John H. Backer: Die Entscheidung zur Teilung Deutschlands. Amerikas Deutschlandpolitik 1943-1948. (Verlag C. H. Beck, 1981). 215 s., 28 DM (paperback).

Det delikate og uhyre komplicerede spørgsmål om ansvaret for Tysklands deling efter 2. verdenskrig og den efterfølgende kolde krig mellem Sovjet og USA har historikerne længe diskuteret heftigt. Amerikaneren John H. Backers bog er et spændende og meget vægtigt indlæg i denne forskningsdebat, idet han bryder afgørende med de teorier, der hidtil har været fremherskende.

På grundlag af amerikanske dokumenter fra såvel State og War Department som Office of Strategic Services og den amerikanske militærregering i Tyskland lancerer Backer den tese, at det var USA's politik, der førte til delingen af Tyskland. Den amerikanske politik var ikke dikteret af en overordnet og langsigtet plan, men blev til på basis af en meget lang række ad hoc-beslutninger på forskellige niveauer.

Dermed tilbageviser Backer for det første traditionalisternes forklaring om Sovjetunionens skyld i delingen, og for det andet revisionisternes påstand om, at det var en langsigtet, aggressiv amerikansk økonomisk politik - den såkaldte »Open Door«- - der resulterede i delingen, og endelig for det tredie den amerikanske historiker John Gimbels teori om Frankrigs ansvar. De afgørende amerikanske beslutninger, der førte til Tysklands deling, var ifølge Backer: Præsident Roosevelts forkastelse af State Departments forslag om et udelt Tyskland, oprettelsen af 4 besættelseszoner, War Departments og finansministeriets afvisning af en styrkelse af det allierede kontrolråds autoritet og magtbeføjelser i forhold til de 4 zonekommandanters, Potsdamaftalen fra 1945, general Clays dcmonteringsstop fra maj 1946, dannelsen af den såkaldte bizone i 1947 og endelig valutareformen i de vestlige zoner i 1948.

Backers tese om Amerikas eneansvar for delingen af Tyskland kan imidlertid i høj grad diskuteres. Tesen forekommer provokerende og alt for ensidig. Det er i realiteten ikke lykkedes for Backer at tilbagevise John Gimbels særdeles velunderbyggede teori om Frankrigs skyld - og det er i øvrigt yderst beklageligt, at Backer slet ikke forsøger at tage

eksplicit stilling til Gimbels teori. Videre kan Sovjet nok heller ikke frikendes for ansvar
for Tysklands deling.

Backers påstand om de amerikanske enkeltbeslutninger, som ikke var styret af nogen overordnet plan og/eller koordination, er i teoretisk henseende i overensstemmelse med den »bureaucratic politics«-model af amerikansk udenrigspolitik, der de senere år har vundet stor udbredelse. Men spørgsmålet er, om det egentlig er korrekt, at amerikanerne ikke havde en overordnet plan for deres Tysklandspolitik. I hvert fald var alle amerikanske beslutninger på alle niveauer dikteret af et overordnet og afgørende princip, nemlig: at de amerikanske skatteydere ikke skulle finansiere de tyske krigsskadeserstatninger som efter 1. verdenskrig! Backers tese er interessant - men altså diskutabel - og det sidste ord er næppe sagt i forskningsdebatten omkring ansvaret for delingen af Tyskland.

Ud over hovedtesen fremkommer Backer med flere helt nye oplysninger, vurderinger samt nyfortolkninger af de centrale begivenheder. F. eks. påviser han, at Tyskland ville have været i stand til at yde omfattende krigsskadeserstatninger efter krigen, ligesom han hævder, at de sovjetiske krav om krigsskadeserstatninger var rimelige. Og endelig mener han, at delingen kunne være undgået, hvis USA havde udvist større imødekommenhed over for Sovjetunionens krigsskadeserstatningskrav på Moskvakonferencen i 1947. I forbindelse med nyfortolkningerne, f. eks. af general Clays demonteringsstop, savnes stærkt en specifik omtale af og stillingtagen til den hidtidige forskning på området.

Backers bog ægger til modsigelse - men der er ingen tvivl om, at den vil blive et
uomgængeligt hovedværk i den videnskabelige litteratur om Tysklands deling og den
kolde krig.