Ole Nørgaard og Søren Riishøj (red.): Østeuropa. En politisk-økonomisk introduktion. København, SP-forlag 1978. 448 s. 68,- kr. Ill.

Forf. har villet skrive en bog om især de indenrigspolitiske forhold i de østeuropæiske
stater inklusive Sovjetunionen, en bog der henvender sig til den forudsætningsløse læser.

Bortset fra at behandle alle østeuropæiske lande minus Albanien er der et indledende kapitel om indfaldsvinkler ved studiet af Østeuropa og et afsluttende kapitel om udviklingeni den verdenskommunistiske bevægelse med hovedvægten på tiden efter II Verdenskrig.Bogen er tillige forsynet med diverse registre og fortegnelser over de kort og tabeller, der støtter teksten. Hvert afsnit er forsynet med en litteraturliste.

Redaktørerne er selv klar over, at bogen har fået et noget uensartet præg, fordi de
forskellige forfattere har haft frihed m.h.t. indhold og tendens i artiklerne. Alt i alt får
man dog som regel god og sober oplysning og det til en rørende billig pris.

Hvis man særligt skulle fremhæve et af kapitlerne, må det blive Jens Jørgen Jensens om DDR, der udmærker sig ved sin klare fremstillingsform og disposition. Men også Svend Terkelsens mere journalistiske skitse om Polen gør læseren klog på dette lands nyeste udvikling og problemer. Det kapitel, der til gengæld mest ægger til kritik er Ole Nørgaards fremstilling af Sovjetunionen, i øvrigt et af de største kapitler i bogen. Her skal kun peges på nogle af de uklarheder og tvivlsomme postulater, det indeholder sammen med i øvrigt mange oplysende og kyndige beskrivelser af det sovjetiske samfund.

Forf. synes at betragte »historiske omstændigheder« som noget, man (i dette tilfælde Sovjetunionen) skal frigøre sig fra. Stalinismen opfattes som et resultat af historiske omstændigheder plus Stalins person. Bolsjevikkernes doktriner er derimod ikke nogen historisk omstændighed, de nævnes end ikke. Derimod opfattes tvangskollektiviseringen af landbruget som en historisk omstændighed, og ikke som det det var: en bevidst gennemført

Hvis man vil forstå Sovjetunionen af idag, skal man ifølge Ole Nørgaard tage »den sovjetiske selvforståelse« som udgangspunkt »og acceptere den som en del af grundlaget for den politik, der føres« (s. 57). Det er ikke helt klart, hvorfor det skulle forholde sig sådan, og det fremstår blot som et uargumenteret postulat, der rejser en række spørgsmål. Det samme gælder forf.s opfattelse af, at man ikke skal undersøge tilstanden idag, men derimod tendensen i udviklingen, fordi »socialismen« ikke er en statisk tilstand, men en proces (s. 58). Men det ville jo betyde, at man afskar sig fra at opnå viden om den aktuelle situation, og at enhver beskrivelse ville kunne afvises med henvisning til, at »tendensen« er sådan og sådan. Ville forf. udstede samme anvisning ved studiet af andre samfund? For alle samfund er jo udtryk for en proces, ingen er statiske.

M.h.t. det politiske system virker det forløffende, når forf. om Den øverste Sovjet skriver, at den mødes »ret hyppigt - to gange om året« å 2-5 dage. Det er faktisk ikke ret hyppigt for statens øverste lovgivende organ. At alle forslag altid vedtages enstemmigt nævner forf. derimod intet om. Det ville svække hans opfattelse af, at det ikke er et betydningsløst organ, men i flere henseender virker som vestlige lovgivende forsamlinger (s. 65). Lidt senere oplyser forf. imidlertid selv, at det er det kommunistiske parti, der har »beslutningsmonopol«, og at alle centrale poster i samfundet er besat med partimedlemmer (s. 69). Nørgaard finder dog, at det politiske system »stadigvæk er behæftet med mange fejl og mangler« (s. 72), men disse mangler omfatter vist ikke mangelen på retten til at organisere sig. Da staten ifølge forfatningen skal sikre alle arbejde, kan den »selvsagt« ikke sikre f. eks. ret til strejke, selv om noget sådant i øvrigt ikke direkte er forbudt. Denne konflikt er »reel og uløselig«. Ifølge forf. er det »selve den marxistisksocialistiske samfundsopfattelse«, der sætter en række begrænsninger for de reelle rettigheder (s. 75-76). Det er sjældent at se en sådan opfattelse udtrykt så klart og entydigt.

Ved et evt. nyt oplag burde de mange stave- og trykfejl fjernes. De findes både i teksten
og i forfatternavne og titler i litteraturlisterne.