Thomas Munch-Petersen: The Strategy of Phoney War. Britain, Sweden and the Iron Ore Question 1939-40. Militarhistoriska Förlaget, Stockholm. 296 sider, ca. 85 SKR.

Bogens titel lover for meget; undertitlen afgrænser fornuftigvis emnet. Det er ikke et totalbilledeaf
storkrigen, ikke engang af den del, der udspilledes omkring Skandinavien.
Bogen handler kun i forbifarten om Norge og Finland, for slet ikke at tale om Danmark.

Tysklands strategiske overvejelser vedr. Skandinavien eller eventuelle bekymring for sin rustningsindustri følges kun gennem advarslerne til Sverige om ikke at indskrænke malmeksporten.Den franske politik i perioden betragtes næsten kun som en bekymring for den engelske regering og de engelske militære planlæggere.

Den svenske regering, fra december 1939 en samlingsregering, anskues stort set som en monolit, i hvert fald i udenrigspolitiske spørgsmål. Det forklares dels med det ret sparsomme kildemateriale til en differentiering mellem de enkelte ministres synspunkter, dels, utvivlsomt korrekt, med at neutraliteten var sakrosankt - eller i virkeligheden den eneste mulige og fornuftige politik for en lille stat, klemt mellem krigsførende stormagter.

Den engelske regerings politik, dens opfattelse af, hvad der kunne gøres, dens håb om, at der var muligheder for en hurtig sejr over Tyskland ved hjælp af en hårdhændet blokadepolitik, står i centrum for Thomas Munch-Petersens fremstilling. Men det skandinaviske område og malmspørgsmålets relative vægt i den engelske regerings strategiske tænkning fremgår ikke klart.

Forfatteren er, uanset sit dansk-klingende navn, britisk, lecturer ved University College, London; men han har nære forbindelser til sit undervisningsområde, Skandinavien, især Sverige. Man kommer derfor ikke, som det ellers så ofte er tilfældet, når historikere fra større sprogområder bevæger sig ind på småstaters forhold, ud for åbenlyse misforståelser.

Risikoen er i dette tilfælde heller ikke så stor, fordi fremstillingen holder sig til de øverste beslutningstagerniveau. Når den offentlige mening inddrages, er det kun som en faktor i regeringernes overvejelser. Det er diplomatisk historie, forfatteren har skrevet, virkelig krudtrøg er der ikke meget af. Til gengæld er det centrale emne behandlet udførligt, grundigt og meget nær på kilderne. Møde for møde i regering, i ministerier, i forsvarsstabe og mellem repræsentanter for England og Sverige skildres og analyseres. Uden klaprende brug af analyseskemaer behandles beslutningstagernes motiver, målsætninger, situationsopfattelse o.s.v. i de skiftende faser fra krigens begyndelse, indtil Skandinavien i juni 1940 forsvandt fra den engelske regerings interessefelt.

Med sit nærbillede af de interne engelske overvejelser giver bogen en veldokument_eret skildring af en fase, der for en overfladisk betragtning var passiv krigsførelse, på grænsen til lammelse. Spørgsmålet har jo meldt sig gang på gang, når de svenske malmleverancer til Ruhrindustrien var til debat: Hvis den engelske (og franske) regering anså disse leverancer for afgørende for tysk rustningsindustri, hvorfor satte de ikke langt hurtigere og mere effektivt ind for at standse denne eksport? Thomas Munch-Petersens arbejde bekræfter antagelsen om, at det ikke var på grund af ængstelse for et militært nederlag på skandinavisk grund, heller ikke frygt for at komme i krig med Sovjetunionen, der var den afgørende bremse. Den engelske regering og dens militære rådgivere var snarere tilbøjelige til at overvurdere deres muligheder for at bibringe tyskerne et nederlag i Midt-Sverige. De regnede med at kunne sætte sig fast i Nord-Finland, uden at Sovjet ville reagere drastisk. Den afgørende faktor for dem synes at have været bekymringen for, at verdensopinionen, specielt det neutrale USA, skulle reagere negativt, hvis de allierede forulempede små neutrale lande. Den finske Vinterkrig gav dem en mulighed for at overdøve verdensopinionens eventuelle forargelse.

Det står imidlertid stadig som et uløst spørgsmål - også efter Thomas Munch-Petersens arbejde - hvordan den engelske regering på een gang kunne tro på en hurtig krigsafgørelse ved at standse malmleverancerne og samtidig nære en så handlingslammende bekymring for opinionen i USA. Hvis Hitlers Tyskland var besejret, og Sovjetunionen fortsat var stængt ude fra Centraleuropa oven i købet i en internationalt kompromitteret position, ville USA nok have affundet sig med, at det var sket ved en magtdemonstration i nogle fjelde på Nordkalotten.

De skandinaviske landes, her specielt Sveriges, kalkuler m.h.t. muligheden/risikoen for en forhandlingsfred mellem stormagterne nævnes i bogen kun i forbifarten. Men med Miinchen-aftalen på så kort afstand har denne risiko for at blive handlet bort i en opdeling af interessesphærer formodentlig spillet en større rolle i de skandinaviske landes politik, end det fremgår af Thomas Munch-Petersens arbejde. De britiske arkiver - og vel knap nok de tilgængelige svenske - rummer imidlertid næppe noget videre om denne eventualitet.

For en almindelig læserbetragtning kan der gøres den indvending mod fremstillingen, at den er for krævende med hensyn til forhåndskendskab til specielt anden række i det engelske regeringsmaskineri under krigen. Det er ganske enkelt for svært at holde rede på, og det manglende navneregister gør det ikke nemmere.

Bortset fra det er der her en solid, veldisponeret standard-fremstilling af en speget fase
af 2. verdenskrig.