Hubert H. Humphrey: The Education of a Public Man. My Life and Politics. New York, Doubleday 1976. 513 s.

Amerikanske politikermemoirer er sjældent spændende læsning; de er heroiserende, bærerpræg

rerprægaf oftest at være skrevet af grupper af medarbejdere og synes i høj grad bestemtaf de udgivende forlag, der foretrækker småsnak og anekdoter fremfor refleksioner og analyser. Således også for Humphreys vedkommende. Der kan siges meget ondt om alle de pragtfulde og varme mennesker, der optager side efter side.

Det er imidlertid kun en del af bogen, og den indeholder også læseværdige ting. Humphrey var politolog af uddannelse og igang med Ph.D.-studier, da han i 1945 blev borgmester i Minneapolis. Han skriver klogt om især vicepræsidentens rolle i det amerikanske politiske system - i hvert fald, når præsidenten hedder Lyndon Johnson - og særligt spændende, synes jeg, er hans betragtninger over præsident/vicepræsident-forholdet i en situation, hvor vicepræsidenten er sit partis præsidentkandidat, som det var tilfældet for Humphrey i 1968 (og for Nixon i 1960).

Omvendt bærer kapitlerne om Vietnam tydeligt præg af at være et defensorat - og et svagt sådant. Humphrey citerer in extenso et memorandum, han skrev i februar 1965, og hvori han advarede mod bombningerne i Nordvietnam, og der lades ingen tvivl tilbage om, at han i princippet tilhørte duerne i Johnson-administrationen. På den anden side erfarede han hurtigt, at sådanne standpunkter betød, at han blev lukket ude fra beslutningsprocessen. Det er min fornemmelse, at det mere var det end nye informationer, der gjorde ham føjelig: Humphrey var ingen enegænger af natur og kunne ikke klare politisk isolation. Det er måske også denne mangel på selvstændighed, der bedst forklarer, hvorfor han aldrig blev præsident.

Humphreys skildring af Lyndon Johnson er præget af beundring, uanset den skade Johnson gjorde ham i 1968 ved f. eks. at forkaste Vietnam-kompromisset på det demokratiske partikonvent. Omvendt mærker man tydeligt en slet skjult bitterhed i skildringen af Kennedy'eme med Harvard-baggrunden og pengene. Det gælder både den måde, hvorpå John F. Kennedy i 1960 besejrede Humphrey ved primær-valgene i Wisconsin og West Virginia og den måde, hvorpå Robert Kennedys død i 1968 snød Humphrey for en 'rigtig' sejr på konventet i Chicago.