Egernførde Bys Historie. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 1980. 291 sider.

Smuk og veludstyret er denne bog om byen Eckernforde i det sydøstligste hjørne af Sønderjylland, af hertugdømmet Slesvig, og udsendelsen er et led i en serie topografiske skildringer af det sydslesvigske område, der blev indledt i 1933 med bogen »Sydslesvig I. Hedeegnene mellem Angel og Frisland« og fortsat i 1945 med »Sydslesvig 11. Angel«. Næste skridt blev »Flensborg Bys Historie I-II«, 1953 og 1955, og derefter i 1969 »Nørre

og Sønder Gøs Herreder«. Sidste bog udkom på initiativ af nu afdøde bibliotekslektor Poul Kurstein, til hvis minde bogen om Eckernforde er tilegnet. De nævnte bøger er skrevet for danske læsere med særlig interesse for Sydslesvig, og det er derfor utvivlsomt velovervejet, når udgiverne har valgt at gengive byens navn i en »ny-dansk« form.

Flere af bidragene er skrevet af fagfolk af højt karat. Det gælder således afsnittet »Stednavne i Egemførde« af professor, dr. phil. Kristian Hald, der tidligere kort har redegjort for byens navn i Politikens »Nudansk ordbog« under opslagsformen »Eckernførde«. Endelsen -forde er ikke en tysk gengivelse af det danske -fjord, men kommer af plattysk -vurt og sigter til vadestedet gennem Windeby nors udløb i Eckernforde bugt. Den nærliggende landsby Borby (på dansk ofte: Borreby), der nu er indlemmet i Eckernforde, fortæller om en oprindelig dansk bosættelse, og der er næppe tvivl om, at dette navn er et minde om »Ykærnæburgh«, »Egernborg«, nævnt i Kong Valdemars Jordebog 1231.

Den sydslesvigske arkæolog Ole Harck, ansat i Kiel og bosat i Eckernforde, giver i sit indledende afsnit gode grunde for, at man skal søge borgens oprindelige plads, hvor stednavnet »Burgwall« antyder, at der har været et voldsted. Vilh. la Cours opfattelse af, at borgen skulde have haft sin plads, hvor Borby kirke nu findes, bliver derved imødegået. Ole Harcks gennemgang af byens udvikling er fortjenstfuld ved at vise, hvorledes den naturlige udvidelse fandt sted mod øst på de strandvolde, som gennem århundreder har dannet sig ud mod bugten.

Også resten af bogen er god og læseværdig. Det gælder Anne J. Christiansens og Jørgen Ahlefeldt-Laurvigs skildringer af byens kirke, dens billedskærere (navnet Gudewerth er jo knyttet til Eckernforde), af Slesvig-bispen Gosche Ahlefeldts stiftelse »Goschhof« og af købmandsfamilien Ottes fajanceproduktion, og det gælder Frants Thygesens retshistoriske

Dr. Harald Jørgensens gennemgang af Eckernfordes historie 1241-1914 på ca. 75 sider kaldes med rette en oversigt, og for en almindeligt interesseret læser skulde en sådan vel også være tilstrækkelig. Man kunde dog nok have ønsket sig en kraftigere understregning af den folkelige udvikling, der førte til, at Eckernforde blev en tysk by. Det nævnes kun, at byen siden slutningen af 1200-årene hørte under de holstenske grever, men den tyske dominans ændredes heller ikke under oldenburgeme og deres gottorpske sidelinje. Først efter 1945 kan der tales om en dansksindet bevægelse i byen, idet der i 1867 kun faldt 3% af stemmerne på en dansksindet kandidat. De vanskeligheder, som den ejderdanske bevægelses embedsmænd mødte i årene mellem de slesvigske krige, kunde have været belyst ved en gennemgang af det bevarede brevstof. Noget af det findes tilgængeligt i »Laurids Skaus Brevveksling med politiske Venner i Sønderjylland, I-II« (1970), idet Hans Rudolf Hiort-Lorenzen en tid var byens borgmester. Man kunde også have ønsket sig en udnyttelse af det store materiale til søfartens historie, der for 1700-årenes vedkommende kan hentes i Fredericia strømtoldsregnskaber. Alligevel er det et meget stort stof, som det er lykkedes Harald Jørgensen at holde sammen på.

Af alle afsnittene bliver uden tvivl det sidste læst med størst interesse. Det er Eckernfordes historie siden 1914, der i samarbejde med Frants Thygesen er forfattet af to af byens egne sønner, Peter Petersen, nu i Randers, og Richard Vosgerau i Pinneberg. Sidstnævntes fader af samme navn, en af Hitler-tidens fanger, der omkom umiddelbart før kapitulationen, har med sine optegnelser kunnet bidrage til denne skildring af en bevæget tid. Værdifuld, fordi vi egentlig kun ved meget lidt om, hvad der skete i et tysk lokalsamfund under diktaturet.

»Egemførde Bys Historie« er en god oversigt for interesserede læsere, men en egentlig
byhistorie er den ikke. Ligesom udsendelsen af »Flensborg Bys Historie« inspirerede tyske

historikere til at skrive »Flensburg. Geschichte einer Grenzstadt« (1966), kan det antageligforventes,
at den foreliggende bog vil føre til udgivelsen af et lignende værk også for
Eckernfordes vedkommende!