Vincent Gabrielsen: Remuneration of State Officials in Fourth Century B.C. Athens. Odense University Glassical Studies, vol. 11. Odense University Press, 1981. 165 s. Dkr. 79,30.

Noget af det der huskes bedst om oldtidens athenske demokrati er nok, at det besatte embeder ved lodtrækning og af lønnede embedsmændene; det var jo netop sådanne træk, der gjorde styret til et demokrati. Om lodtrækning og om aflønning, endda om de enkelte takster, kan man da også læse adskilligt i »Athenernes Statsforfatning« (som forfatteren øjensynlig regner for et udkast, vel nok skrevet af Aristoteles). Imidlertid er kildernes udsagn ikke så entydige endda, hvilket selv et kort blik på den internationale forskning siden ca. 1900 klart viser: mens det står nogenlunde fast, bl.a. takket være epigrafisk materiale, at hovedparten af Perikles-tidens embeder var aflønnede, er der vidt forskellige meninger om det 4. århundredes embedsmænd: at de ikke var aflønnede - at de var aflønnede - eller at de lodtrukne var aflønnede, de valgte ikke. Der er altså nok at tage fat på, ikke mindst fordi den sædvanlige hovedkilde, »Athenernes Statsforfatning«, rummer adskillige problemer, bl.a. sproglige.

Hvis det 5. århundredes embedsmænd normalt har fået løn og det 4. århundredes ikke, er det nærliggende at tænke sig ændringen indført ved de to »oligarkiske revolutioner« 411-10 og/eller 404-03. Mange vil ganske vist undre sig meget over, at en så oligarkisk forholdsregel har kunnet få lov at blive stående også efter demokratiets genindførelse i 403; men forundringen mindskes, dersom man godtager Mogens Herman Hansens formodning (jf. f.ex. min anmeldelse i dette tidsskrift bd. 78, s. 353-55) om, at det 4. rhundredes demokrati faktisk var betydelig mere moderat/»konservativt« end Perikles-tidens. Som forfatteren imidlertid bemærker s. 28: »the moderate form of fourth century democracy has yet to be documented«, og selv mener han at kunne påvise, at den suspendering af embedsmændenes aflønning, der faktisk gennemførtes på de to nævnte tidspunkter, ikke først og fremmest var ideologisk begrundet, men praktisk, nemlig i statens daværende finansielle vanskeligheder, og at man derfor snarest må regne med, at suspenderingen er ophævet, da forholdene var blevet roligere og finanserne bedre.

Afgørende bliver derfor, hvad det 4. århundredes egne kilder siger. Her inddrager forfatteren naturligvis Aristoteles, men desuden talerne og Xenofon, hvilket er lidt mere usædvanligt, og endelig forsøger han at bestemme embedsmændenes socio-økonomiske status, hvilket er en ny og vanskeligt håndterlig tilgangsvinkel. Hvad Aristoteles angår, omtaler »Politik« nok løn til embedsmænd som et demokratisk træk i bred almindelighed, men detailoplysningerne i »Athenernes Statsforfatning« går faktisk kun på folkeforsamling,råd og domstole samt enkelte af embedsmændene (kapp. 42 og 62), og heller ikke hos Demosthenes synes løn til embedsmænd at have nogen fremtrædende plads. Forfatterentør dog ikke bygge noget på et sådant argumentum e silentio, bl.a. ud fra den

formening at »Athenernes Statsforfatning« er et ufuldstændigt arbejde - og det er et sandt ord, man tænke blot på dens manglende omtale af athensk lovgivningsprocedure. Tilbage er så den socio-okonomiske status, hvor forfatteren især gør opmærksom på to ting: 1) fattige athenere har kunnet beklæde embeder, og det havde de vel ikke råd til uden at få en godtgørelse for det; 2) når talerne skal opregne deres gode gerninger over for folket, påberåber de sig liturgier o.L, men ikke at de har beklædt embeder; tværtimod antyder deres sprogbrug, at embeder var en, ikke særlig anset, måde at skaffe sig indtægterpå - modsat liturgierne, der betød udgift. Sådanne udtalelser tyder i al fald ikke på, at embeder har været ulønnede æreshverv, og forfatterens konklusion bliver, at kildematerialettaget under ét tyder på, at det 4. århundredes athenske embedsmænd har fået løn - måske med undtagelse af de valgte.

Men hvad betyder egentlig »løn«? Nogle forskere har villet skelne skarpt mellem misthos = »aflønning« (i drachmer) og eis tro fen/sitesin = »til fortæring«, men forfatteren finder efter en nøje analyse af det 4. århundredes, herunder Aristoteles' sprogbrug, at udtrykkene er synonyme og altså ikke behøver at sige noget om aflønningsformen. Man må dog stadig spørge, hvor stor en rolle »naturalier« (f.ex. krigsbytte, gaver, offerandele) har spillet for embedsmændenes aflønning i forhold til aflønning i drachmer (jf. Mogens Herman Hansen: Det athenske demokrati i 4. årh. f.Kr., hæfte 5: Embedsmændene. Kbh. 1979); man kan også spørge, om en embedsmand faktisk kunne leve af sin godtgørelse. Disse og mange andre spørgsmål kan næppe besvares blot nogenlunde udtømmende, thi som forfatteren flere gange skriver, materialet er »indicative and not conclusive«. Men den foreliggende undersøgelse er grundigt og dygtigt gennemført, med vilje og evne til at se materialet fra nye vinkler, og det er glædeligt, at det omstridte spørgsmål her har fået en tidssvarende gennemarbejdning og opsummering.