Knytlinge Saga. Knud den Store, Knud den Hellige, deres Mænd, deres Slægt. Oversat af Jens Peter Ægidius med indledning og noter ved Hans Bekker-Nielsen og Ole Widding. København, G. E. G. Gad 1977. 203 s. 59 kr. Jomsvikingemes Saga. Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Vikingerne i Jomsborg. Oversættelse, indledning og noter ved Helle Degnbol og Helle Jensen. København, G. E. G. Gad 1978. 166 s. 60,15 kr.

På foranledning af den tidligere danske ambassadør i Island, Bodil Begtrup, er disse nyoversættelser af sagaer om dansk historie sat i værk. For alle der ikke helt behersker islandsk er det af stor betydning at få adgang til disse sagaer - uden at forklejne C. C. Rafns udgaver og oversættelser fra 1829-30. De foreliggende oversættelser er skrevet på et flydende, mundret dansk med en vis hensyntagen til forlæggenes stilistiske egenart. De er ifølge indledningerne præget af flere stilpræg, en lærd >purpurstil« ved siden af mundtlig fortællerteknik og ind imellem fyndige replikskifter. Dettes til tages til indtægt for en litterær datering før den egentlige sagaform havde fundet sin stil. Mon vi dog ikke snarere står over for en mere eller mindre bearbejdet gengivelse af kilderne; både håndskriftforholdene og den sandsynlige identifikation af forfatteren til Knytlinga med Olåfr PorSarson hvitaskald (d. 1259) daterer tilblivelsen til midten af 13. årh., sagaskrivningens højdepunkt, og det må være forbeholdt en snæver inderkreds at skelne mellem stadierne i sagaernes udvikling i den anden halvdel af det 13. årh. Bortset fra sådanne finesser kan begge bøger anbefales som udtryk for hvad man på Island i 1200-tallet vidste om danske forhold.

De to sagaer har ret forskellig historisk værdi. Det er absolut overdrevet at sige - som i indledningen - at Knytlinga »som kildeskrift i moderne faghistorisk forstand ikke er så meget værd«. Tværtimod tyder nyere studier på at sagaen bygger på et forlæg der repræsentereren bestemt politisk opfattelse der afviger fra Saxos, som det flere gange er hævdet af Curt Weibull, sidst i Scandia 42 (1976). Denne synsmåde er blevet yderligere bekræftet i en afhandling af stud. mag. Rikke Malmros der er optaget til udgivelse i samme tidsskrift Ingen kan bebrejde udgiverne at de ikke kendte denne sidste undersøgelse,men nok at litteraturlisten i praksis slutter med Gustav Albecks disputats fra 1947

idet artiklen i Kulturhistorisk Leksikon ikke går ud over denne. Det højt besungne tværfagligesamarbejde,
der kunne være klaret pr. telefon, ville uden tvivl have hindret sådannesmåfejl.
Det samme gælder lokaliseringen af visse stednavne.

Til gengæld har de to Heller tappert kastet sig ud i opklaringen af mange problemer i forbindelse med Jomsvikingernes Saga. Gid de to værker var faldet i de modsatte hænder. For medens Knytlinga Saga er et stykke regulær historieskrivning, er Jomsvikingesagaen en historisk roman. Behøver man at være Tolkien-fan for i stednavnet Mørkved⁼ Myrkvidr=Mirkwood at genkende fornaldersagaens mytiske geografi? En sammenligning mellem de spredte anekdoter om jomsvikingeme i det 12. årh.s litteratur og den, ganske vist alt andet end strenge, komposition i Jomsvikingernes Saga afslører efter anmelderens mening (som de to indledere kender men måske ikke billiger) at der er sket en ordentlig omkalfatring af stoffet, først og fremmest slutter sagaen logisk nok med slaget i Hjørungavåg da næsten alle vikingerne faldt, medens det andre steder som hos Saxo er anbragt midt blandt deres bedrifter - det er sjældent historien er så ordentligt komponeret som litteraturen.

Knytlinga Saga og Jomsvikingernes saga fører os tilbage fra ca. 1185 til Harald Klak og kristendommens indførelse. Et tredje islandsk værk, Skjoldungesagaen, dækker sagnhistorien fra kong Skjold og vistnok til Bråvallaslaget. Den kendes i et islandsk fragment fra slutningen af 1200-tallet og som helhed i en latinsk oversættelse af Arngrimur Jonsson fra 1590-erne. Den sidste er gengivet på dansk af Aksel Olrik i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1894, og da Olrik var alt hvad man kunne forlange af tværfaglighed er der en udmærket kommentar, omend man ikke bør overse de mange nye iagttagelser som Jakup Benediktsson og Bjarni GuSnason har beriget forskningen med. Men alt i alt råder vi altså nu over det Bodil Begtrup efterlyste: en dansk udgave af den middelalderlige islandske version af Danmarkshistorien.