Mogens Herman Hansen: Apagoge, Endeixis and Ephegcsis against Kakourgoi, Atimoi and Pheugontes. A Study in the Athenian Administration of Justice in the Fourth Century B.C. Odense University Press 1976. 171 s., kr. 60 + moms.

Må kun åbnes af indviede, synes titlen at sige, og flere ville nok også have åbnet bogen, hvis den havde heddet f. eks. Undemocratic Aspects of Democratic Athens. A Study in Criminal Law and the Prosecution of Criminals in Fourth Century Athens. Det handler bogen om. Den er en revideret udgave af forf.s disputats Atimistraffen i Athen i Klassisk Tid, Odense Universitetsforlag 1973. Under indtryk af oppositionen er bogen omstruktureret, således at det overordnede led nu er procesformer, der kunne anvendes over for blandt andet attiske borgere, der ikke respekterede deres atimi. Substansen er den samme som i disputatsen, dog med tilføjelse af et kapitel (vi), der forhøjer bogens værdi som opslagsværk betydeligt.

Kritisk over for andre forskeres forsøg på at give en diakronisk fremstilling af Athens retsvæsen, koncentrerer forf. sig om Athen i 4. århundrede. Vort kildemateriale dækker kun en periode på lidt over 100 år (ca. 430—320), og det er efter forf.s mening utilstrækkeligt til at rekonstruere en retsudvikling over 400 år (ca. 700-300). Samme holdning ligger til grund for forf.s systematiske fremstilling af Athens demokrati, hvor fem af de planlagte seks fascikler nu foreligger. {Det Athenske Demokrati i 4. årh. f. Kr. Museum Tusculanum 1979—80).

I bogens første kapitel søges begreberne apagoge, endeixis og ephegesis defineret. Tidligere gængse definitioner bygger alle på en undersøgelse af H. Meuss fra 1884. I modsætning til disse konkluderer forf. overbevisende, at de tre begreber dækker over varianter af en og samme procestype: Apagoge indledes med arrestation af forbryderen, der i visse tilfælde kan henrettes uden forudgående retssag. Arrestationen foretages af anklager. Ved endeixis går en anmeldelse forud for arrestationen, og det er anklager, der afgør, om der overhovedet skal foretages en sådan. Ephegesis indebærer, at anklageren får en embedsmand til at foretage arrestationen for sig, men ellers er proceduren den samme (s. 9-35).

Afsnittene om de pågældende procesformers anvendelsesmuligheder er af mere almen interesse, og det gælder især det meget velskrevne afsnit om atimi (s. 54-98). Atimi oversættes almindeligvis ved »fortabelse af borgerrettighederne«, men forf. viser, at total atimi var noget langt alvorligere, der betød fortabelse af alle rettigheder. Kun borgere kunne rammes af atimi. Det var således ikke en straf for kvinder: Dels manglede de et sæt af rettigheder, som mændene kunne berøves ved atimi, dels kunne de slet ikke komme til at begå flertallet af de forbrydelser, der straffedes med atimi, desertering fra hær eller flåde, tredie gangs frafald af anklage i en offentlig proces etc. Den parallel, forf. finder for kvinder, afspejler meget godt kvindens position i det offentlige, både hvad angår forbrydelsens art og den straf, hun kunne idømmes: Hvis en kvinde af borgerstand blev grebet i utroskab eller en dermed beslægtet forbrydelse, kunne hun formenes retten til at smykke sig og til at betræde nogen helligdom (s. 56).

Apagoge, endeixis og ephegesis er af andre forskere blevet brugt til at illustrere en positiv udvikling i attisk retsvæsen, idet man antager, at arrestation og administrativ henrettelse(apagoge) er blevet afløst af anmeldelse og obligatorisk proces {endeixis). Den udviklingshistorie afvises i seks punkter, baseret på forf.s undersøgelse af alle kendte eksemplerpå procesformernes anvendelse (s. 113—118), og i det påfølgende afsnit gøres op med samme forskeres optimistiske vurdering af den attiske retspleje i 4. århundrede, hvor

selvtægt og administrative straffe stadig havde hjemmel i lovene (s. 118-121). Det sidste kapitel er nyt, et katalog over samtlige kendte tilfælde af de omhandlede procesformers anvendelse. Kataloget er opbygget efter samme forbilledlige mønster som i forf.s bøger om folkedomstolens suverænitet. (Anm. i HT 1978, s. 353-355).

Bogens afvisende titel er for så vidt rammende som især første afsnit er spækket med
uoversatte græske citater, men den er unødigt afskrækkende, for også uden græskkundskaber
kan man have nytte af bogen både i dens helhed og som opslagsværk.