Sverre Bagge: Den kongelige kapellgeistlighet 1150-1319. Bergen - Oslo - Tromsø. Universitetsforlaget 1976. 205 s.

Udforskningen af kapelgejstligheden i Norge er af Sverre Bagge blevet gennemført som et pioncrarbejde i Norden- Josef Fleckensteins meget grundige undersøgelse om >Die Hofkapelle der deutschen Korrige« udkom ikke før i 1959-1966, og de nordiske bidragydereom temaet i Kulturhistorisk Laksikon for nordisk middelalder i bd. 8, 1963, under

opslagsordet Kapellgeistlighet, Lars Hamre for Norge, Troels Dahlerup for Danmark og Goran Inger for Sverige, bekræftede, at temaet var praktisk taget uudforsket. Sverre Bagges undersøgelse, tydeligvis inspireret af Knut Helle, blev fremlagt på seminar i Bergeni 1970. For Norges vedkommende mener forf., at kapelgejstligheden ikke dannede et system af præstekollegier, der varetog kongelige opgaver på det tidspunkt, da kongen opholdtsig på stedet. Snarere synes kildematerialet at burde tolkes således, at en bestemt gejstlig følger kongen på enhver rejse, han foretager gennem landet, uanset den gejstligestilknytning til en kirke eller et klerkesamfund, over hvilket kongen har patronat. I 1308 godkender paven en kapelorganisation, der nøje fastlægger, hvilke klerkefællesskaber,der skal tælle som kongelige kapeller. Forf. mener, at paven kunne gå med til den stramme organisation, der gav kongen så stærk en indflydelse over et bestemt segment af kirken, fordi kongen i Norge generelt havde mindre indflydelse over kirken end i mange andre lande, Danmark og Sverige iberegnet. En anden mulighed er naturligvis, at det franske pavedømme i Avignon udviste en imødekommende holdning overfor Norgeskonge på samme basis som til Frankrigs. Sammenligningen med Sverige og Danmark kan vel endnu ikke blive mere end et postulat, da undersøgelserne mangler.

Den ny kapelorganisation bliver udsat for stærk indenlandsk kritik og bliver direkte sat på prøve ved et konkret tilfælde i Allehelgenskirken i Bergen i 1310. Forf.s første studie herover blev publiceret i Bjørgvin bispestol: Byen og bispedømmet (1970). Senere resultater om kanslerembedets forhold til Oslo Mariakirkes gejstlighed blev publiceret i Oslo bispedømme 900 år i 1974. I det tilsvarende kapitel i den her anmeldte bog bliver mange detaljeanalyser hængende og belaster måske fremstillingen mere end nødvendigt.

Titelforskellene mellem de førende prælater står i et vist omfang tilbage uden ensartet forklaringsmodel. Rectortitlen ved korskirken i Fana menes at hentyde til sjælesorgsfunktioner, mens provstetitlen, som sikkert kun lederne af de tre kongelige kapeller i Bergen, Oslo og Tønsberg bærer, ikke bliver nærmere kommenteret. Der er på dansk grund et paralleltilfælde i Odense: provst Livo, modtageren af Erik lII.s brev om udskillelse af Albani sognekirke fra Knudsmunkenes dominium, adresseres af kongen i vendinger, som i Livo lader én formode en fhv. kongelig kapellan: »Te, Liuo preposite, per gratiam perque fidem, quam mihi debes et inter nos est, rogo et incunctanter precipio<. (DD l.r. 11, nr. 71, Hamsforts referat, smig. Troels Dahlerups disputats 1968 og hans foredrag på det 3. Visby-symposium 1967, tr. 1969, samt Ebbe Nyborg i Strejflys over Danmarks bygningskultur. Festskrift til Harald Langberg, 1979). Der er stor rigdom af titler i nogle diplomer, som f. eks. i det nye bind DD 1. r. 111 (1976) nr. 89: en cancellarius regis, en capellanus regis, tre clerici regis, en magister, en prepositus, en abbas (Holmekloster på Fyn). Variationer af denne type vil med fordel kunne analyseres med støtte i de norske undersøgelsesresultater.