I nærværende tidsskrifts bind 80 hefte 1 s. 268-71 anmelder Hans Branner Inger Nilssons fil. dr. afhandling: Gronlandsfrågan 1929-1933, Umeå 1978. Jeg skal ikke gøre nogen indsigelse mod Branners vurdering af afhandlingen, der er et beskedent arbejde. Blot generer følgende passus mig: »(at Nilsson) ... som den første efter åbningen af periodens udenrigsministerielle akter har kastet sig over en samlet fremstilling af konfliktens årsager og forløb«.

Nu kan. man jo godt vende og dreje ordene, så de dækker det forhold, Nilsson selv anfører, at hun som den første har fået adgang til akterne (de er vist ikke generelt åbnet), og derfor er den første, der kan behandle konfliktens udenrigspolitiske aspekter på grundlag heraf. Det væsentligste er imidlertid, at Ida Bloms indsats helt lades uomtalt. I sin disputats: Kampen om Eirik Raudes Land, Oslo 1973, gennemgår hun grundigt og veldokumenteret konflikten i langt større bredde end den beskedne undertitel (Pressgruppepolitikk i grønlandsspørsmålet 1921-31) giver løfte om. Nilsson har kendt dette arbejde, men forbløffende nok slet ikke gjort sig det nyttigt.

I sagens interesse at gøre opmærksom på Ida Blom og anbefale hendes bog til interesserede
er i al beskedenhed mit ærinde.