Magnus Wistrand: Cicero Imperator. Studies in Cicero's correspondence 51-47 B.G. Studia Graeca et Latina Gothoburgensia XLI. Goteborg 1979. 202 s. + appendices, bibliografi og indices. 80 sv. kr.

Ciceros militære karriere var kort. Som ung deltog han i forbundsfællekrigen (90/89) og i året 51-50 var han proconsul i Cilicien, førte tropperne i nogle mindre træfninger, belejrede og erobrede den iøvrigt ukendte by Pindenissum og blev udråbt til imperator af sine soldater. Han opnåede, at senatet i Rom vedtog en takkefest i hans navn, og vendte hjem besjælet af ønsket om at fejre en triumf. Så kom bruddet mellem Pompeius og Caesar, og alt var med ét slag ændret. Cicero vægrede sig længe ved at tage parti, men drog endelig til Pompeius i Grækenland i midten af 49. Han deltog ikke i slaget ved Pharsalos og tog efter Pompeius' død ophold i Brindisi, indtil han i efteråret 47 vendte hjem til Rom. Først da nedlagde han officielt sit imperium og hjemsendte sine 12 lictores med de laurbærbekransede fasces.

Fra disse år besidder vi et rigt brevmateriale fra Ciceros hånd. Brevene til Atticus er oven i købet ikke sjældent forsynet med afskrifter af andre breve, hvis indhold Cicero diskuterer med vennen. Det er dette kildemateriale, Magnus Wistrand behandler i sin nu publicerede disputats. Forfatteren nærmer sig opgaven med stor belæsthed i sekundærlitteraturen og betydelig filologisk akribi - ikke mindst noterne vidner om at forfatteren er en kyndig filolog, der ikke viger tilbage for indgående tekstkritiske diskussioner. I fortolkningen af brevene fremstår forfatteren desuden som en skarpsindig historiker, der med et sikkert blik for detaljerne forstår og kan forklare det vekslende politiske spil.

Af afgørende betydning for forståelsen af Ciceros rolle er konstateringen af, at det var en politisk umulighed for Cicero at nedlægge sit imperium efter borgerkrigens udbrud, d.v.s. det senatus consultum ultimum af 7. januar 49, der pålægger >consulerne, prætoreme, tribunerne og de proconsuler, der befinder sig uden for byen at drage omsorg for at staten ikke lider skade«. Cicero er hermed — nolens volens - en brik i det politiske og militære spil, fordi han har en formel militær status. Selv spiller han imidlertid med ved at forsøge at stifte fred mellem parterne. Som alle ved, var dette forgæves, men et forsøg på at vurdere fredsbestræbelserne dag for dag yder i højere grad politikeren Cicero retfærdighed.

Magnus Wistrand betragter det som en vigtig iagttagelse, at Cicero ikke siger alt, hvad han ved, til hvem som helst. Hertil må man sige et >naturligvis ikke«, da det jo drejer sig om diplomati, hvor man må spille med fordækte kort. »We must therefore be very carefull when using thesc letters as historical sources«, siges det side 96, og igen omtrent med samme ord side 147. Begrebet >historical sources« er dels opfattet som realhistorisk kilde og dels som kilde til Ciceros politiske synspunkter. Man må tilføje, at brevene derimod er fortrinlige kilder til Cicero som politisk taktiker, der spiller på forskellige kendsgerninger over for forskellige personer og af og til lader uvidende om noget, han i andre breve har afsløret kendskab til. Denne sidste evne hos Cicero skatter forfatteren muligvis mindre, men blotlægningen heraf er en betydelig landvinding og atter en demonstrering af, at historikeren må tage hensyn til hele overleveringen.

Naturligvis kan ingen være enig med en forfatter i alle hans vurderinger. Her skal jeg
blot konkret anføre en detalje, hvor jeg er uenig med forfatteren. Ciceros brev til Cato

(ad fam. 15,6) fra juli 50 opfatter jeg som en meget bitter bebrejdelse, fordi Cato ikke støttede Ciceros ønske om at opnå en takkefest (supplicatio). Bebrejdelsen er skjult i mange omsvøb, men de to centrale sætninger citerer Wistrand side 35, uden at tillægge dem den vægt, jeg ville give dem. Netop i diplomatisk sprog bestræber man sig for ikke at støde, og derved får selv den mindste bebrejdelse en særlig vægt - ikke mindst når den som her er serveret i en udsøgt rhetorisk form. Man kan sammenligne Ciceros brev til Pompeius (ad Att. 8,11 D), hvor bebrejdelsen - og dermed Ciceros forsvar for at han ikke har taget parti - ligger i bemærkningen, at Cicero jo ikke kendte Pompeius' planer, skønt vi andetstedsfra ved, at det gjorde han udmærket. Pointen er imidlertid, at Cicero ikke kendte Pompeius' politiske planer fra ham selv. Pompeius havde saledes ikke behandlet ham, Cicero, som en jævnbyrdig (se side 88 ff.).

Sådanne detaildivergenser kan måske demonstrere de fortolkningsvanskeligheder, der er forbundet med at fordybe sig i det ciceronianske brevcorpus. Magnus Wistrands bog er en fortrinlig demonstration af, hvor lønnende det er at fordybe sig i en udvalgt del heraf. Læsningsintensiteten bliver større og forståelsen bestandig dybere.