Tage Kaarsted: >Spillet om magten 1913«. Aarhus 1978. 85 s., ill. 38,00 kr. (Afhandlingen findes også i: Historie. Jyske Samlinger, Ny rk. XII (1978), s. 257-333).

Med denne undersøgelse af regeringsdannelsen 1913 har Tage Kaarsted gjort endnu en afstikker fra sin Ove Rode-biografi, hvoraf stadig det tredje og vigtigste bind mangler. Det er et prisværdigt initiativ, da netop denne regeringsdannelse rummer al den taktik og al den dobbelt- og tågetale, man overhovedet kan finde i dansk politik. En fremstilling har således længe været ønsket.

Undersøgelsen er klar og meget detaljeret, og Tage Kaarsted har tillige kunnet inddrage nyt kildemateriale i form af breve fra Edvard Brandes til Oskar Johansen, Politikens bestyrelsesformand. Han sætter også et tydeligt spørgsmålstegn ved værdien af P. Munchs erindringer, der fuldt korrekt betegnes som stærkt selektive. Kaarsted skriver, at Munch i sine erindringer og optegnelser har haft »en lykkelig evne til at fortrænge« den reelle taktik (s. 32 f.).

Også i det taktiske spil er det de radikale, der må holde for. Officielt ønskede de ministeriet Bemtsens fortsættelse for grundlovssagens skyld, mens de bag kulisserne var ved at falde over hinanden af iver efter at komme til magten. Den korte regeringstid 1909-10 havde givet smag for regeringsmagten, uanset om den - som tilfældet var - skulle nås i slet skjult samvirke med den forhadte I. C. Christensen. Zahle, Brandes, Rode og P. Munch ønskede en radikal mindretalsregering, de manøvrerede derefter og begyndte ret tidligt at fordele ministerposterne mellem sig, samtidig med at de udadtil stillede sig bag Berntsen og Neergaard, bag en VSR-regering etc. Kaarsteds fremstilung heraf viser det politiske håndværk, når det er bedst - og værst

Socialdemokraternes problemer var andre. De havde en kongresbeslutning fra 1908, der afviste enhver tanke om regeringsdeltagelse før partiet havde flertal. Stauning og Borgbjerg benyttede spillet om regeringsdannelsen 1913 til at gennemhulle denne beslutning og skabte herigennem grundlaget for Staunings indtræden som kontrolminister i regeringen Zahle - og på længere sigt for det første ministerium Stauning i 1924.

Mest spændende er dog klarlæggelsen af den indre splittelse i Venstre mellem moderateog
reformmænd, mellem Berntsen og Neergaard på den ene side og I. G. Christensen
på den anden. Kaarsteds fremstilling viser med al tydelighed i hvor høj grad I. C. Christensendominerede

stensendomineredeVenstres gruppe og hele det politiske spil, selvom man måske nok kunne have ønsket en grundigere analyse af delingslinierne i gruppen. Kaarsted viser endnu engang, hvor formidabel en politiker I. G. Christensen var på godt og ondt, og man må nok engang konstatere behovet for den samlede vurdering af hans politik og af hans politiske betydning, som er blevet mange ringere politikere til del.

Tage Kaarsteds fremstilling er præget af en usædvanlig politisk fingerspidsfornemmelse og indlevelse i toppolifikernes tankegang og adfærd. Men den holder sig på lederniveau og inddrager ikke mulige påvirkninger fra anden side. Hvis det forholder sig som Kaarsted skriver i forordet: Intet nyt under solen, var der måske andre aspekter, der var værd at overveje.