Lars Åke Engblom: Arbetarpressen i Goteborg. En studie av arbetarpressens förutsättningar, arbetarrorelsens pressepolitik och tidningskonkurrencen i Goteborg 1890-1965. Medd. från ekon.-hist. institutionen v. Goteborgs Universitet, 46, Goteborg 1980, 413 s. incl. 34 tabeller, 23 diagrammer, appendices om kildematerialet m.v. og summary in English.

Denne disputats i økonomisk historie er et led i det ret store anlagte projekt Tidningsekonomioch i Sverige 1920-1970«, der sammen med bidrag fra virksomhedsøkonomer og politologer har ført til en ret enestående deltaljeret kortlægning af pressens udvikling i Gøteborg og Vestsverige. Engbloms omfangsrige, veldokumenteredeog

redeogskematisk grundige bog retter sig mod en enkelt side heraf:

Hvorfor mislykkedes A-pressen i Gøteborg? Heraf udtages to underspørgsmål: Hvilken plads var der for A-pressen herunder arbejderbevægelsens udvikling og konkurrencen fra andre blade? Hvorvidt, hvordan og hvorfor støttede og styrede arbejderorganisationerne den lokale A-presse, og hvorledes forholdt de sig til den borgerlige presse?

Bogen medtager principielt på lige basis kommunisternes og smågruppernes presse (repræsenteret ved hh den lille Arbetartidningen 1939-64 og nogle ugeblade), men grebet viser sig nok analytisk set mindre frugtbart. Jeg skal samle mig om den rigtige A-presse, den socialdemokratiske Ny Tid, der udkom som aftenavis 1899-1936, derpå som morgenblad til 1963/66 med et oplag, der vel voksede pænt i absolutte tal, men aldrig udgjorde stort mere end 10% af lokalavisproduktionen i byen (kulminerende med 13% 1930-31 som det kan beregnes efter forf.s egne tal).

Det er især det andet af de to underspørgsmål, arbejderbevægelsens pressepolitik, som er genstand for selvstændig analyse her, idet hovedgrundlaget (foruden avisarkiverne) har været gennemgang af fag- og partiorganisationernes protokoller, på landsplan såvel som på by-, afdelings- og klubplan. (Om denne materialetypes kildeværdi har forf. udarbejdet en forstandig exkurs s. 381-85).

Bogen påviser herudfra en periodisering (jfr. skema s. 289): Frem til o. 1915 dreves Ny Tid som en blandet nyheds- og agitationsavis, mens lokale og centrale fag- og partiorganisationer gennem andels- og aktieindskud, indsamlinger, lån, abonnentkampagner, kollektivabonnement, annoncering og civiltrykopgaver efter evne hjalp den tabgivende avis frem - men også dirigerede dens forretningsførelse (centralt) og til en vis grad redaktionen. Gennem den følgende snes år, da bladet økonomisk var i god balance og fik mere normal aviskarakter, havde det både direkte og indirekte ringe organisationsstøtte; men ejernes indgriben var ganske intens, redaktionelt set bl.a. i forbindelse med en hidsig lokal partistrid 1924-34, administrativt set fra centralt hold, da bladets konkurrenceevne og økonomi tilsidst forværredes stærkt. Efter overgangen til morgenblad 1936 — der blev udskudt i 17 år bl.a. som følge af avisbudenes modstand og typografernes lønkrav — kunne oplaget vokse springvis (o. 1938, 1949, 1956, 1961), men ikke nok til at forhindre GoteborgsPostens stigende dominans og kun i kraft af støt stigende tilskud fra LO. Forretningsledelsen lå nu helt hos A-pressens centralstyrelse, mens lokalorganisationerne kun hjalp til i ringe grad - og forresten også efterhånden interesserede sig meget lidt for avisens redaktion, der mere og mere tog retning mod den moderne omnibus journalistik.

Det er ikke uden interesse, at denne synsvinkel og dette kildemateriale er blevet gennemprøvet. Men trods interessante punktindsigter - bl.a. vedrørende den opstigende Goteborgspostens fordel af moderne personalepolitik og af socialdemokraternes partistrid i 30erne - er de positive landvindinger ret få og begrænsede i forhold til den enorme dokumentationsmasse.

Som allerede antydet indledningsvis hænger det nok lidt sammen med, at bogen er disponeret temmelig skematisk - med møjsommelig, stedvis næsten søvndyssende udfyldelse af analyseskemaet, men uden stærk fokusering på vendepunkter eller analytisk problematisering af forskelle og trends. Det er i denne forbindelse jeg mener, at forfatteren har belastet sit arbejde ved at inddrage den lille kommunistavis m.v. på linje med Ny Tid - og ikke som konkurrent og komplikation for dette blad.

Hovedsagen er dog nok, at bogen udfra det givne materialevalg så at sige med åbne øjne har samlet sig om det på forhånd mindst lovende af sine underspørgsmål, arbejderorganisationernespressepolitik, på bekostnnig af det første, nemlig Ny Tids potentielle muligheder og konkurrencen fra andre blade. Bogen beskriver organisationsudviklingen, vælgerstrukturen og den almene presseudvikling i området (selvom man nok savner de

stockholmske aftenavisers vækst fra o. 1950). Men dette stof henstår stort set som andenhåndsbaggrundsinformation, der ikke nærmere relateres til udviklingens dynamik, således at hverken forfatteren eller læseren er meget klogere end før, når bogen tilsidst skal besvare spørgsmålet: Hur kunde Goteborgs-posten erovra Ny Tids prenumerantreserv bland arbetarhushållen? (s. 321-30). Forf. gætter her mest på at Ny Tid for sent begyndteat udkomme om morgenen; men må ellers falde tilbage på hvad der tidligere er fremlagt (af B. Forsstrom: Harry Hjorne och Goteborgs-Posten 1926-1940, 1977, m.fl.) angående avisindsats, distribution m.v. Han burde have indset, at det nok er den let krænkede genitivform i hans spørgsmål, som er ilde anbragt: selvom arbejderne stemte socialdemokratisk og var med i fack'et, tilhørte de ikke Ny Tid, men kunne vindes af den avis, der kvalitativt og kvantitativt gav dem mest for pengene. Dette burde stå så meget klarere, som udviklingen i Gøteborg nok var prægnant, men jo i hovedsagen parallel med det som skete andetsteds i Sverige, Danmark m.v. Der kan stadig være mening i at oplede og afprøve nye analytiske udgangspunkter gennem punkt- og områdestudier. Men virkeligefremskridt kan kun opnås, hvis man derfra kan gå videre til andre forløb og strukturerog her demonstrere de nye tilgangsvinklers frugtbarhed i forhold til etableret indsigt.