Girolamo Ganucci Cancellieri, Pistoia nel XIII secolo. Saggio storico sulla stirpe dei Cancellieri di Pistoia. Firenze, Leo S. Olschki 1975. 429 + 8 s. Ill.

Af indledningskapitlet om familien og det dobbelte familienavn med tilhørende orienterendestamtavler, fremgår det, at forfatteren, der selv hører til familien, i alt væsentligt har afsluttet sit arbejde i løbet af >sommer-efterår« i 1949. Det lange åremål mellem færdiggørelse og trykning kan have været årsagen til, at David Herlihy, der i 1967 udgav »Medieval and Renaissance Pistoia. The Social History of an Italian town 1200-1430«, og nærværende forfatter ikke indbyrdes har kunnet drage nytte af deres arbejder, men de bekræfter hinanden i Cancellieri-familiens rolle i styret af byen i store dele af tidsrummetca.

rummetca.1230-1310. For den italienske forfatter har udgangspunktet været familiens
historie, som samtidig kunne benyttes til at fremstille Pistoias, fordi de to forløb efter
hans mening på mange punkter er uløseligt sammenknyttet.

Stamfaderen Sinibaldus (Sinibaldo) omtales som afdød i et notarialvidne af 1210 18. januar, fotografisk gengivet på tavlen mellem s. 272 og 273, om en godsoverdragelse af hans ældste søn. Cancelliero. Denne og senere hans to brødre blev ret hurtigt indvalgt i bystyret (rådet), hvor navnlig den ældste havde betydelig indflydelse indtil sin død i 1255. Han var gift to gange, og børnene af de to ægteskaber blev midtpunkt i to familiegrupperinger i Pistoia, de »hvide« (bianchi) og de »sorte« (neri), som i løbet af tidsrummet ca. 1270-90 kom i skarpt modsætningsforhold til hinanden. Familiestriden delte til sidst byen i to »lejre«, som bekrigede hinanden og tilintetgjorde Pistoias muligheder for at hævde sig som selvstændig bystat, især da man søgte sig forbundsfæller i nabobyen Firenze, hvor man dog udnyttede situationen og gjorde ende på Pistoias selvstændighed i begyndelsen af 1300-tallet

Skønt forfatteren gerne har villet gøre sin fremstilling så dækkende som muligt for hele byens historie, er der næppe tvivl om, at det originale bidrag i bogen er udnyttelsen af familiens arkiv og dele af Pistoias byarkiv, f. eks. liber censuum communis Pistorii til skildring af Cancellieri'ernes placering i det politiske forløb. En hel del plads ofres på referater og citater af ældre og yngre historikeres behandling af markante situationer, f. eks. fremkomsten af betegnelserne »hvide« og »sorte«. Til gengæld må man nok savne en vurdering af, om der var andet og mere end familiestridighederne, der førte Pistoia ud i afhængigheden af Firenze. Ligeledes savner man et detailleret register.