Sven Lundkvist: Politik, nykterhet och reformer. En studie i folkrorelsernas politiska verksamhet 1900-1920. Studia Historica Upsalensia 53. Stockholm, Uppsala, Almqvist & Wiksell, 1974. 407 s. English summary.

I denne, beklageligvis noget forsinkede, anmeldelse af Sven Lundkvists doktordisputats om samspillet mellem afholdsbevægelse og politisk virksomhed i Sverige 1900-20 kan der ikke blive tale om at give et blot nogenlunde dækkende indholdsreferat af en så stofmættetbehandling af emnet. Snarere må det tilstræbes at fremdrage nogle hovedlinjer, som forhåbentlig kan give læseren en orientering om bogens brugsværdi i en historisk arbejdssituation. Forf.s mål har været at skildre, hvorledes afholdsbevægelsen, der sammenmed frikirkebevægelsen og arbejderbevægelsen traditionelt opfattes som de folkeligesvenske bevægelser, har fungeret i en almen politisk sammenhæng. Derfor stiller han det fornuftige spørgsmål, hvad der siges om afholdssagen i såvel bevægelsens som de politiskepartiers programmer og udtalelser. Resultaterne herfra konfronteres herefter med de resultater, bevægelsen opnår i en politisk sammenhæng. Analysen rulles her op over en 3-faset model: først undersøges bevægelsens forankring i en gruppemæssig sammenhæng(overskrift »Ekologi och politiska syften«), dernæst drøftes de mål og midler, der tages i brug til dette formål (overskrift »Politisk infiltration«) og endelig vurderes de resultater, der opnås herved (overskrift »Politikens innehåll«). Fremstillingen er disponereti tolv kapitler inkl. et indledningskapitel med problemstilling og redegørelse for kildematerialetog en afsluttende opsummering på hhv. svensk og engelsk. Valget af afholdsspørgsmåletsom analyseobjekt motiveres med emnets funktion som et gennemgående, ideologisk farvet og dermed stærkt engagerende enkeltproblem inden for en bredere vifte af sociale spørgsmål. Problemet er så bare, at afholdssagen får en dobbelt funktion i en politisk sammenhæng. I det ene øjeblik er det for de implicerede parter et reelt, selvstændigtproblem, hvis løsning man søger at fremme ved hjælp af dertil egnede midler; i det andet er det et vikarierende motiv, der så at sige skjuler bagvedliggende mål af mere principiel karakter, først og fremmest kravet om indførelse af alm. valgret. Ved at kræve spørgsmålet om ret til udskænkning og salg af stærke drikke i en givet kommune afgjort lokalt gennem en folkeafstemning forestillede afholdssagens politiske fortalere sig, at dette automatisk ville lede frem til et uafviseligt krav om alm. valgret. Stadig vurdereti en større poitisk sammenhæng måtte en tørlægning af en kommune nødvendigvis lede frem til indførelse af andre beskatningsformer end spiritusskatten. Svend Lundkvist

viser her (s. 276 f.) hvor stor en procentdel af statens, kommunernes, landstingenes og husholdningsselskabernes indtægter, der i årene 1901-10 hidrørte fra alkoholbeskatningen.I mindre byer kunne det nærme sig en femtedel af samtlige offentlige indtægter. Det er derfor indlysende, at netop afholdssagen måtte få stor politisk betydning i periodenforud for den alm. demokratisering af det svenske samfund. Da denne så fandt sted i årene 1918-21, måtte afholdssagen følgelig miste noget af sin politiske tiltrækningskraft. Medlemstallet gik da også ned fra ca. 1910, hvorimod frikirkernes grad af tilslutning modsvarende øgedes.

Efter forf.s opfattelse indebærer sagens alm. politisering, at der ikke eksisterer et ligefremtproportionsforhold mellem bevægelsens numeriske og politiske styrke. Alligevel gør han meget ud af at vise, hvordan afholdssagens talsmænd søger at maksimere den folkeligestyrke bag programmet, bl. a. ved at etablere samarbejdsorganer mellem de tre folkeligebevægelser. Her løber han imidlertid ind i en række vanskeligheder. Det er nemlig en kendsgerning, at mange mennesker i datidens Sverige var medlem af alle tre bevægelser.Dernæst viser en analyse af medlemstallene, at bevægelsernes tilslutning er stærkesti de industrialiserede områder i det mellemste Sverige. Især var det tilflyttere fra landdistrikterne, der meldte sig ind i frikirkerne og afholdsbevægelsen. Alene af den grund må bevægelserne komme til at fungere som artikulationskanaler for en række krav, der har videre sigte end det rent ideologiske, holdningsmæssige. Når den svenske forskningtraditionelt kæder de to ideologiske bevægelser sammen med Socialdemokratiets fremvækst, bliver resultatet, set med anmelderens øjne i hvert fald, en lidt forvirrende blanding af folkelig og politisk gruppevirksomhed. Dermed træder de ideologiske aspekterfor meget i baggrunden. Nok er det givet, at afholdssagens og frikirkernes talsmænd måtte tillægge den politiske virksomhed stor betydning, men der foregik da også en mængde ting på det organisatoriske plan med adresse mod den sum af holdninger, der gjorde sig gældende på medlemsniveau. For frikirkernes medlemmer må det religiøse spørgsmål have vejet nok så tungt som det politiske - og de pågældende behøvede vel ikke pr. definition at være afholdsfolk. Tilsvarende må den individuelle holdning til spiritusproblemethave været en faktor, som har spillet en stor rolle for afholdsbevægelsensforskellige organisationsled. Var flertallet af svenske socialdemokrater før 1. verdenskrigafholdsfolk og frikirkemedlemmer eller betalte de under indtryk af gruppepres og andre former for kollektive holdningsdannelser pligtskyldigst et medlemskontingent til disse to organisationer? Sat lidt på spidsen kunne man spørge: Hvad er det man måler, når man undersøger afholdsspørgsmålets vægt i en politisk helhed? Er det emnets iboende,folkelige appel eller er det blot dets taktiske brugsværdi i en politisk sammenhæng? Stadigt set med anmelderens øjne er det i Sven Lundkvists undersøgelse vanskeligt at se forskellen mellem politisk virksomhed i regelret forstand og de folkelige bevægelsers påståede pressionsvirksomhed over for det politiske system. Det er samvirkende, ikke konkurrerende faktorer. Dermed være på ingen måde sagt, at forf. overser disse problemer,tværtimod ofrer han netop det vikarierende motiv betydelig opmærksomhed. Endvidereer han prisværdigt opmærksom på, at en organisationsdannelse som afholdsbevægelsenbestår af flere forskellige underorganisationer med noget forskellige opfattelser. Forståeligt nok kvier han sig ved helt at bortkaste den møjsommeligt opbyggede forståelsesrammei bogens første hovedafsnit. Den stærke centrering omkring de politiske aspekterhar imidlertid givet bogen en slagside, der spærrer af for en klar erkendelse af de socialhistoriske problemstillinger. Måske skal en del af forklaringen søges i, at det overleveredemateriale så stærkt betoner det politiske moment. Hverdagen i de svenske afholdsforeningerog frikirker i disses samspil med det omgivende samfund er en forskningsopgave,som påkalder sig opmærksomhed. Sven Lundkvists gode og solide bog har

derimod givet os en forklaring på, hvorfor netop afholdsspørgsmålet i denne periode påkaldtesig
videre opmærksomhed end blot dette i øvrigt meget vigtige forhold at være
et program for en højnelse af den svenske almues sociale tilværelse.