Hans Wallentin: Arbetsloshet och levnadsföorhållanden i Gb'teborg under 1920-talet. Meddelanden från Ekonomisk-Historiska Institutionen ved Goteborgs Universitet 42, 1978. 275 s. incl. tabeller. Thomas Furth: De arbetslosa och 1930-tals-krisen. En kollektiv-biografi over hjälpsökande arbetslosa i Stockholm 1928-1936. Stockholmmonografier utgivna av Stockholms kommune. Sthlm., Almqvist & Wiksell, 1979. 300 s.+tabelbilag.

Hans Wallcntins og Thomas Fiirths socialhistoriske disputatscr har arbejdcmcs levevilkar som deres ccntrale emne. Arbejdsloshedens omfang, dens karakter og dens arsager - er ogsa - og maske navnlig var i mellemkrigstiden - en saerdelcs vaesentlig komponent. Begge studier er lokalstudier af store bykommuner med de muligheder det giver for at komme ned under de aggregerede tal i nationalstatistikken og med de begraensninger i generaliseringer, lokalstudier altid medforer. Begge forfattere benytter sig af den velkendte svenske akademiske stil, der i hvert kapitel, evt. i hvert afsnit, forst redegor for, hvad der hidtil er naet, sa hvad forfatteren nu agter at belyse, derpa endelig selve bradstoffet* til sidst en sammenfatning. Det giver overskuelighed og sikkerhed som i en opslagsbog, men ogsa en hoplitagtig tunghed i fremstillingen.

Her hører imidlertid også ligheden mellem bøgerne op. Hans Wallentins undersøgelsesniveauer
makroplanet, hans første og betydeligste spørgsmål er, hvor stor egentlig

arbejdsløsheden var i 1930ernes Goteborg. Det hidtidige svar har været baseret på fagforeningernesoplysninger om arbejdsløshedsprocenten blandt de organiserede arbejdere, og så har man mere eller mindre slumpmæssigt forhøjet procenten under hensyn til antalletaf uorganiserede. Beregnet på denne måde får man en drastisk stigning i arbejdsløshedenunder industrikrisen 1921-22 og derefter et fald til ca. 10 % i resten af tiåret. Man har herved - formodentlig også under påvirkning fra samtidens politiske debat noteretat 10 % arbejdsløshed var uacceptabelt høj og i hvert fald højere end i førkrigstiden.

Hans Wallentin argumenterer overbevisende for, at denne beregningsmetode er for usikker. Ikke blot var organisationsprocenten lav, den var også svingende bl. a. under påvirkning af konjunkturerne, men ikke i lige høj grad for forskellige fagforbund og ikke engang entydigt i samme retning.

Opgivelserne fra fagforeningerne kan altså ikke bruges til at belyse den relative arbejdsløshed
fra år til år og slet ikke til at sige noget om arbejdsløshedens absolutte størrelse.

Den offentlige arbejdsformidlings rapporter er heller ikke noget sikkert grundlag for arbejdsløshedens størrelse. Tilbøjeligheden til at melde sig til arbejdsformidlingen påvirkedes af ændringer i statens og kommunernes arbejdsløspolitik, og omfanget af direkte, privat jobsøgning er ukendt.

Hans Wallentin introducerer nu en indirekte metode til at bestemme arbejdsløshedens størrelse. Antallet af arbejdere mellem 16 og 65 år fradrages et estimeret gennemsnitlig antal syge, personer under uddannelse, kvinder beskæftiget ved børnepasning og personer der af tjener deres værnepligt. Resten må enten have været i arbejde eller arbejdsløse. Omregnet til helårsarbejdere (= 2400 timer) og med den gennemsnitlige timeløn skulle de have tjent et vist beløb, der så kan sammenlignes med skattemyndighedernes oplysninger om deres indtægt. Forskellen mellem den »optimale« indtjening og den for skattemyndighederne > faktiske« indtægt angiver arbejdsløshedens størrelse.

Dette er - i lidt forenklet udgave - Hans Wallentins bud på en ny beregningsmetode. I svensk Historisk Tidskrift 1979.4 har Gunnar Persson rejst en, som det forekommer, berettiget tvivl om metodens nøjagtighed og/eller sikkerhed. Helt bortset fra vanskeligheden med at finde rimelige tal for sygedage, og antallet af hjemmegående husmødre, der eventuelt stod eller ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, er også hovedvariablerne, ligningsmyndighedernes indkomst-fastsættelse og den faktiske gennemsnitlige timefortjeneste, omgærdet med en ikke ringe usikkerhed. Det er med til at komplicere billedet, at lønforskellen mellem højtlønnede og lavtlønnede arbejdere ikke var den samme 1920erne igennem.

Hans Wallentins afgørende resultat, at arbejdsløsheden i tiden efter krisen 1921-22 ikke kom ned på de 10 % men lå så højt som 20 % resten af tiåret, må nok under hensyn til usikkerheden, specielt den systematiske fejlkilde i beregningen af den gennemsnitlige timefortjeneste, modificeres noget. Tilbage bliver en ny interessant tilgang til problemkomplekset og dermed en udfordring til at raffinere metoden.

I skildringen af arbejdernes levevilkår indgår også en redegørelse for det offentliges støtteforanstaltninger i form af nødhjælpsarbejde til betaling noget under tariffen og arbejdsløshedsunderstøttelse. »Genom frånvaron av et individrelaterat kållmateriak, skriver Wallentin, >blir dock kartlåggningen relativt summarisk«. Det er præcis denne udfordring Thomas Furth har taget op i sin >kollektivbiografi«. Grundmaterialet består først og fremmest af Arbetsloshetskommitténs og fattigvæsenets registre fra Stockholm i 1930erne. Fra personalaktemes 20.073 personkort er der tilfældigt valgt 988 individer og blandt dem var der 666, som var arbejdsløse den 28. febr. 1933, da krisen var på sit dybeste. Det er da disse 666 personer, hvis arbejdssituation og levevilkår belyses.

Et centralt problem i afhandlingen er, om det var individuelle egenskaber, der var den væsentlige faktor i forbindelse med arbejdsløshedssituationen. Var der tale om »arbejdsmarkeds-handikap« som f. eks. sygdom, manglende faglig uddannelse, alkoholmisbrug, ungdom eller alderdom. Fiirth deler i tre hovedgrupper, de førkrisearbejdsløse, de periodiske arbejdsløse (hvilket åbenbart hovedsageligt, men ikke entydigt, er de med saesonbestemt arbejde) og endelig de krise-arbejdsløse. I stedet for at sammenligne med en »kontrolgruppe«, der beholdt arbejdet under krisen, sammenlignes de krisearbejdsløse med de førkrisearbejdsløse, og der konstateres en forskel i procenten af fagligt uddannede. Herved konstateres både, at manglende faglig uddannelse var et arbejdsmarkedshandikap, og at krisen, efter som den også ramte faguddannede (50 % af de krisearbejdsløse), ikke kun sorterede efter individuelle egenskaber, men ramte i flæng. Hvor interessante resultater der end fremdrages ved det meget indgående studium af denne karakter må man nok — som Fiirth også i sin sammenfatning er klar over - konstatere at der ikke er fundet nogen erstatning for en egentlig kontrolgruppe.

Fiirth gør en overraskende konstatering i forbindelse med de sæsonarbejdsløse (s. 168 ff.). De blev i efteråret 1931 arbejdsløse på samme tid af året som de plejede. De kunne se frem til en arbejdsløshedsperiodc på 4 til 5 måneder, heri var intet usædvanligt, men netop det år henvendte de sig i stort tal til Arbetsloshetskommittén allerede efter l/a til 2 måneder - altså før de kunne vide, at den næste sæson ikke ville give dem beskæftigelse på normal måde. Havde de, spørger Ftirth, en forudanelse om, at arbejdsløsheden dette år ville blive af lang varighed? I kapitlets sammenfattende afsnit (s. 187) nævnes, næsten i forbifarten et muligt svar på spørgsmålet. »De hade på så satt accepterat understodstagerrollen«. Årsagen hertil uddybes ikke nøje, men må rimeligvis være, at individuelle handikap ikke syntes at spille samme rolle i beskæftigelsessituationen nu, hvor der var så mange arbejdsløse af alle fag, aldre, o.s.v.

Det er imidlertid ikke en tilfældig formodning i forbifarten. Det er det empiriske grundlag for at bekræfte en hypotese fra indledningskapitlet, nemlig at der fandt en mentalitetsændring sted under depressionen i 1930erne. Kravet eller forventningen om økonomisk støtte fra det offentlige blev almindeligt accepteret, den stigmatiserende virkning af at »ligge samfundet til byrde« forsvandt. Jeg tror denne konstatering er helt rigtig - også dens udbredelse til at blive den overvejende offentlige mening. Men den empiriske begrundelse er lovlig beskeden. Hvis Wallentins tese om den høje arbejdsløshed under højkonjunkturen i slutningen af 1920erne er blot tendentielt rigtig, så har arbejdsløsheden i 1930eme ikke haft samme relativt dramatiske karakter. Så må årsagerne til og karakteren af mentalitetsændringen søges i et mere kompliceret samspil.

Den omtalte mentalitetsændring er et led i Fiirth's stillingtagen til diskussionen om krisens karakter. lidt firkantet sagt er spørgsmålet, om krisen var en kortvarig parentes, en afbrydelse af Sveriges udvikling, eller om den betød et vendepunkt i den politiske og økonomiske udvikling. Fiirth hævder med baggrund i sin undersøgelse af levevilkårene at krisen bestod af en depression for erhvervene og forskudt i forhold hertil en arbejdsløshedskrise og en social krise, idet det varede et stykke tid ind i den efterfølgende konjunkturopgang, inden de arbejdsløse kunne vende tilbage til det tidligere beskæftigelsesmønster.

Den sociale krise far ked og blod i konstateringen af, at en ganskc stor del af de 666 undersogte personer i arbejdsloshedsperioden kom ned under 50 % af deres tidligere indtaegt, og at deres forbrug af fadevarer har mattet baere en vaesentlig andel af nedgangen.

De 666 undersøgte er, så vidt det har været muligt, fulgt et stykke ind i konjunkturopgangen
- eller indtil de igen fik regelmæssigt arbejde, således at arbetsloshetskommitténikke

ténikkelængere var i forbindelse med dem. Fiirth inddeler dem i en A-, en B- og en Cgruppei forhold til hvor hurtigt de fik normalt beskæftigelsesmønster. Ikke underligt finder han en sammenhæng mellem deres situation før krisen og deres placering i A, B eller C. Men han konstaterer også, at nogle af de krisearbejdsløse, der iøvrigt ikke havde konstaterede arbejdsmarkedshandikap, mod forventning må rubriceres i C-gruppen, d.v.s. at de efter krisen ikke fik arbejde eller kun kortvarig, uregelmæssig og som oftest ringerearbejde. De var altså ramt af en arbejdsmarkedsmæssig deklassering som en følge af krisetidens arbejdsløshed. Det er et resultat med et vist perspektiv i; men igen her savner man en kontrolgruppe. De 666 undersøgte var ikke blot arbejdsløse den 28. febr. 1933. De havde på det tidspunkt været arbejdsløse ganske lang tid, i det mindste mellemet halvt og trekvart år. Samplet består af personer der tilhørte, om ikke en egentligmarginal gruppe, så i nærheden af den. At der skulle være nogle, som ganske vist under krisen for første gang henvendte sig til det offentlige om understøttelse, men iøvrigttilhørte en »truet« kategori, bør ikke undre. Fiirth's behandling af dette emne er måske udslag af en tendens til at se de 666 undersøgte personer som hele arbejderbefolkningen,selvom det naturligvis ikke gøres eksplicit.

Thomas Fiirth's bog er blevet til indenfor forskningsprojektet 'Kris och krispolitik i
Norden under mellankrigstiden'. Den afspejler et støt arbejdende, resultatgenererende
arbejdsmiljø.