Olle Mansson: Industriell beredskap. Om ekonomisk försvarsplanering inför andra världskriget. Stockholm, Liber Förlag 1976. 269 s. English summary. S.kr. ca. 48.

Da den svenske rigsdag i april 1928 tog positiv stilling til et forslag fra en særlig »industriberedskabskommission«om at organisere et økonomisk rigsforsvar, fik Sverige som et af de første lande i verden fredstidssamfundets evt. mobilisering draget ind som planlægningsfaktor.Under 1. verdenskrig havde ganske vist en række lande, Danmark ikke at forglemme, med varierende held søgt at omstille det civile samfund fra normale til ekstraordinæreforhold, men i de optimistiske, fredssindede 1920'ere var det, i politiske kredse især, ikke synderlig velset at planlægge for en ny storkrigs eventualiteter. Det svenske socialdemokrati under Per Albin Hanssons ledelse ville f. eks. nok være med til at oprette et økonomisk forsvar, kaldet »Rikskommissionen for ekonomisk forsvarsberedskap,«men i spørgsmålet om planlægningsgrundlaget herfor ville partiet langt foretrække en ad hoc-præget linje frem for en decideret planlægning over for en tænkt krigssituation.Skulle man endelig planlægge for noget sådant, så socialdemokratiet civilbefolkningensforsyning med livsvigtige varer som et højere prioriteret planlægningsmål end det militære forsvars forsyning med krudt og kugler. Dermed skiltes rigskommissionens og partiets veje, eftersom kommissionen i god overensstemmelse med de forsvarsvenlige kræfteri datidens Sverige valgte at planlægge for den værst tænkelige situation: en 4 månederlang krig med svensk deltagelse og vel at mærke under total afspærring fra omverdenen.Retfærdigvis må det dog siges, at det var for netop denne situation, kommissioneniflg. sin midlertidige instruks skulle planlægge, og da sådan, at det militære forsvar prioriteredes højest, dernæst kom på hhv. 2. og 3. pladsen civilbefolkningen og samfundsproduktionensom helhed. I de kommende år udarbejdede rigskommissionen da også en række beredskabsplaner, fortrinsvis med sigte på industriens forhold, men måtte i tiden omkring krigsudbruddet 1939 opleve at se sig selv afløst af en ny og åbenbart mere slagkraftig organisation, Statens Industrikommission. Det er om denne uheldige rigskommission, den svenske historiker Olle Månsson har skrevet sin doktorafhandling. Eftersom undersøgelsen er tilkommet inden for rammerne af projektet »Sverige under den 2. verdenskrig«, har forf. åbenbart ikke fundet det nødvendigt at sætte problemerne ind i en større sammenhæng, men har i stedet koncentreret sig om at skildre kommissionensarbejde ud fra dets eget arkiv i Krigsarkivet i Stockholm. I centrum for undersøgelsenstår de foranstaltninger, kommissionen foreslog, og de reaktioner, der blev disse til del fra de implicerede parters side. Udover den lille stab, der indtil 1937 udgjorde kommissionens faste arbejdsstyrke, fandtes en ganske omfattende styringsgruppe med deltagelseaf cheferne for det svenske forsvars øverste grene samt repræsentanter for de berørteministerier, erhvervslivet og forskningen. Som det betoncs i Olle Månssons pædagogiskformede indledning, kunne kommissionen nok notere sig en række resultater fra sit planlægningsarbejde. Alligevel sidder det indtryk tilbage hos bogens læsere, at det i høj grad var skrivebordsfilosofi, der dominerede tankegangen hos de ledende. Kommissionenkunne ikke koordinere de enkelte styrelsers konkrete planlægning for krigsforhold, eftersom den ikke havde kompetence hertil. Selv efter dens organisatoriske udbygning i medfør af den nye forsvarsordning af 1937 havde den ej heller ressourcer til at realisere de opstillede planlægningsmål. Da regeringen under indtryk af den stadigt mere spændte

situation i 1930'emes sidste år fik tilvejebragt store midler til indkøb af vigtige råvarer og maskiner, var det Statens Reservforrådsnåmnd, der stod herfor, ganske vist med basis i rigskommissionens planer. Regeringen gav efter Miinchen-krisen i september 1938 kommissionensordre til også at planlægge for en langsomt optrappende beredskabssituation, men da kompetencestridigheder af forskellig slags stadigt stillede sig hindrende i vejen for at få afsluttet kontrakter med industrien om leverancer i krigstid, gjorde industriens repræsentanter i kommissionen i marts 1939 kraftig opmærksom herpå. Den blev derpå underkastet en nærmere undersøgelse ved en særlig udredningsgruppe, men alt imens regeringens ledende mænd i efteråret 1939 tog kommissionen i forsvar over for dens strenge kritikere, dannedes 1/11 1939 Statens Industrikommissionen, en forløber for de forskellige beredskabsorganisationer, der sørgede for Sveriges forsyning i perioden 1939— 45 og i de nærmeste efterkrigsår. Dermed var rigskommissionens skæbne beseglet. I sin prisværdigt forsigtigt formulerede konklusion siger Olle Månsson, at den ikke tog tilstrækkeligtbestik af de politiske og økonomiske realiteter i et socialdemokratisk domineretSverige. Politisk manøvrefrihed var vigtigere for en regering Per Albin Hansson end vidtgående mobiliseringsplaner for hele den svenske samfundsmaskine, når man i en ekstraordinærsituation skulle søge at værne Sveriges neutralitet. I virkeligheden kan problemerneomkring den svenske beredskabsplanlægning ikke forstås, uden at man ser dem i sammenhæng med svensk udenrigs- og neutralitetspolitik som helhed. Som forf. selv påpeger gang på gang, er det svært at tolke de spredte oplysninger i kommissionens aktstykkerom mulige motiver bag de agerende gruppers stillingtagen. Analysen viser dog ret entydigt, at beredskabsplanlæggerne fra deres elfenbenstårn ikke rigtig kunne få øje på 1930'emes svenske hverdagssituation, når de skulle tilrettelægge rammerne for samfundetsvidereførelse under helt andre vilkår. Selv om man nok kunne have ønsket sig et bredere analysefelt under behandlingen af et så kompliceret emne, har forf. producereten relativt kortfattet og letlæselig fremstilling af en andenrangs planlægning fra en tredjerangs beredskabsorganisations side i mellemkrigstidens Sverige.