Herman Schück: Rikets brev och register. Arkivbildande, kansliväsen och tradition inom den medeltida svenska statsmakten. Skrifter utgivna av Svenska Riksarkivet 4. Sthlm. 1976. 614 s.

Arkivhistorie er en lidet dyrket historisk disciplin i Skandinavien. Det er derfor en skelsættende begivenhed, at prof. Herman Schiick har kunnet publicere en i alle henseender vægtig monografi over den arkivdannelse, som fandt sted inden for det verdslige centralstyre i det middelalderlige Sverige.

Det foreliggende arbejde er ikke blot en bedrift inden for svensk historieforskning, men tillige et særdeles værdifuldt bidrag til hele Skandinaviens arkivhistorie og historiografi. Siden William Christensens »Dansk statsforvaltning i det 15. århundrede« udkom 1903 er der næppe på nordisk grund foretaget en så omfattende og tilbundsgående analyse af en væsentlig side af den middelalderlige statsmagts forvaltningsapparat. For historikeren af i dag, som mere lægger vægt på de sociale og økonomiske aspekter end de rent administrative og politiske, kan titlenl nok virke tør og lidet indbydende. Men til forskel fra Wm. Christensens værk, der vel er såre nyttig, men jævnt kedsommelig læsning, så er Schiicks bog så fuld af idérige hypoteser og sindrige sammenstillinger af materialet, at læseren ikke kan undgå at blive revet med af forfatterens iver. Det er godt, at bogen ved siden af den hæftede udgave findes i en solid shirtingsindbinding, for det er en håndbog, der vil blive slidt hårdt på af alle, som beskæftiger sig med nordisk middelalder. Bogens primære sigte er dog ikke at fungere som opslagsværk, men at opstille en række hypoteser og derpå sandsynliggøre dem. Det må noteres som et kedeligt minus, at den intet register har, det opvejes kun delvis af den overskuelige indholdsfortegnelse og den korte, klare sammenfatning. Trods tydelige underopdelinger af kapitlerne - også typografisk - er bogen langt fra letlæst. Jeg har derfor foretrukket at udnytte den begrænsede plads til en bred redegørelse for Schiicks intentioner og problemstillinger og det materiale, han udnytter, frem for at give en samlet vurdering, som måtte bygge på en detailkritik. Når det har kunnet lykkes for enkeltmand at præstere de 600 tættrykte sider med vidtrækkende synteser og samtidigt spækket med uanede mængder detailundersøgelser, skyldes det først og fremmest forfatterens omfattende viden og store kapacitet som metodiker forenet med en stædig udholdenhed. Under arbejdets gang dukkede der bestandigt nye aspekter op, som måtte undersøges og indplaceres i helheden således, at fuldførelsen trak ud. Det har været Schiicks held, at han har kunnet fastholde skiftende arkivchefers positive interesse og forskningsrådets nødvendige økonomiske støtte, skønt arbejdet strakte sig over mange år. Schiick undskylder selv i forordet, at han har gjort rede for bogens lange historie, men for mig at se, er denne redegørelse særdeles væsentlig både for forståelsen og bedømmelsen af »Rikets brev och register«. Schiicks udgangspunkt kan parallelliseres med Troels Dahlerups bemærkning i sit oppositionsindlæg ved Poul Enemarks disputats »Studier i toldregnskabsmateriale«. 2 Dahlerup spurgte: Hvorfor er netop disse toldregnskaber blevet bevaret? - et problem, som doktoranden kun havde strejfet.

Schiick påpeger, at den kritiske linie inden for den blomstrende middelalderforskning fra århundredskiftet og fremefter med brødrene Weibull i spidsen i det store og hele var koncentreret om de berettende kilder, fordi man der fandt den sammenhæng, som manglede i diplommaterialet. Ingvar Andersson udtalte 1928 i sin disputats »Kållstudier till Sveriges historia 1230-1436«, at svenske middelalderdokumenter takket være skæbnenslunefuldhed kun er bevaret som spredte levn, og at de litterære kilder derfor får afgørendebetydning

---

1 Om baggrunden for titlen se kap. XIV Rikets register 1471-1520.

2 Jf. Historie IX, 1971, s. 233.

gørendebetydningfor en rekonstruktion af Sveriges middelalderhistorie. Men kort tid deTeftcr begyndte studiet af den arkivalske sammenhæng med Edv. Bulls forsøg på at rekonstruere Bergenbiskoppemes rcgistrum* og Lars Sjodins undersøgelser af kancellihænderog middelalderlig arkivdannelse.* Derimod omtaler Schiick ikke i denne forbindelsedanske forskeres ivrige diskussioner af muligheden for tabte middelalderlige kopibøger.Schiick anser de af Bull og Sjodin skildrede metoder for anvendelige til en undersøgelseaf den arkivdannelse, der fandt sted inden for den middelalderlige svenske stat.

Mens forskningen omkring aktstykker og breve hidtil fortrinsvis har været begrænset til analyser af det enkelte dokuments oprindelsessituation og dets forhold til diplomatikkens normer, indser Schiick nødvendigheden af at sætte det sparsomme middelalderlige brevmateriale ind i dets arkivalske sammenhæng samt at undersøge dets repræsentivitet i forhold til det oprindeligt eksisterende materiale. H. S. vender sig skarpt mod Ingvar Anderssons formulering af diplomernes bevaringsforhold som >sporadisk« og >nyckfull« som negativistisk og hævder i stedet nødvendigheden af en positiv hypotese hos den forsker, der vil beskæftige sig med brevstoffet. Schiicks hovedtese lyder: Et materiales fravær kan bero på tilfældigheder, men dets tilstedeværelse beror på bevidste handlinger (s. 13). Forskningens opgave bliver da at indkredse disse handlinger og nå frem til en teori om hele materialet. Metoden har vist sig frugtbar, idet den tilsyneladende negative faktor, at de eftersøgte arkivdannelser kun kan påvises indirekte ved at følge det, Schiick kalder >dokumentens tradering«, i stedet bliver vendt til en positiv faktor. Dette kan lyde lidt subtilt, og vi er nok nogle stykker, som ikke har fået den Schiick'ske synskhed i vuggegave og derfor undertiden har lidt svært ved at følge hans skoleridt med at blotlægge sammenhænge. H. S. er dog ikke selv blind for faren ved at tro at alt lader sig forklare ud fra et spinkelt materiale.

De opgaver, Schiick har sat sig, er væsensforskellige for den første periode ca. 1275— 1375, hvor man må nøjes med bevarede indkomne breve, enten i form af originaler, vidisser el. afskrifter, og for middelalderens slutning. I den sidste periode kommer der nye arkivaliekatcgorier til, såsom koncepter og kopibøger med afskrifter af udgående breve, undertiden tillige korrespondancer angående dokumenternes udfærdigelse. Således kommer hele kancellivæsenet med ind i billedet. At gennemføre en fuldstændig undersøgelse af dette omfattende materiale er ugørligt - i al fald for en enkelt person. Schiick har derfor begrænset sig til at opdele den svenske middelalder i en række >regimer« og for hvert af disse sammenstillet det bevarede materiale for derigennem at konstatere resultatet af regimets virksomhed.

Hvert >konge- el. rådsarkiv« kan dog ikke opfattes som en sluttet enhed. Den enkelte arkivskaber har overtaget materiale fra forgængeren og senere hen er middelalderarkiverne gået op i nye enheder, hvorfra man må forsøge at udskille dem. I tidens løb er mange middelalderarkiver gået tabt gennem vanrøgt eller brand, ikke mindst Stockholm slots brand 1697 var katastrofal for arkiwæsenet, og dette årstal er et naturligt slutpunkt for Schiicks undersøgelse.

Den måde, hvorpå et nyt regime har behandlet forgængernes arkiv, kan fortælle os noget om, hvordan overgangen har fundet sted. Endelig understreger Schiick, som allerede Bull og Sjodin havde gjort det, at forskeren nøje må undersøge, hvorfor og hvorledes hans kildemateriale er opstået og overleveret. Dette har gyldighed, hvadenten han undersøgeret

---

3 E. Bull, >Registrum« fra bispestolen i Bergen. Scandia V. Lund 1932.

4 L. Sjodin, Kanslistilar och medeltida arkiv I—11. Medd. från svenska Riksarkivet. Sthlm. 1939-40,1940-42.

dersøgerethændelsesforløb, en afgrænset tidsperiode el. en enkelt begivenhed. Schiick erkender, at hans arbejdsform indebærer en vis grad af tolkning, og at nogle resultater er så usikre, at de er uegnede som grundlag for videre forskning. Samtidigt understreges, at han hele tiden har søgt at markere sikkerhedsgraden for at undgå at bedrage sig selv eller læseren. Denne ideelle stræben er dog ikke ganske lykkedes. Ved hvert gennemgåetarkivale er anført overleveringen i kronologisk orden med tilføjelse af forekomst i registraturer og kopibøger frem til slutningen af 1600-tallet, men disse opstillinger må ikke opfattes som rekonstruerede arkiver.

Om noget svensk arkiwæsen forud for Magnus Ladulås' regering er der ikke tale, og den første del af Schiicks undersøgelser gælder derfor Magnus' og hans søn Birger Magnussons arkiver. Den er en videreførelse af Jerker Roséns og G. Westins analysers af, hvorledes 1500-tals-historikerne Ericus Olai og Olaus Petri har benyttet arkiver i Uppsala domkirkes varetægt - undersøgelser, der er parallelle med danske historikeres jagt på >tabte kilder« hos Huitfeldt. På grund af fortsat aktualitet middelalderen igennem er staden Visbys underkastelsesbrev 1288 (ligesom senere Noteborgtraktateme 1323) behandlet i selvstændige kapitler. H. S. kommer også ind på tilstedeværelsen af dele af Birgers arkiv i Danmark, dels i original dels i kopier i den såkaldte rigsbrevbog (Cancellariæ liber) og uddyber Jerker Roséns forklaring ud fra Erik Menveds formynderskab.

Det næste »regime« bliver Magnus Erikssons og Håkon Magnussons regeringer. Af særlig interesse for Danmark er her den udførlige behandling af problemkomplekserne knyttet til »det gamle norske riksarkiv« og Magnus Erikssons Skånebreve. Der bliver ikke meget tilbage af Halvdan Kohts visioner om et gammelt norsk rigsarkiv på Akershus fra ca. 1300 og frem til enevældens vanrøgt af det.B Allerede A. Steinnes havde dog punkteret teorien ved at sandsynliggøre, at Akershusarkivets ødelæggelse skete ved branden 1527, og at en del endnu eksisterende norske statsakter derfor måtte have været opbevaret andetsteds.7 Schiick mener at kunne påvise, at de 4 brevkister, der er optaget i 1346inventariet på Bohus slot, har udgjort Magnus Erikssons arkiv, såvel som svensk konge som hans privatarkiv. Brevkisterne blev ved pantsættelsen af Bohus overflyttet til Oslo - statsakterne til Akershus og privatarkivet til Mariakirken (s. 138—39). Som norsk konge benytede Håkon i høj grad Mariakirkens gejstlighed til administrative formål. Under Margrete ophørte arkiveringen på Akershus helt, og en del arkivalier blev ført til Kalundborg. Da det norske kanslerembede fra 1439 påny blev knyttet til Mariakirken, blev det »døde« Akershusarkiv overført dertil og kom efter reformationen med Mariakirkens eget arkiv til Oslos domkirke, hvorfra det mod slutningen af 1600-tallet blev udlånt til Arni Magnusson.

Problemer med tilknytning til »Skånebrevene«, d.v.s. Magnus Erikssons adkomster fra 1330'erne og 1340'erne på Skåne, Blekinge og Sydhalland, har optaget sindene siden senmiddelalderen.Da man midt i 1400-tallet savnede originalbrevene, konstrueredes fra svensk side to forklaringer. Den første skyldes forfatteren til det såkaldte »forbindelsesdigt«,en på Karl Knutssons initiativ udført fortsættelse af »Erikskronikan« som overgang til »Karlskrdnikan«. Han er ikke blot danskfjendtlig, men i høj grad Magnusfjendtlig. Denne får derfor både skyld for at have mistet Skåne og for at have udleveret brevene

---

5 Rosen startede med at undersøge problemerne i disputatsen: Striden mellan Birger Magnusson och hans broder. Lund 1939, og fortsatte med en lang række analyser i forsk, periodica. Af speciel interesse er: Till diskussionen om Ericus Olais kållor. Archivistica .. . E. Nygren. Sthlm. 1956 (jf. Schiicks bibliografi s. 610).

6 H. Koht, Det gamle norske riksarkive og restane fra det. Norske Vid. Akademi i Oslo, Hist.-filosof. klasse, 1927.

7 A. Steinnes, Drag or soga om det norske riksarkivet. Syn og Segn 1941.

til kong Valdemar. Den anden forklaring skyldes Hans Brask, der med støtte i rigsregistretbeskyldte dronning Margrete og Erik af Pommern for at have ført Skånebrevene til Danmark sammen med andre svenske statsakter. Svensk og dansk historieskrivning og -forskning har fra reformationstiden til vore dage ivrigt beskæftiget sig med emnet uden at kunne forklare sammenhængen. Nu synes Schiick i alt fald at have løst nogle af gåderne. Han finder det påfaldende, at kun et fåtal af Skånebrevene kendes i dansk overlevering, mens der forekommer fuldstændige svenske fortegnelser og en række afskrifter.H. S. sandsynliggør, at originalerne blev udleveret af Magnus til det svenske råd 1357 i henhold til forliget pånær enkelte breve, som fra hans arkiv på Bohus kom til Oslo og derfra senere til Danmark. Magnus havde ladet tage afskrifter af en del breve ved sin henvendelse til paven 1347, en tilsvarende fortegnelse kan evt. være kilden til forbindelsesdigtets brevudtog. Harmen over Magnus' forræderi ved at udlevere Skåne førte til beskyldninger for også at have udleveret brevene. Brasks formulering kan være en fortolkning af de fra svensk side fremførte klagepunkter til fremlæggelse og domfældelsepå et unionsmøde i Kalmar. Schiicks apologi for Danmark virker rimelig og logisk, men originalbrevenes forsvinden er fortsat gådefuld. H. S. tænker sig, at Albrecht har anvendt originalerne i forbindelse med sin skånske politik i 1370'erne og 1380'eme, og at de forsvandt med ham — selv om de intet spor synes at have efterladt i det velbevaredemechlenburgske

I de følgende 5 kapitler behandles arkivdannelsen i de ca. 100 år fra 1420'eme frem til 1520. I denne periode var det svenske rigsråd det altdominerende forvaltningsorgan, idet rådet var den stabile regeringsfaktor, mens monarker kom og gik og sjældent beholdt tøjlerne ret længe ad gangen. Til spørgsmålet om arkivdannelse og former for arkivernes overlevering kommer her et tredie hovedspørgsmål: Hvorledes var kancellierne organiseret og i hvilket omfang påvirkede en sådan organisation administrativ praksis? Herunder granskes den rolle ærkebispen i Uppsala og Strångnåsbiskoppen spillede til forskellig tid med enkelte sideblik til lokaladministrationemes arkivdannelse.

Lige fra rigsrådets første afgørende magtovertagelse i 1430'erne blev det skik at føre kopibøger, oftest betegnet registrum. Et sådant tidligt >register< synes at ligge til grund for visse dele af Vadstenatraditionen. I det store afsluttende kapitel (s. 450-559) behandles problemer vedrørende >rigsregistret« fra alle tænkelige indfaldsvinkler. Schiick tilslutter sig Roséns teori, at et egentligt rikets register først er påbegyndt 1471 efter slaget på Brunkeberg. Det fungerede derpå de følgende 50 år, biskop Matts af Linkoping havde det med til Stockholm 1520, men efter hans død forsvandt det sporløst. De mange bevarede kopibøger knyttet til enkeltpersoners navne viser gennem deres indbyrdes sammenhæng, at de enkelte rådsmedlemmer havde adgang til rigsregistret og lod det afskrive hver efter sit behov. Selve rigsregistret var derimod andet og mere end en kopibog og eksempelsamling, ved rådsmøderne indførtes dokumenter og beslutninger deri med fuldgyldig retskraft. Denne bredt anlagte undersøgelse med dens vrimmel af detailler er næppe holdbar på alle punkter, personlig har jeg lidt svært ved fuldt ud at godtage fremstillingen af Hans Brasks rolle i det store spil. Men i det store og hele kan der ikke være tvivl om, at der her er tale om et virkeligt nybrud, som i langt højere grad end de talrige fremstillinger af Sturetidens politiske historie giver den rette baggrund for at forstå Gustav Vasas administrative system.

Et af Schucks væsentligste resultater er hans påvisning af værdien og vigtigheden af
at undersøge ikke blot originalbrevenes proveniens og opbevaringsforhold, men at dette
er mindst lige så vigtigt, når der er tale om kopier og registraturer.