Stemma codicum

En moderne tekstkritisk udgave består normalt af tre dele: en indledning, et kritisk apparat, og selve teksten. Indledningen kan være sammenfattet grafisk i et stemma codicum. Når en udgave ikke blot ser ud som en tekstkritisk udgave, men også er det, understøtter de tre dele hinanden: indledningens redegørelse for overleveringshistorien, dvs. håndskrifternes indbyrdes forhold og relative kvalitet, kan efterkontrolleres ved en gennemgang af de i apparatet meddelte læsemåders beskaffenhed og gruppering - og af kvaliteten af den tekst, der fremkommer som følge af den vægt, som stemma's opbygning forlener de enkelte læsemåder med.

I Diplomatarium Danicum's nye udgave af sankt Wilhelms breve fremtræder indledningensom en analyse af overleveringen, som bl. a. viser, at håndskriftet AM 1054 i Den arnamagnæanske Samling, som P. F. Suhm fremhævede som det bedste og derfor lagde til grund for den hidtil eneste udgave (SRD 6, 1786, optrykt med forbedringer af J.-P. Migne i PL 209, 1855), er ringere end håndskriftparret GI. kgl. Saml. 1115/1116 i Det

kongelige Bibliotck, som ligger til grund for den nye udgave (Valget af tekstforlaeg freingarikke af indledningen, ja benaegtes snarere s. 422 overst, men afslores af ortografien og tegnsaetningen, som samvarierer med hhv. 1115 og 1116). Men ved nsermere eftersyn viser det sig, at for sa vidt som udgiverne folger Gl. kgl. Saml. 1115/1116, er den nye udgavestekst - bortset fra den i dette tilfaelde malplacerede pietet for den »originale« tegnssetning - naermest identisk med Suhm's tekst. Dette ville udgiverne utvivlsomt selv have opdaget pa et eller andet tidspunkt, hvis de ikke havde vseret sa letsindige at undladeat oplyse i apparatet om AM 1054's og Suhm's laesemader; hvad der meddeles i apparatet er imidlertid tilstraekkeligt til, at man efter laesning af nogle fa sider mister tiltroen til udgivernes stemma og tekst. De i apparatet og i indledningen fremlagte filologiskeog codicologiske data om handskrifterne er dog af en sadan beskaffenhed, at man ikke pa det grundlag selv kan opbygge et overbevisende alternativt stemma til erstatning for udgivernes. Gar man imidlertid til handskrifterne, som alle ligger i Kobenhavn, falderde vigtige brikker nogenlunde let pa plads, for overleveringshistorien er i det store og hele bade simpel og veldokumenteret. Efter mine stikproveundersogelser bor stemma tegnes saledes:

Sigler:1

( ) Tabt handskrift

a Additamenta 117 (a) 4° (Vedel) (Index oversprunget)

b Ny kgl. Saml. 2155 (a) 4° (Vedel) (Udvalg)

---

1 Siglerne a, b, c, d og e er hentet fra den nye udgave; at man for én gangs skyld har dristet sig til at fravige diplomatariets diskutable sigelsystem, som ikke ville kunne have klaret udgivernes kontaminerede overlevering, fortjener ros. Suhm kalder de fem håndskrifter Magnæanus I (a), Vellejanus (b), Grammianus (c), Lygaardianus (d) og Bartholinianus (e), jfr. udgivernes identifikation s. 421, note 26); AM er Suhm's Magnæanus 11, som de nye udgivere i praksis har elimineret som om det var en værdiløs codex descriptus.

c GI. kgl. Saml. 1115/1116 2° (Struktur som A)

d GI. kgl. Saml. 3655 8° (mag. Claussen) (Uafsluttet)

e Ny kgl. Saml. 2155 (b) 4° (Struktur ligner A indtil II XXV)

etc. Øvrige afskrifter af det bevarede AM

A Thomas Bartholin's Collectanea, Tome A (Brændi 1728)

AM 1054 4° i Den arnamagnæanske Samling

Ann E don. var. 12°= Thomas Bartholin's Annales ecclesiæ danicæ (Excerpter og
regester)

Ant Thomas Bartholin: Antiquitates, trykt 1689 (Udvalg)

H Ludvig Holberg: Danmarks Riges Historie I, 1732 (Udvalg)

S Additamenta 117 (b) 4° = Suhm's trykmanuskript

X Archetypus =F4s= Capsa Cypriani 38°i det gamle Universitetsbibliotek
(Brændt 1728)

De nye udgiveres stemma står på udgavens s. 427. For at lette sammenligningen gen
giver jeg det her i samme lay-out som mit eget, rettet til i henhold til udgivernes i ind
ledningen udtrykte intentioner (sigler som ovf.):

For god ordens skyld skal jeg kort antyde nogle forholdsvis banale codicologiske iagt
tageiser til støtte for min kritik af udgivernes stemma:

(1) Fra Arne Magnussens bevarede indholdsfortegnelse til Bartholin's Collectanea véd vi, at der efter en afdeling Wilhelmbreve fulgte en afskrift af scholier til Adam af Bremen. Disse scholier findes samme sted i c og bekræfter til overflod, at c er skrevet af direkte efter A (Udgivernes regnestykke s. 415/6 tager ikke hensyn til varierende skrifttæthed

(2) Vedrørende d har udgiverne (s. 420 f.) ganske simpelt misforstået Arne Magnussens
vantro latinske referat af det, som sælgeren af håndskriftet meddelte ham (exaro
betyder rigtig nok »udarbejde«, men om håndskrifter slet og ret »afskrive«).

(3) Det bartholinske (?) håndskrift e overspringer egennavne, som vi fra a, b og d véd var vanskelige at læse i X, men som allerede regestcrne i Ann beviser stod klart og entydigt i A, og e kan derfor ikke være afhængig af A. Udgivernes særprægede kriterium (s. 421) for meddelelse af e's læsemåder gør apparatet værdiløst for dette håndskrifts vedkommende. Hvis der er en forbindelse mellem e og A, kan der vist kun være tale om, at A er kontamineret af e. Hvor ringe e end er (udgiverne, s. 421), synes det at være ene om at overlevere visse værdifulde data fra og om X. Interessant er det f. eks. at finde middelalderlige illuminerede initialer afbildet i e ved II XXXI og XXXII.

(4) Udgivernes stemma legitimerer ikke deres eliminering af AM som selvstændig
kilde til indholdet af tabte tidligere led i traditionen, og ræsonnementet nederst på s. 417
er naivt, jfr. nedenfor.

Tekstfastsættelsen

Tre af udgivernes fejlvurderinger er særlig skæbnesvangre for tekstfastsættelsen: (1) misfortolkningen af d, (2) undervurderingen af den kendsgerning, at a rummer to læsninger af X, hvoraf en af A. S. Vedel, og (3) postuleringen af en tabt, og iøvrigt ukendt, men fremragende bartholinsk afskrift, som skulle afspejles af c, mens e skulle afspejle den dårlige bartholinske afskrift i Gollectanea A. Sammenlagt resulterer disse tre fejlvurderinger i en stærkt overdreven tillid til c-H-AM grenen, hvorved teksten stort set bliver en gentagelse af Suhm's. Men medens Suhm's udgave er hvad Suhm's forord siger, at den er: AM + i nødstilfælde læsemåder hentet ind fra a, b, c, d eller e, er den nye udgave ikke, hvad den giver sig ud for, men Suhm's eklektiske tekst + en bunke varianter, som ikke i egentlig forstand har fået lov til at sætte deres præg på hverken tekst eller stemma.

Udgivernes valg af læsemåder er ofte ganske arbitrært og kun forklarligt som udtryk for en spontan binding til Suhm's velkendte og for sin tid fremragende vulgata, som på bunden ikke er andet end salig Bartholin's snart 300 år gamle »udgave« af Wilhelmbrevene. Og indtrykket af, at udgiverne har stået rådvilde overfor de tekstmæssige valgsituationer, som overleveringens varianter har kastet dem ud i, og som til syvende og sidst må skyldes manglende fortrolighed med den form for latin, som Wilhelm skriver, bliver kun bestyrket, hvis man betragter oversættelserne i parallelbindet af Danmarks riges breve, hvor frekvensen af dunkelheder og fejl er ganske høj. Wilhelm's latinske elegance er helt væk, oversættelsen pløjer sig tungt og mekanisk frem, hyppigt uden småligt hensyn til, om resultatet nu også giver mening, af og til dog med et befriende komisk resultat, f. eks. s. 298 (brev 13, om forbud mod ægteskab mellem nærtbeslægtede): »Enhver skal holde rede på sit afkom indtil syvende led«. Det latinske ord er generatio, »slægtsforhold«.

En moderne tekstkritisk udgave af abbed Wilhelms breve måtte bygge primært på de to meget forskellige, men på hver sin måde fremragende tekstkilder a og d, som tilsammen tegner et overordentlig præcist billede af X og dens tekst. At give en nærmere karakteristik af de følger det ville få for teksten hvis a og d blev sluppet løs, er ikke muligt uden at gøre hele udgiverarbejdet om, for man behøver ikke at tage mange stikprøver for at opdage, at det tekstkritiske apparat er meget ufuldstændigt og ingenlunde fejlfrit. Jeg skal dog give nogle eksempler på meningsmæssigt vigtige læsemåder i a og d, som de nye udgivere har registreret, men ikke udnyttet (SRD = Suhm, DD = de nye udgivere):

435,4 in longum reginae protendens originem d; in longam reginae pr^tendens originem
c, SRD, DD

536,21 Minor est siquidem in amore sine labore profectus a, b; siue c, e, SRD, DD
557,8 maiora circa se sentiunt remedia pietatis a; curare c, SRD, DD

566,8 etsi amicus dicitur, non tamen amare conuincitur a, SRD[\]; amore c, DD (jfr.
516,4 ita conuincitur non amare; 552,10 amicus non esse conuincitur)

Fejlvurderingen af overleveringen medfører, at de få, men fortjenstfulde fremskridt i udnyttelsen af de overleverede tekstkilder gang på gang forleder udgiverne til at opstiiUsære bortforklaringer af de tydelige indicier og beviser imod deres stemina's troværdighed, som de selv fremdrager. Jeg skal nøjes med to eksempler:

(1) Inddragelsen af Bartholin's Annales ecclesiæ danicæ (Ann) ved rekonstruktionen af indholdet af den tabte A er både ny og betydningsfuld, men der skal ikke mere til end en lille misopfattelse af Bartholin's interne henvisningssystem, for at der straks fremlægges en ganske übegrundet og i sig selv ekstremt usandsynlig teori om, at Bartholin ikke var tilfreds med afskriften A og derfor iværksatte en ny og meget bedre. (Eksempelvis tager udgiverne fejl, når de s. 416 udfra Bartholins dobbelte henvisninger slutter, at »13 breve« - jeg antager, at der sigtes til nr. 29, 38, 49, 51-3, 56, 58, 60, 62-4 og 71 i 2. bog - var afskrevet to gange i A: den ene gang var det nemlig kun regesten, den anden gang selve brevet, ganske som i de to komplementære c-håndskrifter).

(2) Nogle af de hidtil hjemløse brevfragmenter er i den nye udgave endelig blevet korrekt afgrænset og indplaceret i lakunerne i bog II (det omtales dog ikke, at korrekte tekstafgrænsninger er klart angivet af Vedel under dennes korrekturlæsning af a, jfr. den stiplede linje på mit stemma), men den korrekte og betydningsfulde erkendelse, at fragmenterne stod på ialt 5 blade lagt ind sidst i X, bestyrker udgiverne i deres fejlagtige opfattelse af, at der har eksisteret en bog 111, skønt indicierne til fordel for bog 111, som alle dage har været spinkle (jfr. nedenfor), svinder ind til næsten intet, når først fragmenterne er korrekt afgrænsede. Kun ét står nemlig nu i vejen for aflivningen af bog III: en apriorisk tiltro til vulgata, i dette tilfælde Bartholin's gengivelse (^4) af indholdet af A'.

Listen over små opdagelser, der har medført stor forvirring, kunne forlænges, men
hovedreglen er, at forvirringen øges væsentlig i forhold til tidligere, uden at være ledsaget
eller forårsaget af fremskridt af nogen art. Et par eksempler:

(1) Side 452,15 giver håndskrifterne (her a, c, d) enstemmigt følgende tekst: Sciendum
est, quod UH, ..., agendum est, ut renascantur, ne pereant. Man skal naturligvis være
ganske øvet i latin for at kunne holde grundleddet UH in mente indtil man når frem til
renascantur, fremfor straks at antage, at overleveringen her forbryder sig mod den velkendteregel
om dativ-agens ved gerundiv og derfor med de nye udgivere rette UH
[renascantur] til Mis [agendum est], men udgiverne burde have fundet det tankevækkende,at
Petrus Lombardus (såvel Migne som 1916-udgaven), som de rigtigt påpeger,at
"Wilhelm excerperer fra her (Suhm henviser til Dekretalerne, men Norvin har
henledt opmærksomheden på Lombarderens Sententiarum libri fra midten af 12. årh. -
dette forhold omtaler udgiverne ikke), har UH som grundled til renascantur og pereant.
ganske ligesom Wilhelmoverleveringen; hvis man, trods udgivernes absolutte tavshed
herom, skulle komme til at opdage, at der er »belæg« for tekstrettelsen i AM 1054, kan
man vel komme i tvivl et kort øjeblik, men Suhm har indset alene ud fra de tre andre
håndskrifter (a, c, d), at Mis i AM er forkert, og han har i sin udgave stiltiende rettet
til det rigtige Mi. Nu kunne det se ud som et sært sammentræf, at Arne Magnussens
skriver og de nye udgivere har begået samme »tekstforbedring«, for udgiverne har jo set
helt bort fra AM, som de anser for »sekundær og fejlfuld« (s. 417, - en noget uklar
kategori al den stund fejlfri håndskrifter ikke eksisterer, og det længe har været erkend:,
at det ikke er fejlenes antal, men deres kvalitet i relation til overleveringen, som afgør,
hvor meget der skal tages hensyn til et givet håndskrift). Men en sammenhæng er der
naturligvis, for brevet (I XI A = I Xlb Suhm) er et af dem, som Alfred Krarup optrykkeri
Bullarium danicum (nr. 25; nævnt af udgiverne i kommentaren til brevet, men

ikke i apparatet); i blind tillid til Suhm's fremhæ\else af selveste Arne Magnussens gennemrettedeog forbedrede håndskrift bygger Krarup sin tekst udelukkende på AM 1054 og trykker derfor intetanende Mis; Krarup markerer herved et klart tilbageskridt i forholdtil Suhm, men han er dog principfast, hvorimod Mis hos de nye udgivere fremtræder som en af deres egne rettelser, skønt de selv må have troet, at det er Krarups konjektur, og selvom den i virkeligheden hidrører fra skrivere af det af udgiverne så foragtede, ja eliminerede AM 1054. Enhver der kan forstå 20 sammenhængende linier af et Wilhelmbrevkan slutte alene ud fra apparatet, at denne konjektur, som de fleste andre i udgaven, ikke er mere nødvendig end f. eks. et (Vobis} sat ind foran sciendum est i den samme sætning.

(2) Allerede i indledningen (s. 423, n. 30) præsenteres det konjekturalkritiske mesterstykke i overskriften til brev I XXXVI (s. 466,2): Filiabus regis, Til kongens døtre, rettet til Filiabus regum, Til kongedøtre, med henvisning til to steder i brevet, hvor der tales om Guds holdning til kongedøtre i almindelighed, filiæ regum/regum filias; med denne »rettelse« mener udgiverne at kunne konkludere (s. 469), at Valdemar l.'s døtre reduceres til én, måske slet ingen!

Fremfor at fremdrage flere af udgavens »nødvendige tekstrettelser« (s. 422), vil jeg anbefale enhver, der vil teste sin tekstkritiske tærskel, at sætte sig for at gennemgå udgavens konjekturale parenteser (( )) og prøve at udtænke de mest oplagte sproglige og logiske argumenter imod udgivernes indgreb i sætninger som ganske latinkyndige folk som Vedel, Bartholin, Magnussen, Suhm (og Migne's sætter) tilsyneladende ikke studsede over. Personligt ville jeg skønne, at vel over halvdelen af udgivernes konjekturer let kan afsløres som helt overflødige eller direkte meningsødelæggende, men kun få af dem har, som den just nævnte, nationalhistoriske implikationer. Normalt er det kun Wilhelms kunstproca, der må holde for, f. eks. s. 461,17: Nec ista prosequimur, quod vestram prudentiam hæc (non) ignorare credamus, curn pro his et horum similibus dominum vos exaltasse super omnes .. . minime diffidamus. Udgivernes oversættelse i DRB, s. 316, lyder: »Og vi uddyber ikke dette videre, fordi vi tror, at I, kloge fader, ikke er uvidende herom, da vi ingenlunde betvivler, at Gud med henblik på dette og andet lignende har ophøjet Eder over alle«. Det overleverede betyder omtrent: Når vi fremfører dette, er det ikke fordi vi tror, at Eders klogskab er uvidende herom, for vi betvivler ingenlunde, at det er med henblik på disse og deres lige, at Gud har ophøjet Eder over alle.

»Liber tertius«

Udgivernes binding til den bartholinske vulgata afspejler sig måske tydeligst i deres brevnummerering og i oprettelsen af bog 111, ifølge udgiverne selv en af de store forbedringeri forhold til Suhm's udgave. Det kan imidlertid dokumenteres, at det er index'et i d, der udgør det eneste sikre grundlag for rekonstruktionen af brevmængden og rækkefølgeni {X) før de store mekaniske teksttab (mange læg og ark), for bag den sekundære nummerering af indførslerne i d skjuler sig en helt modsigelsesfri plads i bog II til det hidtil så problematiske fragment af et brev nr. XXII, som de nye udgivere opretter en hel bog til ære for. Der er ikke plads her til at vise i alle detaljer, hvorledes modsigelserneløses, så snart man frigør sig fra Bartholin-Magnussen-Suhm-Migne-DD traditionen(A og dens afkom i talrige led), men nogle få ord kan måske afværge mistolkningeraf grundlaget for min påstand: (1) udgiverne har ved hjælp af a fuldkommen korrekt udledt, at fragmenterne stod på ialt 5 blade, men de har ikke indset, at kun det sidste blad var »løst«, mens de 4 andre har hængt sammen to og to, idet de udgør to ark fra to forskellige læg som er blevet lagt ind i hinanden. Fragment »XXII«, som er kronvidnet for bog 111, fordi der tilsyneladende ikke er plads til det i bog I eller bog 11, var altså i X

fysisk bundet til II XIX! (2) En af de større bagateller, som udgiverne ikke har registrereti d, er at skriveren har rettet sin brevnummerering i bog II: II XXII var II XXIII før rettelsen. Nu har cPs index netop et ekstra brev her, som passer til »XXII«, og det hele går op, hvis man antager, at 2 breve i bog II ved en fejltagelse var kommet til at bære nummeret XXIII, således at den store lakune i bog II gør det naturligt for en afskriver eller en læser, når han når frem til det andet brev med nummeret XXIII, at antage, at det første brev med nummeret XXIII i virkeligheden var nr. XXII, og gå tilbage dertil og rette tallet til XXII, hvorved pladsen blokeres for fragmentet af det rigtige brev XXII. Mens d's skriver afskriver index'et ganske slavisk (samtidig med at han nummererer index-indførslerne med arabertal), retter Thomas Bartholin, som primærter optaget af at samle og ordne brugbare kilder, sin version af index ind efter de breve, han kan finde i tekstdelen af X (han fletter index'ets regester ind foran hvert brev), og regesten til II XXII, som ikke indeholder nogen som helst oplysninger af historiskværdi, og hvis tilhørende brev han ikke kan finde (fordi det ligger sidst i håndskriftet,blandt fragmenterne), springer han ganske simpelt over. Derfor savnes en plads til fragment »XXII« i alle håndskrifter og udgaver der nedstammer fra A. »Bog III«, på hvis eksistens Nanna Damsholt i en iøvrigt interessant afhandling {HT 78, 1978, 1-22) har bygget hele sin teori om en mere systematisk og »oprindelig rækkefølge« (s. 6) af Wilhelmbrevene, er slet og ret et fantom, skabt i og af overleveringen, idet nogle blade i AT på et tidspunkt har revet sig løs og er blevet stukket ind bagest i bindet: en sjusket læser eller bibliotekar, som efter at have bladret sig frem igennem bog II til og med brev II LXXXI er nået til løse ark med breve nummereret med tal mellem XII og XXII, har ment at gavne eftertiden ved at skrive LIBER TERTIUS ovenover det første. Vedels skriver (a) og Bartholin's (A) har gentaget den falske bogangivelse, men Arne Magnussen gennemskuede, at samtlige fragmenter skulle indplaceres i bog 11. Det lykkedesmed de fleste (hans brilliante arbejde kan følges minut for minut i hans model af X, AM 1054), men han kunne ikke nå til vejs ende på grundlag af et alene, og a og d tænkte han tilsyneladende ikke på at benytte den dag: måske havde han allerede skænket eller lånt dem bort. Suhm kendte Arnes professionalisme, og han nægtede med rette at tro på en bog 111, men skønt han benyttede a og d faldt det ham ikke ind, at han her kunne finde løsningen på det for Arne uløselige problem »XXII«, og hans placeringaf dette fragment som II LXXXIb er svag. For de nye udgivere, som ikke synes at have forstået Arnes forsøg på ved hjælp af en løsbladsmodel uden brevnummerering at rekonstruere X bagom den komplicerede rækkefølge i A, er Arnes stringente afvisning af bog 111 imidlertid kun en strøtanke, som afslører hans overfladiske kendskab til Wilhelmbrevene(s. 419), og fragment »XXI«, som Arne fuldkommen korrekt havde identificeretmed II XXI (fulgt af Suhm), må i den nye udgave gøre »XXII« følgeskab over i den genvundne Liber tertius, sammen med endnu et fragment fra bog 11, omdøbt til hhv. 111 XXI og 111 XXIIb.

Tilbageblik

Kort men klart konstaterede Suhm for 200 år siden, at alle håndskrifterne går tilbage til det tabte X. Heroverfor påstod William Norvin, som allerede 1933 varslede den diplomatarie-udgave,som nu foreligger (Scandia 6), at han havde fundet flere overleveringer i det materiale, som også forelå for Suhm. Norvin døde allerede 1940 og ville naturligvis have opdaget sin fejltagelse, hvis han havde arbejdet videre med materialet: han havde tidligere i sin karriere påvist, at 37 af ialt 38 håndskrifter af Olympiodors Platon-kommentarkunne elimineres som codices descripti. De nye udgivere opererer ligesom Suhm med som eneste archetypus, og selvom en henvisning til Suhm's korrekte (og Norvin's fejlagtige)analyse

agtige)analysehavde været nyttig, er det afgjort værdifuldt, at Suhm's synspunkt nu er blevet genfremsat. Damsholt s. 3 genfremsætter ligeledes Suhm's synspunkt, uafhængigt af de nye udgivere, men ligeledes uden henvisning til Suhm og Norvin; hun synes at være opmærksom på, at de to e-håndskrifter er »afskrifter af Bartholins«, men rubricerer dem alligevel som »primære«, mens f. eks. e og AM af grunde, som ikke fremgår af hendes knappe redegørelse for overleveringen, kaldes »sekundære« (hendes datering s. 5 af tobogsinddelingen - og regestregistret! - til 18. årh. stiller hele sagen på hovedet).

Overfor Norvins primære begrundelse for en ny udgave af Wilhelmbrevene: Suhm's »vanlige sjuskeri«, skønner Damsholt s. 4, at »en ny udgave ikke kan byde på mange tekstændringer i forhold til Scriptores udgaven«, men skønt den lærde verden nu for tredic gang trakteres med Thomas Bartholin's snart 300 år gamle recension, må det siges at være lykkedes for de nye udgivere at gøre Damsholts spådom til skamme - og samtidig for første gang siden 1786 at skabe et akut behov for en ny udgave af Wilhelms litterære efterladenskaber.

Den fint uddannede Wilhelm blev importeret fra Frankrig af Absalon, for at han kunne bidrage til civiliseringen af det barbariske Danmark. Udbredelsen af latinkulturen, et fælles, præcist og nuanceret kommunikationsmiddel, var en af grundpillerne i denne proces, og Wilhelms posthume bidrag hertil blev en række breve, som kunne tjene som stilmønstre for andre, som der står i hans bevarede forord: en slags formularbog, som Norvin har vist. 81. a. af disse breve fremgår det, at han måtte gå grueligt meget igennem, og fra højeste instans i slige anliggender foreligger der dom på, at Wilhelm var så from og blev så forpint, at hans jordiske rester efter hans død udviste overnaturlige egenskaber. Det er antagelig vanskeligt idag at anfægte grundlaget for kanoniseringen allerede år 1224, men det seneste forsøg på at undtage sankt Wilhelms efterladte breve fra et antal af latinens, logikkens og codicologiens jordiske love, behøver ikke at stå uimodsagt, sålænge samtlige præmisser er offentligt tilgængelige i de to københavnske håndskriftsamlinger, og sålænge den stærke danske latintradition består, som abbed Wilhelm af belholt med til at grundlægge for 800 år siden.