Bjorn von Sydow: Kan vi lita på politikarna? Offentlig och intern politik i Socialdemokratins ledning 1955-60. 490 sider. Stockholm, Tidens Forlag, 1978.

Det er vilkårene for demokratiet, Bjorn von Sydow har sat sig for at udrede i sin statsvetenskapelige disputats. I et referat af nogle skandinaviske teoretikere på feltet, suppleret med Rousseau, når han frem til, at det er den almindelige vælgers vilkår i det repræsentative demokrati, der er det egentlige spørgsmål. Man kunne forestille sig, at alle var med til at afgøre alle politiske spørgsmål; men selv om det skulle være et ideal, hvad ingenlunde er sikkert, ville det under alle omstændigheder være upraktisk. Altså må man vælge nogen til at repræsentere ens anskuelser. Det bliver derfor afgørende, om den almindelige vælger har reel mulighed for at foretage dette valg på rationel måde. Det lader sig kun gøre, hvis der er tilstrækkelig information om, hvad politikerne foretager sig, hvad de siger, og om det er i overensstemmelse med, hvad de »egentlig« står for. Naturligvis kontrollerer politikerne hinanden, og massemedierne er også - hvis de ikke er i lommen på politikerne - et kontrolorgan. Men der bliver alligevel en betydelig rest tilbage, hvor ingen kontrol er mulig, fordi den ville støde an mod et andet demokratisk princip, retten til at danne sig sin mening uden offentlig kontrol, retten til at samles med sine meningsfæller og overveje, hvad man skal foretage sig, retten til at organisere sig — f. eks. i partier. Der hvor ingen offentlig kontrol er mulig, eller i hvert fald ikke ønskelig, er vælgeren i vid udstrækning overladt til at tro på, hvad politikerne siger. Skal det repræsentative demokrati være demokratisk og repræsentativt, må der, sådan begrunder forfatteren sin problemstilling, være overensstemmelse mellem politikerens offentlige og ikke-offentlige

Det kunne med den problemstilling være et forskningsmæssigt ideal at granske hver politikers hjerte og nyrer og danne et totalbillede af hans/hendes opfattelse, meninger m. m. Derefter hurtigt glemme det, og så danne sig et andet portræt, alene bygget på offentlige ytringer, herunder stemmeafgivning. Bjom von Sydow må - som. alle andre - begrænse sit forskningsfelt dels af praktiske grunde, dels udfra den realistiske opfattelse, at vælgerne i vid udstrækning vælger mellem partier, ikke mellem personer. Stemmer de på et parti, skal de kunne forvente, at deres stemme bruges i overensstemmelse med de forudsætninger, hvorunder den blev afgivet. Der kan altså være en rimelighed i at koncentrere undersøgelsen til den eller de personer, der overfor offentligheden 'tegner' partiet, altså partiledelsen. Forfatteren er klar over det problematiske i at afgrænse partiledelsen, men finder at det må høre med til et troværdigt parti, at vælgerne ikke holdes i tvivl om, hvem der kan udtale sig på partiets vegne, også når det ikke er i form af programmer eller resolutioner etc.

Nået så langt af grænses undersøgelsesfeltet yderligere til Socialdemokratiets (SAPs) ledelse.Det
ville have været bedre, skriver von Sydow, hvis andre forskere tog de andre
partier op til undersøgelse, men det må være tilladeligt at begrænse sig af kapacitetsgrunde.Hvad

grunde.Hvadde andre partiers ledere sagde eller lod være med at sige, kommer derfor kun med som forudsætning for at forstå, i hvilken sammenhæng den svenske socialdemokratiskeledelse tog sine beslutninger. Valget af Socialdemokratiet begrundes pragmatisk med, at der forefindes et kildemateriale, der gør undersøgelsen mulig. For mig at se er det velgørende at læse den begrundelse, der hos andre forfattere alt for ofte skjules af teoretiserende krumspring med det formål at undgå anklager for at blive »styret« af materialet.

Tidsmæssigt begrænses undersøgelsen til 1955-60. Dette femår er valgt, fordi der forekom usædvanligt mange valg (2 kammervalg, kommunevalg og folkeafstemning). Bjom von Sydow begrunder sit valg med den ikke-overraskende hypotese, at valg kan tænkes at påvirke politikeres tilbøjelighed til at unddrage vælgerne bestemte oplysninger, f. eks. planer om skatteforhøjelser.

Kildematerialet til partiledelsens offentlige virksomhed anses af forfatteren for ret uproblematisk. Det er nærmest et spørgsmål om relevant afgrænsning. Rigsdagsdebatter, kongresreferater og radio- og tv-debatter udgør grundstammen, stedvis suppleret med enkelte politikeres udtalelser. Fortolkningsproblemet erkendes naturligvis, og derfor må der hyppigt redegøres for, hvad repræsentanter for andre partier har sagt, så man kan se, hvad der svares på. Bevidst tavshed om et sagforhold eller en argumentation for et standpunkt hører med, hvis man kan påvise, at tavsheden netop ikke var tilfældig, f. eks. hvis der ikke svares på vedholdende udspørgen.

Anderledes besværligt er materialet til partiledelsens ikke-offentlige drøftelser og beslutninger. Partistyrelsens protokol i form af stenografiske referater er det sikre grundlag. Dertil kommer en mængde materiale af konfidentiel karakter, dagbøger, breve m. m. En metodisk frejdighed kommer til syne i von Sydows kommentar til denne kildegruppe: >... de år just beskrivande; de gor inte anspråk på att vara stenografiske avspeglingar av ett skeende. Ofta ar de medvetet subjektiva. Hår maste naturligtvis sedvanlig kållkritik in for at avgora tilforlitligheten i kallmaterialet - speglar det sannolikt vad som verkligen skett?« (side 29). Det er en opfattelse af historisk kildekritik som en slags quick-rens, hvorved sandheden kommer pletfri frem.

Forfatteren har endnu nogle funderinger i forbindelse med materialet til partiledelsens offentlige virksomhed, navnlig m.h.t. hvad det egentlig skal være, han giver en beskrivelse af. Resultatet bliver, at han vælger de offentlige ytringer (eller mangel på samme) som partiledelsen selv bestemte sig for. Hvad vælgerne fik ud af det, hvad de eventuelt fik at vide på anden måde, ser han bort fra. Derved bliver det den socialdemokratiske ledelses rent moralske gehalt, der bliver undersøgelsens genstand, mens spørgsmålet om vælgernes mulighed for at træffe rationelle valg træder noget i baggrunden. I afslutningen af det pågældende afsnit vender han imidlertid tilbage fra det moralske plan til spørgsmålet om mulighederne for det repræsentative demokrati, »... fick allmanheten en riktig och relevant bild ... så att allmanheten gick till valurnorna på rått forutsattningar betraf f ånde socialdemokraterna?«

Der foretages imidlertid endnu en afgrænsning. Af de mange spørgsmål, som politikere må tage stilling til, og som partiledelsen derfor har ytret sig om, vælger forfatteren fem, der med forskellige motiveringer (betydning for landet, fylde i debatten, affinitet til demokratiproblemet og 'ikke for indviklet') er blevet foretrukket til nærmere gennemgang.

Undersøgelsen kommer da til at dreje sig om overensstemmelse eller ikke-overensstemmelsemellem det svenske socialdemokratis ledelses offentlige og interne adfærd i perioden1955-60 på følgende sagområder: 1) udenrigspolitik, 2) forsvarspolitik, 3) økonomisk politik (den offentlige sektors andel og konjunktur- og fordelingspolitik), 4) pensionsspørgsmålet,hvor Bjom Molins afhandling fra 1965 ligger til grund, og 5) forfatningspolitikken,specielt

politikken,specieltfortolkningen af de parlamentariske regler, valgsystemet og spørgsmåletom

Beskrivelsen af partiledelsens offentlige virksomhed er delt op i disse 5 sagområder. En del af materialet indbyder til en sådan opdeling, i andre tilfælde erkendes det, at det kan stille sig i vejen for bestemte fortolkningsmuligheder, når et udsagn ses løsrevet fra sin sammenhæng. Det kan, som Bjorn von Sydow skriver, gøre fremstillingen »något orealistisk«.

Anderledes med beskrivelsen af partiledelsens interne, ikke-offentlige overvejelser. Her har forfatteren fundet, at overvejelserne i så høj grad omfattede totalsituationer fremfor enkelte sagspørgsmål, at han har ladet fremstillingen påvirke af sagområdemes forskellige indbyrdes betydning i forskellige faser af udviklingen. På det ikke-offentlige plan, hvor »sedvanlig kallkritik« var nødvendig, er det altså mest realistisk at give en mere traditionel historisk beretning, der afsnit for afsnit, kronologisk redegør for, hvad partiets ledelse internt mente, og hvilken vægt den tillagde de spørgsmål, der var til behandling. Bjorn von Sydow angiver som en væsentlig grund hertil, at en sagområde-opdeling ville hindre os i »att finna våsentliga forklaringar till overensstemmelser och ooverensståmmelser«.

Derudover har Bjorn von Sydow delt fremstillingen kronologisk i fire afsnit, der hver ender med valg eller folkeafstemning. Først får vi partiledelsens offentlige tilkendegivelser vedr. et sagområde i en periode, så næste sagområde i samme periode o.s.v. Derefter kommer de ikke-offentlige overvejelser og beslutninger i samme periode. Det betyder, at der begyndes forfra 6 gange i hver af de fire perioder, hvortil der yderligere efter hver periode kommer en opsummering af overensstemmelser resp. uoverensstemmelser i partiledelsens offentlige og ikke-offentlige virksomhed. Hvis formålet var at levere en fremstilling af den socialdemokratiske ledelses politik, måtte denne disponering af stoffet siges at være lidet læservenlig. Formålet er imidlertid at konstatere, hvor og hvorfor partiledel*en fejlinformerede offentligheden. Hvis det på forhånd var givet, at uoverensstemmelserne var bestemt af sagområdet, ville dispositionen være rimelig; men forfatteren konstaterer i sammenfatningerne adskillige gange, at det ikke synes at være tilfældet. Ulysten hos partiledelsen til at informere offentligheden om de »egentlige« overvejelser var lige så hyppigt styret af andre hensyn, navnlig fordi partiledelsen - sådan som det tydeligt fremgår af afsnittene om den interne virksomhed - opfattede sine problemer i totalsituationer. Partiledelsens stillingtagen i et sagområde havde hele tiden virkninger på stillingtagen i andre, herunder også de sagområder, der ikke behandles.

Partiledelsen opfattede situationerne som helheder. Det er unægtelig et spørgsmål, om ikke vælgerne gjorde det samme, hvad enten de nu alene holdt sig til offentlige ytringer afgivet på partiets vegne, eller de også - eventuelt med pressens hjælp — var i stand til at konstatere, hvornår partiledelsen forsøgte at forholde dem informationer. Et sådant spørgsmål går udenfor undersøgelsens præmisser, men sandelig ikke udenfor dens oprindelige intention.

Det kunne endelig være et spørgsmål - måske af mere demokrati-teoretisk interesse, om det er relevant i forhold til undersøgelsens formål, at notere som uoverensstemmelse, når partiledelsen skjuler sine motiver til en eller anden stillingtagen. Kan vælgerne ikke i og for sig være ret ligeglade med, hvilke motiver, der ligger bag en handling, hvis blot handlingener tilfredsstillende. Problemet er ikke enkelt, fordi en vildledning af offentligheden m.h.t. motiver kan have virkninger tilbage på offentlighedens mulighed for at vurdere handlingen. Men endelig er det et spørgsmål, hvor berettiget det er at tillægge en partiledelsesom sådan kollektive motiver. Det enkelte medlem kan have motiver, f. eks. intern magtkamp i partiet; noget sådant behandles ikke. Forudsætningen for et kollektivt motiv er, at partiets mål i enhver henseende overskygger individuelle motiver. Kun få vælgere

tvivler vel på de individuelle motivers eksistens, ligeså vel som få vælgere tvivler på, at
partiets ledelse lader valgchancer influere på partiets virksomhed.

Det kan vanskeligt undgås, at læseren sidder med en tvivl om sammenbindingen mellem
undersøgelsens oprindelige ambition og dens praktiske gennemførelse.

I to afsluttende kapitler systematiseres de fundne overensstemmelser og uoverensstemmelser. Der anstilles nogle betragtninger over mulige forklaringer. Hovedindtrykket, som Bjom von Sydow adskillige gange fremhæver, er, at partiledelsen i langt de fleste forhold informerede offentligheden korrekt. I arbejdet med at finde en systematisk forklaring inddrages Gunnar S jobloms analyseskema for partiers adfærd. I den meget generelle udformning, specielt i den forkortede gengivelse i bogen er forklaringskraften ikke overbevisende stor. Intet steds når den ud over niveauet for en af de indledende hypoteser, f. eks. at et parti er forsigtig med at melde om skatteforhøjelser lige før et valg, o. lign.

For at der skal være noget at forklare, må man jo først have noget at undre sig over.
Men den ret detaljerede redegørelse for partiledelsens overvejelser er gjort så udmærket,
at forklaringerne virker som pleonasmer.

Uanset det besværlige apparat er bogen altså værd at læse. Den, der i læsningen magter
det dobbelte trojkaridt, som disponeringen tvinger til, får en indgående skildring af væsentlige
sider af den svenske regerings politik i det behandlede femår.