A. Bode: Die Flottenpolitik Katharinas II und die Konflikte mit Schweden und der Türkei. Wiesbaden, O. Harrasowitz (Komm.) 1979. 300 s. DM4O.

Bogens titel dækker fuldt dens emne, at belyse, hvorledes Ruslands flådemagt udvikledes i 1700-tallet og dens betydning i krigstid under Katharina 11. Siden det 16. århundrede havde Rusland - et 'landlocked' rige - kæmpet for adgang til havet, men havde først afgørende held i det 18. århundrede. De første successer beroede på Peter den stores sejre i den store nordiske krig, og Katharina II fulgte hans politiske spor. Rusland fik adgang til Østersøen, det azovske hav og Sortehavet, og den russiske flåde kunde med held sættes ind i krigene mod Sverige og Tyrkiet. Bogens første del præsenterer omhyggeligt og præcist de problemer, der var forbundet med skibsbygning, den ny flådeorganisation, de tekniske og økonomiske aspekter, spørgsmålet om arbejdskraft og regeringens omkostninger (s. 15-54).

Bogens andel del (s. 57-128) præciserer flådens rolle i Katharinas opgør med Sverige

og Tyrkiet 1768-92. Forfatteren dokumenterer den nære sammenhæng mellem flådens størrelse og Ruslands udenrigspolitik. Hans grundkonception har stor interesse, og hans præsentation røber hans evner for at mestre komplicerede sammenhænge. Enkelte ting kræver dog korrektion: 1768-71 var der bondekrig og ikke borgerkrig i Ukraine; selvom Panins politik gentagne gange behandles, foretages der ikke noget forsøg på en sammenfattendekarakteristik; og det er en brist, at forf. ikke har benyttet D. L. Ransels værk The Catharinian Russia. The Panin Party (1975).

Under behandlingen af Ruslands indblanding i Sveriges interne anliggender nævner Bode ikke den meget vigtige russisk-preussiske traktat 1764 eller traktaten mellem de samme magter 12. okt. 1769. Traktaten 1764 optog ikke blot en hemmelig overenskomst om Polen, men også vedrørende Sverige. Preussen og Rusland forpligtede sig til at hindre enhver ændring af den svenske forfatning fra 1720. Traktaten 1769 anførte muligheden for preussisk intervention i svensk Pommern og russisk intervention i Finland. Forf. nævner en passant eksistensen af Varåla-freden, men uden at gå i detailler og tillægger den ingen betydning for de russisk-svenske relationer.

Transskriptionen af franske citater i noterne lader meget tilbage at ønske; der kan undertiden være 8-9 småfejl i en enkelt sætning således, at dens mening helt ændres. Bibliografien anfører en række hovedværker og tidsskrifter, som dog kun benyttes sporadisk, f. eks. Ruskaja Starina bd. 1-176, Ruskij Sbornik bd. 1-50 eller E. Tarlé, Works bd. 1-10; hvilke bind har han virkelig brugt? Bogens register er unøjagtigt og inkonsekvent. Men Bodes bog illustrerer meget godt den russiske krigsminister, D. Milutins tese i et brev til czar Alexander II i 1867: »Takket være hæren er Rusland blevet en førsterangs europæisk magt; kun ved at opretholde hæren kan Rusland bevare den position, det har opnået. Hverken russisk industri, dets handel eller dets kultur har givet Rusland rang af stormagt«.