FRIE BØNDER I TIDLIG EUROPÆISK MIDDELALDER: SELVEJERE, FRIGIVNE ELLER HVAD?¹

I sin bog fra 1977, Untersuchungen zu den Liberi Homines der Karolingerzeit, der er en omarbejdelse af et disputatsmanuskript fra 1973/74, behandler Johs. Schmitt det vel mest centrale spørgsmål overhovedet i ældre samfunds- og retshistorie, spørgsmålet om datidens frie mænd.² Forfatteren har rigtignok taget sit udgangspunkt i Karolingertiden og kildematerialet fra årene 750—900, men hans ærinde er en diskussion af de teser, der har været fremsat vedrørende den frie bondebefolkning i merovingisk tid og frem. To hovedsynspunkter har behersket historieopfattelsen på dette område i de sidste par hundrede år, først det 19. rhundredes lære« om Gemeinfreiheit og senere vort eget århundredes teori om Konigsfreiheit.⁵

Forestillingen om en gammelgermansk frihed som urtilstanden i samfundsliv og statsforfatning har lige fra Humanismen frem til slutningen af det 18. rhundrede den bærende idé hos førende stats- og naturretslærde, og det er denne tankegang, der blev drivkraften bag de reformerte og revolutionære bevægelser i England og Frankrig frem til den franske revolution. Med fremkomsten af den historisk-kritiske forskning fra 2. halvdel af det 18. århundrede fik læren om Gemeinfreiheit sit egentlige gennembrud i historieskrivningen, ikke mindst i det 19. århundredes tyske forfatningshistorie, og her fik påberåbelsen af naturret og historisk ret afgørende betydning. Ifølge Gemeinfreie-lceren var kildernes liberi og ingenui »kleine, unabhångige, freie Bauern mit Eigengut, die seit germanischer Zeit Volk und Heer bildeten, sich in frånkischer Zeit mit dem Konig zum 'Staat' formierten und schliesslich unter den Karolingern als genuine Tråger politischer Rechte und Pflichten infolge neuer wirtschaftlicher und sozialer Entwicklungen immer mehr an Einfluss verloren und ihre Rolle an den starker hervortretenden Adel abgeben mussten« (Schmitt, anf. arb., s. 1).

1 Med tidlig middelalder sigter jeg til perioden fra c. 500 til c. 900.

2 Johannes Schmitt, Untersuchungen zu den Liberi Homines der Karolingerzeit. Europåische Hochschulschriften, Reihe 111, Geschichte und ihre Hilfswissenschaften Band 83. Peter Lang Frankfurt/M, Herbert Lang Bern 1977. 473 s. S.fr. 72.

3 Se her og for den folgende forskningsoversigt, Johs. Schmitt, s. 1-41.

Side 420

Trods denne principielle og fælles grundopfattelse af fortiden og den frie befolkning var divergenserne mellem repræsentanterne for Gemeinfreie-læren store. For Justus Moser, een af pionererne indenfor den historisk-kritiske skole, bestod hovedmassen af det saksiske folk oprindeligt af politisk og retsligt lige og frie selvejerbønder, mens adel og ufrie først skilte sig ud senere. De frie bønder boede på enkeltgårde, der i kraft af husherremagten udgjorde næsten uafhængige »stater«, og den fries gård blev samtidig den grundlæggende organisationsenhed i udviklingen af hele den videre samfunds- og statsopbygning, lige fra sammenslutningen i markfællesskaber og frem til organisationen i en fælles stat. Modsat Moser pointerede K. F. Eichhorn, at der ved siden af fri og ufri eksisterede en oprindelig og »ægte« adel med særlige politiske, sociale og retslige prærogativer, og at staten var udviklet i samspil mellem konge, adel og frie. Med Georg Waitz' Deutsche Verfassungsgeschichte fra årene 1844—61 nåedes et højdepunkt i det 19. århundredes forfatningshistorieskrivning. Han erstattede forgængernes »ståndestaatliche Verfassungsbild« med et »nationalpolitisch-konstitutionelles Verfassungsideal« (E.-W. Bockenforde) .* Urtilstanden i samfundet var ikke karakteriseret ved samfundsgrupper, der som følge af selveje og frihed (Moser) eller adelsskab (Eichhorn) udøvede et suverænt herredømme og først efterhånden sluttede sig sammen i fællesskaber, men samfundstilstanden havde fra begyndelsen været »genossenschaftlich-demokratisch«: »Es war die Genossenschaft der durch Grundbesitz vollberechtigten Freien, die die Gemeinde bildete, bei der alle politische Gewalt ihren Ausgang und Mittelpunkt hatte«.⁵ Eichhorns oprindelige og »ægte« adel med politiske forrettigheder blev afvist; hvor der optrådte konger hos germanske stammer, var disse valgt af folket og i deres magtudøvelse bundet af folkeforsamlingen. Dette grundsynspunkt blev appliceret på frankisk tid: »Freie Grundeigentiimer — als Normalmass galt der Besitz einer Hufe, eines Bauernhofes — bildeten den Kern des frånkischen Volkes und stellten die eigentlichen vollberechtigten Rechtsgenossen dar, die sich in den Gauen und Hundertschaften als kleinsten Organisationseinheiten zum Gericht zusammenfanden und die unter dem Konig und seinen Beamten, den Grafen, im Heerbann aufgrund einer allgemeinen Wehrpflicht zu Felde zogen« (Schmitt, anf. arb., s. 12). Med tiden blev uligheden mellem disse Gemeinfreie voksende. Nogle mistede deres selveje og dermed den personlige frihed; andre indtrådte som tjenesteadel i kongens følge, hvor de opnåede embeder og jordbesiddelser og ved tilegnelse af kongelige rettigheder også fik herredømme over frie. En fortsat depression af de frie selvejere blev følgen, og afstanden mellem kongedømme og det frie folk blev stadig større. Med udviklingen af lensvæsenet blev forbindelsen på afgørende måde brudt, og fra slutningen af Karolingertiden var feudalismen trådt i den gamle forfatnings sted og den oprindelige frihed i betydeligt omfang gået tabt.

Debatten om det germanske og det tidligt middelalderlige samfund fortsatte

4 Schmitt, anf. arb., i. 11 med henvisning til E.-W. Bockenforde, Die deutsche verfassungsgeschichtliche Forschung im 19. Jahrhundert. Zeitgebundene Fragestellungen und Leitbili der. Schriften zur Verfassungsgeschichte 1, 1961, s. 99 ff.

5 Schmitt, anf. arb., s. 11 med henvisning til G. Waitz, Deutsche Verfasiungsgeschichte I. 1844, s. 178.

Side 421

hos Paul v. Roth og R. Sohm, der hævdede eksistensen af en ægte stat allerede fra gammelgermansk tid; hos G. L. von Maurer, i hvis Markgenossenschaft-teori enkeltgårdssystemetblev erstattet af tesen om fælles bosættelse af slægter og stammeri de såkaldte markfællesskaber med frihed og lighed for alle dets medlemmer. Og videre frem over Otto v. Gierkes Genossenschaft-Herrschaft-dialektik til HeinrichBrunners Deutsche Rechtgeschichte fra 1887—92, der samlede forskningen fra Waitz og efterfølgere til en ny syntese, hvor de fries markfællesskaber såvel som den frankiske forfatnings >Staatlichkeit< kom med, og hvor moderne begrebersom »stat-samfund« og »offentlig-privat« blev lagt til grund for fremstillingen.

Med det 20. århundrede begyndte de første afgørende modifikationer i den tysk-sprogede forskning af hele denne lærebygning — i Frankrig og England havde N.-D. Fustel de Goulanges og Frederick Seebohm forlængst sagt fra* — med bl. a. W. Wittich, G. Garo og frem for nogen med Alfons Dopsch. Dopsch afviste markfællesskabslæren, påviste eksistensen af kongelige, adelige og kirkelige Grundherrschajten allerede fra merovingisk tid og af betydelige afvigelser i størrelsen af de Gemeinfreie's besiddelser. Dopsch argumenterede også mod den traditionelle opfattelse af undertrykkelsen eller depressionen af de frie og pegede på, at der samtidigt foregik forskellige former for frigivelser af ufrie.

Efter Dopsch's modifikationer og opgør med markfællesskabstesen fulgte det afgørende fremstød mod hele den klassiske lære: forestillingen om statens eksistens fra germansk tid og op i middelalder blev erstattet af de nye Herrschaftsteser hos bl. a. Otto Brunner (1939) og Walter Schlesinger (1941 og 1953 m.m.) og i stedet for Gemeinfreiheit-begrebet trådte hos Schlesinger, men først og sidst i Th. Mayers, H. Dannenbauers og senere i Karl Bosls arbejder et helt nyt: Konigsfreiheit. Efter Otto Brunners opfattelse lå oprindelsen til alt herredømme i huset: i Hausherrschaft, men det havde tillige, føjede Schlesinger til, sin rod i det med Hausherrschaft nært forbundne Gefolgsherrschaft. Fra disse to Herrschaft-siæreT udviklede sig fra gammelgermansk tid det adelige »Herrschaft iiber Land und Leute«, et herredømme, der senere udskilte sig i henholdsvis Adelsherrschaft og Konigsherrschaft.⁷ Den middelalderlige stat var da ingen »enhedsstat«, hvilende på et politisk forbund mellem frie selvejerbønder og konge, men en »Personenverbandsstaat«, hvor der overfor det kongelige herredømme stod et ligeberettiget adeligt, der i sin inderste kærne var autogent og følgelig ikke var kommet i stand ved delegation eller usurpation af kongelige rettigheder.

»Die fabelhaften Gemeinfreien der Lehrbiicher« (Dannenbauer) passede ikke ind i dette billede af middelalderens aristokratiske verden, og i fortsættelse af forskningen over frankisk og longobardisk »statskolonisation< hos K. Rubel (1904), A. Heusler (1905) og F. Schneider (1924 og 1928) blev man mere og mere opmærksom på, at der bestod en sammenhæng mellem nyopdyrkning, kolonisationog frihed, og at »statskolonisation« og bosættelse på Konigsland alleredei tidlig middelalder — ligesom i Højmiddelalderen (Th. Mayer) — havde

6 Se foruden Fustel de Coulanges' mange arbejder, F. Seebohm, The English Village Community, 1883.

7 Se foruden Schmitt, anf. arb., s. 31 ff., især W. Schlesinger, Herrschaft und Gefolgschaft in der gennanisch-deutschen Verfassungsgeschichte. Historische Zeitschrift 176, 1953.

Side 422

ført til en særlig form for frihed: Konigsfreiheit, hvis indehavere i mange tilfælde kunne ses at være rekrutteret blandt oprindeligt ufri, ikke mindst blandt krigsfangereller undertvungne folk. Den frankiske og longobardiske »statsbosættelse« havde vist sig at være en fortsættelse og videreudvikling af traditionen fra romerskmilitærkolonisation og havde haft form af et særligt erobrings-, bosættelses - og forvaltningssystem organiseret i centena'er og dekanier, og denne organisationsformfandt anvendelse overalt, hvor frankiske konger, merovingiske som karolingiske gennem erobring inddrog nyt land under deres herredømme.

En vigtig forudsætning for teorien om Konigsfreiheit lå yderligere i en helt ny anskuelse af det tidligt middelalderlige frihedsbegreb hos E.F.Otto (1937) og A. Waas (1938 og 1939): »fri« betød at være »beskyttet«, at være »skånet«, og begrebet forudsatte en herre, der kunne yde denne beskyttelse. »Die Hauptmasse der Freien seien abhångige, einer Herrschaft unterworfene Freien gewesen, 'in der Munt eines Herren stehende Hintersassen'« (Schmitt, anf. arb., s. 29). Som Otto så Waas »Freiheit dort garantiert und verwirklicht, wo Herrschaft, Adelsund Konigsherrschaft, ausgeiibt wurde und Schutz gewåhrte« (sst.), og han måtte formode, at »der Sozialaufbau des frånkischen Reiches herrschaftlich gewesen sein muss«⁸ og betvivlede, at frie bønder, således som det 19. århundrede forestillede sig dem, overhovedet havde eksisteret.

Med Herrschaft-læren og den nye forståelse af frihed og af den tidligt middelalderlige»statskolonisation« var forudsætningerne til stede for tesen om Konigsfreiheit.De Konigsfreie, hvis frihed var blevet dem skænket af kongen, var »Leute, die auf Konigsland sitzen, personlich frei, doch in der Verfiigung über ihr Eigen beschrånkt und dem Konig zu Dienst und Abgaben, dem Konigszins, verpflichtet, vor allem aber zu Kriegsdienst und anderen Aufgaben militårischer Art« (Dannenbauer) .⁹ Med andre ord, de Konigsfreie overtog alle de opgaver og forpligtelser,som den »klassiske lære« havde tildelt de Gemeinfreie. Men deres besiddelserhavde ikke som i Gemeinfreie-læren karakter af allodium eller »fuldfri« ejendom;den kunne nedarves indenfor familien, men ellers kunne der ikke disponeresover den uden tilladelse fra kongen eller hans repræsentant. I karolingisk tid begyndte de K'6nigsfreie\ betydning militært og på anden måde at svækkes, og de blev i stor udstrækning skænket bort af kongen til gejstlige og verdslige Grundherrschaften,eller de gav sig ved frivillig commendatio ind under disse. Læren om de Konigsfreie har med en enkelt undtagelse¹⁰ ikke fået konsekvenser for debattenom

8 Schmitt, anf. arb., s. 30 med henvisning til A. Waas, Herrschaft und Staat im deutschen Friihmittelalter. Historische Studien 335, 1938, s. 324.

9 Schmitt, anf. arb., s. 34 med henvisning til H. Dannenbauer, Konigsfreie und Ministerialen, i H. Dannenbauer, Grundlagen der mittelalterlichen Welt. Skizzen und Studien. 1958, s. 330.

10 I afhandlingen »Danelaw institutions and Danish society in the Viking Age, Sochemanni, liberi homines and Konigsfreie*.. Mediaeval Scandnavia 8, 1975, s. 27-85, har jeg argumenteret for, at forholdene i Danelagen i angelsaksisk tid og senere ikke afspejler en specifik dansk eller nordisk samfundsorganisation, men at dette områdes frie bondebefolkning (sochemanni) og særegne institutioner hører hjemme i en fælles europæisk tradition og passer ind i det samfundsmønster, tom Konigsfreie-teoretikerne har tegnet. Hvad den danske vikingebesættelse angår, så peger flere træk på, at bosættelsen er foregået efter mili- tærkolonisations- og centena-princippet, og at danernes »frie bonde« var frigiven. Jf. iøvrigt ndfr. s. 450.

Side 423

battenomdet angelsaksiske eller de skandinaviske samfund i og før vikingetiden.

Trods tilslutning fra mange sider — Reinh. Wenskus, Gerhard Baaken, W. Hanisch og mange flere — har teorien om Konigsfreiheit også mødt kritik og i stadigt stigende grad. Schlesinger betvivlede, at Konigsfreiheit havde haft det omfang, som især Dannenbauer antog. Fr. Liitge anførte lignende synspunkter, andre har ud fra bl. a. regionale undersøgelser kunnet påvise, at det ikke kun var Konigsfreie, der var omfattet af hærpligt, således som Dannenbauer fremstillede det (E. Hlawitschka, F. Wemli, E. Miiller-Mertens, G. Tabacco, H. Krause m. fl.). Stammelovenes og kapitularernes liberi var ikke slet og ret Konigsfreie, men indbefattede et bredt lag af frie mænd, stormænd, vasaller, bønder 0.a.: >Die liberi setzten sich zusammen aus Bauern auf Eigengut, aus båuerlichen Militårkolonisten und grundherrlichen Hintersassen, aus landlosen Armen und aus gehobenen Dienstmannen, aus herrenmåssig oder grundherrlich lebenden Amtsleuten, Vasallen, Benefiziaren und Militårkolonisten sowie mittleren Allodisten und divites mit Allod« (Miiller-Mertens).¹¹. Endelig har H. K. Schulze taget afstand fra, at bosættelse på Konigsland overhovedet skulle have ført til en særlig form for frihed.

Det er i denne spegede forskningssituation, at Johs. Schmitt vil sætte ind. I fortsættelse af resultaterne hos bl. a. Miiller-Mertens vil forfatteren undersøge, om samtlige liberi homines i karolingisk tid skal identificeres med Konigsfreie, eller om der således, som kritikerne har hævdet, ved siden af disse har eksisteret andre frie? Til afklaring af dette spørgsmål ser forfatteren først på de fries jordbesiddelsesforhold. Efter Gemeinfreie-læren besad de frie bønder allodium, d.v.s. jord med fuld ejendomsret, mens man i teorien om de Konigsfreie hævdede, at disse ikke sad inde med allodium, men havde en begrænset dispositionsret over deres jord, idet de ved afhændelse udenfor familien eller centena-samfundet først måtte indhente tilladelse fra kongen eller hans repræsentant (greven eller centenar ius). Ud fra en analyse af de karolingiske kapitularer, hersker- og traditionsdiplomer når Schmitt i lighed med Muller-Mertens til det resultat, at liberi faktisk og stik modsat Konigsfreie-teorien har siddet inde med og kunnet disponere over allodium (proprietas), og at der blandt sådanne liberi foruden Grundherren også var folk, der ud fra størrelsen af deres besiddelse måtte betegnes som bønder .¹²

Med dette resultat mener Schmitt at have tilbagevist et helt centralt punkt i Konigsfreie-teorien. En anden ligeså væsentlig side af denne tese, læren om identitetmellem Konigsfreie og Konigszinser, d.v.s. folk, der ifølge kilderne svarede en særlig skat til kongen {census regalis, tributum, steora, ostarstuopha m. fl.) bliverligeledes modificeret.¹³ Konigszins var efter denne opfattelse en afgift, der

11 Schmitt, anf. arb., s. 39 med henvisning til E. Muller-Mertens, Karl der Grosse, Ludwig der Fromme und die Freien. Wer waren die liberi homines der karolingischen Kapitularien (742/43-832)? Ein Beitrag zur Sozialgeschichte und Sozialpolitik des Frankenreiches. Forschungen zur mittelalterlichen Geschichte 10. 1963, s. 88.

12 Schmitt, anf. arb., s. 41-103.

13 Schmitt, anf. arb., s. 110-136.

Side 424

blev svaret af Konigsfreie for deres bosættelse på og nydelse af kongens fiskaljord, og den udgjorde rent ud, hævdede Dannenbauer, et »Leitfossih til i kilderne at opsnuse disse Konigsfreie.¹⁴ Schmitt vil naturligvis ikke bestride, at denne skat blev svaret af frie, der var bosat på kongens jord. Men skatten har ikke været begrænsettil den af Konigsfreie-teorien fremhævede form for bosættelse på Konigsland;den synes tillige at være en ydelse, der blev erlagt indenfor det kongelige Grundherrschajt i snævrere forstand og også ved »precarie«-udnyttelse af kongensgods. Men Schmitt rejser samtidig — og i fortsættelse af Michael Gockels diskussion af ostarstuopha i dennes studier over Karolingische Konigshofe am Mittelrhein (1970) — spørgsmålet om kongeskattens mulige karakter af en »offentlig-retlig«afgift, en »statsskat«, der tilfaldt kongen »als Herrscher und nicht als Grundherr« (Gockel) ?

Schmitts videre analyser af liberi og af de sammenhænge, hvori de figurerer, viser, at de foruden som indehavere af allodium kan optræde som henholdsvis vasaller og som frie, der var knyttet til et Grundherrschajt, verdsligt som gejstligt. Vasalgruppen af liberi var yderst blandet og indbefattede alle lige fra kongens vasaller med det egentlige »rigsaristokrati« over deres undervasaller til kirkens. Også her ser Schmitt en betydelig indsnævring af Konigsfreie-teorien, der stort set opfattede liberi, mener han, som konigsfreie bønder.¹⁵ Ved undersøgelsen af de fries forhold indenfor Grundherrschaften må Schmitt konstatere, at teorierne om henholdsvis Gemeinfreiheit og Konigsfreiheit kun giver et ringe bidrag til forståelsen af dette afhængighedsforhold.¹⁶ Han finder to hovedkategorier af liberi her: på den ene side liberi, der er knyttet til et Grundherrschaft gennem et prekarieforhold, på den anden liberi, der sidder på jord tilhørende et sådant Grundherrschaft og er integreret i dette som fæstebønder. Den sidste kategori kan hverken forklares ved som helhed at bestå af tidligere Gemeinfreie, d.v.s. folk, der ved autotradition frivilligt eller tvunget var kommet i et fæsteforhold, eller som tidligere Konigsfreie, folk på oprindelig terra regis, der ved kongelig bortskænkning eller på anden måde havde skiftet herre. Ligesom Dopsch i sin tid betoner Johs. Schmitt, at det ved denne gruppes opståen må tages i betragtning, at forskellige former for frigivelse af tidligere ufri direkte indebar en fremtidig binding til frigiveren gennem dennes værn og gennem økonomisk afhængighed (f. eks. ved frigivelse in ecclesia). Det viser sig da også, at den frie mands autotradition næppe har haft den betydning eller det omfang, som Gemeinfreie-Yæren tildelte

I bogens sidste afsnit beskæftiger forfatteren sig med spørgsmålet, om de karolingiskekapitularer afspejler en depressionsproces for de frie bønder, således som ikke blot Gemeinfreie-læren, men senest den østtyske og marxistiske historiker Miiller-Mertens antog.¹⁷ Miiller-Mertens hævdede, at kapitularernes foranstaltningtil beskyttelse af pauperes mod overgreb, oppressiones, fra potentes var et forsøg på fra kongedømmets side at knytte denne gruppe af liberi til sig for derigennemat

14 Schmitt, anf. arb., s. 112 med henvisning til Dannenbauer, anf. arb. s. 319.

15 Schmitt, anf. arb., s. 103-110.

16 Schmitt, anf. arb., s. 136-179.

17 Schmitt, anf. arb., i. 180-244.

Side 425

igennematopbygge en modvægt mod feudaladlens særinteresser og den truende rigsopløsning. I polemik mod dette synspunkt anfører Schmitt, at Karl den Store og Ludvig den Fromme med deres pauperes-politik forsøgte at virkeliggøre pligter,som ifølge den kristne tradition påhvilede herskeren. Fra tidlig karolingisk tid blev disse pligter fremført som krav i fyrstespejl, formaningsbreve og konciliebeslutningerog medførte en afgørende ændring i udlægningen af herskeretos og i »statsopfattelsen« som helhed, der fra o. 800 slog igennem i Karl den Stores og efterfølgeres kapitularbestemmelser for pauperes. løvrigt var undertrykkelse af pauperes ikke noget nyt fænomen i Karolingertiden, men kan følges tilbage til merovingisk tid.

Det foreliggende arbejde må betegnes som eet af de vægtigste, der er fremkommet i kritikken af Konigsfreie-teorien. Tidligere kritik har med undtagelse af især Miiller-Mertens og italieneren G. Tabacco været mindre systematisk og har hovedsageligt behandlet enkeltpunkter i teorien. Her må ikke mindst fremhæves Johs. Schmitts fine forskningsoversigter, såvel de indledende om udviklingen af Gemeinfreie-læren og tesen om Konigsfreiheit, som de følgende i forbindelse med senere behandlede emner. Disse resumé'er er meget nyttige for enhver, der beskæftiger sig med denne periode, hvor forskningslitteraturen efterhånden er blevet næsten uoverkommelig og uoverskuelig for den enkelte at følge med i. Forfatteren er ikke blot meget indsigtsfuld, men han er i sine analyser tillige en yderst skarpsindig, nøgtern og uhildet kildekritiker. Han giver ingen ny helhedsopfattelse og dermed intet alternativ til Gemeinfreie- og Konigsfreie-tesernes opfattelse af det tidligt middelalderlige samfund og dets forfatning. Det ville naturligvis heller ikke være at vente i et værk som det foreliggende, men manglen hos forfatteren på et personligt helhedssyn bliver på een gang bogens styrke og dens svaghed. Styrke i kritikken, fordi det altid er muligt at øve kritik, særdeles når det sker på grundlag af et tidsmæssigt og rumligt begrænset kildemateriale. Men også svaghed, når forfatteren nødvendigvis må arbejde ud fra trods alt isolerede problemstillinger, der ikke kan behandles i den store sammenhæng, hvori de hører hjemme, og hvor han yderligere ofte må erkende, at det selv på disse udvalgte områder ikke er muligt at få alle aspekter med eller at føre debatten til ende.

I

I det overordentligt centrale spørgsmål om liberi og deres jordbesiddelsesforhold konkluderer Schmitt, at dokumentationen af forbindelsen liberi—allodium udgør et vigtigt argument mod Konigsfreie-teorien.¹ ^* At kildernes liberi og ingenui har besiddet alodis, proprietas eller hereditas og frit har kunnet disponere over denne ejendom, d.v.s. kunnet afhænde (give, sælge, bytte) den, er veldokumenteret.¹⁹

18 Schmitt, anf. arb., s. 81, 89 og 102.

19 Sst., s. 78-91. Med Schmitts diskussion af de tidligt middelalderlige ejendomsbegreber og deres indhold er alle problemer i den forbindelse imidlertid ikke løst. Begreber som hereditas og res suae kan tillige betegne Konigszins-pligtig besiddelse, som ikke kan afhændes uden tilladelse fra kongen (se Karl den Skaldedes Edictum Pistense kap. 28 og 30, ndfr. note 112 og nole 92). For kongelig bekræftelse ved proprietas-overdrsigeher, se ndfr. note 36 og for en eventuel forbindelse mellem besiddelse af proprietas og ydelse af Konigszins, se ndfr. note 97. Med andre ord: ikke alle frie har frit kunnet disponere over deres hereditas, res suae eller proprietas. For datidens og middelalderens divergerende ejendomsbegreber, se H. Ebner, Das freie Eigen, 1969, passim. Her fremhaeves gang pa gang: »Jede Standesgruppe hatte ihre eigene Freieigenkategorie« (s. 128); »Keiner der zahlreichen Ausdriicke (latinske termer) fur Grundbesitz oder Grundeigen ist auf eine soziale Schichte beschrankt« (s. 226) og »Freieigen hatte im Lebensraum der Unterschichten eine andere Bedeutung als in dem des Adels« (s. 315). For proprietas, se isaer s. 230-35. Blandt Ebners erfaringer med hensyn til proprietas bemserker vi folgende: 1. Proprietas (proprium) var i modsaetning til allodium for det meste underkastet dispositionsbegracnsninger (s. 233; se ogsa henvisningen hos Schmitt, anf. arb., s. 71 til D. von GladißjDie Schenkungen der deutschen Konige zu privatem Eigen (800-1137). Deutsches Archiv 1, 1937). 2. Besiddelse af proprietas var ikke uforenelig med forpligtelse til at svare Zins, selv om frihed for en sadan forpligtelse turde have vseret den herskende (s. 234). 3. Proprietas beted savel »das Recht des Leiheherren am Grund wie das des Beliehenden* (5.234f.).

Side 426

Det er også rigtigt at der dermed er tilvejebragt en modifikation af Konigsfreieteorien,hvor der nok var en tilbøjelighed til især vel hos Karl Bosl at identificere kildernes liberi med Konigsfreie,²⁰ der som indehavere af terra regis kun kunne afhændederes besiddelse med tilladelse fra kongen. Men alligevel rammer denne kendsgerning ikke helt i plet. Konigsfreie-teorien beskæftiger sig — i sin oppositiontil læren om den gemeinfreie bonde — fortrinsvis med »bondebefolkningen«, mens de liberi, Schmitt anfører som eksempler, meget vel kan have tilhørt helt andre kategorier. Hvor kilderne karakteriserer disse liberi nærmere, viser de sig at være adelige Grundherren, og det er velkendt, Schmitt anfører flere eksempler derpå, at datiden anvender udtrykket liber og nobilis ækvivalent.²¹ De mange tilfælde,hvor alodis, proprietas og hereditas optræder som antitese til lenet, beneficium ,²² understreger yderligere, at der næppe er tale om »bondejord«, og vi får en begrundet mistanke om, at begreber som alodis og proprietas ofte dækker over tidligere len, der ved kongelig gave har fået denne nye kvalitet, eller i det hele taget over overdragelser til kongens fideles af jord til jus proprietarium.²³ Skal påvisningen af forbindelsen liberi—allodium for alvor ramme Konigsfreie-teorien, må indehaverne af denne besiddelsesform kunne påvises at tilhøre et helt andet lag i det karolingiske samfund end det, vi her stifter bekendtskab med.

Johs. Schmitt mener da også at kunne finde frie bønder med allodium. Det afgørendested
er Memoratorium de exercitu in Gallia occidentali praeparando fra
807, der fastsætter hærydelsen for liberi med besiddelser (proprietas) fra 5 mansi

20 Th. Mayer har dog ingenlunde opfattet liberi som udelukkende bestående af Konigsfreie; se f. eks. citater hof Schmitt, anf. arb., s. 366 i note 435. Jf. også Dannenbauer, anf. arb., bl. a. s. 246, 262; Karl Bosl, Friihformen der Gesellschaft im mittelalterlichen Europa. 1964, passim.

21 Schmitt, anf. arb., s. 82-89; se også s. 96-102.

22 Sst,.. 63-77.

23 Se eksempler på omdannelse af beneficium til proprium eller proprietas hos Schmitt, anf. arb., s. 71 og 89. I en kapitular fra Karl den Skaldedes tid ses alodes at kunne stamme enten de hereditate et de conquisitu et ... de donatione nostri (kongens), Schmitt, anf. arb., s. 64. — Fra Lothar I's og Karl den Skaldedes tid stammer en hel række diplomer, hvor kongens fideles får overdraget hidtidig lensbesiddelse til Eigen (Wolfgang Metz, Das karolingische Reichgut. 1960, s. 201). Jf. videre ndfr. og iøvrigt ovfr. note 19.

Side 427

ned til J/2,²⁴ og hvor det efter Schmitts opfattelse fra 3—4 mansi og nedefter drejer sig om bondebrug.²⁵ Det er disse liberi, der i hans endelige konklusion omtales som »kleine Allodbauern«.²⁶ Jeg vil ikke på forhånd udelukke, at små selvejerbønderfaktisk kunne have eksisteret, men jeg mener på den anden side ikke, at problemerne omkring disse forhold er tilstrækkeligt belyst eller udtømmende debatteretmed Schmitts diskussion, hverken af de tidligt middelalderlige jordbesiddelsesforholdeller af det pågældende kildested. For det første forekommer det lidt uheldigt at tale om »Allodbauern«, når kilden faktisk anvender udtrykket proprietas. Ganske vist har Schmitt i en exkurs over de tidligt middelalderlige ejendomsbegreber kunnet påvise, at ord som alodis, proprietas, hereditas m. fl. har besiddet en fælles kærne i deres betydningsindhold, idet de især anvendes synonymt som modsætningen til beneficium.²⁷ Men han understreger samtidig, i polemik mod Muller-Mertens, at der ikke er tale om identitet mellem disse begreber .²⁸

24 Memoratorium de exercitu in Gallia occidentali praeparando 807: Memoratorium qualiter ordinavimus propter famis inopiam, ut de ultra Sequane omnes exercitare debeant. 1. In primis quicumque beneficia habere videntur, omnes in hostem veniant. 2. Quicumque liber mansos quinque de proprietate habere videtur, similiter in hostem veniat; et qui quattuor mansos habet, similiter faciat; qui tres habere videtur, similiter agat. Übicumque autem inventi fuerint duo, quorum unusquisque duos mansos habere videtur, unus alium praeparare faciat; et qui melius ex ipsis potuerit, in hostem veniat. Et übi inventi fuerint duo, quorum unus habeat duos mansos et alter habeat unum mansum, similiter se sociare faciant et unus alterum praeparet; et qui melius potuerit, in hostem veniat. Übicumque autem tres fuerint inventi, quorum unusquisque mansum unum habeat, duo tercium praeparare faciant; ex quibus qui melius potest, in hostem veniat. Illi vero qui dimidium mansum habent, quinque sextum praeparare faciant. Et qui sic pauper inventus fuerit qui nee mancipia nee propriam possessionem terrarum habeat, tamen in praecio valente . . . solidos, quinque sextum praeparent . . . Et unicuique ex ipsis, qui in hoste pergunt fiant coniectati solidi quinque a suprascriptis pauperioribus qui nullam possessionem habere videntur in terra. Et pro hac consideratione nullus suum seniorem dimittat. 3. Omnes itaque fideles nostri capitanei . . . Monumenta Germaniae historica, Legum Sectio 11, Capitularia Regum Francorum I, ed. A. Boretius, 1883, nr. 48, s. 134 f. Jf. ogsa Capitulate missorum de exercitu promovendo 808, hvor graensen for fuld ydelse af haertjeneste ligger ved 4 mansi: Ut omnis liber homo, qui quatuor mansos vestitos de proprio suo sive de alicuius benejicio habet, ipse se praeparet et per se in hostem pergat, sive cum seniore suo si senior eius perrexerit sive cum comito suo. Qui vero tres mansos de proprio habuerit, huic adiungatur qui unum mansum habeat et det illi adiutorium, ut ille pro ambodus possit. Qui autem duos habet . . . Sst., nr. 50, s. 136 f.

25 Schmitt, anf. arb., s. 91-96, 99. - Bemacrk trykfejlen »vier Morgen« for »vier Mansen« i Miiller-Mertens citatet s. 95.

26 Sst., s. 245.

27 Sst., s. 62-77.

28 Sst., s. 77, 78. For modsaetningen allodium-proprietas, jf. ovfr. note 19, pkt. 1.

Side 428

Lad det ligge. Mere afgørende er et andet forhold. Schmitt går ud fra, at de små proprie_{for-indehavere} i Memoratoriet er selvejerbønder. Rent bortset fra det måske ikke helt uproblematiske i at anse store besiddelser op til 3—4 mansi for bondebrug,²⁸ så indeholder Memoratoriet en oplysning, der taler mod denne tolkning. I de to første kapitler fastsætter kilden hærydelsen for henholdsvis folk med beneficium og med proprietas. Mens alle indehavere af beneficium skal drage i felten, er reglerne anderledes for besiddere af proprietas, idet kun liberi med 5,4 og 3 mansi yder fuld hærtjeneste og selv rykker ud. De øvrige med 2 mansi og mindre lægges sammen i lægd, der hver især udstyrer een mand og sender ham til hæren. »Et pro hac consideratione«, konkluderer kilden, »nullus suum seniorem dimittat«.³⁰ Har frie selvejerbønder en senior, eller rykker de ud direkte under greven, må man uvægerligt spørge? Senior er et udtryk, der efter gængs opfattelse hører hjemme i vasal- og lensherreforholdet, og selv om en skarp skelnen mellem vasal- og bondebefolkning utvivlsomt efterhånden vil vise sig at blive mere og mere uaktuel, så er senior i hvert fald en faktor, man kunne have ønsket debatteret, før der blev sluttet fra disse liberi med proprietas til selvejerbønder.

Hvad har Schmitt i tankerne, når han tolker disse liberi som »kleine Allodbauern«? Er det ikke restforestillinger om selvejet og selvejerbønder fra Gemeinfreie-latven, der trods al forsigtighed hos forfatteren, stadig spøger? Tanken om selvejet, allodiet, som en oprindelig, en primær besiddelsesform, ikke en sekundær, en senere erhvervet kvalitet? Uanset om vi hæfter betegnelsen vasal eller bonde på de pågældende liberi, så er der god grund til efter alt, hvad Schmitt fremlægger af materiale, at mistænke proprietas-kvaliteten for netop ikke at være oprindelig, men tværtimod en senere kvalitet opnået ved kongelig gave. Forud kan ududmærket være gået en anden uden eller med begrænset dispositionsret, enten beneficiet eller anden form for leje. Således skænker karolingiske herskere deres mænd gods, som disse hidtil har besiddet som len (beneficium) in proprietatem eller ad proprium.₃₁ På lignende måde ses der forud for den jus proprietarium eller overdragelse ad proprium, in proprietatem, som Karl den Skaldede tildelte visse aprisionærer i Sydfrankrig, at ligge en besiddelsesform med begrænset dispositionsret, idet aprisionæreme sammen med jorden generelt kun havde fået arveret for deres efterkommere. Eller som det udtrykkes senere, det var dem tilladt at nedarve eorum possessiones sive aprisiones og at afhænde dem (vendere, concambiare seu donare), men kun indbyrdes, ikke til fremmede.³²

I foreliggende sammenhæng er eksemplet med de sydfranske aprisionærer særdelesvigtigt, idet der her er tale om efterkommere efter de spanske flygtninge, der siden anden halvdel af det 8. århundrede var blevet bosat af karolingiske herskere på kongens fiskaljord i Septimanien og den Spanske Mark. Disse spanskeflygtninge

29 Jf. iøvrigt Franz Staab, Untersuchungen zur Gesellschaft am Mittelrhein in der Karo lingenzeit Geachichtliche Landeskunde XI, 1975, i. 57 f., for størrelsesforholdet mellem mansi ingenuiles og lediles og ndfr. s. 449.

30 Jf. citatet ovfr. i note 24; jf. også Capitulare missorum de exercitu promovendo fra 808 sst.

31 Jf. ovfr. note 23.

32 Schmitt, anf. arb., s. 90 f. Jf. citat ndfr. note 92.

Side 429

skeflygtningeeller aprisionærer spiller en central rolle i Konigsfreie-teorien, der betegner dem som militærkolonister, et synspunkt, der heller ikke betvivles hverkenaf Johs. Schmitt eller den øvrige forskning.³³ Det afgørende for vor problemstillinger da, at militærkolonistjord, kongens fiskaljord, efter nogle generationer i visse tilfælde ses at være omdannet til proprietas. Det kan derfor ikke undre, at der, som allerede Dopsch var opmærksom på, også andetsteds optræder frie mænd med proprietas og proprium indenfor rigsgods og kongens fiskaljord.³⁴ Når proprietaskan have sin oprindelse i fiskaljord, giver det ikke rigtig nogen mening på grundlag af de karolingiske kapitularers liberi med proprietas fra J 4 til 3—4 mansi at tale om »små selvejerbønder«, i hvert fald ikke som modsætning til Konigsfreie-teorienog dens påstand om en sammenhæng mellem fribondestatus og kongens fiskal jord.

Den kendsgerning, at proprietas i en række tilfælde ses direkte at være opstået ved kongelig gave og at have sin oprindelse i tidligere len eller fiskal jord, rejser spørgsmålet, om der forud for enhver propriet as-kvalitet altid har ligget sådanne forhold? Kongen skænker også jord til allodium³⁵ og vi må med andre ord spørge:er al jord oprindelig og principielt blevet betragtet som kongens, »hærens jord«, en ager publicus, der er blevet delt ud til len og anden form for leje, f. eks. som »arvefæste«, som i tilfældet med de spanske aprisionærer?³⁸ Besiddelsesformer,der i tidens løb, undertiden samtidig med jordoverdragelsen, ved kongeligt privilegium har kunnet omdannes til proprietas og allodium? Franz Staab, der senest har beskæftiget sig med spørgsmålet om terra regis eller >Staatsland<, synes at gå ud fra en sådan tankegang, når han i polemik mod bl. a. Konigsfreie-hc.xe.ns »Staatsland€-hegreb^S7 anfører: »Es gab neben grundherrschaftlichen und altfreien

33 Jf. Miiller-Mertens, anf. arb., s. 61-65.

34 Jf. Schmitt, anf. arb., s. 84-86.

35 Jf. ovfr. note 23. — Hos Marculf er den primære betydning af ordet alodis ikke heredium, men yalodis designe une propriété å oppose de beneficium qui signifie 'fief'« (Alf. Uddholm, Formulae Marculfi. 1953, s. 199).

36 Ager publicus-tanken støttes yderligere af, at omtale af kongens tilladelse til eller stadfæstelse af jordoverdragelser og byttehandler dukker op overalt i kilderne. Selv når det drejer sig om proprietas-besiddélser, ses kongens tilladelse at være påkrævet, til trods for at jus proprietatis kan omskrives med retten til at give, sælge og bytte (jf. Schmitt, anf. arb.. s. 72 og 76). Således bekræfter Ludvig Barn et bytte mellem liber homo loperth og klostret Niederaltaich, hvor loperth havde givet proprietatem suam til gengæld for et beneficium (Schmitt, anf. arb., s. 369 note 453), ligesom Karl den Skaldede i 844 giver tilladelse til. at liberi homines sælger eller bytter deres proprietas med klostret Saint-Laurent en Narbonnais (Schmitt, anf. arb., s. 150 f. med note 712). - I Ebners undersøgelse over »Das freie Eigen« viser han gang på gang, at jord hos adel, kirke og bønder stammer fra kongen (Ebner, anf. arb., s. 42 f., 43 ff., 128, 289-318 og passim), men han mener samtidig, at der derudover har eksisteret gammel, oprindelig adels-allodium og bondeselveje (se s. 36, 42 f., 59. 99, 163, 223, 289, 304 ff., 317 og passim). Kendigerningen er imidlertid, at der intetsteds kan anføres belæg for sådanne gamle besiddelser, der kan antages at være opstået uafhængig af kongens (hertugens) gave. Så vidt jeg kan se, bygger forestillingen hos Ebner om sådanne besiddelser i vid udstrækning på henholdsvis Herrschaft-tesen for det adelige allodium's vedkommende (jf. her mine betænkeligheder ved hele Herrschaft-tesen og dens kildegrundlag, ndfr. s. 433) og for bondeselvejet på Gemeinfreie-læven.

37 Se videre ndfr.

Side 430

Siedlungen keine Staatskolonien. Eine solche Unterscheidungsreihe istem Anachronismus.Ausserhalb der Grundherrschaften, deren mehr oder weniger grosse Unabhangigkeit von staatlichen Stellen zudem nur durch konigliche Rechtsabtretungen(Immunitåten) zustande kam, herrschen die Rechte und Anspriiche des Konigs (fiscus). Wo sie nicht an Kirchen oder Private veråussert werden, erscheinensie als Konigsgut«.³⁸ Hypotesen om et grundlæggende ager publicus-begrebhos frankerne ville falde godt i tråd med forholdene i Angelsaksisk England, hvor man kender to hovedkategorier af jord, folcland og bocland. Hanna Vollrath-Reichelter den, der sidst har behandlet disse begreber,³⁹ og hun har argumenteretfor den opfattelse, at folcland er fiskaljord, jord, som kongen »in seiner Eigenschaft als Herrscher des Volkes innehat, d.h. als derj enige, in dem sich das fole als politische Korperschaft darstellt«.⁴⁰ Folcland var da kongens fiskaljord, der blev delt ud til len (lænland) og anden form for leje (jf. ceorl og sokeman på henholdsvis gafolland og sokeland*¹); ved kongeligt privilegium, hoc eller landboc,kunne indehaveren af fiskaljord få sin besiddelse omdannet til privat ejendom.I parentes skal bemærkes, at ligheden mellem terminologien i angelsaksiske og karolingiske kongediplomer er påfaldende. Eksempelvis taler angelsaksiske kongerved bortskænkning af jord om terra juris mei og terra reipublicae juris.*² På den anden side af kanalen overdrager Lothar I grev Esich ex rebus juris nostri, quibus ipse ordine possidebat beneficiario, ad proprium** og i berettende kilder fra Karolingertiden omskrives modsætningen beneficium-pioprietas med begrebernepublicus-privatus.**

38 Franz Staab, anf. arb., s. 232.

39 Hanna Vollrath-Reichelt, Konigsgedanke und Konigtum bei den Angelsachsen. Kolner historische Abhandlungen 19, 1971, s. 192-225. Jf. Kristensen, anf. arb., s. 61 note 136.

40 Vollrath-Reichelt, anf. arb., s. 218.

41 Kristensen, anf. arb., s. 43 f., 62; jf. især R. H. C. Davis, East Anglia and the Danelaw. Transactions of the Royal Historical Society 5. ser. V, 1955.

42 Vollrath-Reichelt, anf. arb., s. 216.

43 Schmitt, anf. arb., s. 71.

44 Sst., s. 66 f. — Den arbejdshypotese, jeg har i tankerne, lader sig illustrere pa forskellig made, f. eks. - og med alle mulige forbehold - ved folgende opstilling (for alodis, proprietas og hereditas jf. henvisning ovfr. i note 19 til H. Ebner, Das freie Eigen: < folcland *■ < bocland > inland-^ⁿ ^S' ^St°^r-T" phgtig besid. Angels. Engl. Frankerriget , c . census reeiiu - benentium_— „_. ,°., pngtig besid. ■< [terra fiscalis] ► < alodis ► * proprietas ► * hereditas m.fl. >■ I forbindelse med foreliggende illustration ma folgende punkter understreges: 1. Udtrykket terra fiscalis anvendes her i stedet for ordvalg i forskningen som Konigsland, Staatsland, Konigsgut, jf. i. 431 ff. 2. Termer som folcland, Icenland, >King's feorm-< eller >census ro£iu.?-pligtige besiddelser« er udvalgte blandt andre mulige udtryk. Eksempelvis lader >King's feorm-pligtig besiddelse« sig erstatte af gafolland, soca o.s.v. 3. Eet og samme stykke jord kan set fra forskellig synsvinkel vacre bade len {Icenland, beneficium) og besiddelse palagt kongeskat, alt efter om vi taler om lensindehaveren eller om de skattepligtige bonder under hans len (jf. ndfr. s. 436 f.). Formodentlig har der ikke indenfor et len vaeret svaret kongeskat af lenets terra dominica og dets ufri bonder (jf. ndfr. s. 441). 4. Udtryk som proprietas, hereditas og andre ikke her nacvnte termer for jordbesiddelse har forskelligt indhold alt efter, hvilket socialt lag de angar (se Ebner, citeret ovfr. i note 19).

Side 431

Problemerne omkring de tidligt middelalderlige jordbesiddelsesforhold er vel overhovedet nogle af de mest presserende at få større klarhed over,⁴⁵ hvis vi skal nå videre i vor forståelse af datidens samfund og dets opbygning. Johs. Schmitt har med sine analyser bidraget til at kaste større lys over liberi homines og deres jordbesiddelser, men forskningssituationen er langtfra så afklaret, at vi ud fra forekomsten af liberi med proprietas übetinget og eentydigt kan slutte til eksistensen hverken af bønder eller af et selveje, der var oprindeligt og dermed stod i modsætning til Konigsfreie-lærens forestillinger om frie bønder på kongens fiskaljord. Men det skal indrømmes Schmitt, at han ikke står alene i sin opfattelse af Memoratoriets liberi som frie selvejerbønder. Overalt i forskningen, ikke mindst hos franske og belgiske historikere med bl. a. G. Duby og F.-L. Ganshof, men også hos marxistiske forskere som Miiller-Mertens, har et hovedargument for »les hommes sans seigneur«, »les paysans sans maitre«⁴⁸ netop været de karolingiske kapitularer og her frem for alt Memoratorium de exercitu in Gallia occidentali praeparando og Capitulare missorum de exercitu promovendo fra henholdsvis 807 og 808.⁴⁷ Og dette til trods for, at netop disse to kilder utvetydigt viser, at de formodede »frie selvejerbønder« eller liberi med proprietas har haft en seigneur, en senior.

II

Nært sammenhængende med hele jordbesiddelsesproblematikken er spørgsmålet
om Konigszins. Schmitt når som omtalt til det resultat, at det er for snævert kun
at tale om Konigsfreie eller militærkolonister i forbindelse med denne ydelse, og

45 Jf. også Schmitt, anf. arb., s. 62.

46 R. Boutruche, Seigneurie et féodalité, Le premier age des liens d'homme å homme 1959, s. 138 f.

47 Jf. Georges Duby, L'Économie rurale et la vie des campagnes dans l'Occident Medieval. 1962, s. 96; F.-L. Ganshof, La Belgique carolingienne. 1958, s. 71 f-, 90 f.; Muller-Mertens anf. arb., s. 79 ff. Jf. også Jan Dhondt, Das Friihe Mittelalter. Fischer Weltgeschichte 10, 1968, s. 35 f., og Josef Fleckenstein, Grundlagen und Beginn der deutschen Geschichte. Deutsche Geschichte, 1974, s. 50 ff. Et andet hovedargument for de frie selvejerbønder har været kildernes vicini (f. eks. Rolf Sprandel, Struktur und Geschichte des merovingischen Adels. Historische Zeitschrift 193, 1961, s. 54 ff.; Georges Duby, The early Growth of the European Economy. 1974, s. 33. Nyere forskning over disse når imidlertid til det resultat, at vicini allerede i merovingisk tid var »grundherrlich lcbende Leute« (Franz Staab, anf. arb., s. 261-79).

Side 432

at den hænger sammen med forskellige former for udnyttelse af kongens jord, ligesom han ikke vil udelukke, at den kunne besidde »eine quasi 'staatliche' Komponente« .⁴⁸ Det sidste punkt er naturligvis det vigtigste, for det har forbindelse med hele debatten omkring den tidligt middelalderlige kongemagt og forholdet mellem det kongelige og det adelige herredømme, og det fører os atter tilbage til spørgsmålet om kongens fiskaljord og til terra regis-begrebet. Hvad har vi i tankerne,når vi taler om Konigsgut og Konigsland? Dannenbauer, der påpegede identiteten mellem Konigszinser og den frankiske centencfs medlemmer, var af den opfattelse, at centenden i sin oprindelse var en organisationsform til forvaltningaf kongens gods, det kongelige Grundherrschaft.⁴⁹ I modsætning til Dannenbauerundgik Th. Mayer derimod bevidst udtryk som Konigsland og Konigsgut for ikke dermed at lede tanken hen på kongsgårde og kongeligt gods i snævrere forstand. Han talte i stedet for om Staatsland og sigtede med dette udtryk til den jord, hvor Kb'nigsfreie eller Konigsleute, som de også kaldes i forskningen, var blevet bosat under centenar'ens kommando til varetagelse af deres særlige forpligtelseroverfor kongedømmet.⁸⁰ Han skelnede således klart mellem det egentlige kongelige Grundherrschaft og Staatsland, organiseret i centender. Uheldigt nok synes det ofte at være Dannenbauers noget vagere Konigsland-begreb, som kritikereaf Konigsfreie-teorien har taget deres udgangspunkt i,⁵¹ f. eks. i polemikken hos Michael Gockel, når han betoner, at kongeskatten ikke var en Grundzins, der tilfaldt kongen som Grundherr, men en >offentlig« skat.⁸² Th. Mayers præcisering af Staatsland-begrebet åbner mulighed for en langt bredere forståelse af centenden. som en organisation for det kongelige følge og dets mænd, de større og mindre Konigsleute. Med dette Staatsland-begreb for øje får ydelser og forpligtelser overforkongen, herunder den omstridte Konigzins, mere karakter af forpligtelser med en »offentlig-retlig« end en »privat-retlig« oprindelse.⁸³ En ydelse som Konigszins kan derfor i højere grad siges at tilfalde kongen i hans egenskab af hærfører og »Herrscher* end som >Grundherr<.

Men som vi har set, er også Th. Mayers Staatsland-begreb blevet for trangt.54
Når Staab tager afstand fra udtrykket Staatsland og går ind for det synspunkt, at

48 Schmitt, anf. arb., *. 110-36.

49 Dannenbauer, anf. arb., s. 227, 238.

50 Th. Mayer, Staat und Hundertschaft in frånkischer Zeit. Mittelalterliche Studien, 1963, s. 119 f., 127 note 134.

51 Jf. Michael Gockel, Karolingische Konigshofe am Mittelrhein. Veroffentlichungen des Max-Planck-Instituts fur Geschichte 31, 1970, s. 96 ff.; Hans K. Schulze, Die Grafschaftsverfassung der Karolingerzeit in den Gebieten ostlich des Rheins. Schriften zur Verfassungsgeschichte 19, 1973, s. 246 f., 340 f. Se iøvrigt kritikken af Gockels O.rter.rtu/«-opfattelse hos Staab, anf. arb., s. 50 note 203.

52 Jf. ovfr. •. 424.

53 Se også Th. Mayer, Die Konigsfreien und der Staat des fruhen Mittelalters, Das Problem der Freiheit in der deutschen und schweizerischen Geschichte. Vortråge und Forschungen 11, 1953, s. 23 f. med note 50 a.

54 Se citat fra Staab, ovfr. s. 429 f. Jf. også Hansjorg Krug, Untersuchungen zum Amt des >centenarius< - SchultheiD 11. Zeitschrift der Savigny-Stiftung fur Rechtsgeschichte Germ. AbL 88, 1971, s. 32-34, 66 ff. Krug påpeger, at også andre frie end dem, der sad på Konigsland, synes at have stået under centenar'en og dermed under kongens herredømme.

Side 433

overalt, hvor kongelige rettigheder og krav ikke ved immunitetsindrømmelser var skænket bort, der fremtrådte de som Konigsgut, d.v.s. jorden stod under den kongelige fiskus, så hævder han i virkeligheden den opfattelse, at alle frie mænd principielt har været forpligtet overfor kongedømmet, herunder bl. a. til betaling af kongeskatten.⁵⁵ For han mener samtidig, at den større eller mindre uafhængighedaf kongens fiskus, som kirkelige og verdslige Grundherrschaften nød, alene var kommet i stand ved kongelige immunitetsindrømmelser. Denne opfattelse står i direkte modstrid med det samfundsmønster, som var udgangspunktet for Th. Mayer, Dannenbauer, Schlesinger og de andre Herrschaft-teoretikere. For disse bestod der som tidligere berørt side om side med det kongelige herredømme et ligeberettiget adeligt, selvgroet og med rod i Hausherrschaft og Gefolgsherrschaft. Det adelige Herrschaft über Land und Leute var i sin inderste natur helt uafhængigtaf kongen og kongelige indrømmelser. I denne aristokratiske Personenverbandstaatblev der kun plads til »Staat« og »Staatsland« med de dertil knyttede »offentlige« ydelser indenfor kongens Herrschaft-område.⁵⁶ Staab diskuterer ikke Herrschaft-tesen eller problemet om de autogene og autonome Adelsherrschaften ,⁵⁷ men når han indirekte benægter deres eksistens, må det være, fordi han ikke har fundet spor af dem. Det samme synes at have været tilfældet for forfatterentil et andet af 70'ernes centrale arbejder vedrørende tidlig middelalder, nemligHans K. Schulze. I sin undersøgelse over den karolingiske grevskabsforfatning må han gang på gang stille sig tvivlende overfor eller direkte afvise eksistensen af Adelsherrschaften og adelsgodsets »autogene immunitet«, omend det ikke fuldt ud lykkes ham som elev af Schlesinger at frigøre sig for grundsynspunktet i Herrschaft-tesen .⁵⁸ Men han når i hvert fald til det resultat, at stormændene og deres gods ingenlunde stod udenfor grevskabsorganisationen og argumenterer i analogi med ældre forskning for, at grevskabsforfatningen har udgjort rygraden i den frankiske rigsorganisation og kongens herredømme over riget.

Det er givetvis forankringen i Herrsc haft-tesen, der har været den egentlige hindring for, at folk som Dannenbauer og Th. Mayer har kunnet nå til en overbevisende og mere holdbar tolkning af det tidligt middelalderlige kongedømme og dets rolle i samfundsorganisationen. Jeg er af den forvisning, at tesen om adlens autogene herredømme vil smuldre og vise sig mere og mere uaktuel i de kommende år. Allerede i 1968 har retshistorikeren Karl Kroeschell argumenteret vægtigt mod forestillingen om det adelige og kongelige herredømmes udspring i Hausherrschaft ,⁵⁹ men er atter blevet delvis imødegået af Reinh. Wenskus.⁶⁰ Tvivl om tesens holdbarhed har foranlediget mine egne igangværende studier over gammelgermanske samfundsforhold, og dens forudsætninger der holder næppe stik.

Om man så bort fra tesen om de autogene Adelsherrschaften, ville Th. Mayers

55 Se også Staab, anf. arb., s. 250 ff., 357-71.

56 Se f. eks. Th. Mayer, Staat und Hundertschaft. Jf. Schmitt, anf. arb., s. 30-34, 133-35.

57 Jf. Staab, anf. arb., s. 251.

58 Hans K. Schulze, anf. arb., s. 49, 153, 262, 287, 301, 338 f., jf. dog s. 347.

59 Karl Kroeschell, Haus und Herrschaft im fruhen deutschen Recht. Gottinger Rechtswissenschaftliche Studien 70, 1968.

60 Reinh. Wenskus, Probleme der germanisch-deutschen Verfassungs- und Sozialgeschichte im Lichte der Ethnosoziologie. Historische Forschungen fur Walter Schlesinger, 1974, s. 41 f.

Side 434

»Staatsland« udvides og ville falde sammen med Staabs >Konigsgut€, og vi kunne tiltræde Staabs opfattelse af, at alle frie mænd var forpligtet overfor kongen. Vi ville være tilbage ved tanken om en oprindelig ager publicus, som kongen som hærfører og hersker har kunnet disponere over og uddele til sig og sine mænd til len og til »arvefæste« m.v. mod særlige forpligtelser overfor kongedømmet. De overdragne besiddelser har kunnet omdannes til ejendom som proprietas og allodium,ligesom kongen har været berettiget til at fritage jorden og dens indehavere helt eller delvis for de forpligtelser, der påhvilede den eller til at skænke de pågældendeydelser, evt. dele deraf, til andre.

Selv om jeg kan tilslutte mig grundsynspunktet hos Staab, er jeg ikke sikker på, at jeg kan lide udtrykket Konigsgut. Jeg vil fortsat af rent praktiske grunde være tilbøjelig til at fastholde en skelnen mellem på den ene side Konigsgut i snævrere forstand, de kongelige gårde, hans villae og fisci, og på den anden de rettigheder og krav, som kongen og hans fiskus havde over den jord, som var delt ud til kirkenog kongens frie mænd. Arnulf af Kårntens stadfæstelse i 889 af Wiirzburg-kirkensandele i kongelige indtægter giver udtryk for en klar sondring mellem henholdsviskongens oppebørsel fra de kongelige fisci og hans indtægter fra kongeskatten(steora vel ostarstuopha), der årligt blev svaret til kongens fiskus⁸¹ de partibusorientalium Franchorum vel de Sclavis.⁶² Dette eksempel står ikke alene,⁶³ og det understreger, at det er realistisk fortsat at skelne mellem henholdsvis kongensgods og hans rettigheder over den øvrige jord i riget. Selv om der givetvis består en nær sammenhæng mellem forvaltningen af de to former for kongelig oppebørsel, et spørgsmål, det vil føre alt for vidt at komme nærmere ind på her, så når en undersøgelse som Hans K. Schulzes af grevskabsorganisationen i hvert fald ikke blot til det resultat, at greven ofte stod for opkrævningen af Konigszins (census, tributum, steora, stuofa eller Osterstufe), men også at grevskabsorganisationog krongodsforvaltning lå »auf verschiedenen Ebenen« og i vid udstrækningvar uafhængig af hinanden.⁶⁴ Indtil et bedre udtryk findes, vil jeg hellere tale om Fiskalland i forbindelse med kongelige krav over frie mænd end om Konigsgut.løvrigt ved vi bl. a. fra Staabs redegørelse, at der ved immunitetsindrømmelseroftest var tale om en begrænset immunitet, og at kongens rettigheder over frie og Lazen (frigivne, halvfrie: laeti, liti m. fl. termer) indenfor kirkelige og verdslige Grundherrschaften derfor sjældent var skænket bort fuldt og helt.⁸⁵

61 Ordet fiscus betegner på den ene side »statskassen« (jf. ndfr. note 66), eller generelt kongens krav (quod ad regern pertinet), men kan også konkret henføre til den enkelte kongsgård, villa eller curtis regis (Krug, anf. arb., s. 36 note 44).

62 Gockel, anf. arb., s. 97 f.; Krug, anf. arb., s. 36 f.; Schmitt, anf. arb., s. 130 f. Uddrag af Arnulf-diplomets tekst er trykt hos Schmitt, s. 399 note 648.

63 Se eksempel fra Alamannien hos Schulze, anf. arb., i. 135 f., hvor Ludvig den Frommes gavebrev til Reichenau i 839 »kelner mellem kongens indtægter i Breisgau fra henh. området lom helhed og fra det kongelige Grundherrschaft (ex fisco).

64 Schulze, anf. arb., s. 339 f. og passim. Jf. ndfr. note 66. - I den churractiske Reichsurbar afregnes kongeskatten (census regius) under de enkelte »ministerier«:, d.v.s. en minister¹ _* eller sculthacius' embedsområde, et område, der svarer til centenar'tns (jf. Schmitt, anf. arb. s. 127 f.).

65 Staab, anf. arb., s. 360 ff.

Side 435

Uanset om indtægter fra sådanne frie og Lazen på kirkens og adelens godser gik til kongens gård i nabolaget eller direkte til greven,⁶⁶ så illustrerer udtrykket fiskaljordbedre kongens rettigheder end det i denne sammenhæng noget misvisende Konigsgut. Det samme gælder kongens rettigheder i forbindelse med liberi hominesmed proprietas. Foruden en principiel hærpligt⁶⁷ har denne kategori været pålagtde normale forpligtelser overfor kongen, herunder forpligtelsen til betaling af kongeskatten, mener Staab.⁶⁸ Også her ville det naturligvis være uhensigtsmæssigtat omskrive kongens krav med udtrykket Konigsgut.

Forholdene i datiden har været for komplicerede, vil vi mene, til at kongelige rettigheder i forbindelse med frie og Lazen har kunnet beskrives adækvat med udtrykket Konigsgut. Når vi — stadig under forudsætning af, at læren om Adelsherrschaften og deres uafhængighed af kongen og kongelige indrømmelser vil vise sig at være uden hold i kilderne — foretrækker at tale om kongens fiskaljord, har vi som sagt i tankerne en ager publicus, der også efter dens uddeling til kirken og kongens mænd har været underkastet krav fra den kongelige fiskus og først ved den fuldstændige immunitet ikke længere kan betragtes som fiskaljord.

Når det har været så vanskeligt at nå til en klar og utvetydig forståelse og definition af Konigsland, Staatsland eller Konigsgut, skyldes det naturligvis frem for alt hensynet til Herrschafts-tesen — og vel også restforestillinger fra Gemeinfreielæren om eksistensen af et oprindeligt selveje og frie selvejerbønder. Men for Schmitts vedkommende ligger een af årsagerne tillige i, at han ikke gør sig tilstrækkeligt klart, at ikke al Konigsland eller fiskaljord har stået i en mere umiddelbar forbindelse med kongen og hans forvaltning, det være sig greven eller en kongelig gård, men at en del fiskaljord med dens frie mænd og Lazen på den ene eller den anden måde har været knyttet til gejstlige eller verdslige Grundherren og deres gods.⁸⁹ I det første tilfælde er der tale om et direkte og totalt forhold til kongen, i det andet er båndet indirekte og svækket ikke blot i større eller mindre udstrækning som følge af kongelige immunitetsindrømmelser, men også slet og ret ved at mansi ingenuiles eller lediles (med Lazen) er overdraget som len eller på anden vis er kommet under ikke-kongeligt gods.

Vi kender forholdene på kirkens godser bedre end på de verdslige, men ved dog, at sidstnævnte ligesom kongeligt og kirkeligt gods kunne være opdelt i de to hovedkategorier: 1. Salland {mansus indominicatus m. fl. betegn.) med dets tilliggendeafenge, skove, vinbjerge 0.5.v., 2. afhængige mansi {serviles, ingenuiles evt. lediles).⁷⁰ Den mig bekendt bedste kilde til illustration af de verdslige lensbesiddelserogderes

66 Jf. her et mandat fra Ludvig den Tyske rettet til 3 østfrankiske grever (Schulze, anf. arb., s. 245 f.) med omtale af folk, der sidder på Fuldaklostrets jord og udreder census til kongen: colones, qui agros prefati monasterii colunt et ad regiam curiam censum persolvere debent. >Es bedarf keines Hinweises«, siger Schulze, »dass curia regia kein Konigshof sondern die 'Staatskasse', der Tiskus' war«. Da mandatet er rettet til greverne, har det efter Schulze's opfattelse formodentlig været dem, der opkrævede kongeskatten. Jf. Wolfgang Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 224 f.

67 Jf. hærforordningerne fra Karl den Stores tid, ovfr. s. 426 ff.

68 Staab, anf. arb., s. 360. For kongeskat og proprietas, jf. dog ndfr. s. 440 med note 97.

69 Se også Staab, anf. arb., s. 360 f.

70 Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 94 ff.; F.-L. Ganshof, La Belgique Carolingienne, s. 99; sm., Manorial Organization in the Low Gountries in the 7th, Bth and 9th Genturies. Transactions of the Royal Historical Society 4. ser. vol. XXXI, 1949, s. 58. - Underlen på kirkegodset kan vel næppe siges at være »verdslige« len i egentlig forstand, men alligevel skal det nævnes, at vi her finder samme struktur som andetsteds med henholdsvis hovedgårdsjord og afhængige mansi. Det gælder således lenene under St. Germain des Pres (jf. Wolfgang Metz, Zur Stellung und Bedeutung des karolingischen Reichsurbars aus Churråi tien. Deutsches Archiv fur Erforschung des Mittelalters 15, 1959, s. 196 f.), og under Weissenburgklostret i Elsass, hvor undervasallernes len består af casa dominicata med mansi serviles og ingenuiles (Brevium Exempla ad describendas res ecclesiasticas et fiscales, Gapitu-, laria Regum Francorum, ed. A. Boretius, Monumenta Gennaniae historicae, Legum Sectio 11, Tomus I, 1883, s. 253).

Side 436

besiddelserogderesstruktur er den churrætiske Reichurbar, hvor hvert len forudencurtismed agerjord, enge, alper o.s.v. omfatter et varierende antal afhængigemansi .₇₁ Kilden oplyser dog intet om disse mansis retskvalitet, så vi har ingen mulighed for at udskille frie mansi fra eventuelle mansi serviles.⁷² Som eksempel på Lazen's optræden i forbindelse med verdslige len kan nævnes et diplom fra 779, hvor Karl den Store overdrager Fuldaklostret 16 Lazen fra et beneficium tilhørendefidelisnoster Otakarus.⁷³ Her ses det helt klart, at eet og samme stykke jord i det karolingiske rige på een og samme tid har kunnet betragtes som henholdsvisbeneficiumog fiskaljord.⁷⁴ I det foreliggende eksempel har Otakarus besiddetjordensom len, mens der set fra de pågældende Lazeris synsvinkel har værettaleom fiskaljord, formodentlig besiddet som »arvefæste«. Overalt, hvor der i forbindelse med kirkelige og verdslige len optræder afhængige mansi ingenuiles og lediles, må der være tale om fiskaljord, idet frie mænd og Lazen, der sad på sådanne mansi, normalt har været forpligtet overfor kongen på forskellig vis, også til betaling af kongeskatten,⁷⁵ med mindre lenets indehaver har haft immunitet

71 Biindner Urkundenbuch I, hrsg. durch die historisch-antiquarische Gesellschaft von Graubiinden, bearb. von Elisabeth Meyer-Marthaler und Franz Perret, 1955, s. 375-96.

72 Muligheden af, at mansi her alene betegner frie, evt. halvfrie mansi, er tilstede. Under eet af lenene i ministerium in Pianis oplyses det, at der under lenet hører en række mansi, men ingen mancipia: (Gonstantius, lensindehaveren) Habat ad Filtris mansum. I. In Curia mansum. I. In Fleme mansum. I. In Leunicia mansum. I. Mancipia non håbet (Biindner Urkundenbuch I, s. 383). På lignende måde skelnes der mellem mansi og mancipia under et len i ministeriet Tuverasca: Beneficium Mathrati in villa Hillande. De terra dominica iugera .XXXIIII ... Mansos .XII. Octo mancipia abducta sunt (s»t., s. 389).

73 Jf. Staab, anf. arb., s. 47.

74 For Lazen, deres forbindelse med og forpligtelser overfor kongedømmet, se Staab, anf. arb., s. 46-106 og passim. Det mellemrhin'ske kildemateriale synes at føre til den konklusion, at Lazen, der optræder i forbindelse med et privat Grundherrschaft, altid stammer fra kongens fiskus. I dette område er »die Verbindung Konigtum - Lazen alter ... als die andere, private Grundherrschaft — Lazen, weil die erstere der letzteren stets vorausgehu (Staab,i. 64).

75 I den churrætiske Reichsurbar optræder Konigszins {census regius) såvel i opgørelser under enkelte ministerier tom i en slutopgørelse, men hvem der i det enkelte svarer denne census regius stir ikke altid klart (O. P. Clavadetscher, Da« churratische Reichsgutsurbar als Quelle zur Geschichte des Vertrags von Verdun. Zeitschrif_t der Savigny-Stiftung fur Rechtsgeschichte Germ. Abt. 70, 1953, s. 38-43; Metz i Deutsches Archiv 1959, 1.198 f.). - Uden at ville gå ind i en diskussion af de meget vanskeligt tolkelige oplysninger om Konigszins og andre afgifter i denne kilde, vil jeg gøre opmærksom på sætningen: Ergo de frisgingis inter maiores et minores non minus mille i slutopgørelsen (Biindner Urkundenbuch I, s. 394 1.30). Er der ikke netop her tale om den så ofte savnede afgift af lenene? I samme kilde forekommer der takster på Frischling på henh. 10, 6 og 8 d. (sst., s. 380 1. 19, 24 og 29). Efter en takst på f. eks. 6 d. ville de ikke færre end 1.000 Frischlinge repræsentere en samlet afgift af maiores og minores på 25 librae. Det er måske denne afgift, der hentydes til i den efterfølgende sætning med ordene in beneficium: Poterint ergo in dominico extra his quae in beneficium data sunt libras .LX. venire (sst., s. 394 1. 31-32). Til sammenligning kan nævnes, at Osterstufe i Lorscher Reichsurbar ifølge Staab netop bestod i aflevering fra hver huba ingenualis af 1 Frischling eller en pengeafløsning på f. eks. 6 d. (Staab, anf. arb., s. 50 med note 203). Jf. iøvrigt ndfr. s. 440 f. med note 101.

Side 437

og alt efter en sådan immunitets omfang og indhold.⁷⁶ At det er berettiget at tale om fiskaljord i en nærmere og fjernere tilknytning til kongen, bekræftes til fulde af Ludvig den Frommes gavebrev fra 817 til domstiftet i Tournai, der modtog besiddelser af kongen henholdsvis 1. de proprio fise o nostro, 2. de fise o nostro quem Weremfridus in beneficium håbet, og 3. de fisco nostro quem Hruocufus comes in ministerium håbet.¹⁷

Foruden ved forleninger og immunitetsindrømmelser eller kongelig skænkning til propriet as og allodium kan kongens forhold til fiskal jorden også berøres ved et initiativ, der udgår fra den frie mand selv. Ifølge Edictum Pistense (kap. 28) fra 864 må Franci, der svarer Konigszins (qui censum de suo capite vel de suis rebus ad partern regiam debent) ikke uden kongens tilladelse overgive sig eller deres besiddelse til kirken eller nogen andens servitium. I så fald må greven eller vicarii gribe ind. Sker det alligevel, så skal den, der har taget disse Franci eller deres besiddelse til sig, svare en bøde på 60 solidi, og der skal fortsat ydes census til kongen af personen såvel som af besiddelsen.⁷⁸ Denne bestemmelse slutter sig til ældre i kapitularer fra Karl den Stores og Ludvig den Frommes tid, og den viser, at det også på grund af andre forhold end dem, immuniteten og forleningerne m.v. skaber, er rimeligt at skelne mellem fiskaljord, hvor båndet til kongen er enerådende, og fiskaljord, hvor kongens rettigheder ganske vist i visse henseender kan være uantastet, men hvor der også er andre end kongen, der har interesser, det være sig kirken eller verdslige, i forbindelse med den frie mand og hans besiddelse.

Den første kategori af fiskaljord, den hvor kongen alene og ingen andre har interesser,møder os overalt i forbindelse med kongeligt gods.⁷⁹ Nogle få eksempler må være tilstrækkelige i foreliggende sammenhæng. Vi møder den således i den mellemrhinske Reichsurbar fra Lorsch i de frie Hufen (hube ingenuales), der hører under de enkelte kongsgårde og er pålagt afgifter som Osterstufe og tjenesteydelsereksempelvis i form af markarbejde 4 uger om året, paraveredus, budogmilitærtjeneste .⁸⁰ På lignende måde har der formodentlig blandt de afhængige mansi under ikke-bortforlenede kongsgårde i den churrætiske Reichsurbar været mansi ingenuiles eller fiskaljord.⁸¹ Hvem, der faktisk ydede den i denne kilde jævnligt omtalte census regius, står ikke klart. Det eneste, vi med sikkerhed kan

76 Staab, anf. arb., s. 360 f.

77 Jf. Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 92 f.

78 Schmitt, anf. arb., s. 116. Jf. citat fra kap. 28, ndfr. i note 112. Se også Schmitt s. 115 med note 576 og 577.

79 Se Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 91—106.

80 Sst., s. 53-59, 95; Gockel, anf. arb., især s. 46-51, 94-100; Staab, anf. arb., s. 49 ff.

81 Biindner Urkundenbuch I, s. 377 f. (Rankweil), 381 (Schaan), 383 (Lupinis), 391 (Malans), 395 (Lantsch).

Side 438

se, er, at en alius census regius blev ydet af bjergværksarbejdere,⁸² men også ydelser,der blev svaret direkte til kongen af tabernae, stabula og af folk beskæftiget med henholdsvis skibsfart og fiskeri, skal muligvis ses i lignende sammenhæng.⁸³ At sådanne erhverv ligesom minedrift og landbrugsjord har været pålagt forpligtelseroverfor kongen falder naturligvis helt i tråd med tesen om en ager publicus, som kongen har kunnet disponere over, og med det nære samspil mellem kongemagtog statsligt samfærdselssystem.⁸⁴ Fiskaljord i direkte forbindelse med kongensgodsadministration finder vi vel også i Capitulare de villis, hvor vi bl. a. hørerom liberi homines og centena'er, qui partibus fisci nostri deser viunt.⁸⁶ Og i Edictum Pistense, hvor der i kap. 29—30 er tale om visse coloni fiscales, som svarer census ad partern dominicam, men iøvrigt uretmæssigt har solgt deres jord: suas hereditates, id est mansa, quae tenent.⁸⁹ Men kongens fiskaljord kan også besiddessom precarium. Capitulare Ambrosianum omtaler således liberi homines, qui res nostras per precariam possident et censa redebent.*¹ Endelig kan den, som vi har set det i forbindelse med de spanske aprisionærer, besiddes af frie, som efter alt at dømme står helt uafhængigt af kongelige gårde og deres forvaltning.⁸⁸

Schmitt skelner direkte mellem Konigszinser, der fuldt og helt er integreret i et kongeligt Grundherrschaft, og andre Konigszinser, der som de spanske flygtninge, er bosat som militærkolonister på Konigsland.⁸⁰ Han er af den opfattelse, at EdictumPistense med henholdsvis coloni fiscales i kap. 29—30 og Franci, qui censum de suo capite vel de suis rebus ad partern regiam debent, i kap. 28 henvender sig til sådanne to kategorier af Konigszinser.^w Det afgørende for os er imidlertid, at ingen af parterne kan afhænde deres besiddelse uden tilladelse, hverken Franci eller coloni fiscales.⁹¹ Lighedspunkterne mellem f. eks. de spanske flygtninge og ediktets coloni fiscales i henseende til den form, hvorunder de holder deres besiddelse,er yderligere slående. Begge parter har fået jorden overdraget til arvelig besiddelse,ingen af dem kan frit disponere over den ved salg o. 1., undtagen, synes det, til deres ligemænd, og til den besiddelsesform hører samtidig en principiel pligt til at svare census til kongen, som spanierne dog er blevet fritaget for.⁹² Den

82 Sst.,s. 381.

83 Sst.,s. 383, 384, 394; Glavadetscher, Das churråtische Reichsgutsurbar, s. 36, 38 ff.; sm.. Verkehrsorganisation in Ratien zur Karolingerzeit. Schweizerische Zeitschrift fur Geschichte 5, 1955, i. 16 ff.; Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 101 f.; sm. i Deutsches Archiv 1959, s. 201 ff.; Schmitt, anf. arb., s. 127 f.; jf. iøvrigt ovfr. note 75.

84 Glavadetscher, Verkehrsorganisation in Ratien; Metz i Deutsches Archiv 1959, s. 201 ff.; se også Staab for det mellemrhin'ske område, anf. arb., s. 32-112.

85 Gapitularia Regum Francorum I, nr. 32, s. 88 f. kap. 62. Jf. s»t. s. 83 kap.4: Franci autem qui in fiscis aut villis nostris commanent ..., og s. 88 kap. 52: Volumus ut de fiscalis vel servis nostris sive de ingenuis qui per fiscos aut villas nostras commanent ... (Schmitt, anf. arb., s. 119 f.; Schulze, anf. arb., ». 322 f.

86 Schmitt, anf. arb., i. 117 i. Jf. citat, ndfr. i note 92.

87 Schmitt, anf. arb., i. 115; Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 99.

88 Schmitt, anf. arb., s. 120 ff.

89 Schmitt, anf. arb., s. 122,136.

90 S»t.,». 116-18.

91 Se citat fra kap. 28, ndfr. i note 112 og for kap. 30 følgende note

92 Jf. Edictum Pistense kap. 30: Ut, quoniam in quibusdam locu coloni, tam fiscales, quam et de casis Dei, suas hereditates, id est mama, quae tenent, non solum suis paribus. sed et clericus canonicis ae villanis presbyteris et aliis quibuscumque hominibus vendunt et tantummodo sellam retinent et hac occasione sic destructae fiunt villae, ut non solum census debitus inde non possit exigi, sed etiam quae terrae de lingulis mansis fuerunt, iam non possint agnosci: constituimus, ut praecipiatur a nostris minis_terialibus et a ministris ecclesiasticis, ut hoc nullo modo de cetero fiat, ne villae destructae atque confusae fiant; et quicquid de singulis mansis sine licentia dominorum vel magistrorum per quoscumque venditum est, recipiatur, et singulis mansis, de quibus terrae venditae sunt et de quibus census decidit propter eorum impossibilitatem, qui mansa deservire non possunt, restituatur; et iuxta qualitatem vel quantitatem terrae vel vinearum ad singulos mansos pertinentium, postquam restaurati fuerint, ab unoquoque manso census ad partern dominicam exigatur (Schmitt. anf. årh., s. 387 note 589) med Karl den Skaldedes Praeceptum pro Hispanis fra 844 kap. 7: Placuit etiam nobis illis concedere, ut, quicquid de heremi squalore in quolibet comitatu ad cultum frugum traxerint aut deinceps infra eorum aprisiones excolere potuerint, integerrime teneant atque possideant: servitia tamen regalia infra comitatum, in quo consistunt, faciant. Et omnes eorum possessiones sive aprisiones inter se vendere, concambiare seu donare posterisque relinquere omnino liceat: et si filios aut nepotes non habuerint, iuxta legem eorum alii ipsorum propinqui illis hereditando succedant, ita videlicet, ut quicunque successerint servitia superius memorata persolvere non contemnant (Schmitt, anf. arb., s. 370 f. note 465). For spaniernes skattefrihed, se Schmitt s. 120 f. med henvisning til bl. a. Praeceptum pro Hispanis fra 812, Ludvig den Frommes Constitutio de Hispanis fra 815 og Karl den Skaldedes Praeceptum 844 (kap. 2 og 9).

Side 439

egentlige forskel består i, at coloni fiscales sidder på mansi, der synes at være afhængigeaf et kongeligt Grundherrschaft?³ det gør spanierne næppe. Denne forskeltil trods vil vi ikke være tilbøjelig til at antage, at hele den kreds af Franci, som ediktet henvender sig til i kap. 28, alle skulle have været uafhængige af kongeligt— eller andet — godssystem.

Vi har talt om fiskaljord, hvoraf en del stod i direkte forbindelse med kongen, det være sig mere eller mindre afhængig af det kongelige godssystem, og en anden del, der stod kongen fjernere, idet den ved bånd af forskellig art var knyttet til gejstlige og verdslige godsbesiddelser, uden at kongens krav dermed altid var ophævet. Ved at anvende udtrykket fiskaljord og være opmærksom på fiskaljord i nærmere og fjernere tilknytning til kongedømmet, opnår vi at komme ud over de vanskeligheder og begrænsninger, der ligger i at benytte udtryk som Konigsland og Konigsgut, begreber, der uvægerligt vil kunne føre til misforståelser. Dermed er vi nået ud over det problem, Schmitt stod overfor, når han trods en fornemmelse af »eine quasi 'staatliche' Komponente« i kongeskatten, måtte begrænse sig til at sætte den i forbindelse med forskellige former for besiddelse af kongens jord. Når Schmitt udskiller tre sikre grupper af Konigszinser: militærkolonister bosat på Kbnigsland, frie indenfor et kongeligt Grundherrschaft i snævrere forstand, og folk, der havde Konigsgut som precarium, så overser han — i modsætning til bl. a. Staab — at der også under ikke-kongeligt gods som f. eks. lenene fandtes Konigsland eller fiskaljord, der svarede Konigszins. Og dette på trods af hans indgående behandling af kap. 30 i Edictum Pistense, der direkte omtaler coloni, der sad på kirkens gods og var Konigszins-p\igtige.⁹ⁱ

Med præciseringen af, at der også indenfor kirkelige og verdslige godser blev
ydet Konigszins, er alle problemer omkring fiskaljord og kongeskat naturligvis

93 Jf. Schmitt, anf. arb., s. 118 med note 590.

94 Jf. Schmitt, anf. arb., s. 117.

Side 440

ikke løst. I forskningen fra 60'erne og frem er der i stigende grad og i polemik mod Konigsfreie-læren argumenteret for, at alle frie har været forpligtet overfor kongen,⁹⁵ og det uanset, »ob sie auf Eigen sitzen oder irgendwelche Låndereien einer Grundherrschaft innehaben«.⁹⁸ I Staabs fremstilling lægges der op til, at dette også gælder kongeskatten,⁸⁷ og det er en lignende tankegang, der ligger bag, når Gockel og sidenhen Schulze taler om »eine Abgabe 'offentlich-rechtlichen' Characters«.⁹⁸ Hvis man dermed mener, at samtlige frie — med mindre kongen af en eller anden grund har fritaget dem derfor — skulle have været Konigszinser, så er det imidlertid en konsekvens, som jeg — trods mange gode grunde umiddelbartforensådan antagelse,⁸⁹ og trods en principiel tilslutning til opfattelsen af de fries generelle forpligtelse overfor kongen — ikke tør drage, sålænge der endnu foreligger uafklarede spørgsmål i den forbindelse, som f. eks. det overordentlig vigtige spørgsmål om en eventuel sammenhæng mellem Volljreiheit og skattefrihed .¹⁰⁰ Det står heller ikke helt klart, hvorvidt eller under hvilke forhold lensindehavereharsvaretKonigszins

95 Se således Staab, anf. arb., s. 357-71; Schulze, anf. arb., s. 296-348; Gockel, anf. arb., s. 96-100; Krug, anf. arb., s. 32 ff., 66 ff.; jf. Schmitt, anf. arb., s. 131 ff. og litteraturhenvisninger sst., s. 36 ff.

96 Staab, anf. arb., s. 360, 361.

97 Sst., s. 359 f. Schmitt citerer et tilfælde, hvor der efter alt at dømme svares Konigszins af proprietas (anf. arb., s. 132). Her er tale om en Winebertus, der ifølge et diplom fra Lothar II på ærkebisp Drogo's tid havde skænket res suas proprietatis til den Hellige Arnulfs kirke i Metz, for at han og hans børn kunne slippe ab omni publica exaccione et exercitali expeditione, herunder kongeskatten stofa. Forbindelsen proprietas-stofa i dette diplom er tilsyneladende vanskeligt foreneligt med, at jus proprietatis betegnede retten til at disponere over jorden ved gave, salg eller bytte (jf. Schmitt, anf. arb., s. 72, 76), mens indehavere af Konigszins-pligtig jord ifølge Edictum Pistense skulle have kongens tilladelse til afhændelse af deres besiddelse (se ndfr. s. 443 f. med Schmitt, anf. arb., s. 116f. og 125 ff.). Schmitt omtaler muligheden for (s. 401 note 656), at Winebertus kan have besiddet Konigszins-pligtig jord ved siden af den omtalte proprietas, men anser det for usandsynligt. Der består måske næppe nødvendigvis nogen modsætning mellem definitionen af jus proprietatis i kongelige gavediplomer til hans tro mænd (fideles) og dette tilfælde, hvor Konigszins-pligtig besiddelse betegnes som res suae proprietatis. Datidens ejendomsbegreber havde forskelligt indhold, alt efter hvilken social gruppe, de anvendtes om (se ovfr. note 19). Ebner siger da også, at besiddelse af proprietas ikke udelukkede en forpligtelse til at svare Zins »wenngleich Zinsfreiheit überwogen haben diirfte« (Ebner, anf. arb., s. 234). Men dette tilfælde illustre-i rer under alle omstændigheder, hvor vanskeligt det kan være at indpasse de tidligt middel-* alderlige data i en modsigelsesfri tese.

98 Gockel, anf. arb., s. 100; Schulze, anf. arb., s. 340 f., 130 ff., 246 f.; jf. Schmitt, anf. arb., s. 131 ff., 135 f.

99 Jf. f. eks. følgende formuleringer i Ludvig den Frommes gavebrev til to klostre i 831 og 839, hvor han i det alemanniske område skænker henholdsvis Kempten decimam partern de omni tributo et de his omnibus, quae a p o pul o in duobus comitatibus Attonis, qui sunt in Bertoldesbara, ad partern public am exigitur og Reichenau quandam partern census seu tributi quae nobis annuatim ex Alamannia persolvebantur (Schulze, anf. arb., s. 135 f.; jf. Schmitt, anf. arb., s. 123 f.). Jf. også citatet fra Arnulf af Karatens Wurzburg-privilegium i 889, ovfr. •. 434.

100 Jf. - foruden ndfr. s. 443 f. - her et tilfælde fra det alemanniske område, hvor Ludvig den Tyske i 867 fritager 17 beboere i Argengau mod afståelse af 9 mansi cum mancipiis for den census, som de og deres forfædre har svaret kongen og hans forgængere, og samtidig tilstår dem »das volle alamannische Recht, das in der Volkssprache Phaath genannt wurde: plenam legem, quae vulgo dicitur phaath, sicut ceteri Alamanni .. . Sie mussen — freie Leute gewesen sein, obgleich sie der plena lex nicht teilhaftig waren. Die in der Konigsurkunde fassbare Verbindung zwischen der Verleihung des vollen alamannischen Rechtes und der Befreiung von der Leistung des Konigszinses legt die Vermutung nahe, dass dieser Zins als Zeichen einer minderen Rechtsstellung gewertet wurde«. (Schulze, anf. arb., s. 132 f-). Jf. Schmitt, anf. arb., s. 124; Rolf Sprandel, Grundherrlicher Adel, rechtsståndige Freiheit und Konigszins. Deutsches Archiv 19, 1963, s. 8, 23 f. Schulze antager, at der muligvis kan være tale om kongelige frigivne og følgelig om en kopskat af de pågældende (jf. også Sprandel, anf. arb., s. 8). Wilh. Stormer derimod taler om muligheden af Reichsadelige . . die in koniglichem Auftrag nach Alemannien kamen und fur koniglichen Besitz, der ihnen zugeteilt wurde, Zins zahlten«. Efter at have etableret sig i Alemannien ønskede de ikke alene at bevare deres frankiske ret, men også at opnå alemanners plena lex (Wilh. Stormer, Fruher Adel. Monographien zur Geschichte des Mittelalters 6, 1, 1973, s. 24 ff.). Denne tolkning strider dog mod kilden, der taler om en census, >quem antea illorum ante-, cessores nostris antecessoribus persolverunt ...« (jf. citat fra kilden hos Schulze, anf. arb., s. 132 note 325).

Side 441

indehavereharsvaretKonigszinsudover, hvad der måtte blive ydet af afhængige mansi ingenuiles og lediles under lenet, hvor sådanne forekommer.¹⁰¹ Det synes at være den almindelige opfattelse, at vasallens forpligtelse overfor kongen blev opfyldtgennemhansmilitærtjeneste eller anden form for kongetjeneste, og at han derfor stod udenfor kredsen af Konigszinser.¹⁰² Schmitt anfører imidlertid et enkelteksempelpå,at en vasal hos abbed Bernhard af St. Gallen i 887 af Karl den 111 blev fritaget for en sådan census;¹⁰ ^* også Schulze opfatter denne som Konigszinser .¹⁰ ^* Vi skal ikke gå ind ien diskussion af disse spørgsmål og alene nævne, at en begrænsning af K onigszins-forpligtélsen. indenfor et beneficium til lensindehaverensmansiingenuilesog lediles, mens Salland (terra dominica) og mansi servilesstodudenfor(ligesom på de kongelige gårde i Lorscher Reichurbar¹⁰*) ville svare til forholdene i England.¹⁰⁶ — Det kan iøvrigt bemærkes, at vi i Domesday

101 Jf. indtægten på 1.000 Frischlinge i slutopgørelsen i den churrætiske Reichsurbar, der blev ydet intet maiores et minores, ovfr. note 75. Om der er tale om en afgift (Konigszins) af de af lenene afhængige mansi eller om en ydelse af lensindehavere personligt, lader sig ikke afgøre ud fra kilden. - I denne sammenhæng kan også fremdrages lenene under St. Germain des Pres. Her forekommer henholdsvis store og små beneficier. I forbindelse med de store len står opført ydelser af offentlig oprindelse, men disse hviler alene på de afhængige mansi ingenuiles med deres coloni under lenet, ikke på dets mansus dominicatus med tilliggende. Ved de små len, der iøvrigt som regel betegnes som mansi ingenuiles i lighed med cø/oTii-besiddelser, er der kun undtagelsesvis opført ydelser af lignende art. (Jf. Metz i Deutsches Archiv 1959, s. 196-98; sm. Das karolingische Reichsgut, s. 62 f. og 198 f.). Da fremstillingen hos Metz kan være lidt vanskelig at følge uden kendskab til kilden, henvises der for de store lens vedkommende direkte til Polyptyque de l'abbaye de Saint-Germain des Pres 11, publ. par Auguste Longnon, 1886-95, Fragmentum I nr. 3-14 og II nr. 13-15 og for de små len, sst., Fragmentum II nr.4 (med ydelser), og breve I nr. 39, V nr. 92, VI nr. 2 og 55, XII nr. 47, XV nr. 92 og 93, XVI nr. 90 og 92, XVII nr. 48 (uden ydelser).

102 Sprandel, Grundherrlicher Adel, s. 8; Metz, Das karolingische Reichsgut, s. 227 f.

103 a quodam censu, quod ad regium jus pertinebat (Schmitt, anf. arb., s. 124). — Jf. ydelser af et af de små len (nr. 4) under St. Germain des Pres, ovfr. i note 101.

104 Schulze, anf. arb., s. 131.

105 Gockel, anf. arb., s. 46 ff., 94 ff, med Staab, anf. arb., s. 49 ff., 359. - Jf. iøvrigt de afgiftsfri mansi dominicati overalt i Polyptychon fra St. Germain des Pres, ed. cit. 11, passim.

106 En undersøgelse af R. H. G. Davis fra Øst-England viser, at kongeskatten, the King's feorm, hidage, consuetudo regis eller under hvilket navn, den nu går, hviler på den under herregården (manor'en) hørende fiskaljord (sokeland, jf. gafolland) med dens frie befolk- ning af liberi homines og sochemanni, men ikke på manor'ens inland {terra in dominio) og ufrie bønder. (The Kalendar of Abbot Samson of Bury St. Edmunds, ed. R. H. G. Davis. Gamden 3.rd ser., vol. LXXXIV, 1954, s. XXXII-XLVII; jf. også »m., East Anglia and the Danelaw. Transactions of the Royal Historical Society. 5. ser. V, 1955, s. 33 f.; Kristensen, anf. arb.,i. 43 f.).

Side 442

Book i et område som Danelagen, hvor der er registreret et meget stort antal frie bønder, de såkaldte sochemanni og liberi homines, finder præcist samme fordeling af fiskaljorden mellem henholdsvis konge, gejstlige og verdslige lensmænd som på Kontinentet i karolingisk tid,¹⁰⁷ og også begrænsning i dispositionsretten for fiskaljordsbesiddelse .¹⁰⁸

Kontinentet har ingen Domesday Book. Det har kilder som de to Reichsurbare fra Lorsch og Churrætien eller abbed Irminons Polyptychon fra St. Germain des Pres m. fl., men ingen i princippet landsdækkende beskrivelse af kongeligt, gejstligt og verdsligt gods som i den engelske kilde. Det er derfor, trods de århundreder, der skiller Domesday Book fra Karolingertiden, rimeligt at fremdrage den til belysning af de forhold i datiden, som vi her forsøger at forstå. Det materiale, der ligger til grund for Dom^jrfay-redaktionerne, er indsamlet efter en beslutning taget af Vilhelm Erobreren og hans witan i julen 1085, men den instruks, som Domesday-Vommissiouxrcme skulle følge, pålagde disse at indhente oplysninger om forholdene såvel i 1085 som tempore regis Edwardi (T.R.E.). Domesday Book består idag af de to hovedmanuskripter, Little Domesday, der dækker Norfolk, Suffolk og Essex, og Great Domesday, der omfatter de øvrige grevskaber i landet. Overleveringsmzessigt repræsenterer de to kilder imidlertid forskellige stadier i tilblivelsen, idet Little Domesday i modsætning til Great Domesday aldrig er blevet underkastet en endelig redaktion og derfor indeholder et væld af oplysninger, der er bortredigeret i den større Domesday Book, eksempelvis indeholder Little Domesday langt flere oplysninger om forholdene

Det kan bl. a. af den grund da heller ikke undre, at der ved tilrettelæggelsen af Domesday-ma.ttna.lcter fulgt vidt forskellige principper i henholdsvis det nordlige Danelagen som f. eks. Yorkshire, Derbyshire, Nottinghamshire og Lincolnshire, der er beskrevet i Great Domesday, og i det østlige Danelagen som Norfolk og Suffolk, der er indeholdt i den lille Domesday. Men trods forskel i tilrettelæggelse og terminologi fremgår det klart, at Danelagens sochemanni og liberi homines — der jo ligesom indehaverne af Kontinentetsmansi ingenuiles og lediles var pålagt kongeskat (consuetudo regis hedder den i Domesday Book), tingpligt og ydelser af forskellig art (paraveredus, averagium m. v.) overfor kongenlo* - overalt i øst som i nord var knyttet enten til kongen, adelen eller kirken,almindeligvis beskrevet som en direkte tilknytning til deres herregårde (manors), det være sig i kong Vilhelms tid som T.R.E. Med andre ord: vi finder i angelsachsisk England som i det karolingiske rige, at noget fiskaljord eller sokeland står i mere umiddelbarforbindelse med kongen og hans gods end anden. Det bånd, der knytter en sokemaneller en liber homo til indehaveren af en ikke-kongelig manor, synes imidlertid normaltalene at have bestået i et commendatio-iorhold, mens kongen har bevaret soke-rettighedemeover den pågældende, d.v.s. jurisdiktion, consuetudo regis m.v., der således hørerunder og administreres af hundred (i øst) eller wapentake (i nord) og i sidste instans af greven. Men i en lang række tilfælde, ikke mindst når det gælder gejstlige godser, har indehaveren af manor'ca tillige soke-rights over en del af eller alle sine sokemen og liberi

107 Se det falgende.

108 Kristensen, anf. arb., s. 61 note 136. Det må. understreges, at begrænsninger i dispositionsret kan hænge tammen med andre forhold end dem, Konigszins giver anledning til.

109 Jf. henvisningen ovfr. i note 106 til R. H. C. Davis og Kristensen.

Side 443

homines, og disse rettigheder, der i virkeligheden er udtryk for immunitet, divergerer fra tilfælde til tilfælde, eller kan som i nord være af mere ensartet omfang indenfor hvert grevskab, og indbefatter varierende grader af jurisdiktion {soca et saca), ret til consuetudoregis eller dele deraf m. m. Men forholdene kan også være mere komplicerede, idet jøta-rettigheder over en ikke-kongelig manor's frie befolkning ikke altid tilhører enten kongen {hundred, wapentake) eller manor'ens indehaver, men kan tilhøre en helt tredie person og hans manor i grevskabet. Kongen har altså i sådanne tilfælde givet afkald på visse af sine jøfo-rettigheder til fordel for verdslige eller gejstlige stormænd, selvom disse rettigheder vedrører sokemen og liberi homines, der slet ikke horer under vedkommende manors, men er kommenderet til helt andre lords. Hertil kommer, at jota-rettigheder over frie mænd og sokemen undertiden i nord som i øst kan være opdelt mellem flere lords, ligesom »halve sokemen« ikke er noget ukendt fænomen i Danelagen.

Danelagens frie bonde har da, med mindre han direkte er knyttet til kongens gårde, almindeligvis haft i det mindste to lords: kongen og den lord, til hvem han er kommenderet, og som undertiden tillige kan have visse .yø/ce-rettigheder over ham. Ligesom på Kontinentet ser vi således en tydelig opdeling af kongens fiskaljord mellem konge, gejstlige og verdslige lensmænd, og vi ser, hvorledes andre end kongen gennem forleninger og/eller immunitet af varierende omfang har fået rettigheder i forbindelse med kongens fiskaljord og dens frie befolkning. Kildematerialet fra Kontinentet lader os fortrinsvis få indblik i forholdene på kongens og kirkens godser. Værdien af at tage Domesday Book's Danelagenafsnit frem ligger i, at de på grund af kildens dækning af alle former for gods her i et område med mange frie bønder lader det samfundsmønster, der kun lader sig tegne i visse omrids på Kontinentet, træde langt tydeligere frem.¹¹⁰

Foreligger der end uafklarede spørgsmål såvel med hensyn til sammenhængen mellem Vollfreiheit og skattefrihed som vedrørende de forhold, under hvilke en vasal personligt måtte optræde som Konigszinser, står det væsentlige dog übestrideligtklart: det er ikke Gemeinfreie-lærens frie bønder eller deres selveje, der svarer kongeskat. De frie mænd — og Lazen — der betaler denne skat, er alle folk, der ikke har fuld rådighed over deres person eller deres jord.¹¹¹ Det fremgår med al tydelighed af en kilde som Edictum Pistense. Kun med kongens tilladelse kan de disponere over sig selv eller deres besiddelse,¹¹² selv ide tilfælde, hvor besiddelsener

110 For Domesday Book og Danelagen, se exkurs Soca in Domesday Book til min tidligere anf. afhandling, s. 74-85. At liberi homines og undertiden sokemen kan være indehavere af manors er et forhold, som vi ikke behøver at komme nærmere ind på i foreliggende lammenhæng.

111 Se også Schmitt, anf. arb., s. 116 f., 125 ff.

112 Sst., med Edictum Pistense kap. 28: Ut illi Franci, qui censum de suo capite vel de suis rebus ad partern regiam debent, sine nostra licentia ad casam Dei vel ad alterius cuiucumque servitium se non tradant, ut res publica, quod de illis habere debet, non perdat. Quodsi aut seipsos aut res suas ad casam Dei aut ad alterius cuiuscumque servitium sine licentia nostra tradere voluerint, sicut in capitulari avi nostri continetur de his, qui pro furto se in servitium tradere cupiunt, comites vel vicarii hoc eis non consentiant, sed ex banno nostro prohibeant. Quod et si contra bannum nostrum fecerint, ipsi, qui eos receperint, bannum nostrum, id est solidos sexaginta, componant. Et si ipsos in servitio suo habere voluerint vel illorum res, de quibus census ad partern regiam exiebat, tenere voluerit, censum, quem ipsi Franci debebant vel qui de illorum rebus exire solebat, ad nostram regiam partern componant, sicut in praefato capitulorum libro tertio, capitulis XV. et LXXXVI. et in libro IV, capitulo XXXVI. habetur. Et quia, sicut in sacris ecclesiasticis regulis invenitur, 'prior observatio durior, posterior autem exigente causa inclinatior' fuit, post haec praefata capitula decessorum et progenitorum noitrorum huiusmodi, sicut praediximus, Francis hominibus res suas ad casam Dei vel aliis tradere ae vendere eosque ad divinum servitium converti, si vellent, non prohibuemnt, sicut in capitulis libri primi, capitulis CXXXII. et GXXXIV. et in libro 11, capitulo XXXI. et in libro IV, capitulo XIX. continetur. Si quis de talibus Francis de suis rebus tradere vel vendere voluerit, non prohibemus; tantum ut ius regium, quod sibi debetur, sine ratione non perdat; quia iniustas consuetudines noviter institutas imponere cuique non volumus, quas in quarto libro eorundem capitulorum prohibitas cap. XLVII. legimus. De illia autem, qui secundum legem Romanam vivunt, nihil aliud, nisi quod in eisdem continetur legibus definimus. (citeret hot Schmitt, anf. arb., s. 384 note 583 og 585). Se også kap. 30, citeret ovfr. i note 92. Jf. endv. kongelig bekræftelse af overdragelser af Konigszins-pligtig besiddelse, f. eks. Schmitt, anf. arb., i. 122 med note 615 og s. 126 med note 628.

Side 444

delsenerarvelig indenfor slægten og betegnes som hereditas.¹¹³ Schmitts og de senesteårtiers gentagne og berettigede kritik af Konigsfreie-lxren til trods kan man ikke frigøre sig fra en fornemmelse af, at der uagtet de mange svage punkter i teorien muligvis alligevel kunne være et eller andet om snakken, når Konigsjreieteoretikeretaler om »kongens livegne«, om »eine unfreie Freiheit« og »freie Unfreiheit«(Bosl)? Skulle det brede lag af frie mænd, således som 70-ernes forskninglægger op til, have været Konigszinser, så må konsekvensen i hvert fald blive, at dette lag hverken var Gemeinfreie eller havde selveje. Men med denne konsekvenser vi vist omsider nået frem til den tredie og sidste problemstilling, vi vil tage op til drøftelse i forbindelse med Schmitts bog: den frie befolkning og dens sammensætning.

III

Vi har i det foregående diskuteret problemer omkring jordbesiddelsesforhold, kongeskat og fiskaljord og kan nu vende os til det, sagen i virkeligheden drejer sig om: den frie bondebefolkning i Karolingerriget. I Schmitts bog var det spørgsmålet om Gemeinfreiheit og Konigsfreiheit, der stod til debat, og det er da også det, vi her skal tage stilling til.

På grundlag af sine analyser har Schmitt kunnet udsondre flere kategorier af
liberi homines, og i sin konklusion opregner han følgende:114

1. Grundherren.

2. små Allodbauern.

3. vasaller kommenderet til kongen, til kongelige vassi, abbeder og bisper.

4. liberi på Konigsland.

5. liberi med prekarier af kongeligt gods.

6. liberi inkorporeret i kongelige Grundherrschajten.

7. liberi med prekarier under verdslige og kirkelige Grundherrschaften.

8. liberi inkorporeret helt og fuldt som faestere i sadanne Grundherrschaften,
herunder frigivne.

113 Se Edictum Pistense kap. 30; jf. Karl den Skaldede* Praeceptum pro Hispanis kap. 7, begge citeret ovfr. i note 92.

114 Schmitt, anf. arb., s. 245.

Side 445

Ser vi bort fra Grundherren, vasaller og prekarieindehavere — grupper, der iøvrigt, som Schmitt selv er inde på, må overlappe hinanden¹¹⁵ —så bliver der tre hovedkategorier tilbage: (a) liberi, der sidder på Konigsland, d.v.s. fiskaljord, (b) liberi, der er inkorporeret i kongelige, verdslige og gejstlige Grundherrschaften, herunder frigivne,¹¹⁶ og endelig (c) små Allodbauern. Ingen af disse kategorier kan betegnes som Gemeinfreie. Indehavere af fiskaljord, ved vi, svarer Konigszins — i hvert fald, når denne besiddes som bl. a. »arvefæste« — og Konigszinser har ikke som Gemeinfreie-lærens selvejerbonde fri dispositionsret over sin person eller sin jord. Den forudgående diskussion af Konigsland- eller fiskaljordbegrebet har pointeret, at også mansi ingenuiles og lediles på kirkens og adelens godser var fiskaljord, og følgelig falder de to kategorier: (a) liberi på Konigsland og (b) liberi under kongelige, verdslige og gejstlige gårde sammen i een gruppe: liberi på fiskaljord, hvad enten denne nu hører under konge, adel eller kirke. Hvad angår den tredie og sidste hovedkategori, Schmitts små Allodbauern, viste de sig ved nærmere gennemlæsning af kilden ikke at være frie selvejerbønder — »hommes sans seigneur« — men tværtimod proprietas-indehavere og bundet til en senior, under hvem de drog ud, når kongen udbød sin hær til krigstjeneste. Vi kan fortsat diskutere, hvilke sociale grupper, disse liberi med proprietas omfattede ,¹¹⁷ men for alt hvad vi ved, så er proprietas-hesiddehe kommet i stand ved kongelig gave, og der foreligger overhovedet intet, der taler for, at proprietas har nogetsomhelst med Gemeinfreie-lærens bondeallod at gøre.¹¹⁸ Memoratoriets og de øvrige kapitularers liberi med proprietas omfatter iøvrigt også større proprietas-mdehsivere, der ligesom lensindehaverne ydede fuld hærtjeneste.¹¹⁹ Når kongen skænker jus proprietarium til sine tro mænd (fideles) — selv så små besiddelser som en enkelt mansus¹²⁰ —ogf. eks. overdrager tidligere beneficier til proprietas, har disse folk kunnet kommendere sig til hvem, de måtte ønske, når blot de fortsat ydede den fulde militærtjeneste, eller når besiddelsen var på 2—32_—3 mansi eller mindre, delte byrden med andre />ro/?n<?f<w-indehavere med lignende besiddelsesstørrelser.

Vi må konstatere, at det ikke har været muligt for Schmitt på grundlag af det store kildemateriale, han har gennemarbejdet, at fremføre noget holdbart belæg for eksistensen af den frie selvejerbonde.¹²¹ Er det ikke på tide, at denne forlængst forældede konstruktion for tid og evighed definitivt manes i jorden?

Men hvorledes med de Konigsfreie, de »ufrie frie« eller »frie ufrie«? Da de ovenfor omtalte Grundherren, vasaller, prekarieindehavere og nu også de små allodbønder må holdes udenfor diskussionen om datidens frie bondebefolkning, så bliver der tilbage af frie, der synes at måtte svare til, hvad forskningen kalder

115 Schmitt sst.

116 Det må bero på en lapsus, når Schmitt kun opererer med frigivne på verdsligt og kirkeligt gods og alså overser Lazen på kongens gods.

117 For det flertydige proprietas-begréb, jf. henvisning til Ebner ovfr. i note 19.

118 Jf. ovfr. note 36.

119 Jf. ovfr. note 24.

120 Jf. Recueil des Actes de Charles II le Ghauve roi de France I, ed. M. Georges Tessier, 1943, nr. 5.

121 Jf. iøvrigt ovfr. s. 431 med note 47.

Side 446

bønder,¹²² ene og alene den store gruppe af Konigszinser. Om den ved vi som sagt, at den var begrænset i sin dispositionsret over jorden og retten til uden tilladelseat begive sig i tjeneste hos adel og kirke. Men er det rimeligt af den grund at holde fast ved betegnelsen Konigsfreie?

Nej. For det første er ordet en moderne konstruktion, som ikke modsvares af noget udtryk i samtidens kilder.¹²³ For det andet er dette begreb så intimt og uadskilleligt forbundet med hele Her rse haft-tesen, at det kun får virkelig mening i relation til det samfundssystem, Herrschaft-teoretikerne forestillede sig. Da der i dette alene var plads til et kongeligt herredømme udenfor adelens selvgroede og autonome Herrschaft-omrkåe, så måtte frie mænd i kongens tjeneste og på kongens jord følgelig defineres på denne baggrund. 70'ernes forskning har i stigende grad gjort denne tese uaktuel, når det betones, at alle frie mænd, adelen inklusive, har været inkorporeret i grevskabsorganisationen og været forpligtet overfor kongen, og at den større eller mindre uafhængighed, som de private Grundherrschaften nød, alene var kommet i stand ved kongelig gave og immunitetsindrømmelser. Den organisation for de Konigsfreie, som Th. Mayer, Dannenbauer og Bosl beskrev, må følgelig have været en organisation for hele riget, knyttet til grevskabet, og som dette omfattende alle frie mænd og Lazen. Der foreligger således ikke længere grundlag for at betone en speciel Konigsfreiheit eller organisation for Konigsfreie .¹² ^* Definitionen på en Konigsfreier: >ein 'Konigsfreier' ist frei von einer privaten oder kirchlichen Grundherrschaft, aber praktisch Eigentum des K6nigs «¹²⁵ bliver yderligere meningsløs, når det viser sig, at fiskaljord med Konigszinser ikke blot hørte under kongen, men i realiteten var fordelt mellem konge, adel og kirke, omend med særlige bånd til kongedømmet bevaret.

At vi må tage afstand fra udtrykket Konigsfreie som betegnelse for datidens
Konigszinser, er een ting. Noget andet er, at hele Lazen-institutionen såvel som

122 For Miiller-Mertens er indehaveren af en besiddelse på 3—4 mansi bonde, »auch wenn er mit zahlreichen Familienmitgliedern, mit unfreien Knechten und Mågden wirtschaftete oder gewirtschaftet haben mag« (citat hos Schmitt, anf. arb., s. 95; jf. ovfr. note 25). Problemerne omkring begrebet bonde kan dog ikke udelukkende reduceres til et spørgsmål om størrelsen af vedkommende jordbesiddelse. De mangeartede afhængigheds- og tjenesteforhold, som kilderne afdækker for indehavere af mansi ingenuiles, vil utvivlsomt resultere i helt nye og mere relevante definitioner. For datidens bondebegreb, jf. senest Wort und Begriff 'Bauer⁵, Zusammenfassender Bericht iiber die Kolloquien der Kommission fur die Altertumskunde Mittel- und Nordeuropas, hrsg. von Reinh. Wenskus m. fl. 1975. Her konstaterer Ruth Schmidt-Wiegand f. eks. i artiklen »Der 'Bauer in Lex Salica'«: >Den Bauern als Stand oder Berufsgruppe gab es nocht nicht« (s. 129), men dog frie mænd med egen gård (curtis og casa), der selv arbejdede i marken (s. 150).

123 Jf. også Staab, anf. arb., s. 358; H. Kranse, art. Konigsfreie i Handworterbuch zur Deutschen Rechtsgeschichte 11, 1978. Se også afvisningen af begreberne Konigs- og Rodungsfreiheit hos H. K. Schulze i Historische Zeitschrift 219, 1974.

124 For forholdet mellem centena og grevskabtorganisation, se Schulze, Die Grafschaftsverfassung, s. 319—25 og passim. Selv om meget tyder på, at centenden i karolingisk tid ikke var sxrdistrikt for militærkolonister, således tom Konigsfreie-teontikm har antaget, men snarere et underdistrikt indenfor grevskabsorganisationen, så har særlige organisationer - beslægtet med Senantikkens cursus publicus - for folk knyttet til den offentlige samfærdselsorganisation ikke været ukendt i Karolingertiden. Jf. f. eks. societas parafridorum i Worms (897) hot Staab, anf. arb., s. 45 og 353.

125 Staab, anf. arb., s. 358.

Side 447

frigivelser fra kongens, hans mænds og kirkens side i forskellige sammenhænge og under forskellige former naturligvis har været overordentligt centrale realiteter i datidens samfund, således at dette i Merovinger- som i Karolingertid har omfattetganske betydelige befolkningsgrupper, der — som Konigsfreie-teoretikerne med rette påstod — havde deres rod i ufrihed.¹²⁶ Denne kendsgerning er dog ikke ensbetydende med, at betegnelsen Konigsfreie fuldt og helt lader sig erstatte af udtrykket Lazen, da Konigszinser-grupipen omfatter indehavere af såvel mansi ledilessom mansi ingenuiles. løvrigt står det übestrideligt klart, at Karolingertidensingenui og liberi har inkluderet frigivne, men vi har ingen midler til at vurdere i hvilken udstrækning, indehavere af mansi ingenuiles og folk af ufri herkomstdækker hinanden.¹²⁷ Indtil et andet og bedre navn måtte foreligge, må fællesbetegnelsen Konigszinser være at foretrække frem for ikke blot Konigsfreie, men altså også Lazen.¹² ^*

Lad os da begrave de Konigsfreie med de Gemeinfreie for stedse og i stedet i
fortsættelse af resultaterne hos bl. a. Staab fastslå:

1. at der i det karolingiske rige som i det merovingiske, delvis som arv fra senantikken, men også med andre forudsætninger, eksisterede et lag af frigivne eller Lazen, der bl. a. var karakteriseret ved en lavere wergeld end den, der tilkom ingenuus, og at der iøvrigt i Karolingertiden var en tilbøjelighed til at betegne frigivne som ingenui og liberi;

2. at både ingenui og Lazen havde visse offentlige opgaver og funktioner at
udøve;

3. at begge kategorier, når der blev svaret kongeskat af deres besiddelse, ikke
havde fuld og übegrænset dispositionsret over deres jord eller deres person.

Det i titlen til foreliggende afhandling stillede spørgsmål må med andre ord besvaresmed,
at de frie bønder i tidlig middelalder hverken var frie selvejere eller

126 Se Schmitt, anf. arb., s. 160-67; Staab, anf. arb., s. 32-106, 352-56. Se iøvrigt Th. Mayer, Mittelalterliche Studien, s. 139-63, 164—86; Schlesinger, Das Heerkonigtum. Vortråge und Forschungen 111, 1954, s. 123 f.; Reinh. Wenskus, Stammesbildung und Verfassung. 1961, 5.457f., 490.

127 Se bl. a. Schmitt, anf. arb., s. 160-67, jf. s. 22 f. For Karl den Store eksisterede der ingen »halvfri« gruppe mellem fri og ufri: non est amplius nisi liber et servus, se Muller- Mertens, anf. arb., s. 60; H. Krause, Die liberi der lex Baiuvariorum. Festschrift fiir Max Spindler zum 75. Geburtstag, 1969, s. 68 ff.; Th. Mayer, Die Konigsfreie und der Staat, s. 39; jf. Adolf Waas, Die alte deutsche Freiheit. 1939, s. 70. For ufri (servi), der ønskede at frigives (se ingenuare) til status som bargildi (facere se bargildiones), se bl. a. Th. Mayer i Mittelalterliche Studien, s. 156; Miiller-Mertens, anf. arb., s. 74 f.

128 Det samme må også gælde benævnelsen militærkolonister, der i mange sammenhænge er fuldt korrekt, men ligesom Lazen ikke dækker samtlige tilfælde af Konigszinser. Det var således for snævert, når jeg i min ovfr. anf. afhandling om Danelagen-institutionerne for at undgå udtrykket Konigsfreie og i stedet understrege tilhørsforholdet til hæren talte om soldier-colonists eller military colonists. Selv om den frie bondebefolkning i Danelagen ganske givet har indbefattet efterkommere efter vikingernes militærkolonister (jf. anf. arb., s. 61 ff.), så er det mere korrekt også her at tale om Konigszinser (for de pågældende liberi homines's og sochemannVs forpligtelse til at svare kongeskat, jf. ovfr. note 106). For Lazen i Danelagen (ceorl og liesing), se ndfr. s. 450.

Side 448

som helhed bestod af frigivne. Når vi tager vort udgangspunkt i de grupper af liberi, som Schmitt har fundet frem til, er det i virkeligheden datidens Konigszinser,der er ene og alene om at repræsentere, hvad man kunne kalde »frie bønder« — uden dermed at være sagt, at samtlige Konigszinser var bønder, eller at betegnelsen>frie bønder« overhovedet er særlig relevant længere.¹²⁸ De pågældende sad på mansi ingenuiles og lediles, d.v.s. fiskaljord, under konge, adel og kirke, de hørte efter alt at dømme under grevskabsorganisationen, svarede kongeskat og var på anden måde forpligtet overfor kongen ligesom andre frie mænd. Båndet til kongen var således generelt for alle Konigszinser — med mindre det var blevet ophævet gennem übegrænset immunitetsindrømmelse — men hvor disse sad på fiskaljord, der hørte under ikke-kongeligt gods, stod de tillige, ved et commendatio-iorhoiåformodentlig, i adelens eller kirkens tjeneste. Det faktum, at K'ånigszins-pligtigfiskaljord ikke blot hører under kongen, men også under adelens og kirkens gårde, og at der uden for dette system ikke kan påvises eksistensen af frie selvejerbondebesiddelser, viser utvivlsomt, at herregårdssystemet — tyskernes Grundherrschaft, englændernes manorial system og franskmændenes seigneurie fonciére — er led i selve organisationen af riget og står i intim sammenhæng med Gefolgschafts-'mstitutionen og grevskabsforfatningen. Det er et samfundssystem, hvor indfaldsvinkler i forskningen som »adelens selvgroede 'Herrschaft iiber Land und Leute'« næppe rigtig slår til længere, i hvert fald ikke når dette herredømme ses isoleret som et overordnet aspekt i samfundsorganisationen. Her synes snarere at være tale om, at organisationen af fællesskabets anliggender — d.v.s. alle sager, der ligger udenfor den private sfære eller husherredømmets — udgår fra stammekongen,frankernes konge, og at grever, centenarer (m. fl. betegn.) og i sidste instansindehaverne af herregårdene, d.v.s. kongens mænd, verdslige som gejstlige, og deres undervasaller, har deres placering og bestemte funktioner indenfor denne organisation.

Det kit, der har holdt dette samfundssystem sammen, synes at have været personligebånd, vertikalt som horisontalt, mellem mennesker på alle planer i samfundet,og bånd af tilsyneladende højst varierende art og indhold. Så vidt jeg kan se, må een af de mest påtrængende forskningsopgaver i tidlig middelalder blive en fortsat, men langt mere indgående drøftelse og forståelse af disse bånd, deres baggrund og den tankeverden, de er udtryk for. Og her ikke mindst af selve herregårdssystemet,dets forudsætninger og de mangeartede afhængighedsforhold, vi finder indenfor dette, og som måske mere end noget andet, når det gælder de afhængigefrie og frigivne, leder tanken hen på indo-europæisk klientvæsen. Efterhåndensom sløret over det tidligt middelalderlige samfund og dets mekanismer løfter sig mere og mere, vil vi også være bedre rustet til at forstå ideologien bag Z-az^n-institutionen og frigivelser i det hele taget, såvel som bag den begrænsede dispositionsret over person og besiddelse, der er kendemærket på datidens Konigszinser,hvad enten han nu sidder på fiskaljord under adel og kirke eller direkte under kongen. Det stadigt tilbagevendende spørgsmål, når det gælder det tidligt middelalderlige samfund og dets organisation, melder sig naturligvis også her: i

129 Jf.ovfr. note 122.

Side 449

hvilken udstrækning gør sen-antikke traditioner, germanske, en blanding af begge eller endelig en fælles indo-europæisk baggrund sig gældende? Sikkert er det, at det ikke nytter at stirre sig blind på alternativet: romersk-germansk arv. Vi må i langt højere grad end vel tidligere generationer gjorde, øge vor forståelse for den indo-europæiske arv og de mulige fælles forudsætninger der.

En egentlig drøftelse af disse spørgsmål ligger naturligvis udenfor, hvad foreliggende diskussionsindlæg kan rumme, og vi skal begrænse os til at knytte nogle enkelte bemærkninger dertil, idet vi vil tage vort udgangspunkt i hovedsynspunktet hos Konigsfreie-tcoretikeme, således som det kommer til udtryk hos Th. Mayer:

»Eine Erkenntnis ... lasst sich weitgehend verallgcmcincrn, dass cs frcic Baucrn im Sinne der alten Auffassung von den Urfreicn, den Vollfreien der Volkrechtc nicht in grosser Zahl gegeben hat. Sie haben nicht die Masse der 'freien' Bauern ausgemacht, und ein guter Teil von ihnen ist in den Adel aufgestiegen. Die in grosser Zahl entgegentretenden Freien verdankten ihre 'Freiheit' bestimmten Ursachen, dem Konigsdienst als Krieger oder in anderer Form, aber auch der Rodung u.s.w.«¹³⁰

Dette citat udtrykker vel overhovedet det mest centrale i Konigsfreie-læren, nemlig at den overvejende del af den frie bondebefolkning ikke havde bestået af Gemeinfreie-lærens Vollfreie, men af folk, der på et eller andet tidspunkt, personligt eller deres forfædre, havde fået deres frihed skænket ovenfra, fra kongen. Mens det første synspunkt, fraværet af Gemeinfreie-læTtTis frie selvejerbonde, som vi har set, stadig og übetinget holder stik, så må vi nok sætte spørgsmålstegn ved, om ikke blot indehavere af mansi lediles, men også hovedparten af dem, der sad på mansi ingenuiles, virkelig skulle have deres oprindelse blandt folk, der gennem frigivelser (i forbindelse med militærkolonisation, rydning 0.5.v.) havde opnået deres nye status? Som vi netop har berørt, er de mange former for frigivelse, også til fuld ingenuitas, veldokumenteret, ligesom den vaklende ingenuus-tcrminologi i Karolingertiden er en kendsgerning, men alligevel vil vi vægre os ved med Th. Mayer at sætte lighedstegn mellem stammelovenes Lazen (Liten) og de karolingiske ingenui eller liberi på afhængige mansi ingenuilesl*l —så meget mere iøvrigt som Staab for det mellemrhinske område netop har iagttaget, at Freienhufen gennemgående var større end Lazenhufen.¹⁹² Når vi alligevel har anset det for relevant at få Th. Mayer-citatet med, skyldes det ikke mindst, at det synspunkt, han gør sig til talsmand for, på smukkeste måde lader sig forene med den tankegang, der kommer til udtryk i kilder fra Alfred den Stores tid i henholdsvis Wessex hos kongen selv og hos vikingerne i Danelagen. Opfattelsen i angelsaksisk England af den fri bonde eller Konigszinser er i hvert fald for påfaldende og perspektivrig til, at den bør lades uomtalt i foreliggende sammenhæng.

I Wessex på Alfred den Stores tid tilhørte ceorVtxi den laveste wergeldkategori på 200
sh. Hans besiddelse var gafolland, og selv var han gafolgelda,l*3 d.v.s. han sad på kongens

130 Th. Mayer, Mittelaltrrliche Studien, s. 186.

131 Jf. Th. Mayer, Die Konigsfreien und der Staat, s. 7-56; sm., Mittelalterliche Studien, s. 139-63, 164-86.

132 Staab, anf. arb., s. 60.

133 Jf. de kontinentale Bargilden: liberi homines, quos vocant bharigildi eller de ovfr. (note 127) omtalte karolingiske servi, »qui per ingenia vel iniuste consentiente comiti et centenario se ingenuare voluerint et jacere se bargildiones qui multo tempore fuerunt servi«? (Miiller-Mertens, anf. arb., s. 74 f.). Jf. Handworterbuch zur deutschen Rechtsgeschichte I, 1971, artikel: Biergelden.

Side 450

skattejord og svarede kongeskat, gafol.l3* At denne Konigszinser har været betragtet som halvfri, som frigiven, fremgår af Alfred den Stores Orosius-oversættelse, hvor forlæggets libertini gengives med ordet ceorlum.lss Med andre ord: Gemeinfreie-lærens frie selvejerbonde,den angclsaksiske frimand par exellence, ceorPen,¹³⁹ viser sig - ikke blot, som nyere engelsk forskning har understreget, at have en lord over sig, >a lord who was by no means always the king«l37 - men ovenikøbet efter opfattelsen hos kongen selv og hans samtid at stå på lige fod med frigivne. At bondefrihed ikke var Gemeinfreiheit eller Vollfreiheit,men blev betragtet som noget tildelt, en laetus-status således, som det var Th. Mayers opfattelse, synes også at finde bekræftelse hos vikingerne. Her har vi kendskab til en traktat fra slutningen af 800-tallet mellem kong Alfred og danernes kong Guthrum i East Anglia, hvoraf det fremgår, at vikingekongen havde to kategorier af mænd: 1. danerenog 2. en frigiven, liesing'en. Oplysninger i forliget viser, at daneren i henseende til wergeld stod på samme trin som den angelsaksiske thegn, og denne parallellitet røber, at daneren ikke kan antages at repræsentere bonden, idet thegn'en må anses for det angelsaksiskemodstykke til den frankiske vassus, og der iøvrigt bestod en sammenhæng mellemen mindstebesiddelse på 5 hides og opnåelsen af thegn-værdighcd. Om liesing'en sigesdet udtrykkeligt, at hans wergeld på 200 sh. også skulle gælde for ceorFen, der sad på gafolland.l3* Traktaten og Alfreds Orosius-oversættelse giver dermed et klart indtryk af et samfund, hvor den øverste wergeld-kategori af frie mænd, thegn'en og daneren, repræsenteredeen overklasse, mens den underste frimandsgruppe, ceorl'en og danemes liesingudgjorde den frie del af bondebefolkningen.l39 Men de to kilder understreger først og fremmest, at bondefrihed og Z,az*n-frihed i datiden ikke stod langt fra hinanden, men kunne opfattes som identiske størrelser,¹⁴⁰ således som også Th. Mayer hævdede for det frankiske rige. Den indvending i forbindelse med vikingerne, at tankegangen i Wessex-riget skulle have influeret traktatens sprog og ideologi, ligger lige for. På den anden side ville kilden næppe betjene sig af det nordiske ord liesing med mindre det dækkede over realiteteri Guthrums rige. løvrigt bekræftes tilstedeværelsen af liesing'en i forbindelse med vikingekolonisationen i Danelagen af stednavnematerialet der.l4l

I Wessex og i Guthrums rige giver Th. Mayers opfattelse altså god mening, og ved en
fremtidig debat omkring de frie mænd og Lazen, der sad som Konigszinser på fiskaljord
under konge, kirke og adel, må denne kendsgerning i hvert fald holdes for øje.

Det samfund og de spørgsmål, vi har diskuteret i det forudgående, indgår i en
debat, som i allerhøjeste grad også vedkommer forskningen i ældre dansk historie.For

134 H. P. R. Finberg i The Agrarian History of England and Wales vol. MI, 1972, s. 440, 447, 450 ff., 474; Davis, ed. cit., s. XLVI f.; sm. i Transactions of the Royal Historical Society 5. ser. V, s. 33 ff.

135 Finberg, sst., s. 451 ff.; Kristensen, anf. arb., s. 62 note 142.

136 Jf. H. Brunner, Deutsche Rechtsgeschichte I (2. Aufl.), 1906, s. 134.

137 Finberg, anf. arb., s. 441.

138 Finberg, anf. arb., s. 473 ff., 517 ff.; Davis i Transactions of the Royal Historical Society 5. ser. V, s. 33 ff.; Kristensen, anf. arb., s. 62. Jf. F. Liebermann, Die Gesetze der Angelsachlen I, 1903, s. 126 f.; «t., 11, artikel: thegn og artikel: Huje (12e).

139 I Wesiec-lovene kendes imidlertid også en mellemgruppe med 600 sh. i wergeld, der på Ines tid repræsenterede Waliseren med en besiddelse af samme størrelse som thegn'en, 5 hides, se Finberg i anf. arb., s. 450. Jf. Kristensen, anf. arb., s. 65-68.

140 Jf. ligestillingen af mansi ingenuiles og lediles i 997, hvor Otto den 111 skænker sin tro mand Siggo unum mansum genuilem qui Teutonica lingua lazeshuova dicitur (Staab, anf. arb., s. 352).

141 Finberg, anf. arb., s. 474; jf. Kristensen, s. 62 note 142.

Side 451

rie.Forudforskningen af vikingetid og før-vikingetid i Norden har samfundsteorierog begrebsrammer formuleret ud fra et overvejende vest-europæisk materialealtid spillet en afgørende rolle, og forestillinger med rod i Gemeinfreie-læren og dens mange forgreninger er vel næppe helt og holdent udryddet, heller ikke her i landet. En stillingtagen til den europæiske debat er nødvendig af flere grunde.For det første, fordi det ikke er muligt for tiden forud for dansk middelalder på grundlag af det meget sparsomme og overvejende ikke-skriftlige kildemateriale at opstille selvstændige og uafhængige teser om det gammeldanske samfund og dets organisation. Skal vi gøre os håb om at sætte vore få levn fra fortiden, filologiskeog arkæologiske fund, ind i en meningsfyldt sammenhæng, kommer vi ikke udenom at relatere det til de forskningsresultater, der foreligger fra det øvrige Vesteuropa. Men dernæst fordi vi og vor fortid nu engang hører hjemme i en større og fælles europæisk sammenhæng. Samfundsorganisationen i Danmark og det øvrige Norden har ikke været identisk hverken med den frankiske eller angelsaksiske,men dansk rune- og stednavneterminologi, såvel som de fra middelalderenkendte institutioner, ledingsvæsen, den kongelige hird, syssel- og herredsinddeling,landsbyen m.v., viser med al tydelighed, at denne organisation i sine grundtræk har været beslægtet med det system, der møder os ude i Europa.

Summary FREE PEASANTS IN EARLY EUROPEAN MIDDLE AGES: FREEHOLDERS, FREEDMEN OR WHAT?

The paper will be published in English elsewhere.

Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 1 (1980) 2

FRIE BØNDER I TIDLIG EUROPÆISK MIDDELALDER: SELVEJERE, FRIGIVNE ELLER HVAD?1

I

II

III

Summary FREE PEASANTS IN EARLY EUROPEAN MIDDLE AGES: FREEHOLDERS, FREEDMEN OR WHAT?

FRIE BØNDER I TIDLIG EUROPÆISK MIDDELALDER: SELVEJERE, FRIGIVNE ELLER HVAD?¹