Pekka Suvanto: Die deutsche Politik Oxenstiernas und Wallenstein. Studia historica 9, veröff. v. d. Finnischen Historischen Gesellschaft. Helsinki 1979. 201 s.

Hverken denne bog eller dens forgænger, 'Wallenstein und seine Anhånger am Wiener Hof zur Zeit des zweiten Generalats 1631-1634' (Hfrs. 1963) er blot nye numre til den svulmende Wallensteinlitteratur. Begge værker er vel forholdsvis specielle, og de bringer ikke de store overraskelser, men dr. Suvantos studier udmærker sig også i sammenhængen ved deres metodiske omhu, et træk, som tyske anmeldelser ejendommeligt nok bebrejdede forf. ved udsendelsen af disputatsen 1963; og forf. har tillige den fordel, som efterhånden burde være en anakronisme, at han behersker den skandinavisk-sprogede kildebestand og litteratur. Og det sidste er slet ikke nogen ringe fordel i betragtning af, at Danmarks og Sveriges indgriben i trediveårskrigen blev centrale led i polariseringen og internationaliseringenaf

seringenafde europæiske konflikter og samtidig markerer eskaleringen af den militære
og finansielle indsats efter 1625 og brutaliseringen af krigsførelsen.

Bogen dokumenterer netop nødvendigheden af omhu. Afgørende for sammenhængen er den viden, de to parter, Oxenstierna og Wallenstein sad inde med som grundlag for beslutningsprocesserne. Det gælder specielt Oxenstiernas overvejelser over Wallensteins uigennemskuelige manøvrer forud for katastrofen 1634. Bogen beskæftiger sig først og fremmest med de politiske (og finansielle) muligheder efter Lutzen og Heilbronn-aftalerne 1632-33; den kunde nok have trukket de internationale perspektiver noget fastere op, men den dokumenterer, at Sveriges krav på assecuratio, Wallensteins personlige interesser og militære potentiel og det habsburgske hofs diplomati og intriger udelukkede enhver vej tilbage til situationen forud for krigen.