Jean-Pierre Labatut: Les noblesses européennes de la fin du XVe siécle à la fin du XVIIIe siécle. Paris, Presses universitaires de France 1978. 184 s. Nf. 38.

Læsningen af bogen røber meget klart, at forfatteren - professor ved universitetet i Pau - hører til Roland Mousniers disciple. Hovedindfaldsvinklen til analyse af et samfundshierarki er dets egne statusnormer, som også her tilmåles den afgørende betydning. Kronologisk afløser den nyere tid middelalderens funktionsdelte samfund, da menneskene fødtes religiøst lige, men - formidlet af kirken - fik ulige og uligeværdige funktioner, fordi de var ufuldkomne. Renaissancen fastslår (hedder det noget unuanceret med en Luthers sociale konservatisme i tankerne), at menneskene fødes ulige, og at social ulighed giver sig af sig selv, bliver noget nødvendigt for opretholdelsen af samfundet. Indenfor disse rammer analyseres de europæiske adelsgrupper statusmæssigt, omend med absolut overvægt på franske forhold. Materielle og politiske elementer, som bør høre med i en socialhistorisk undersøgelse, skydes i overensstemmelse med forfatterens grundholdning meget i baggrunden. Kan man ikke goutere det mousnierske system, er bogen - trods emnets oplagte betydning og mange læseværdige afsnit - også utilfredsstillende.