Gustav Utterstrom: Fattig och foraldralos i Stockholm på 1600- och 1700-talen. Acta Universitatis Umensis. Umeå Studies in Humanities 14. Umeå 1978. 248 s. S.kr. 75 (+ moms).

Det bør straks fastslås, at professor Utterstroms bog er usædvanligt righoldig og mangesidet facetteret. Den består som helhed af to - socialhistorisk nært forbundne - studier over 'manufakurer, børnearbejde og admiralitetet i Stockholm' fra børnehusets start 1624 til dets reorganisation 1785 og over konsumption og levestandard i institutionen 1674-1781. Forf. analyserer meget indgående og nuanceret anstaltens vekslende funktioner gennem hele perioden af tekstilmanufaktur (hovedsageligt til den svenske flåde) og af børneforsorg for Stockholms proletariat. Iøjnefaldende er det, at antalten først i 1630'erne optog børn og indtil da - under ledelse af rigsadmiral Claes Fleming og i den mest hektiske krigsperiode - fungerede som leverandør til den svenske flåde, især af sejldug {buldan). Vigtig er ligeledes påvisningen af, at konjunkturforholdene for råvarer - hør og hamp fra de baltiske provinser — omkring 1650 blev således, at produktionen måtte indstilles.

Ikke mindre betydningsfuld i den internationale sammenhæng er diskussionen af børnehusets konsumption og levestandard, naturligt nok knyttet til den svenske diskussion siden Eli F. Heckschers pionerarbejder. Trods horrible levevilkår på anstalten synes konsumptionen (ligesom Olaf Olsen har påvist for Københavns tugt- og børnehus; forf. synes ikke at kende dette arbejde) at have været tålelig (omend overvejende af vegetabilsk art) og i hvert fald bedre end i samtidens tyske institutioner.

Kun et enkelt punkt giver anm. anledning til et par kritiske bemærkninger. Prof. Utterstromanfører (s. 16 og oftere), at Axel Oxenstierna 1619—24, vist efter Gustav II Adolf s direktiver, arbejdede med en systematisk reform af rigets fattigforsorg. Børnehusplanerne har deres plads i denne sammenhæng; de omfattes med interesse af regeringen, men

krydses bestandig af manufaktur- og militære hensyn. Johan Skyttes oprindelige plan, som lagde hovedvægten på forsorgens humane sider, kombineres da også i den endelige fundats 1624 med manufakturtanken, og brydningerne iagttages fremdeles, ikke mindst under Claes Flemings auspicier. Det betones derimod næppe tilstrækkeligt, at Stockholmfundatsensdualisme snarest er tidstypisk; beslægtede strukturer genfindes f. eks. bag det københavnske tugt- og børnehus 1605 og definitivt 1621. Kritiken kan således sammenfattesi tre punkter: Der savnes et baggrundsrids af den ældre, svenske fattiglovgivnings principper, der kunde have været henvist til, at tugthuse efter nederlandske mønstre netop udbredes over Nordeuropa i disse årtier, og man kunde have ønsket en komparativ analyse af den svenske og andre fundatser. Kritiken anfægter blot naturligvis ikke bogensstyrke. Den fortjener at blive læst og inddraget i den løbende socialhistoriske diskussion,også udenfor Skandinavien.