Carl Axel Ekbom: Ledung och tidig jordtaxering i Danmark. Studier i Nordens äldsta administrativa indelning. With an English summary. Rättshistoriskt bibliotek XXVIII. Stockholm, A.-B. Nordiska bokhandeln (distr.) 1979. VIII + 2245.

Denne bog om den danske leding er slutstenen på en stort anlagt trilogi om ledingsordning, jordvurdering og administrationssystem i Skandinavien fra sen vikingetid til højmiddelalder. {Viennetionde och hundaresindelning. Rdttshist.bibl. XXIII 1974 (disp.) og Viennetionden i Norge. Sst. XXVII 1976.) Der er tale om et virkeligt enhedsværk, båret af een tanke og ført igennem med een, konsekvent metode: talmagien. Svensk ledingsforskning har nok her en rigere spekulativ tradition end den danske.

Udgangspunktet for det hele værk er Ekboms tolkning af en svensk taxationsliste fra o. 1314 til opkrævning af den såkaldte Viennetiende. Argumentationen er her: 1) Hvis hvert sogn i Svealand har bestået af et helt antal af de oprindelige havner, 2) og hvis hver havne har bestået af 3 »markland« i jord, 3) og hvis Viennetiendelisten alene har pålagt sin tiende til pavestolen af præstetienden (og altså ikke af præstegården, af donationsjord eller af præstens øvrige indkomstkilder), 4) og hvis denne tiende af tienden er blevet pålignet med een øre sølv af hver havne - så. følger heraf, at man af listen kan slutte sig til: a) hvert sogns havnetal og havnemes gårdtal i »attunger«, b) den taxerede værdi af hver gårds udsæd, c) det taxerede foldudbytte af hver gård, og d) det taxerede udbytte af kvægavlen på hver gård. Allerede den enklere hypotese, at listen, hvis den alene angav en tiende af præstetienden, kunne bruges som grundlag for en beregning af sognenes dermed implicitte avling, ville ikke kunne udsige, at listen faktisk havde dette indhold, da selv en korrekt hypotetisk dom ikke udsiger noget om virkeligheden. Overalt i sit værk bringer Ekbom imidlertid sådanne hypotetiske domme med fire-fem hver især übeviste antecedentia og drager deraf de mest vidtløftige slutninger.

En anden stadigt genkommende teknik (der logisk er en variant af den første) er Ekboms specielle talmagiske fejlslutning: Han finder frem til en talstørrelse, der forekommer ham at kunne lade sig betragte som en sum eller et produkt, hvorefter han af egen magtfuldkommenhed tilvejebringer andre tal, der som addender eller faktorer kan resultere i den første størrelse. Men da nu ethvert givet tal kan sammensættes af et uendeligt antal faktorer eller addender, kan man med Ekboms »metode« opnå et hvilketsomhelst resultat, kun intet videnskabeligt. Man kan for eksempel gange Sjællands 27 herreder med 60X8, hvorved der fremkommer 12.960 enheder, som Ekbom kalder »ottinger«; hvis man nu fra Plovtalslisten i Kong Valdemars Jordebog tager de sjællandske plovtal og ganger dem med halvanden, fremkommer tallet 12.779. Dette tal ligner det første og er dermed lig Ekboms sjællandske »ottinger«. Lighed er blevet til identitet. Intetsteds magter Ekbom at fastholde skellet mellem det virkelige, det faktisk sande, og det blot tænkte, ønskede, villede.

Med sine >metoder« har Ekbom i trilogiens første to bind »bevist«, at hvert ledingsskibi Norge og Sverige blev udrustet fra 120 gårde, eventuelt som 15 bol å 8 »attunger«, at hver gård havde et tilsået areal på 6 hektar og en udsæd på 600-720 liter korn til en værdi af 12 ørtug sølv, at udbyttet af kornavlen var 6 fold, mens værdien af hver gårds kvægavl var det halve af dens kornavl, at et herred bestod af 60 bol å 8 ottinger, at hele Sverige bestod af 76.800 sådanne gårde, mens Norge bestod af 51.200 gårde, etc. Disse »resultater« anvender Ekbom ved tolkningen af sin hovedkilde til Danmarks leding:Skibskatalogen i Knytlingesaga kap 32. Af dennes 850 skibe regner han sig frem til 212J4 herreder å 60 bol=4Bo »ottinger« med 4 skipæn å 15 bol =120 »ottinger«, ialt for Danmark 102.000 »ottinger«. Han fordeler herreder, bol og ottinger på stifter og sysler, übekymret af, at Knytlingesagas kirketal, der opgives sammen med hvert stifts skibe, er fejlagtige: De er nemlig enten 10 % for lave (beregnet efter »smalle«, decimale

hundreder) eller 10 % for høje (beregnet efter »storhundreder«=l2o), men navnlig er de forkert fordelt blandt stifterne: Århus stift, der med sine 373 romanske landsbykirker var Jyllands kirkerigeste, bliver således i Knytlingesaga Danmarks næstmindste stift. Kirketallene er vort bedste middel til at kontrollere Knytlingesagas oplysninger: Skønt i fornuftig størrelsesorden er de dog forkerte og maner til forsigtighed over for sagaens skibstal.

Ekbom tager Knytlingesagas skibstal totalt bogstaveligt. Når han konfronterer de »resultater«, han uddrager af dem, med relevante afsnit af Kong Valdemars Jordebog, er det overalt den sidstes oplysninger, der må vige: Hovedstykkets herreder suppleres vilkårligt for at bringe tallet op på nøjagtig 212^2- Hallandslistens skibstal (18 skibe i 8 herreder) er for lavt for Ekbom: han udvider Hallands område mod nord til at omfatte 20 skipæn, som han ydermere udnævner til >dobbeltskipæn« og dermed til relikter af 40 oprindelige skipæn. Falsterlistens bol (I47^a + 217J4 i 2 herreder) er for mange for Ekboms teori om 60 bol pr. herred; Falsterlisten er følgelig for ung til at angive Falsters oprindelige boltal (hvorimod Bornholms gårdtal fra det syttende århundrede er en udmærket, det vil sige brugbar, kilde til Ekboms »ottinger«).

Ofte lykkes det imidlertid Ekbom at tilvejebringe faktorer og hjælpehypoteser, der kan bringe foreliggende talmateriale i tilsyneladende overensstemmelse med hans vision: Side 112-14 kan han demonstrere, hvorledes antallet af langhuse på vore vikingeborge »beviser«, at de er opført af Harald Blåtand som kursusejendomme for ledingsflåden, således at en fjerdedel af dens mandskab kunne indkvarteres på skift: Nørrejyderne stillede så på Aggersborg, sønderjyderne på Fyrkat, Skåningerne fandt kvarter i Trælleborgs indre kvadranter, mens sjællænderne lå i samme borgs ydre husrække!

I en velanskreven videnskabelig skriftrække er det lykkedes Carl Axel Ekbom at få udgivet hele tre bind, hvori alt er forkert: intet er sandt, hverken hovedtese eller delresultater - selv forskningsreferateme er forkvaklede til uanvendelighed. Ansvaret for udsendelsen af et værk, der ikke er værd at læse, må forfatteren dele med redaktionen af Råttshistoriskt bibliotek.