.V111.1980. Gens de mer en société. Travaux présentés par Paul Adam. Paris, Perthes 1980. X+81+209+136+49+16 s.

Maritimhistorikernes er en af de snart mange specialkommissioner, som afholder egne møder i tilknytning til verdenskongresserne. Således også i Bukarest i august 1980, hvor gruppens emne var sømanden i samfundet. I løbet af bare to mødedage skulle dette mangefacetterede tema klargøres, og man valgte da at rundsende de 38 bidrag til deltagerne på forhånd. I den foreliggende duplikerede publikation foreligger de derfor, præcis som de forlod forfatternes skrivemaskiner. Udgiver er den internationale maritimhistoriske kommissions generalsekretær Paul Adam fra Paris, og han fortæller, at erfaringerne fra San Francisco-kollokviets helt mislykkede publicering har tilsagt hellere at få den foreliggende ydmyge tryksag ud end slet ingen. Nødtvunget må man give ham ret i denne vurdering.

Bidragene er tematisk opdelt efter de tre typer af samfund, søfolk kan høre hjemme i: fiskersamfundet (»Fishermen«), langfarernes samfund (»Seamen«) og samfundet i gængs betydning (»Seamen ashore«). Afsnittene omfatter henholdsvis 7, 19 og 12 bidrag. Kronologisk ligger tyngdepunktet i 16.-18. århundrede med godt halvdelen af bidragene, temaer fra 19. århundrede behandles i en fjerdedel af artiklerne; vort århundrede og middelalderen afhandles kun sporadisk, oldtiden slet ikke.

I hovedafsnittet om sømænd til søs er et meget centralt bidrag T. J. A. le Goff: »Offre et productivité de la main-d'oeuvre dans les armements francais au 18éme siéle«. Heri analyserer han grundigt og kompetent forholdet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft, forstået som en funktion af effektivitetsforbedringen gennem 18. århundrede. Den teknologiske udvikling muliggjorde, at en svagt voxende eller tidvis stagnerende sømandsbefolkning kunne manøvrere en kraftigt tiltagende koffardi- og orlogsflåde. Effektiviseringen og økonomiseringen gav sig også udslag i kortere havneanløb, i beskæftigelse af relativt flere yngre og uuddannede matroser samt i mindre lønomkostning per ton - selv om den enkelte sømands hyre steg. Richard W. Unger: »Regulation and organization of seamen in the Netherlands and Germany before the industrial revolution« er det spændende foreløbige resultat af en pilotundersøgelse i de amsterdamske, middelburgske og hanseatiske skipperlavs skråer. Disse anvender han til at operationalisere det markante statusfald, som skete for jævne søens folk fra senmiddelalderen til slutningen af 18. århundrede, og som gav sig udslag både socialt, samfundsretsligt og økonomisk. Helt i overensstemmelse med le Goff mener Unger, at forklaringen herpå først og fremmest ligger i de tekniske fremskridt, perioden kunne opvise. Eneste danske bidrag er Henning Henningsen: »Development of Danish shipping in the 17th and 18th century. Switching over from coastal to world-wide navigation«, som kort og præcist formidler vor nyeste forskning.

Kollokviets papirer er af helt forskellig karakter og spænder lige fra inciterende meddelelser om igangværende forskning til lapidariske resumeer af allerede publicerede arbejder. Blandt den næststørste gruppe af papers må især fremhæves Maria Bogucka & Henryk Samsonowicz: »Un reflet du commerce baltique. Les structures sociales å Gdansk (15éme-17eme siécles)«. I dette det eneste østeuropæiske bidrag argumenteres overbevisende for østersøhandelens altafgørende betydning for de sociale omvæltninger i byen. Nederlændernes tiltagende dominans har omkring midten af 17. århundrede forstærket bypatriciatets feudalisering og dermed presset det ud af handelen; i stedet har handelsborgerskabet benyttet sig af det opståede vacuum i formidlingen af baglandets korn. Bortset fra dette mere principielle bidrag er de fleste i denne afdeling præget af ret snævne detailstudier. Af særlig nordisk interesse er dog Helge W. Nordvik & Jan Oldervoll: »Seafarer and community in Norway. An analysis basedon the 1801 census«. EDB-undersøgelsen af folketællingens 5.000 søfolk viser blandt andet, at disse var meget unge: kun hver femte var over 40 år gammel. Med hensyn til social mobilitet og familiestruktur lignede sømændene resten af Norges befolkning.

Alt i alt giver konferencepapirerne på godt og ondt et indtryk af den mangeartethed, der præger en historisk disciplin. Men til forskel fra megen tidligere maritimhistorie er der i Bukarest-rapporten ikke meget saltvandssprøjt mellem siderne og næsten ingen orlogshistorie. I stedet præsenteres vi for de strømninger, som drager nytte af problemstillinger og analysemetoder fra nabovidenskaber som økonomi, sociologi og etnologi. I det foreliggende er denne inspiration navnlig anvendt på nyere nordvesteuropæisk historie, især det hos os ellers relativt lidet udforskede 18. århundrede.