Johannes Kunisch: Staatsverfassung und Mächtepolitik. Zur Genese von Staatenkonflikten des Absolutismus. Historische Forschungen 15. Berlin, Duncker & Humblot 1979. 87 s. DM 28.

I tilslutning til Otto Hintze undersøger Johannes Kunisch (Universitetsprofessor i den nyere tids historie i Koln) sammenhængen mellem den absolutistiske stats indre struktur og dens udenrigspolitik. I denne forbindelse anskues krig - stadig med Hintzes ensidighed - som »Das grolJe Schwungrad fur den gesamten politischen Betrieb des modemen Staates« (s. 12). Kunisch forsøger at dokumentere, at »die an Erbfolgeregelungen und Fundamentalgesetzen ablesbare Systemrationalitåt des monarchischen Absolutismus ein aufJenpolitisch.es Konfliktpotential von eminenter Bedeutung dargestellt hat«, trods al stræben mod stabilitet og fred (s. 14). På denne måde skal en ny indfaldsvinkel til den politiske historie være indvundet; thi enhver dynastisk krise antog gennem internationale traktater let dimensioner af faretruende krise for hele det europæiske statssystem.

Konkret belyser Kunisch udviklingen med støtte i to eksempler: Den danske kongelov fra 1665 og den østrigske pragmatiske sanktion fra 1713. Kongeloven præsenteres ganske korrekt som dynastiets instrument til indre konsolidering af staten; den vies her - som i andre, nye ikke-danske publikationer - den opmærksomhed, der tilkommer den i udforskningen af absolutismen. Kunisch redegør for kongelovens indhold og fremhæver træffende afsvækkelsen af kongemagtens ret af guddommelig nåde og absolutismens stærke naturretlige legitimation i overensstemmelse med statsoverenskomst-læren. Gennem dynastiets omhyggelige arvefølgeregulering og fastlæggelsen af rigets udelelighed blev Danmark endegyldigt en moderne stat; den var ikke længere blot herskerens »Hauswesen und nutzbares Eigentum« (s. 38).

Absolutismens muligheder og grænserne for dens politiske rationalitet demonstrerer Kunisch ved hjælp af den pragmatiske sanktion. En familiemæssig tilfældighed, som harmonerede slet med enevældens statsræson - at Karl VI nemlig ikke efterlod sig nogen søn, men alene sin datter Maria Theresia som arving - førte til udstedelsen af en ny arvefølgelov, der skulde skabe grundlag for, at den arveberettigede datter kunde overtage de østrigske arvelande udelt. Intensive og sejge udenrigspolitiske anstrengelser indbragte international anerkendelse af den pragmatiske sanktion (Brandenburg-Preussen 1728, England 1731, Den tyske rigsdag, Danmark og Rusland 1732 og Frankrig 1738). Trods denne rationelle, fremtidsrettede fredspolitiks übestridelige resultater udløste kejser Karl Vl.s død den østrigske arvefølgekrig, fordi Bayern og Brandenburg-Preussen ikke respekteredeaftalerne og i magtekspansionsøjemed vilde drage fordel af situationens »conjunturesfavorables«

junturesfavorables«(s. 66). Det voldelige opgør fik gennem den pragmatiske sanktions ydrepolitiske forgreninger europæisk omfang og hører derfor til »(den) Grundtypen zwischenstaatlichcr Konflikten« (s. 78). Krig var hverken kongelig sport eller efter deres hjerte; den har snarere gyldighed som absolutismens systembetingede politiske middel.

Resultatet afslører altså indre modsætninger. Medens man på indrepolitisk plan opnåede stabilisering ved arvefølgeordningerne, lykkedes dette ikke i udenrigspolitiken. Man bør nok blot være varsom med generalisering af denne slutning. Netop den danske enevælde viste sig jo meget langt i stand til at forene en fredelig udenrigspolitik og indrepolitisk modernisering med samfundsreformer; begge dele lader Kunisch ude af betragtning. Ikke heller kan man betragte forsøgene på at afværge mulige, voldelige konflikter på forhånd gennem internationale aftaler som helt resultatløse; at man »(an) der Einhegung des Krieges ernsthaft gearbeitet hat«, betvivler Kunisch ikke (s. 80). Man kunde visselig have ønsket disse anstrengelser større held, men der fandtes og findes ikke noget fornuftigt alternativ. Bogen giver således også stof til eftertanke, når det gælder vor egen tids problemer ved at sikre freden internationalt.