Bo Öhngren: Folk i rorelse. Samhällsutveckling, flyttningsmonster och folkrorelser i Eskiltuna 1870-1900. Uppsala, Studia Historica Upsalensia 55. Utgivne av Historiska Institutionen vid Uppsala Universitet genom Sven A. Nilsson, Sten Carlsson och Carl-Göran Andrae, 1974. 414 s.

Den svenske socialhistoriker Bo Ohngren har som deltager i Uppsala-projektet »De folkeligeroreiser« fremlagt en undersøgelse af samspillet mellem Stor-Eskiltunas socio-økonomiskestruktur ca. 1870-1900 og tre lokale bevægelser fra samme periode, nemlig diverseudbrydergrupper fra den svenske statskirke (1870'erne), afholdsbevægelsen (1880'erne)og fagforeningerne/Socialdemokratiet (1890'erne). Disse bevægelser mønstrede omkringårhundredskiftet en tilslutning på 457 %o af den samlede befolkning i Uppsala (tabel1, s. 14). Udtrykt i (Ohngrens) tal omfattede de tre bevægelser da 6.400 medlemmer mod ca. 150 i 1870 (s. 181 jf. tabel 41, s. 184 og tabel 42, s. 188). Sidstnævnte fordelte sig på Eskiltuna Missionsforening og Eskiltuna Baptistforening; i 1900 var der 1.790 i frikirkerne, 2.155 i afholdsbevægelsen og 2.495 i fagforeningerne. Det kan forekomme en dansk læser en kende dristigt at rubricere så vidt forskellige bevægelser under eet, og forf. rykker da også ret sent ud med en definition på begrebet »en folkelig bevægelse« (s. 180). Iflg. denne skal en bevægelse af denne art arbejde på længere sigt, have et ideologisk-gærende element, have frivillig tilslutning, bred folkelig opbakning og dynamiskgennemslagskraft. Endvidere skal den være opstået på basis af enkeltmands initiativog stå i opposition til staten. Trods al rummelighed forekommer det som om fagforeningsbevægelsenkun med vanskelighed lader sig indplacere i denne definition. Når forf. alligevel samler dem under een hat, skyldes det den omstændighed, at vælgerne fra disse tre grupper faktisk stod sammen ved 2. kammervalgene i perioden. Derved lykkedesdet i 1890 at få valgt en frisindet venstrefløj smand fra afholdsbevægelsen. Her kan man altså tale om et vist interessefællesskab uden at forf. i øvrigt ofrer dette begreb større opmærksomhed. Snarere vil han med udgangspunkt i amerikansk sociologisk forskning omkring gruppeadfærd inden for organisationer med ideelt betinget, frivillig medlemsskabse de tre bevægelser som udtryk for nyetablerede samfundsgruppers behov for samlingomkring ret så abstrakte ideer. I sin i øvrigt udmærkede analyse viger Ohngren derforuden om det oprør, de folkelige bevægelser fundamentalt set er udtryk for. Jeg tænkerher

kerherpå frikirkerne over for statskirken, afholdsbevægelsen over for borgerskabets kommercielleog skattepolitiske udnyttelse af brændevinsbrændingen og arbejderne over for arbejdsgiverne. Det er i grunden ret paradoksalt, at afhandlingen her opleves som værendenoget lukket i sit sigte, eftersom Bo Ohngren i de forudgående kapitler med stor energi og analysebevidsthed retter opmærksomheden mod industrialiseringens økonomisksocialekonsekvenser for den arbejdende befolkning i Eskiltuna med omgivende sogne Fors og Kloster. Dygtigt og grundigt analyserer han vældige datamasser vedr. 30.000 mennesker fra dette område samt andre 50.000 fra byer, der inddrages til sammenligning.Resultaterne herfra kan hverken delt eller delvis refereres i denne anmeldelse, men det kan dog antydes, i hvilket omfang forf. når sit erklærede mål: at studere sammenhængenmellem områdets socio-økonomiske struktur og de folkelige bevægelsers sociale rekruttering samt politiske aktivitet (s. 11-12).

I kapitlet »Eskiltuna og industrialiseringen« viser han ud fra en analyse af det erhvervsstatistiske materiale, hvordan en kombination af indre befolkningsekspansion og tilvandring udefra bringer industriarbejdernes andel af befolkningen i Stor-Eskiltuna op fra 15 til 90 %. Heraf tegner jern- og maskinindustrien sig for 70 % af erhvervsudøverne inden for industrien og håndværket. Fabriksantallet vokser samtidigt fra 3 til 120, hvoraf dog de allerfleste er mindre virksomheder. Denne eksplosionsagtige vækst i indbyggertallet (fra 8.439 til 24.580 personer) belyser han nærmere i kapitel III: »Befolkningsudvikling og befolkningsbevægelser«. Tiltrukket af industrialiseringsprocessen vandrer især familier fra de nærliggende områder til Eskiltuna, men p.g.a. selve byområdets funktion som et slags reservat for de oprindelige beboere kanaliseres en stor del af de 9.421 tilflyttere ud i forstadssognene. Tilflytterne måtte også iflg. sagens natur tage hovedparten af de ukvalificerede jobs. Ikke mindre end 40 % af den voksne befolkning var født i rent agrare områder, men det er tankevækkende, at kun halvdelen af disse opgav et sådant område som sidste opholdssted før indflytningen. På linje med mange amerikanske forskere betoner Ohngren, at den sociale mobilitet ikke ændrer sig stort i løbet af perioden. I kapitel IV: »Den socio-økonomiske struktur« bruger han de kommunale skatteansættelser til at rekonstruere indkomstudviklingen. Kontrolundersøgelser i enkelte virksomheders lønningsregnskaber synes her at vise, at man ved at forhøje de anslåede beløb for skattepligtig indkomst med 150 kr. inden for indtægtsrammen 400-1.500 kr. kan komme ret tæt op ad de virkelige indkomster. Eftersom en skattepligtig indkomst på 800 kr. gav stemmeret, er det i mere end een forstand betydningsfuldt, at halvdelen af arbejderne i 1900 havde indtægter på 800-2.500 kr. - på niveau med de lavere tjenestemænd o. lign. Det er dog først fra 1890'erne, at man med forf.s ord kan tale om »exceptionelt godartede økonomiske forhold i Eskiltuna« (s. 151).

Under overskriften >Eskiltuna og de folkelige bevægelser« (kap. V) viser Bo Ohngren, hvorledes især de lokalt fødte som de tilvandrede - og efterhånden vellønnede - arbejdere dominerer 1880'ernes afholdsbevægelse og - naturligvis - 1890'emes fagforeningsbevægelse. Frikirkerne har ved siden af deres religiøse betydning også den funktion at være de tilflyttedes tilpasningscentral i bytilværelsens første, vanskelige periode. Som allerede omtalt belyser forf. i kapitel VI: »Vælgerstruktur og vælgeraktivitet 1872-1908« og kap. VII: »De folkelige bevægelser og valgene til 2. kammeret 1875-1902«, hvorledes en ny tids vælgere reagerede over for det omgivende samfund. Et virkelig betydningsfuldt resultat af den foretagne analyse er her, at de folkelige bevægelser ved valgene i 1890 og 1899 kan mønstre en større valgdeltagelse end andre vælgergrupper af tilsvarende kategori. Efter 1893 kan man iagttage, at valgdeltagelsen falder i de højere indkomstgrupper, medens den modsvarende går op blandt personer med lavere indkomst.

I sin sammenfatning af den på mange måder perspektivrige og dybtloddende undersøgelseudviser

søgelseudviserforf. en rosværdig tilbageholdenhed over for tanken om at slutte fra forholdenei Eskiltuna til andre svenske bysamfund. I stedet bestræber han sig på at trække forbindelseslinjer mellem undersøgelsens enkelte dele. Han har givet ret i sin påstand om, at industrialiseringsprocessen er en afgørende forudsætning for de folkelige bevægelsersudvikling i perioden. Som man også måtte vente, er bevægelsens medlemmer mere aktive i politik end ikke-medlemmer. Værdifulde er også forf.s resultater fra kortlægningenaf indkomstudviklingen. Her træder en gruppe relativt velaflønnede arbejdere frem som den fremstormende arbejderbevægelses spydspidser. Straks vanskeligere er det for Bo Ohngren at få skabt en overbevisende sammenhæng mellem de tre på hinanden følgende oprørsformationer, som udgør de folkelige bevægelser i byen. Det er også lidt af en udfordring for tanken, at disse bevægelser på een gang skal fungere som tilflytterneskontaktcentrum og som den fastboende, færdiguddannede arbejderelites politiske interimsplatform.Man må meget håbe, at forf. med udgangspunkt i Eskiltuna-undersøgelsenvil se sig i stand til at placere de folkelige bevægelser i Sverige i et større, rigssvensk perspektiv. R „ Tje]rn._v p-j,-*,-