Jill Edwards: The British Government and the Spanish Civil War, 1936-39. London, Macmillan Press 1979, 280 s.

Denne bog, der har basis i en disputats, udfylder et hul i den hidtidige forskning om stormagterne og Den Spanske Borgerkrig. Tysklands, Italiens og Sovjets politik er blevet behandlet i monografier, medens den franske politik stadig ikke er belyst indgående. Jill Edwards' bog er ikke den første om England og Den Spanske Borgerkrig, men det er den første, der har baseret en samlet fremstilling af den engelske politik på grundlag af de engelske arkiver. Centrale dele af dette arkivstof er dog allerede behandlet hos Hans-Henning Abendroth (Hitler in der spanischen Arena. Paderborn, 1973), der på trods af sin titel spredt rundt i teksten og noterne har mange og væsentlige afsnit om den engelske politik ud fra arkivmateriale. Forf. nævner mærkværdigvis ikke dette værk i sin litteraturliste, men da denne iøvrigt ingen bøger indeholder på tysk, er forklaringen måske den simple og ikke utypiske for forskere fra stormagter, at deres sprogkundskaber ikke rækker til de mest udbredte europæiske sprog? På mange punkter når forf. de samme resultater som Abendroth.

Arkivmaterialet stammer især fra kabinetlet, fra udenrigs-, handels- og flådeministerieme.Hun
gør udmærket opmærksom på hullerne i materialet, bl. a. på at kabinetsreferaterneer
stærkt forkortede eller mangelfulde, samt at arkivet (Public Record Office,

London m.v.) på forhånd har fjernet ting fra de udleverede bind. Her som på andre
punkter må man også nøjes med gætterier om det engelske efterretningsvæsens viden om
forholdene i Spanien.

Problemet om forholdet mellem England og Spanien anskues, jf. titlen, eensidigt ud fra myndighedernes synsvinkel. Det er ministeriernes, ambassadørernes, konsulernes holdninger, vi præsenteres for. Den Spanske Borgerkrig var ellers en begivenhed, der mere end nogen anden fremkaldte indenrigspolitiske delinger i de europæiske nationer, herunder også i England, jf. K. W. Watkins' bog (Britain Divided. The Effect oi the Spanish Civil War on British Political Opinion. 1963). Forf. nøjes med at undersøge nogle ydre faktorers indflydelse på den engelske regerings politik, og hun konstaterer, i lighed med andre forskere, at f. eks. pressens og oppositionens holdning i ringe grad påvirkede den konservative regering. Hun nævner bl. a., at angrebet på den baskiske by Guernica i april 1937, der førte til en omfattende presseomtale, ikke fik indflydelse på den engelske regerings politik. En indgående redegørelse for Guernica og offentligheden kan ses hos Herbert R. Southworth: Guernica! Guernica! A Study of Journalism, Diplomacy, Propaganda, and History. California Univ. Press, 1977.

Det er forf .s hovedsyn, at den engelske politik 1936-39 over for Spanien var en fiasko. Først med Francos sejr i april 1939 opdagede englænderne, hvordan tyskerne og italienerne, bl. a. takket være den engelske inaktivitet, der blev kaldt ikke-interventionspolitik, opnåede store strategiske og økonomiske fordele. Hun fremstiller indgående de engelskspanske relationer i en række enkeltafsnit, om handelen, investeringerne, de frivillige, hele ikke-interventionsfarcen, forholdet mellem England og Frankrig og ikke mindst problemet om anerkendelsen af Franco.

Der savnes en generel redegørelse for de engelske interesser vedrørende konflikten i Spanien. Watkins og Abendroth har ansatser til en sådan. Hos Jill Edwards savnes den så meget desto mere, fordi hendes disposition med de mange afsnit om forskellige aspekter ikke til sidst samles i en konklusion. Hvis man som forf. bedømmer den engelske politik ud fra det snævre forhold til Spanien, var det rigtigt, at englænderne ikke nåede mange af deres mål, især ikke på kort sigt. Anerkendelsen af Franco i 1939 kom så sent, at det mål, den engelske ledelse, iøvrigt i lighed med den danske regering, havde sat sig allerede i sommeren 1936, nemlig at stå på god fod med den vindende part, uanset hvem det var, var forskertset. Dermed var også fladens krav om en neutral eller helst velvillig spansk stat i tilfælde af en almindelig krig blevet usikkert. Englænderne skjulte deres politik bag formlen om ikke-intervention, men hele kontrolapparatet omkring denne politik fungerede slet ikke - og det vidste alle parter udmærket. I forskellige faser pressede englænderne franskmændene til ikke at blande sig i Spaniens affærer, selv om en sådan indblanding måske på længere sigt havde tjent engelske interesser.

Problemet er vel, om den engelske politik var så stor en fiasko, hvis man ser sagen i et lidt længere perspektiv (bare til 1943-44) og også inddrager det bredere mål, nemlig at forhindre at krigen bredte sig. England opnåede jo, at krigen blev lokaliseret. Abendroth betoner, og forf. strejfer det også, at englænderne var ret rolige med hensyn til udfaldet af borgerkrigen. For uanset, hvem der vandt, ville sejrherren have behov for engelske lån til genopbygning, hvilket også kom til at slå til. Endvidere satsede englænderne på, at hvis Franco vandt, så ville den bekendte spanske uvilje mod fremmed dominans også vende sig mod tyskerne og italienerne, hvis deres økonomiske fremtrængen blev for voldsom. Også dette kom på længere sigt til at passe.

Mere uforståelig er vel den engelske regerings konstante ønske om en udsoning med
Mussolinis Italien på trods af utallige eksempler netop fra Spanien-sagen på den italienskediktators
upålidelighed og på trods af at Italien som stormagt bag den brovtende

facade ikke var meget bevendt. Såvel økonomisk (afhængighed af engelske kul og oversøiskkornimport)
som strategisk lå Italien selv i en meget udsat position.

Både ved vurderingen af Italien og angående selve Spanien-problemet skildrer forf. den kendte strid mellem Eden og Neville Ghamberlain. Mere interessant er hendes fremhævelse af flådens rolle i udformningen af den engelske politik. S. Hoare var som flådeminister i konstant konflikt med Eden, hvilket også Abendroth gjorde opmærksom på. Det var både en personstrid, en departemental konflikt og ikke mindst en forskellig vurdering af sagens bredere politiske aspekter. Flåden ville udnytte Spanien-krigen til at øge sin selvstændighed i forhold til udenrigsministeriet og til at øge oprustningen. Hoare, der hurtigt kom sig efter sit nederlag i Æthiopien-sagen og som betegnende nok 1940-44 blev ambassadør ved Franco-regeringen, var som flådeminister sammen med flådeledelsen krigen igennem pro-Franco og stærkt antikommunistisk. Engelske flådeofficerer kunne ikke glemme, at republikanerne i 1936 ved omfattende mytterier overtog næsten hele den spanske flåde og myrdede mange af officererne.

Eden var også i 1936 yderst mistroisk over for Sovjetunionens hensigter i Spanien, men i 1937 og 1938 så han sagen i et helt andet lys. Ingen i den engelske ledelse nærede synderlig sympati for republikken. Eden så hurtigt, at de liberale kræfter i Spanien var få og svage. løvrigt kan forf., i modsætning til Watkins' gætterier ud fra tyske kilder om de engelske informationer, påvise, at englænderne via deres kontakter både med oprørerne (>nationalisterne« som de gerne ville kaldes på trods af deres kraftige islæt af tyskere, italienere og marokkanere!) og med den lovlige spanske regering var velinformerede om forholdene i Spanien. For Eden blev Spanien-konflikten en prøve på diktatorernes hensigter. Især var han derfor uvillig til indrømmelser over for Italien, før der blev givet sikre modydelser, bl. a. i form af tilbagetrækning af de mange italienske »frivillige« fra Spanien, og specielt fra De Baleariske øer (Mallorca bl. a.). Hans voksende prorepublikanske holdning i 1937-38 havde således andre årsager end sympati for republikanerne.

Men Eden gik af i februar 1938, og Neville Chamberlain kunne nu uforstyrret af intern uenighed føre sin politik igennem. I modsætning til Abendroth, der karakteriserer Edens politik om Spanien som ansvarsløs og amatøragtig og som dermed tager kabinetsflertallets parti, afholder forf. sig fra direkte vurderinger, men tager dog i sin generelle vurdering Edens parti.

Et andet interessant punkt er forf.s skildring af betydningen af de engelske investeringer og af den engelsk-spanske handel for regeringens politik. Her som på andre punkter gør hun opmærksom på, at et stort aktmateriale om et givet spørgsmål ikke er ensbetydende med dette spørgsmåls store betydning. Meget har, allerede i samtiden, været sagt og skrevet om mineejerinteressernes rolle for udformningen af den engelske regerings politik. Forf. afviser ganske denne økonomiske faktors betydning.

Hver gang alvorlige valg skulle træffes, var politiske hensyn af bred karakter afgørende, ikke engelske mineejeres klager, som det engelske udenrigsministerium iøvrigt allerede før juli 1936 var godt trætte af. I 1938 var de engelske forretningsfolk i Spanien iøvrigt svunget om - deres oprindelige forkærlighed for Franco, for »lov og orden«, var ændret til en prorepublikansk stemning. Så i 1938 skulle den engelske regering altså efter denne tese være blevet prorepublikansk, men det skete jo ikke, tværtimod.

Det er tankevækkende at se, at Eden i 1937, ligesom Hitler i november 1937, havde
overvejelser om, at det bedste ville være en lang krig. For Eden var det afgørende, at
dette ville svække Italien.

Forf. konstaterer således, at fladens holdning var pro-Franco, og at det i praksis i høj
grad var den engelske flåde, der skulle udføre den engelske politik i og omkring Spanien,især

nien,isærvedrørende ikke-interventionspolitikken, der medførte patruljering i Middelhavetog langs Spaniens øvrige kyster. Flertallet i kabinettet så hellere en Franco end det formodede kommunistiske alternativ. I 1936 var St. Baldwin (statsminister) og Eden yderst mistroiske over for Sovjets holdning, selvom Sovjet jo intervenerede betydeligt senereend Tyskland og Italien. Ikke-interventionspolitikken, som især England holdt liv i, men som Frankrig var initiativtager til, var reelt til Francos fordel. Den forhindrede ikke, som håbet af den engelske regering, en dyb splittelse i den engelske opinion. Den engelske regering stod i et übehageligt valg. Den optimale løsning, som især Abendroth fremhæver, var et svagt, neutralt, liberalt Spanien, og den var uden for rækkevidde. Forsøgene på at tilbyde engelsk mægling og opnå en kompromisløsning var også uden held. Resultatet i Spanien blev højst uønsket, nemlig italiensk og især tysk indflydelse i Spanien, ikke mindst på det økonomiske felt, hvor Tyskland før 1936 kun havde spillet en ringe rolle målt med de engelske og franske interesser.

Til fælles med andre bøger, der alene er baseret på een magts arkivmateriale, har bogen den svaghed, at den ikke sammenligner de engelske vurderinger med de faktiske forhold i det land, det drejer sig om, her Spanien. For ofte står engelske vurderinger af spanske forhold eller af graden af tysk/italiensk intervention alene, hvor en sammenligning kunne have påvist informationsniveauet. - Bogen afsluttes med appendix med kronologi, personalia og en enkelt kilde.