Emmanuel he Roy Ladurie: The Mind and Method of the Historian. Brighton, The Harvester Press, 1981.

Le Roy Ladurie efterfulgte i 1973 Fernand Braudel ved College de France og overtog
dermed høvdingeværdigheden i det forunderlige franske historikersamfund, der gennem
de sidste menneskealdre så overlegent har formået at forene stadig fornyelse med et traditionelt,endog

ditionelt,endogautoritært hierarki. Le Roy Laduries forfatterskab er et af de mest centraleog mest originale i Annalesskolens tredie generation. Han tog som så mange af sin generation sit udgangspunkt i total lokalhistorie, men han har derfra bevæget sig over en stærkt kvantificerende demografisk og økonomisk-historisk forskning og klimahistorie til historisk antropologi. I 1978 udsendtes et udvalg af hans afhandlinger og essays i samlingenLe territoire de Vhistorien. Den foreliggende bog er et udvalg i engelsk oversættelse fra andet bind af denne samling.

Det er en anvendelig, men ikke komplet, introduktion til Le Roy Ladurie's »ånd og metode«. Den viser ham først og fremmest som den overlegne tekstlæser og skribent, i mindre grad som den syntesesøgende historiker og slet ikke som den tålmodige empiriker. Dette bør ikke vildlede læseren, bag den elegante tolkning af litterære tekster af Rétif de la Bretonne og Balzac ligger et minutiøst kendskab til det gamle franske samfunds demografiske og antropologiske strukturer, baseret på titusinder af arkivalske iagttagelser. Det empiriske arbejde er fundamentalt i Le Roy Laduries forskning, han foretrækker, som han selv bemærker, »tingene frem for de ord, der repræsenterer tingene. Virkeligheden lader sig ikke reducere til den måde, folk talte om den på« (s. 3).

Emnerne, der behandles, spænder fra den sorte død til distriktet Rouerge i det 20. århundrede - og ind i fremtiden for den sags skyld, for Le Roy Ladurie viger ikke tilbage for at give nutidige planlægningsteknokrater et par gode råd, men han formår at gøre ethvert emne betydningsfuldt for læseren. Ikke kun fordi han skriver godt, men fordi han bruger den »metode, der er så gammel som kundskaben selv, en metode, der søger at fange fænomenerne uden for deres bevidste fremtrædelsesform og systematisere deres relationer og forandringer ved hjælp af et begrænset antal variable«, (s. 5).

Annalesskolen har herhjemme spillet en ikke übetydelig, om end endnu historiografisk uafklaret rolle for mange »etablerede« historikere, og netop Le Roy Ladurie har inspireret flere igangværende projekter. Alligevel er kendskabet til moderne fransk historieforskning blandt studerende og yngre historikere ofte forbavsende overfladisk. Hvis det er sproget, der danner barriere, kan der være grund til at fremhæve, at alle Le Roy Laduries væsentlige arbejder nu foreligger i engelsk oversættelse.