Leonora Christina: Hæltinners Pryd. Udgivet efter afskriften i Karen Brahes Bibliotek af Christopher Maaløe. København, G. A. Reitzels boghandel 1977. 146 s.

Ludv. Holberg har i litteraturhistorien bl. a. fået lov at indtage pladsen som vor første feminist, men ikke helt med rette. Tanken om kvinders ligeværd og deraf følgende krav på borgerlig ligestilling med mænd var ikke ny, da han under pseudonymet Sille Hansdatter tog kønnet i forsvar; den hørte med til den humanistiske arv og havde yderligere fået styrke af naturretstænkningen. Ligesådan havde hans Heltindehistorier en lang række af forbilleder inden for europæisk litteratur, begyndende med Boccaccio. Også på dansk grund havde den særlige interesse for fremtrædende kvinder sat sig spor før Holbergs tid, og dette var han selv udmærket klar over. Han kendte således Otto Sperling d.y.s aldrig udgivne skrift De foeminis doctis, og har heri også fundet omtale af Leonora Christinas værk »om nogle berømmelige damer«, samt dets titel Heltinders Pryd, som han anfører i hendes biografi i Heltindehistorier.

Af Jammersmindet (som Holberg ikke kendte) fremgår det, at L.C. begyndte at tage excerpter om »alleslags rosværdige kvindepersoner« af de bøger hun fik råd til at købe, og havde rigelig tid at gennemarbejde, under den senere del af Blåtårnopholdet, og at hun ordnede dem under en lang række rubrikker efter personernes særlige fortrin, herunder også lærdom. Men da de ikke alle forekom hende at kunne regnes for heltinder, kom det endelige manuskript, som var færdigt før løsladelsen i 1685, kun til at omhandle tre grupper, nemlig de stridbare regerende heltinder, de trofaste og kyske, samt de standhaftige. Manuskriptet er forsvundet; men af dets første del findes en afskrift som nu er udgivet for Det danske sprog- og litteraturselskab, især vel som et monument i dansk prosahistorie, men også som et værdifuldt bidrag til lærdoms- og idéhistorien.

Stoffet er overvejende taget fra ret få bøger, især le Moynes Gallerie des Femmes Fortes(1647), for det danskes vedkommende fra Huitfeld, Krantz og Ved els Saxo. Dog har Sperling øjensynlig også skaffet L.C. oplysninger, bl. a. fra Torfæus' samlinger. De fleste kildehenvisninger i teksten er taget fra forlægget, men heri er der ikke noget specielt for studievilkårene i Blåtårn. Holberg arbejdede på samme måde. Mere interessant er det at følge L.C.s behandling af stoffet, der indimellem er ganske fri og sigter til at gøre

hendes heltinder mere rosværdige efter samtidens målestok, navnlig med henblik på kyskhedog trofasthed, eller at gøre deres skæbne mere interessant. Det er f.s.v. karakteristisk for den apologetiske situation som denne vor første heltindehistoriker står i, at hun ikke anfægter de traditionelle idealer og normer for hvad der er rosværdigt og interessant. Udgiveren fremhæver imidlertid at værket, i modsætning til Jammersmindet, synes at have været beregnet på offentliggørelse, og at L.G. derfor har måttet udøve en langt stærkere selvcensur her, f. eks. over for sine anskuelser om forfatning og religionsfrihed. Måske gælder dette også på andre, mere personlige områder. Alligevel kan man beklage at resten af Heltinders Pryd er gået tabt.

I en udførlig kommentar har udgiveren forsøgt at udrede kildeforholdene, dog uden
at kunne komme til bunds alle steder, samt noteret de mange ortografiske rettelser mod
manuskriptet, der er en overordentlig sjusket afskrift.