Bismarcks Aussenpolitik und der Berliner Kongress. Hrsg. von Karl Otmar Freiherr von Aretin. Franz Steiner Verlag, Wiesbaden, 1978.

Baggrunden for denne lille forskningsoversigt er et internationalt seminar om Berlinerkongressen 1978, afholdt ved instituttet for europæisk historie i Mainz i 1978 og bogen indeholder fem afhandlinger omkring emnet Bismarcks udenrigspolitik - Europa 1870-1890 specielt Berlinerkongressen.

Theodor Schieder indleder med en gennemgang af »Europåisches Staatensystem und Gleichgewicht nach der Reichsgrundung«, der er hentet fra Propylaen »Geschichte Europas« bd. 5 og også Andreas Hillgrubers artikel om Bismarcks udenrigspolitik fra Reichsgrundung til afslutningen af »Dreibund« i 1882 er hentet andetsteds fra (fra Hillgrubersegen

grubersegen»Bismarcks Aussenpolitik«). Hillgruber understreger, at det i 1878 var Bismarcks mål at forhindre en storkrig, men alligevel holde det orientalske spørgsmål åbent, dvs. fortsat lade de andre magter strides på Balkan uden egentlig at komme i krig (s. 54). Dette skulle sikre, at magterne ikke fandt sammen mod Tyskland.

Imanuel Geiss fra Universitåt Bremen har udgivet en del af kongressens aktstykker (»Protokolle und Materialien der Berliner-Kongress 1878«, Boppard 1978) og behandler her selve kongressen, der varede fra den 13. juni til 13. juli. Han beklager indledningsvis, at kongressen ikke tidligere har været tilstrækkeligt bekendt i den almene bevidsthed(!), for ham er den nemlig »das wohl bedeutendste Einzelereignis zwischen 1815 und 1914 flir die internationale Beziehungen Europas« (s. 70). Spørgsmålet er, om Geiss ikke her overvurderer kongressens betydning, han må jo også selv indrømme, at de store problemer faktisk ikke blev løst, men blot udskudt en generation. Men man begynder at forstå hans vurdering, når man ser, at han lader såvel Cypern-krisen som situationen i Mellemøsten i dag delvis have deres rødder i kongressens accept af den engelske okkupation af Cypern og i det forhold, at en gruppe jøder henvendte sig og bad om støtte til grundlæggelse af en jødisk stat i Palæstina.

Gotthold Rhode fra Mainz understreger i sit afsnit, »Der Berliner Kongress und Siidosteuropa«., hvordan kongressen markerer en milepæl i stridighederne mellem Rusland og både England og Østrig. Den er også et vendepunkt i det tysk-russiske forhold, da Rusland skuffes i sine forventninger til Bismarck om »tak« for Ruslands holdning 1864-71 og endelig er den udgangspunkt for de fire sydøsteuropæiske stater, Rumæniens, Bulgariens, Serbiens og Montenegros nyere historie. Og kongressen er betydningsfuld, fordi det lykkes for deltagerne at sikre freden i mere end tre årtier.

Sidste artikel er Lothar Galls forskningsoversigt »Bismarck in der Geschichtsschreibung nach 1945«. Det er nemt at finde større og bedre oversigter, bl.a. i Galls egen bog om Bismarck-problemet fra 1971, men som introduktion er artiklen særdeles udmærket. Gall beklager i artiklen, at forskningen i sin revision af opfattelsen af Reichsgriindungsperioden ikke har givet et nyt samlet billede af Bismarcks person og politik, nu - skriver han - behøves der én, »der jenen Revisionsprozess auch hinsichtlich der Person Bismarcks und seines konkreten Wirkens zu einem Abschluss und Ergebnis fiihrt« (s. 157) - to år senere har han nu selv udgivet det, der af flere anmeldere er kaldt efterkrigstidens Bismarcks-biografi: Bismarck, der weisse Revolutionår.