Hans Jørn Nielsen: Besættelse og befrielse. Den danske arbejderbevægelses historie 1940-46. Århus 1977. 160 s.

Besættelse og befrielse fremstår som en del af et større projekt omhandlende arbejderbevægelsen 1870-1970 med særlig interesse for det der kaldes »modbevægelserne«s historie. Bogen forholder sig kritisk til de to arbejderpartier, Socialdemokratiet og DKP, der anklages for klassesamarbejde og reformisme, og repræsenterer et venstrerevolutionært grundsyn på disse års historie, der genfindes i kredsen omkring det marxistiske tidsskrift Hitorievidenskab, hvis temanumre 12 og 18-19 beskæftiger sig med besættelse- og efterkrigstiden (1977 og 1980). Hans Jørn Nielsens arbejde har da også hurtigt vundet autorisation som historiografisk »skoleretning« (ved siden af kommunisten Ib Nørlund og socialdemokraten Hartvig Frisch) i Palle Roslyng-Jensens Synspunkter på besættelsestiden fra 1978.

Hans Jørn Nielsens ambitioner om at skabe synteseskrivning har naturligvis mange odds

imod sig. For trods indledningens optimisme eksisterer der jo kun få undersøgelser af arbejderbevægelsen under og efter krigen - også indenfor det såkaldte »kritiske« historikerlaug - og egentlige bidrag til de socio-økonomiske forhold kan ligge på en hånd. Hertilgår forfatteren åbenbart til periode uden specialviden - hvad der naturligvis kan være en fordel når det gælder om at skrive en oversigt, men rigtignok også afslører hullerne. Resultatet er blevet en meget ujævn fremstilling, med mange fejl og frit løb for HJN's antipatier og tendens.

Besættelse og befrielse gennemspiller to hovedtemaer. Det ene er Socialdemokratiets klassesamarbejde med den danske kapitalisme - og i et videre perspektiv med den indtrængende fascisme - med det formål at holde organisationerne og apparatet intakt. Hvad der nærmere menes hermed klargøres aldrig, og det er også usikkert om forfatteren i virkeligheden ikke anser denne strategi for legitim (se f. eks. s. 26, 28 og 37). Tilpasningsbestræbelserne sættes først og fremmest i forhold til frygten for den socialistiske del af arbejderklassen - besættelsesmagten kommer i anden række og interesserer mindre. I stedet følger HJN kontinuiteten i klassesamarbejdet, fra kapitalens kriseløsninger i 30'erne til samlingsregeringens tvangsforanstaltninger i 1940-41 og -42 men med fremhævelse af den betydelige forskel der lå i at DsF og SD ikke længere var i stand til at yde arbejderne kompensation for de stækkede aktionsmuligheder. Deraf reformismens tiltagende krise - og derfor en kollaboration der fra starten havde et antisocialistisk sigte, og som ender med at blive antidemokratisk. Efter HJN er det således frygten for DKP der i sommeren 1941 fører til partiets internering og kriminalisering, og det er igen antikommunismen som fører til underskrivelse af Antikomiternpagten i november - mildest talt tvivlsomme påstande, der helt lader presset fra besættelsesmagten ude af betragtning. I det hele tegnes der et meget upræcist billede af den tyske side - hvis bogen da ikke henfalder til det helt uforståelige, som i skildringen af Telegramkrisen i nov. 1942. Måske skyldes den manglende interesse opfattelsen af, at den skærpede klassekamp førtes uafhængigt af noget tysk tryk, men så burde spørgsmålet være blevet gennemdrøftet. Der er ansatser til en beskrivelse af den danske kapitals samarbejde med den nazistiske imperialisme, men det bliver ved helt generelle og ofte spekulative betragtninger. Retfærdigvis må det siges at emnet er næsten uudforsket, men det bør da kun opfordre til forsigtighed! At der skulle eksistere en splittelse indenfor den danske industri mellem modstandere og tilhængere af kollaborationen alt eftersom man havde økonomisk fordel af den eller ej - lyder spændende, men står igen helt udokumenteret. I hvert fald forklarer det næppe årsagen til at F. L. Schmidt-koncernens Gunnar Larsen blev samarbejdsmand, mens Foss'eme gik til modstanden!

Det andet hovedtema i Besættelse og befrielse spiller op til den enestående situation i 1945 da statsapparatet og reformismen stod svækket, mens arbejderklassens kadrer både havde våbnene og sympatien. Hvorfor formåede den socialistiske del af arbejderklassen ikke at udnytte krigsradikalismen til virkelige samfundsændringer, men måtte se alt tabt på gulvet inden udgangen af 1945? Der findes flere svar på det spørgsmål, konstaterer HJN, men hovedårsagen - eller snarere hovedansvaret - lægger man helt afgørende på DKP's forfejlede folkefrontsstrategi og kommunisternes »højreopportunisme« - der bogenigennem karakteriseres med udtryk som naiv, idiotisk, sølle, tragi-komisk eller farceagtig.Det er ikke meget galt at det socialistiske venstres store forræderianklage her er væltet over på DKP. Ja, socialdemokratiet får oven i købet den cadeau, at man med efterkrigsprogrammet »Fremtidens Danmark« - dog andet steds betegnet som »fraseradikalisme« - fremlagde en vision om en »forbedret kapitalisme« til fordel for arbejderklassen,hvor DKP knapt nok stillede forslag om forbedringer af det borgerlige demokrati!I den grad var kommunisterne låset fast i deres folkefrontsforestillinger og i

forsvaret af den borgerlige stat, at de slet ikke formåede at udnytte det potentiale der
lå i befrielsens store massebevægelser. Tværtimod gjorde man alt for at kvæle dem -
jf. manøvrerne omkring arbejderdemonstrationen på Christiansborg den 4. juli.

Diskussionen er væsentlig, og det er godt at den med Besættelse og befrielse er nået udenfor partihistorikernes monopol. Når HJN's analyse - om man tør bruge dette eksklusive udtryk - forekommer så utilfredsstillende hænger det e.m.m. særligt sammen med to forhold: For det første bliver det aldrig klart hvilke muligheder der iflg. forfatteren eksisterede i 1945. Gang på gang slår han fast at der ikke forelå nogen revolutionær situation, og at hovedparten af arbejderne var reformister (se s. 43, 77, 96, 100 f. og 114), men samtidig taler han übestemt om et revolutionært potentiale, og om at gennemtvinge forbedringer og reformer. Men hvilke? Der nævnes Landstingets afskaffelse og indførelse af 21 års valgret. Jamen, det var jo just de krav som DKP førte frem i sommeren 1945, bl. a. under enhedsforhandlingeme med Socialdemokratiet - som mærkværdigvis helt negligeres i fremstillingen. For det andet synes HJN i sit ønske om at bruge besættelsestiden som læreproces slet ikke at have forståelse for det illegale arbejdes vilkår. Således må han f. eks. undre sig over at DKP ikke straks efter illegaliteten begyndte på sabotagen (s. 45), og at Frihedsraadets programartikel »Naar Danmark atter er frit« ikke kunne række længere end til at love genindførelse af det borgerlige demokrati! (s. 88). Tilsvarende må han også beklage at strejkebevægelsen fra vinteren 1942/43 ikke udviklede sig til en egentlig faglig opposition, men bare lod sig kanalisere ind i noget så borgerligt som de kommunistiske dæklister til kommunevalget i maj (s. 65 f.) - som om de to mål udelukkede hinanden.

Det er vigtigt at der skrives synteser. Og det er vigtigt at der hele tiden stilles spørgsmål ved den etablerede forskning. Derfor er Besættelse og befrielse ikke nogen overflødig bog. Men den virker for sjusket og for ukritisk, og har en tone af besserwissen, som i hvert fald er anmelderen übehagelig.