Lars Åkerblom: Sir Samuel Hoare och Etiopienkonflikten 1935. Studia Historica Upsaliensia 76. Uppsala, Almqvist & Wiksell 1976. 225 s. 9 kort.

Hoare-Laval planen har lige siden sin oprindelse i december 1935, da den afstedkom en politisk krise i England, været genstand for vurdering og dom. I et forsøg på at bevare Mussolini i opdæmningsfronten fra Stresa mod Tyskland søgte den britiske udenrigsminister, Sir Samuel Hoare, og den franske konseilspræsident, Pierre Laval, at stille ham så nogenlunde tilfreds i hans krav på Abessinien, som han allerede havde indledt angreb på. En vanskelighed for denne italiensk-vendte appeasement-politik, var, at vestmagterne samtidig var forpligtet på Folkeforbundet og dets sanktionspolitik. For Englands vedkommende gjorde der sig yderligere en række omstændigheder gældende: Regeringen havde just ført en vellykket valgkampagne på Folkeforbundslinien, og betydelige dele af den offentlige opinion støttede kraftigt denne. Samtidig imødeså regeringen imidlertid den mulighed, at den ikke alt for veludrustede britiske Middelhavsflåde kunne blive ene om at føre en hård sanktionspolitik (omfattende olieembargo) ud i livet, at med andre ord England kunne komme i krig med Italien. En sådan krig var opinionen - for at fuldkommengøre dilemmaet - absolut ikke indstillet på.

Den svensk historiker Lars Åkerblom har i sin disputats givet en solid og grundig analyseaf den engelske politik i efteråret 1935 over for Italien med særligt henblik på Hoares rolle. Hans resultat er, at England efter Hoares opfattelse (kraftigt influeret af Vansittart)stod over for at måtte vælge mellem olieembargo og forhandlinger med Italien, og at det i denne situation var forhandlinger, der var den eneste uomgængelige nødvendighed.Under udarbejdelse af forhandlingsgrundlaget i Paris sammen med Laval strakte han sig vidt - videre, end regeringen hjemme havde ventet (omend ikke videre, end den i første omgang var rede til at acceptere), og langt videre, end opinionen ville acceptere. Konsekvensen blev, at han måtte gå - mens hans politik levede videre. Åkerblom, der citerer flere nedvurderendc karakteristikker af Hoare, ser ham som manden, der >synes tro på den losning han funnit, men han forbiser, at den ej motsvarar situationens krav. Det virker som en tynd konklusion på de solide præmisser, han fremlægger, og man

havde gerne set ham rette søgelyset kraftigere mod regeringens stillingtagen og den offentligeopinion.
Hoare var ikke ene om at mangle konsistens i sin politiks forskellige elementer,ej
heller om ikke at kunne leve op til situationens krav.

Bogen burde på grund af sit emne have været ud i engelsk udgave. Nu må et sammendrag
klare de engelsklæsendes behov. Det er en skam, for den fortjener ikke at gå upåagtet