Frederick C. Teiwes: Politics and Purges in China: Rectification and the Decline of Party Norms: 1950-65. M. E. Sharpe, White Plains, New York, 1979. 744 s. $ 35.00.

John W. Lewis' Leadership in Communist China (1963) har i lang tid været standardværket om Kinas Kommunistiske Partis organisatoriske opbygning og funktionsmåde. Der er dog i de senere år fremkommet kildemateriale, der kaster nyt lys over dette emne, således at man ikke længere er henvist til primært at søge sine data fra flygtningeinterviews i Hong Kong.

Teiwes inddrager det nye kildemateriale. Dertil kommer en imponerende viden om generelle politiske og økonomiske forhold i Folkerepublikken Kina, der bl.a. bygger på grundige studier af de politiske processer på provinsniveau. Resultatet er blevet et nyt standardværk, der er uomgængeligt, hvis man vil beskæftige sig med den politiske udvikling i Kina efter 1949. Bogen giver endvidere en vigtig baggrund for forståelsen af de magtkampe, der har fundet sted siden 1976, og som har resulteret i den af Mao Zedong personligt udpegede efterfølger Hua Guofengs fald og Deng Xiaopings reelle overtagelse af magten.

Teiwes diskuterer først partinormer og rektifikationsprocesser før 1949. Især rektifikationskampagnen 1942-44, medens Kinas Kommunistiske Parti (KKP) var fortrængt til baseområderne i Yanan, skabte velafgrænsede normer for partiets arbejdsstil og holdningen til »afvigende synspunkter«. Der var tale om overtalelse og genuddannelse i stedet for tvang og udstødelse af partiet; disciplinering af kadrer, der ikke udførte den fastlagte politik korrekt i stedet for sanktioner mod partimedlemmer, der internt indtog synspunkter, der ikke vandt flertal. Kort sagt, fraktionsstridighederne udfoldede sig inden for en ramme, der sikrede den frie diskussion internt i partiet.

I bogens andet hovedafsnit argumenterer Teiwes for, at der eksisterede konsensus i den kinesiske ledelse helt op til 1964—65, hvilket sikrede et stabilt politisk system. Dog brød Mao i 1959 de etablerede partinormer ved at forlange udrensningen af forsvarsminister Peng Dehuai, der havde kritiseret folkekommunerne og Det Store Spring Fremad (SPF) på Lushankonferencen i juli 1959. At Maos aktion mod Peng Dehuai alligevel fik begrænsede konsekvenser for sammenholdet i den kinesiske ledelse skyldes ifølge Teiwes, at præsident Liu Shaoqi, ministerpræsident Zhou Enlai og generalsekretær Deng Xiaoping bakkede op omkring Mao.

Det sidste hovedafsnit omhandler primært begyndelsen af 1960'erne, den såkaldte »justerings- og konsolideringsfase«. En stor del er viet til den socialistiske opdragelsesbevægelse, 1962-66, en rektifikationskampagne, som Teiwes tidligere har skrevet om sammen med Richard Baum (Ssu-Ch'ing: The Socialist Education Movement of 1962— 66). Teiwes hævder i sit nye værk, at det er uenighed om principperne for denne kampagne, der fører til bruddet mellem Mao Zedong og Liu Shaoqi ved årsskiftet 1964/65 (p. 562). Det er dog et åbent spørgsmål om Teiwes' konsensusmodel med rimelighed kan dække hele perioden op til 1964—65. Opfattelsen leder bl.a. forfatteren til at hævde: »By late 1958 CCP leaders had become aware of shortcomings in the Great Leap Forward and several important policy changes were decreed at a series of high level meetings which continued until mid-1959. Although Mao formally resigned the chairmanship of the state in favor of Liu Shaoqi at this time, he did not in faet retire to the "second line" but instead took a leading role in the proces of policy readjustment« (p. 384). Den omtalte »policy readjustment« udfoldede sig for alvor fra 1960-61 og kom til at præge perioden helt op til Kulturrevolutionens udbrud i 1965/66. I den periode genrejstes den kinesiske økonomi i kølvandet på fejlslagene under SPF. At antyde at Mao var den udfarende kraft bag denne »justerings- og konsolideringsfase« forekommer ikke rimeligt, når man tager det eksisterende kildemateriale i betragtning, især rødgardistmateriale fremkommet under Kulturrevolutionen. Det forholder sig snarere således, at en fraktion i KKP under ledelse af Liu Shaoqi og Deng Xiaoping forsøgte at løse den økonomiske krise under anvendelse af metoder, der var Mao imod. Da økonomien var blevet genrejst, og Mao havde genvundet sin politiske styrke, iværksatte han Kulturrevolutionen, der i høj grad må ses som udtryk for et opgør med den førte politik i tidsrummet 1960-65, og de personer der stod bag den.

Man kan måske tilføje, at allerede i 1956 fremsatte en gruppe økonomer med handelsminister og viceformand Chen Yun i spidsen en række reformforslag, der bragte dem i modsætning til Mao fløj en. Resultatet var, at Chen Yun bortset fra en kort periode omkring 1961-62 blev sat uden for politisk indflydelse for først at få et politisk come-back på det skelsættende 3. Plenarmøde i december 1978. Teiwes' betragtninger er på dette punkt alt for upræcise: »Chen Yun who had faded in prominence in late 1957 following his apparent objection to the Great Leap strategy« (p. 491). Her forekommer det, at forfatteren ikke har taget tilstrækkelig hensyn til Chen Yuns tale på den 8. Partikongres i 1956, som er et af de vigtigste dokumenter til en forståelse af den kinesiske reformdiskussion. Denne tale står i fundamental og ikke »øjensynlig« modsætning til strategien bag Det Store Spring Fremad.

Mange afsnit indledes med en skitsering af den økonomiske sammenhæng, hvilket har store oversigtlige fordele, da interne partidiskussioner i høj grad er en afspejling af eller virker ind på den økonomiske virkelighed. I det hele taget er der ingen tvivl om, at fremstillingen også har interesse for forskere, der primært beskæftiger sig med økonomiske forhold i Kina. Teiwes synes dog at overvurdere Det Store Spring Fremads forskellighed fra den sovjetiske (stalinistiske) udviklingsstrategi, idet han hævder, at SPF »was an

unprecedented development strategy breaking decisively from the Soviet model« (p. 333). Ser man nærmere på investeringsrater og forholdet mellem økonomiens hovedsektorer, viser det sig, at SPF reelt indebærer en intensivering af den sovjetiske udviklingsstrategi. En proportioneret og afbalanceret udvikling af økonomien byggende på øgede landbrugsinvesteringerog en dermed forbunden sænkning af industriens (især sværindustriens) akkumulationsrate iværksættes først i forbindelse med »justerings- og konsolideringsfasen« 1960-65. Og først da kan man tale om et grundlæggende brud med den »sovjetiske model«.

De anførte indvendinger til trods: Teiwes har med dette værk bragt Kina-forskningen et godt stykke videre. Uheldigvis bevirker det store sideantal, at bogen vil være svær at indpasse i undervisningssammenhænge. Her savner man ellers en bred fremstilling af den politiske udvikling i Kina, der inddrager de nyeste forskningsresultater.