Acta Pacis Westphalicae. Im Auftrage der Vereinigung zur Erforschung der Neueren Geschichte herausgegeben von Max Braubach und Konrad Repken. Serie II: Korrespondenzen. AbteilungA: Die kaiserlichen Korrespondenzen. Bd. 2: 1644-1645. Bearbeitet von Wilhelm Engels. Munster, Verlag Aschendorff 1976. XXVIII + 737 s. DM 240,-(indb.).

Helt op til og med 2. verdenskrig var der blandt historikere en udpræget tilbøjelighed til
at betragte Den westfalske Fred gennem nationale - for ikke at sige nationalistiske - briller.Man
interesserede sig først og fremmest for sin egen nations andel i den, hvorfor

også de fremkomne kildeudgaver kun dækkede enkelte sider af kongressen. Tendensen var ikke mindst udpræget i Tyskland, hvor Den westfalske Fred i 1930'me og 40'rne tilligekunne udnyttes af den nationalsocialistiske propaganda. Til gengæld var det også i efterkrigstidens Forbundsrepublik man først nåede den erkendelse, at den hidtidige betragtningsmådehavde været for snæver: Den westfalske Fred burde rettelig anskues som det første storstilede - og i flere henseender vellykkede - samlede forsøg på i et internationaltforum at ordne og regulere det europæiske statssystem i overensstemmelse med de magtforhold, der blev resultatet af 30-årskrigens styrkeprøver. Fritz Dickmanns grundlæggendeværk, Der westfålische Frieden (1959) er et konkret udtryk for denne ændrede betragtningsmåde. Lige så konkret fandt ændringen udtryk, da »Die Vereinigung zur Erforschung der Neueren Geschichte« i 1957 traf beslutning om at besørge en samlet udgivelse af alle betydende akter fra fredskongressen, uanset national oprindelse. Udgavenblev døbt »Acta Pacis Westphalicae« og planlagdes til 45 store bind, hvoraf det førsteudkom i 1962. Det her foreliggende er det niende og hidtil seneste af de udkomne.

Serien kræver nogle linier til en kort beskrivelse af udgavens plan og editionsprincipper; den kan måske samtidig virke som en kortfattet brugsanvisning. - Udgaven er opdelt i tre serier, I: Instruktioner, II: Korrespondance, og III: Protokoller, forhandlingsakter, dagbøger og varia. Den første serie rummer, som navnet siger, de vigtigste regeringsinstrukser til kongressens respektive hovedforhandlere. Den anden serie, der også vil blive langt den største, dækker korrespondancen mellem forhandlingsdelegationerne og disses regeringer, herunder især de løbende indberetninger fra de befuldmægtigede og - på den anden side - regeringernes løbende instrukser og forholdsordrer. Serien er inddelt i undergrupper A-F, hver dækkende een af de forhandlende magters korrespondance. Den tredie serie er en slags restgruppe, dækkende de akter, der ikke kan henføres til en af de to første serier. Det gælder eksempelvis dokumenter, der indgik direkte i forhandlingerne, propositioner, replikker, duplikker o.s.v.

Udgavens grundprincip er, at alle betydende aktstykker gengives i fuld ordlyd med fuldstændige arkivsignaturer og henvisninger til evt. tidligere trykkested. De tilknyttede mindre væsentlige akter gengives i det tilhørende videnskabelige apparat i regestform, eller de registreres blot med arkivsignatur og evt. henvisning til trykkested. Udgaven tilsigter således en fuldstændig registrering af samtlige relevante aktstykker og en gengivelse in extenso af de væsentligste. Den kan derfor karakteriseres som en fuldstændig arkivregistratur over de for fredskongressen relevante akter. På nogle punkter er den udvidet til en regest og på de væsentligste til en fuldstændig udgave af akterne.

De ni bind, der indtil nu er udkommet, er spredt på alle tre serier, idet fem dog falder inden for serie 11. Denne lidt tilfældige udgivelsestakt har naturligvis sin baggrund i praktiske, arbejdsmæssige hensyn. For udgavens brugere medfører det blot den benbare at den først bliver rigtig anvendelig, når alle hullerne engang - om måske 10-15 år - er lukket. Derfor ville en systematisk, serievis udgivelse fra et brugersynspunkt have været at foretrække. Denne lille indvending overskygges dog ganske af den übetingede anerkendelse, udgiverne fortjener, for så udførligt og editionsteknisk perfekt at gøre denne første egentlige europæiske fredskongres' akter tilgængelige for forskningen.

Nærværende bind dækker den kejserlige korrespondance fra efteråret 1644 - da den kejserlige befuldmægtigede, Johan Auersperg blev afløst af Lambcrg og Krane - til november1645. På sidstnævnte tidspunkt tiltrådte Grev Trauttmansdorff som hovedbefuldmægtigetfor forhandlingerne såvel i Miinster som i Osnabriick, og den kejserlige delegationsstrukturhavde derved fundet den form, som den bevarede nogenlunde uændret indtil selve fredsslutningen. Selve korrespondancen er naturligvis endnu på dette tidspunktpræget af forhandlingernes præliminære karakter. - Fra et dansk synspunkt er

bindet bl. a. interessant derved, at det åbner mulighed for i enkeltheder at følge kejserensreaktioner
på Torstenssonfejden og Bromsebroforhandlingerne for så vidt angår den
rolle, Christian IV kunne tillægges i forhandlingerne.

Editionsteknisk lever også dette bind smukt op til de fornemste tyske traditioner. Udgaven er forsynet med udførlige kronologiske registre og omfattende navneregistre. Et nummersystem ved de enkelte aktstykker gør det muligt hurtigt og übesværet at finde alle sammenhørende skrivelser. Dertil kommer, at hvert enkelt aktstykke indledes med en manchet, indeholdende arkivhistorie, oplysninger om koncepter, kopier, tidligere udgivelse 0.5.v., samt en kort ekstrakt af brevets indhold. Det er tillige en behagelighed, at der overalt i udgaven anvendes linietæller. Alt dette gør det let og enkelt at benytte udgaven, når man først er blevet fortrolig med indretning og henvisningssystemer. - Udgaven er kort sagt forbilledligt indrettet og udført. De eneste berettigede indvendinger må være den langsomme og usystematiske udgivelsestakt og den uhørt høje pris, der helt automatisk vil begrænse udgavens udbredelse til større videnskabelige biblioteker.