Anthony Adamthwaite: France and the Coming of the Second World War, 1936-1939. Frank Cass and Company Ltd., London 1977. 434 s.

Bogen, der var afsluttet i 1974 og har rod i en disputats fra 1966, giver en bred analyse
af Frankrigs problemer i mellemkrigstiden, med særlig vægt på udenrigspolitikken mellem1936-39.
Den er opdelt i 3 dele, en om begivenhedshistorien til og med Anschluss

marts 1938, en om strukturen i den franske udenrigspolitiske beslutningsproces og endeligen
om kriserne i 1938-39.

I lighed med en udbredt forskningsretning søger forf. at fremstille sammenhængen mellem fransk indenrigs- og udenrigspolitik, men det bliver desværre stort set ved forsøget. De indledende afsnit giver et udmærket overblik over det franske samfunds økonomisksociale struktur og politiske system under den tredje republik. De giver også et rids af den franske stats problemer efter 1918 i det nye internationale system.

Frankrig havde samme problem, som forskningen så ivrigt har fremhævet om England, jf. f. eks. Gottfried Niedhardt (Historische Zeitschrift, 1978: Appeasement: Die britische Antwort auf die Krise des Weltreichs und des internationalen Systems vor dem zweiten Weltkrieg, s. 67-88), nemlig at dets stormagtsstatus var på vej ned, og at forsøg på at hævde den eller standse nedgangen kunne koste dyrt indenrigspolitisk i form af ustabile sociale forhold. Den franske eftergivenhed over for den tyske aggressivitet i 1930eme skyldtes således ikke alene hensynet til den engelske politik, men havde også rod i en fransk erkendelse af egen svaghed på længere sigt i forhold til Tyskland.

Tabene under Den Første Verdenskrig, befolkningsstagnationen, den i forhold til Tyskland ringere industrielle udvikling - alt førte til, at den aktive franske politik i 1920erne i forhold til Tyskland blev afløst af resignation, der klarest sås udtrykt i den defensive strategi (Maginot-linjen, vedtaget 1927, næsten færdig i 1934. Om forholdet mellem fransk udenrigspolitik og militærplanlægning se: Robert J. Young: In Command of France. French Foreign Policy and Military Planning, 1933-1940. Harvard, 1978).

Forf. påviser, hvordan den Spanske Borgerkrig fik afgørende betydning for lammelsen af den franske udenrigspolitik: visse udenrigspolitiske alternativer såsom en virkeliggørelse af den indgåede alliance med Sovjet blev nu af indenrigspolitiske grunde meget vanskelig at vælge og at udføre. Den i forvejen skarpe indre sociale kamp blev nu yderligere tilspidset og ideologiseret. Det franske Højre, der i 1920erne havde været overvejende antitysk, blev i 1930eme splittet om forholdet til Tyskland: for mange var Sovjet og kommunisterne (Folkefronten) værre end Hitler.

Desværre holder forf. sig ikke konsekvent inden for denne ramme af langtidsfaktorer, men fortaber sig mere og mere i detaljer om diplomatiske forhandlinger, der i hovedsagen i forvejen er ganske velkendte. I betragtning af det tilgængelige kildemateriales art, især efter 1929, er det svært at komme med store nyheder på grundlag af arkivstudier. Selv om forf. har brugt en række privatarkiver, bl. a. efter E. Daladier, G. Bonnet, Herriot, L. Blum m. fl., må resultatet siges at være magert. Hovedmaterialet for ham har, som for andre, været de mange, men upålidelige franske erindringer samt indberetninger fra andre landes ambassadører om samtaler med franske politikere og generaler. Dels er dette ikke det bedste materiale, dels har det ført forf. til i praksis i meget høj grad at koncentrere sin fremstilling ikke om sammenhængen mellem fransk indenrigs- og udenrigspolitik, men om de fransk-engelske drøftelser om kriserne i Europa. Det engelske arkivmateriale er jo også langt bedre end det franske, der enten kun i begrænset omfang er tilgængeligt eller har været genstand for omfattende ødelæggelser siden 1940.

Strukturafsnittene behandler problemerne om, hvem der bestemte fransk udenrigspolitik1936-39. Der er her en forbløffende lighed med den meget hierarkiske og elitære beslutningsprocesi samtidens England. Han fastslår, at E. Daladier og G. Bonnet i høj grad selv i de afgørende kriser 1938-39 afgjorde sagerne. Parlamentet havde af mange grunde, herunder langvarige ferier, meget ringe indflydelse. Udenrigsministeriet og de vigtigste ambassadører blev ofte negligeret af politikerne. Bonnet samlede trådene i sit eget kontorog underrettede ikke sine embedsmænd om sine forhandlinger. Forf.s gennemgang af forretningsgangen i udenrigsministeriet og i hæren samt deres roller er interessant og

tankevækkende. Bureaukratiet og trægheden i tankegang havde gode kår begge steder. Uorden og sløseri prægede Bonnets embedsførelse, og gammeldags procedure hæmmede udenrigsministeriets effektivitet. Koordinationen mellem de ledende organer i Frankrig var meget slet, f. eks. mellem den militære og den politiske ledelse. Det er derfor intet under, at koordinationen mellem England og Frankrig var lige så slet.

Det er forf.s gennemgående synspunkt, at Frankrig i 1930erne havde opgivet sin østeuropæiske allierede (Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Jugoslavien). Denne tolkning styrker således de historikere (f. eks. A. Gienciala, se anmeldelse Historisk Tidsskrift, 1971, Hæfte 1, s. 287 f.), der netop heri ser en forklaring på Polens tilnærmelse til Tyskland i 1934. Kriserne i 1935-38 betød derfor blot, at Frankrig nu måtte drage konsekvensen af denne opgivelse, således at det koncentrerede sig om sydflanken, d.v.s. forholdet til Italien, både i Middelhavet og i Nordafrika. Forf. betoner, at den militære planlægning 1938-39, og især efter Miinchen, helt var koncentreret om Italien, og ikke om Tyskland.

Den Spanske Borgerkrig tvang Frankrig til at vælge mellem Østeuropa og Middelhavet, og man valgte at prioritere Middelhavet øverst. Hvis denne tolkning er rigtig, så bliver dog den franske politik over for Spanien endnu mere uforståelig. Andetsteds siger forf. imidlertid også, at Bonnet anså klassekampsfaren i Frankrig for farligere end de strategiske farer i Spanien. Han påviser ligeledes, at Bonnet-Daladier ikke i princippet var imod Francostyret, men at de var bange for at italienerne skulle få besiddelser i Spanien (Mallorca). Forf. diskuterer ikke disse modstridende tolkninger.

Forf. gør usædvanlig meget ud af personernes rolle, og han viser udpræget sans for det biografiske element. En væsentlig del af bogen bliver en gennemgang af især Bonnets politik. Forf. søger her, ikke særligt overbevisende, at gøre Bonnets metoder og politik mere akceptable end de almindeligvis skildres. Forf. giver dog selv så mange eksempler på Bonnets tvetydige og tvivlsomme adfærd, både i samtiden og ved hans senere forklaringer, der for det meste er bortforklaringer, at der ikke er megen grund til at tro på en »bedre« Bonnet. Den kritiske gennemgang af Bonnet-materialet i appendix tyder på det samme.

Den store overvægt af beskrivelser af engelsk-franske forhandlinger slører problemstil- Ungen om ikke den franske Bonnet-linje primært søgte et alibi i Neville Ghamberlains politik. Forf. giver eksempler på, at englænderne nødigt så en kraftfuld, aktiv fransk politik i forhold til Tyskland. Begge parter var således udmærket tilfreds med hinanden for så vidt angik appeasement.

Der er ikke megen sammenhæng mellem forf.s strukturafsnit og hans begivenhedsafsnit. Det udenrigspolitiske kriseforløb fremstilles ret så rodet. Hyppigt behandles op til flere store emner på een side, og ofte sammenblandes stort og småt i uskøn blanding. Anekdotestof og diplomatsladder bringes med samme vægt som tilløbene til analyser. For mange irrelevante og trættende detaljer, især af biografisk art, tynger fremstillingen og svækker dens sigte.

Det er et hovedsynspunkt hos forf., at forskellen mellem appeasement tilhængere og modstandere inden for udenrigsministeriet og hos politikerne, især inden for regeringen, ikke var så stor som parternes senere erindringer har gjort den. D.v.s. forf. i praksis gør Bonnet »bedre«, Reynaud, Mandel og Leger »værre«. Han vedgår dog, at embedsmanden R. Massigli var imod Miinchen-politikken, men han blev da også gået. Han fremhæver, at Y. Delbos (udenrigsminister 1936-38, Bonnets forgænger) og Daladier styrede en midterkurs.De var hverken for en Flandins store føjelighed over for tyskerne eller for en Reynauds eller Mandels krigeriskhed. Han påviser klart, at ingen i den franske ledelse i 1938 ønskede at kæmpe for Tjekkoslovakiet. Nøjagtig som i England ses det, at den franske ledelse i måneder før Munchen-krisen havde besluttet sig til en kurs, der betød

store tjekkoslovakiske indrømmelser. Der var visse nuancer angående graden af de nødvendigeindrømmelser,
men ikke om at tjekkoslovakiske indrømmelser måtte der til.

Bogen afsluttes med en bibliografi, og interessante appendix om kilder og arkiver, samt
biografier.