Jørgen Hæstrup: Secret Alliance I-III. Odense University Press, 1976-77. 1158 s.

Jørgen Hæstrups storværk om den danske modstandsbevægelses historie, disputatsen Kontakt med England fra 1954, og de to bind Hemmelig Alliance fra 1959, ialt omkring 1000 sider, blev i 1976-77 oversat til engelsk under den samlede titel Secret Alliance. Initiativet, der har haft bred fondsstøtte, bør hilses med glæde. Hæstrup, der i hovedkvarteret i Set. Klemens har brugt mange timer af et langt forskerliv på at docere dansk modstandsbevægelse for udenlandske historikere og journalister, og vel ofte senere har måttet gøre en nok så trist status over de skønne spildte kræfter, har her ydet dansk og udenlandsk forskning en uvurderlig tjeneste - og hertil sat kronen på sit livsværk internationalt set. Der er ingen undskyldning længere for de udlændinge der griber til den angelsaksiske sensationslitteratur om den danske undergrund. Nu har de Secret Alliance!

Bortset naturligvis fra oversættelsen - en kæmpeopgave løst af Alison Borch-Johansen - er justeringerne fra originalen minimale. Jeg har kun fundet een egentlig realitetsændring, nemlig nedtoningen af jernbanesabotagens strategiske betydning (II s. 273 f.) - efter Aage Trommers Jerbanesabotagen i Danmark under de danske verdenskrig (1971). I første bind er Hæstrups fine afhandling »Table Top« fra Historie (1961) indarbejdet, hvorved SOE's poltik igennem 1942 har fået større dybde og perspektiv, nu på baggrunden af det samtidige telegrammateriale, hvor tidligere beretninger måtte holde for. Det har betydet et par ekstra sider, og det er det eneste større indgreb overhovedet. Ellers findes de få og små tilføjelser, i noteapparatet og i form af litteraturhenvisninger, oftest til Hæstrups egne senere arbejder. (Til landets bedste I-II (1966/71) og Den fjerde våbenart (1976)). Om nogen integrering i fremstillingen eller en mere systematisk koordinering er der dog ikke tale - hvad der kan få lidt ejendommelige konsekvenser (f. eks. bind 111 hvor Ulf Torells Hjalp till Danmark (1973) nævnes s. 418 note 55, men derimod ikke erstatter spekulationerne og den forældede litteratur i noterne 60 og 71, og i bind 111 hvor den nye vurdering af jernbanesabotagen ikke får følger for udsagnet s. 103 og note 16 s. 384).

Nu er vor viden om besættelsestiden naturligvis ikke überørt af det kvarte sekel der er gået siden Hæstrup forskede i modstandsbevægelsens historie. Det betyder at en del af baggrundslitteraturen, såvel den europæiske som den danske, forekommer noget bedaget, og at spekulationer der var helt på sin plads i 50'erne, virker unødvendige i dag. Det er også oplagt at en række af fremstillingens udsagn og synspunkter ikke længere lader sig

opretholde - eller i bedste fald kræver en alvorlig justering. Det gælder f. eks. spørgsmålet om SOE's genesis og generelle strategiske målsætning (I s. 42); det gælder DKP's stilling efter illegaliseringen (I s. 92), og senere under folkefrontstrategien i 1944/45 (f. eks. 111 s. 278), der fik sin første brede behandling af Riidiger Eckert allerede i 1969 (Die politischeStruktur der dånischen Widerstandsbewegung im Zjweiten Weltkrieg), det gælder også Christmas Møllers indsats (I s. 92), der vel nok kræver en omvurdering - ikke mindst efter Hæstrups egen kildeudgave af hans korrespondance fra exilet (Christmas Møllers Londonbreve (1974)); det gælder tilsvarende vurderingen af den tidlige sabotage, hvor man ikke længere kan opretholde billedet af Danmark som et sabotagemæssigt u-land - bortset fra Bopa - før SOE kom her til (I s. 244). Man kan heller ikke i dag - og kunne det heller ikke i midten af 70'erne efter Trommers og mine undersøgelser - fastholde sabotagens afgørende betydning som katalysator i strejkebevægelsen (I s. 251 f., 254 og II s. 257 og 259). Tilsvarende er politikernes rolle og deres bestræbelser på at kontrollere og inddæmme modstandsbevægelsen blevet langt stærkere præciseret efter Torells arbejde. Det gælder både Buhl-gruppens henvendelser til svenskerne om hjælp mod et kommunistiskkup (II s. 21), våbenkøbet (II s. 288), Hedtofts rejse til Stockholm i 1944 (111 s. 213 f.) og Brigadens forhold (111 s. 371 f.). Sluttelig kan nævnes modstandsbevægelsensudenrigsrelationer, herunder hele anerkendelsesproblematikken (111 s. 331 ff.), samt de allieredes positioner, der nu ses klarere efter Mary Daus Danmark og Sovjetunionen1944-49 (1969) og Essmann Jensens Da fornuften sejrede (1972).

Det kan næppe betvivles at arbejdet havde vundet i indsigt ved en sådan revision. Men det har åbenbart ligget udenfor Hæstrups ønske. Og holdningen lader sig naturligvis forsvare. For kritikpunkterne rokker ikke ved værkets fundament og hovedstrukturer, og et indgreb kunne let være blevet en skamfiling. Nu hviler Secret Alliance sikkert i sine forudsætninger, helstøbt og båret frem af det nationale syn på modstandskampen der i så høj grad blev besættelsesgenerationens, og som har gjort forfatterskabet til dennes selvforståelse par excellence.

Derimod burde Hæstrup og forlaget måske have funderet en smule mere over værkets målgruppe, og overvejet hvorhvidt man ikke havde vundet pædagogisk ved at kære ned på de mange sider fremfor at oversætte ravl og krat. Kontakt med England og Hemmelig Alliance er jo — deres popularitet til trods - ikke let læste bøger p.g.a. den vældige detaljerigdom. Og de må være vanskelige at overskue for den udenlandske forsker, der vel primært kaster sig over stoffet ud fra en komparativ synsvinkel, og derfor jagter hovedlinjerne og ikke den lokale detalje.

Men afgørende er det naturligvis, at udforskningen af den danske modstandsbevægelse
med Secret Alliance er blevet integreret i den internationale debat.